Flytningen

Den dag, hvor den Kontinentale Union skal tage stilling til, om den skal åbne eller lukke sine grænse for flygtningene fra Nord, tager livet en uventet drejning for Unionens ellers så stålsatte udenrigsminister, Janus Edermann. Hvad gør man, når man står med millioner af menneskeliv i hænderne?

1Likes
3Kommentarer
161Visninger

1. FLYGTNINGEN

FLYGTNINGEN

 

Du har set dem så mange gange før.

Billederne. Taget af en ivrig pressefotograf. Måske på en strand, hvor de går i land eller er skyllet druknede op, måske ved en grænseovergang, der er svært bevogtet af politi i fuld kampuniform.

Billederne.

Af de mange, mange millioner flygtninge fra Norden. Blødende, lemlæstede, grædende. Lyshårede, blåøjede børn såvel som voksne.

Men de berører dig ikke længere. Din tid i politiet har gjort, at du kan håndtere den slags uden at føle så meget som et stik af medlidenhed. Ellers ville du jo heller ikke have en politisk toppost.

Du lukker avisen og skænker dig endnu en kop kaffe, mens du med et halv øre lytter til speaken fra TV-pladen på væggen.

”Netop i dag går Rigsdagen i den Kontinentale Union til afstemning om lovforslag 409, der kan lukke, ja endog barrikadere, Unionens grænser på ubestemt tid.”

Du ser op. En ung vindblæst journalist står på en vindomsust strand, den hvide skjorte slår piskesmæld i den stærke blæst.

”Målet er at få bugt med strømmen af millioner af flygtninge fra det tidligere Skandinavien,” fortsætter han, og du overvejer at slukke. Du har hørt denne historie så mange gange før.

Men så kommer Kansleren på. Ansigtet er gråt, hårdt, og med det lange hår i en stram knold på toppen af hovedet, den senede, krop i et tillidsvækkende gråblåt jakkesæt. Du smiler, hun er ulastelig som altid.

Samtidig kværner journalistens stemme videre.

”Både Kansler Stänkel og hendes højre hånd, udenrigsminister Janus Edermann, den tidligere medaljedekorerede politimand, har ikke lagt skjul på, at de vil stå sammen om en hård linje.”

Netop da skifter billedet, og du møder dit eget ansigt på skærmen. Nedenunder er en blå bjælke med dit navn og din titel: Janus Edermann, udenrigsminister for den Kontinentale Union.

Du konstaterer med tilfredshed, at du ser godt ud på skærmen: De isblå øjne lyner i det solbrændte ansigt, det veltrimmede overskæg og det korte hår, der gråner i siderne sidder knivskarpt.

Da du taler lyder din stemme fast og urokkelig.

”Der skal ikke herske tvivl om, at vi gennem en stadfæstelse af lov 409 ønsker at beskytte borgerne i den Kontinentale Union.”

På skærmen løfter du blikket og ser direkte ind i kameraet.

”Efter den seneste økonomiske krise og flygtningestrømmen fra de Britiske Øer efter krigen i 2084 vil oppositionens ønske om åbne grænser være det rene galimatias.” Udsendelsen fortsætter med du har set nok og slukker tv'et for at rejse dig fra morgenbordet. Men din bevægelse bliver for abrupt, og du får skubbet til bordet, så den nu halvfyldte kaffekop vælter. Den lunkne væske sprøjter ud på bordpladen og svømmer ud over kanten, ned på det flødefarvede tæppe. .

Det er kun fordi, du med en halvkvalt hvæsen springer baglæns, at du slipper for at få pletter på dine nystrøgne bukser, der ellers sidder som var pressefolderne skåret på. Indædt bandende smider du avisen hen over pølen, med billedsiden nedad, mens din kone Klara kommer ilende til og får tørret op. Du børster kaffestænk af dine blankpolerede sorte sko med hidsige ryk. Der er ikke tid til at skifte tøj, og i dag skal du tage dig ud fra din allerbedste side.

I dag er en vigtig dag.

Det ved Klara også godt. Da hun retter dit slips og børster et fnug af din jakkeklædte skulder, ser hun dig ikke i øjnene. Hendes kinder er røde, og læberne dirrer. Hun kniber dem sammen og sender dig et hvast blik.

Du ved udmærket godt, hvad hun mener om afstemningen. Og hun ved også, at hun ikke kan rokke ved din holdning. Du er trods alt udenrigsministeren, Kanslerens højre hånd.

Kanslerens kronprins.

Der er ikke længere noget at diskutere, så du giver Klara et kys på panden og vender dig for at gå.

Dine skridt giver genlyd i hallen og døren slår i bag dig med et smæld. Du går rank og med afmålte skridt, hovedet er højt løftet. Inderst inde ved du godt, at hvis du vendte dig om, ville du kunne se Klara følge dig med blikket fra køkkenvinduet. Dog drejer du ikke hovedet men fortsætter i en direkte linje mod ministerbilen.

Du ved, du gør det rigtige. Du er blevet valgt ind i Rigsdagen, fordi du er hård og stålsat. Fordi du følger partilinjen og tager de svære beslutninger. Du kan din jura og dine tal, og folket stoler på dig. Der er absolut ingen plads til at være blødsøden, når det gælder Unionens fremtid.

Og din egen fremtid i Rigsdagen.

Da du sætter dig ind i den sorte ministerbil, sender Johnson dig et kort nik i bakspejlet. Du nikker tilbage, for selvom han blot er chauffør og oprindeligt er flygtet fra bomberne i London, synes du egentlig ganske godt om ham.

”En stor dag i dag, sir,” bemærker Johnson, da han svinger bilen ud af de store jerngitterlåger (der går op efter et diskret tryk på en knap og en aflæsning af dit fingeraftryk og højre iris – det hele er standardudstyr i ministerbiler) med gruset knirkende under hjulene.

”En afgørende dag,” bekræfter du kort for hovedet.

Johnson ved godt, at du ikke diskuterer politik med ham. Han er trods alt selv tidligere flygtning.

I stedet ser du ud af vinduet på byen, der suser forbi og bliver til lange, glidende reb af konstant foranderlige farver, mens du tænker på Kansleren og hendes løfter sidste gang i var i enrum og diskuterede strategien for i dag.

”Hvordan går det med barnebarnet?” spørger Johnson så og din tankestrøm bliver afbrudt, så du ryster irriteret på hovedet. Men du må kæmpe for at undertrykke smilet.

Barnebarnet.

Johnson ved alt om hende, du har ikke kunnet tie stille om lille Alma. Med de rosenrøde kinder og den lille mund, der smilede første gang hun så dig og klamrede sig til din pegefinger.

”Hun vokser sig større og smukkere, Johnson,” siger du formildet. ”Større og smukkere for hver dag.”

”Sikke en velsignelse, sir, et smukt sundt barnebarn. I en sikker verden – her i Unionen.”

”Ja,” mumler du og kigger ud af vinduet igen. ”En velsignelse.”

Da du træder ud af bilen, skinner solen i Rigsdagsbygningens glaskuppel, så den kaster skarpe stråler i synet på alle, der kigger på den. I det øjeblik bildøren smækker bag dig, samler sikkerhedsfolk i sorte kampuniformer sig om dig, og sekundet efter er I alle omringet af pressefolk, der galper op og er ved at falde over hinanden og deres udstyr for at være sikre på at få optaget ethvert ord, der falder fra dine læber.

Du tager hurtigt bestik af situationen og vurderer hver enkelt af dem.

”Hr. Udenrigsminister – et bud på udfaldet af afstemningen i dag?” En ung, ivrig mand med sideskilning og slips, sortrammede briller.

”Hr. Edermann, hvordan vil afstemningen påvirke Deres stilling i Partiet? Har Kansleren udnævnt Dem til spidskandidat ved næste valg? Hvad siger deres kone til at blive Førstedame?” Rødhåret kvinde i tyverne, lidt for meget make-up. Hun må være fra en tabloidavis.

”Hvad med flygtningene? Hvad kan de forvente sig efter i dag? Vil De virkelig afskære millioner af mennesker fra at søge hjælp hos os?” Noget usoigneret, ung mand, jeans, slidte gummisko. Sikke en hippie.

Dit ansigt er neutralt, dit blik gennemborende, da du løfter hånden til stilhed. Nu høres kun kameraernes blitzen.

”I kender alle min holdning til flygtningesituationen. I dag er det vigtigt, at vi alle står fast og handler med tanke på, hvad der er bedst for befolkningen i den Kontinentale Union. Min egen position i Partiet er ikke interessant i denne sammenhæng. Vi gør, hvad vi finder bedst.”

Du sender kameraerne dit mest tillidsvækkende, men stadig reserverede og stålsatte, smil, inden du atter sætter dig i bevægelse med vagterne tæt om dig, mens du ignorerer de spørgsmål, der fortsat falder som harmløse skud omkring dig.

Der er et par hundrede meter over til indgangen af Rigsdagen, da noget på det modsatte gadehjørne fanger din opmærksomhed. Du kniber øjnene sammen mod den stærke sol.

”Hr. Udenrigsminister? Sir?”

Vagterne er standset op, forvirrede. Den ene løfter sine mørke solbriller og ser sig om. Du kan høre knitren og hastige beskeder i hans øresnegl.

”Er alt i orden, sir?”

Det er en kvinde. Ikke særlig høj. Med en beige cottoncoat, der sidder lidt for tæt om hendes runde former, og med flade sorte sko. Umiddelbart virker hun ikke faretruende. Men hun har fanget dit blik og gør tegn til dig om at komme nærmere. Og der er noget ved hendes ansigt. Noget velkendt.

Omkranset af sort hår, virker hun en smule bleg, og under hendes øjne breder sig mørke rande, men der er noget ubeskriveligt sødt og indtagende ved hende. Og ja – noget velkendt.

Du tøver et splitsekund og overvejer, hvordan dette vil tage sig ud i medierne.

”Lige et øjeblik,” siger du så og krydser gaden uden at tage blikket fra kvinden. Sikkerhedsfolkene hvæser rådvilde kommandoer til hinanden og i deres modtagere, der er bygget ind i kampuniformens kraver, mens de styrter af sted, for at deres formation omkring dig skal forblive intakt.

Få meter fra hende standser du brat, for nu er du er kommet i tanker om, hvor du så hende før.

Det må være godt og vel femten år siden, at du og din makker blev sendt ud til en container, der stod forladt på en rasteplads ved E45. Da I endelig fik brækket dørene op, vendte I jer begge bort, for stanken var ulidelig. Midt imellem de mange lig af flygtninge, fandt I kun tre meget afkræftede overlevende. Den ene af dem var en ti-årig pige, der hagede sig fast til dig, da du bar hende gennem dyngerne af hendes døde og rådnende landsmænd ud i natteluften.

Det er hende. Det er du sikker på.

Efter alle disse år...

Du lukker mellemrummet mellem jer, og vagterne sværmer om jer og vil kropsvisitere kvinden, men du vifter dem væk.

”Det er okay,” mumler du.

Hendes øjne låser dine fast.

”Du husker mig,” konstaterer hun.

”Jeg husker dig.”

”Du reddede mig,” hvisker hun, og du kan kun nikke, fordi ordene sidder fast i din hals, som kommer de ikke udenom den klump, der har sat sig på tværs i dit svælg. Der er så meget, du vil spørge om, hvad der skete med hende, efter du havde fundet hende, hvorfor hun er her, hvordan hun er vokset op, hvorfor hun er her...

Men så lægger hun en hånd på din kind, og du bliver suget ind i hendes mørke, mørke blik, så dine fødder slipper taget i fortovet, og du tumler, vælter og falder ukontrollabelt igennem et stort sort intet.

Og så kommer de.

Billederne.

Af dit liv.

Din første cykel, den var rød og skinnede. En fisketur med din far og dine brødre. Da du kom ind på politiskolen, første gang du holdt en pistol i hånden, den kolde metalliske tyngde mod din håndflade. Første gang du elskede med din kone, hendes fine, lette krop, der var overraskende stærk og krævende mod din. Jeres bryllup.

Under alle billederne løber et lydspor.

En stemme. Kvindens stemme. Rolig, men stærk.

”Lige nu samles pressefolkene om os. Min hånd er på din kind. Flygtningekvinden og Kanslerens kronprins. Hvilke overskrifter vil det ikke give i morgen.”

Hun ler lidt i dine tanker.

”De vil grave historien om mig frem, for den er i deres databaser.”

Alt imens hun taler, ser du dine børn blive født, ser dem vokse op. Alt sammen i rivende fart. Det ene øjeblik er de tumlinger, der knap kan stå på benene, for det næste at tage studentereksamen og flytte hjemmefra, gifte sig, få børn.

Få Alma. Dit eneste barnebarn. Der smiler til dig, første gang du ser hende, og knytter sin lille stærke babynæve om din finger og binder dig til sig for altid.

Dit hjerter klemmer sig sammen.

Kvindestemmen fortsætter.

”Tænk på det, Udenrigsminister. Hvordan skal billedet af dig og mig tolkes? Hvad skal dit eftermæle være?”

Billederne roterer i en malmstrøm af farver.

”Er du ham, der reddede millioner af flygtninge? Er du ham, der tænker på Unionens befolkning og beordrer grænserne lukket? Hvilken fremtid giver du os? Og dig selv?”

Et sekunds stilhed.

Så skifter billederne karakter.

Du ser storme rase, tornadoer brække bygninger fra hinanden, flodbølger brage ind over landet, flå glaskuplen af rigsdagen, der blæses væk, som var det blot et korthus.

Dit eget hus bliver skyllet bort af de rasende vandmængder, mens du selv klamrer dig til en træstamme, der er revet op med rode, men flyder hastigt gennem vandmasserne. Klara er der ikke. Du kunne ikke redde hende. Hendes kastanjebrune hår duvede om hendes ansigt, øjnene vidtåbne.

Sceneskift.

Du og din ældste søn kryber sammen i en skov, der er reduceret til pindebrænde af stormene, under et ly flettet af grene og jeres gamle skjorter. I dine arme sover – Alma. Hun er vokset. Lader til at kunne gå og tale.

Omkring jer er andre i samme situation. Der tales lavmælt om en grænseovergang, der stadig er åben, et land, der står klar til at tage imod jer. Håbet gløder i som de bålene rundt omkring i lejren.

Du blinker og står ved selvsamme grænseovergang sammen med tusinder af andre, voksne, børn, gamle, unge. Foran jer har politifolkene dannet kæde. De lukker kun få ind ad gangen. Overalt er der udslukte blikke. Der lugter af skidt og sved, støv og depression.

Du har Alma i hånden. Hun er beskidt i ansigtet, og kinderne har mistet deres barnlige runding.

Hver gang dine øjne møder hendes, der er fulde af håb og tro på en fremtid, hvor alt ender godt, slår du blikket ned.

Endelig – endelig, bliver I sluset ind gennem grænseåbningen, og du skal lægge bånd på dig selv for ikke at juble, da en politimand i samme øjeblik griber Alma i armen, så hendes hånd flås ud af dit greb.

”Farfar!”

De bærer hende i den modsatte retning, selvom du kæmper imod, flår, sparker, slår, råber, græder, spytter. Du ser kun hendes rædselsslagne ansigt, og ikke knytnæven, der rammer dig midt i ansigtet, og får alt til at gå i sort.

 

Og du er tilbage på fortovet med Rigsdagen bag dig og livvagterne i en klynge omkring dig. Der kan knap være gået et sekund, men du hiver efter vejret, som havde du netop kæmpet for livet, og hjertet dundrer mod din brystkasse.

Kvinden sender dig et blegt smil, inden hun fjerner sin hånd og træder et skridt tilbage. Du ryster på hovedet, langsomt, som foregik alt i slowmotion.

”Jeg er glad for, at jeg fandt dig,” siger hun og vender sig så for at gå. ”Jeg ved, du vil træffe den rigtige beslutning. Held og lykke, hr. Minister.”

”Sir? Hr. Minister?” En af sikkerhedsfolkene betragter dig med rynket pande. ”Alt i orden?”

”Jeg har det fint,” mumler du, men snubler over kantstenen, da du sætter kurs mod Rigsdagen igen.

Pressefolkene har sluttet ring om jer og følger med hele vejen til de store porte, der er bevogtet af endnu flere vagter, mens de slynger spørgsmål efter spørgsmål imod dig, så ordene slår mod din krop, dine ører, dit sind.

Du svarer ikke på et eneste, men koncentrerer dig om at sætte en fod foran den anden. Dit hoved føles på en gang tomt og samtidig fyldt med tanker, mens hjertet pumper hele følelsesregistret rundt i din krop. Der er en skinger hyletone i dit venstre øre.

 

Da du træder ind på den tæppebelagte gang, der fører ned til Rigsdagssalen, er hyletonen der stadig, og du føler dig omtumlet og svimmel. Du bemærker godt, at vagten til venstre for dig skæver til dig af og til, men da du vender blikket direkte mod ham, ser han hurtigt bort. Det glimter i hans brillestang, da en solstråle oppe fra Rigsdagens glaskuppel rammer ham i øjnene.

Igen og igen forsøger du at samle dine tanker, men du ser kun billederne – billederne af dit liv, der suser forbi på nethinden – og det er først, da du er ved at støde sammen med Peter Heinrich, at du lægger mærke til ham.

Han griber dig i skulderen og hilser overstrømmende på dig, mens du forsøger at huske, hvor du er, og hvad du skal.

Din kollega gennem ti år har ansigtet sat i et bredt grin, så øjnene næsten forsvinder i de store kinder, der som altid er røde og hektiske. Hans jakkesæt sidder stramt om hans gevaldige korpus, og han har knappet den øverste knap i skjorten og trukket slipset helt op, så han hoved ser ud til at kunne sprænges når som helst. Du har svært ved ikke at rynke på næsen.

”Nå, Edermann, så oprandt dagen.” Hans kraftige stemme runger i hele gangen. Dine sikkerhedsfolk rykker sig en anelse tættere på dig, en skosnude strejfer din hæl. ”Den store afstemning.”

Heinrich vrikker med øjenbrynene og ler, så gulvet under jer gungrer. Udenom haster de andre medlemmer af Rigsdagen forbi med deres sikkerhedsfolk. Du mumler et samtykkende svar, som du næppe selv kan høre, og Heinrichs øjenbryn ryger helt op i panden, og hans blik flakker. Han læner sig tætter ind mod din højre side, og hyletonen i dit venstre øre stiger til et skrig.

”Du har vel ikke begyndt at tvivle, Edermann? Du, som altid er så stålsat?” hvisler han, så du kan mærke små spytdråber på din kind. ”Gad vide, hvad Kansleren vil tænke, hvis hendes kronprins vakler bare det mindste skridt ved siden af. Det vil ikke være godt for partiet...eller for dig.” Så retter han sig op igen, ansigtet er et stort smil.

”Lad os gøre Kansleren stolt – og den Kontinentale Union!” Han gør en kikset honnør, inden han ler højt, klapper dig på skulderen, så du nær synker i knæ, og fortsætter ned ad gangen med en munter fløjten.

 

Da du endelig synker ned på sædet bag skrivebordet og det skudsikre glas, der er din boks i Rigsdagssalen, siler sveden ned ad din ryg og drypper fra tindingerne. Du løsner slipset en anelse, og tanker svirrer rundt i dit hoved, flakser forvildede rundt mellem hinanden, som kampfly, der har mistet al kommunikation med Groundcontrol.

Samtidig fyldes Salen af de andre Rigsdagsmedlemmer, og da Formanden går på talerstolen inde i sin egen glasboks, falder der øjeblikkeligt en forventningsfuld, næsten åndeløs, ro over lokalet.

Denne dag har I alle ventet på.

Du ser igen kvindens mørke øjne for dig, hvordan du blev suget ind i dem, mens Formanden læser lovforslaget om lukning af grænserne og opførelsen af Muren op. Der høres spredte klapsalver, mumlen og buh-råb fra de forskellige partier rundt omkring, men det er alt sammen spil for pressen.

Det ved I alle.

I virkeligheden sidder alle klar med fingrene på afstemningsknapperne. Tre bokse længere henne fanger Heinrich dit blik og vender tommelfingeren opad med et djævelsk grin. Du vender blikket bort.

”Nu, ærede medlemmer,” siger Formanden så – og stilheden er kompakt i Salen, ”bedes I med jeres stemme tilkendegive, om I er for indførelsen af Lov 409 om lukning og forstærkning af den Kontinentale Unions grænser.” Og så gennemgår han proceduren, præcis som han gør hver gang, der skal stemmes.

Foran dit navneskilt – J. Edermann, udenrigsminister – lyser en lille firkantet kasse med tre knapper – en rød, en grøn, en hvid – op, og ovenover knapperne tændes et lille digitalt ur, der indikerer, at du har et minut til at tage stilling. Uret tæller ned med det samme. Knapperne er gemt under et klart plastikskjold, som du først skal vippe af for at kunne komme til knapperne.

Du tænker flygtigt på sidste gang, kassen var aktiveret, for under to måneder siden, da Rigsdagen afskaffede anonymiteten ved afstemningerne, og du tørrer sveden af panden med rystende hænder.

Nioghalvtreds.

Otteoghalvtreds.

Du åbner låget – forsigtigt.

Treogfyrre

Toogfyrre.

Bag Formanden kan du på en storskærm se stemmerne blive talt op. Det er tæt – meget tæt.

Din finger svæver over knapperne.

Niogtyve.

Otteogtyve.

Det bliver få stemmer, der afgør det her – måske en enkelt eller to?

Sytten.

Atten.

Sveden drypper fra din hårgrænse, triller ned ad dine kinder og lander på det stålgrå bord. I dit bryst kaster hjertet sig mod ribbenene, så det gør ondt. Hyletonen stiger og stiger. Billederne på din nethinde suser forbi nu, flyder sammen, først kvindens blik, din kones, dine børns, lille Almas. Du trækker vejret dybt.

Ti.

Ni.

Din finger svæver over knapperne, og du må synke en ekstra gang. Så trykker du.

Tre. To. En.

Tiden er gået. Du kigger ud gennem fingrene på resultatet bag Formanden.

Der går et sus gennem salen. Du begraver ansigtet i hænderne. Hvad har du gjort?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...