Gennem Tiden ⌚️

Folk siger at rejse i tiden er umuligt. Det kan den forældreløse dreng Ivan på 17 år godt modbevise. Han er nemlig ikke fra denne tid. Han er fra fremtiden. Den eneste der tro det er muligt af rejse i tiden er den ensomme pige Seline på 17 år. En dag møder Ivan Seline på sin rejse og bliver gode venner med hende. Men hvad skal Ivan gøre når Seline ikke kan komme med ham på sin rejse? Vis han rejser, vil han så få hende af se igen? Eller vil det ende med Seline finder ud af Ivans hemmelighed? Og Hvad vil Seline Sige vis hun gør? Undskyld stavefejl, kommafejl osv. Og tak til dem der læser og Katja D.V for det fantastiske cover.

7Likes
11Kommentarer
501Visninger
AA

1. Prolog ⌚️

Ivan stod på hans ynglings bakke den hvor man kunne kigge ud over hele byen. Der var et eller andet ved denne her udsigt der fik af til af se mere lyst ud. Man siger fremtiden ser lys ud, men ikke her, ikke for verden i år 2081. Alt det krig og vold. Her plejede han af tænke på de storelivs spørgsmål. Han tænkte altid på hvorhen han ville vis han havde en mulighed for en tidsrejse. Hvem hans forældre var. Og hvad der nu ville ske med ham. Alt dette og mere.Hans gode ven profosser Cornelius som han kaldte ham, Havde sagt `det kun umuligt når man kun drømmer og ikke gør det til virkelighed`. Ivan tænkte altid på Cornelius var den klogeste han kendte. 

 

Han vendte sig om mod Cornelius hus der ikke lå langt fra bakken. Han åbnede langsomt terrassedøren. Og trådte ind i hans hus. Det var fyldt med dingenoter. Fra gulv til loft. Tegninger af opfindelser, værktøj og selvfølgelig opfindelser. Men der var ingen Cornelius. Hvor var han henne? Ivan gloede på en ny Opfindelse. Den ligene en globus? Han drejede det såkaldte globus. Pluslig begyndte den og vibrer og sige lyde. Den begyndt og dreje huntiger og huntiger. Og lige pluslig lyse. To skynder senere kom der røg fra den. Og den sprang nærmest i luften. Det sivende med røg fra maskinen. Ivan tog den lille globus i hånden. Den var brænd varm. Han skyndte sig lægge den i sin taske han havde med. Cornelius ville blive så vred nå han fandt ud af han havde ødelagt globustingen. Han vendte hoved med uret på væggen. Der var så stille i huset at han hørte uret tikke. Højre og højre. Hans hjerte bankede stadig vildt efter det der lige skete. Han skulle tilbage på børnehjemmet nu. Klokken var mange.

 

Han nåede lige og snige sig ind på sit lille værelse, han delte værelse med Bill. Det var småt som sagt og havde faktisk kun en køjeseng. Tøjskab var der hverken brug for eller plads til. De havde kun et sæt tøj hver på børnehjemmet, og det var det de havde på. Iwan fortalte om det han havde oplevet i dag til Bill. ” jeg synes du skulle fortælle Cornelius det” sagde Bill på en måde der fik det til at lyde at hun var bedre vidne.

 

Det var Ivan træt af, men Bill var herligt selvskab. Især fordi han ikke så tit dømte på fejl og tilgav nemt. Og han var samme alder som Ivan. Alle var vilde med Bill. Mange kunne også godt lide Ivan. De sagde til ham han var klog og en meget flot dreng. Mange piger var forelsket i ham, Ivan synes bare alle pigerne var… kedelige. De gik kun op i alle det samme, der var igen af dem der var sin engen. Bill rav ham ud af sine tanker. ”Du må gå nu hvis du skal give Cornelius en undskyldning” sagde Bill igen bare formuleret på en ny måde. ”okay” sagde Ivan. Men hvem sagde han ville fortælle Cornelius sin store fejl.  Det ville han nok, men det ville være svært at sige. Da Ivan kom frem til sin endelige beslutning, han ville undskylde til Cornelius. Med lange tunge skridt. Det føltes som evighed for Ivan, men det var bare 7 minutter hen til Cornelius hus.

 

Da han kom ind ad døren så han Cornelius. Han var helt urolig. Flakkede fra det ene hjørne til det andet. ” Det er frygteligt” sagde han, Ivan viste jo godt hvad det var han snakkede om. Det gav bare en dårlig samvittighed og smag i munden på Ivan. Var det forsendt og vende om. Nej nu måtte han sige det til Cornelius. ” verden er i fare, mere end før” sagde Cornelius, der lignede en katten havde slæbt ind. Hans grå og hvide hår stod ud til alle sider. Hans mørke brune briller sad skævt, og hans kittel var helt snarvest. Han havde nok ledt efter globussen i slangetunnelerne. Det var ikke fordi der var slanger i tunnelerne, det var bare fordi man nærmest skulle sno sig som en slange i de tunneler.

 

 

Og så lugtede der som et slange bur, og var ligeså beskidte som et slangebur. Altså det var lige til faktisk nu Ivan tænkte over det. Det var jo bare tunneler der menende om et slangebur på lugt og sådan. Det gav et sæt i Ivan at han pluslig stod så tæt på Cornelius der nærmest råbte ind i hoved på Ivan. ”Verden er i” mere nåede Cornelius ikke og sige før Ivan afbrød ham. ”Cornelius din maskine er ikke væk” sagde Ivan, der prøvede og være rolig. Han kunne lige få Kontrol over sig selv. ”men hvordan ved du det” sagde Cornelius. Det lod lidt som om han skulle til og græde. ”Øhm jeg er ked af det men jeg har … på en måde tror jeg ødelagt din maskine” sagde Ivan, det sidste sagde han meget lavt. ”Jeg er så ked af det”. Ivan tog den smadrede globus op ad sin taske. Den var mere ødelagt end før.

 

Cornelius kiggede længe på den. Og gav til sidst et suk fra sig. ”Det okay, jeg frygtede bare den var kommet i de forkerte hænder” sagde han” men hvordan skete det”. ” Øhm” kom det fra Ivan, imens han kløede sig forsigtigt i sit lyse brune hår. ”Jeg dejede på den, fordi jeg trorede det var en normal globus” sagde Ivan, der næsten ikke fattede han var tilgivet så nemt, ”Hvad var det endelig for en ting? ”. ”En tidsmaskine” sagde han. ”skete der nået… usædvanligt” spurte Cornelius.

 

Og så begyndte Ivan ellers og fortælle om alt. Hans beskrivelse var som slev og være der. Hvert ord han følte og tænkte, vær lugt og smag i munden blev beskrevet. ” selvfølelig” udbrød Cornelius. Han tog globussen ud af hænderne på Ivan. Cornelius skridte globussen ad. Ivan forstod igen ting. ” Hvad er det du laver” sagde Ivan ligeså fortvivlet han kunne være. ”Denne maskine… er en… illusion” sagde Cornelius. Det lod som om han ikke viste hvad han skulle svare. Cornelius fandt et gammelt lommeur fra. Det var pænt, i en sølvfarve, det havde et flot mønster.

 

Der gik lidt tid, Ivan kunne ikke se hvad Cornelius lavede. Han sad med ryggen til. Det eneste han hørte var skramlede lyde. Pluslig vendte han sig om. ” Her tag det” sagde Cornelius. Han holdt sin hånd ud med lommeuret fra før, lige foran Ivan som et tegn på han skulle tage uret. ”Men husk det ikke legetøj det et ægte gyro ur” sagde han død alvorligt.  ”Giver du det til mig? ” sagde Ivan der ikke forstod nået, ”hvordan virker det”. Cornelius vendte uret om på bagsiden. Der var en from for stopur på bagsiden. Der stod meget småt 2081/6/10/20.00. Det var lige nu. Cornelius forklarede hvordan han brugte uret og sådan nået.

 

Han skulle indstille efter år, dato og tidspunkt. Ivan kunne ikke forstå det, var det virkelighed eller en drøm? Han tog uret. Og sagde farvel til Cornelius. Han gik ud af den smalle hoved dør. Men blev stoppet af Cornelius. ”Pas nu på, Tiden er ikke nået man bare sådan skal lege med” sagde han. Det lod som om han havde fortrudt. ” Jeg husker ikke og ødelægge nået ved tiden” sagde Ivan tilbage. Han følte sig voksen, det var han jo nærmest også ”det lover jeg”.  Ivan gik, imens han tænkte hvor han skulle hen. Så slog det ham.

 

Han indstillede lommeuret til 2015/6/10/12.00. Det gjorde han. Måske ville han få et bedre liv i fortiden, end i nutiden. Han hørte kun en susen. Ivan så kun flotte lysende farver og hørte lyden af et ur der tikker.                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...