Gennem Tiden ⌚️

Folk siger at rejse i tiden er umuligt. Det kan den forældreløse dreng Ivan på 17 år godt modbevise. Han er nemlig ikke fra denne tid. Han er fra fremtiden. Den eneste der tro det er muligt af rejse i tiden er den ensomme pige Seline på 17 år. En dag møder Ivan Seline på sin rejse og bliver gode venner med hende. Men hvad skal Ivan gøre når Seline ikke kan komme med ham på sin rejse? Vis han rejser, vil han så få hende af se igen? Eller vil det ende med Seline finder ud af Ivans hemmelighed? Og Hvad vil Seline Sige vis hun gør? Undskyld stavefejl, kommafejl osv. Og tak til dem der læser og Katja D.V for det fantastiske cover.

7Likes
11Kommentarer
497Visninger
AA

4. kap 3 fremtiden ⌚️

 

Seline sad helt tav på sit værelse igen. Lige siden Ivan tog af sted. Hun havde fortalt sine forældre en halv sandhed. Hun sagde ikke at der kom to mænd og hentede ham. Men han skulle flygte igen. Men altså hun var knust over den ven hun havde haft bare lod hende i stikken.

Hun ville ikke have en ny ven. En ny person hun ville åbne sig for, og personen ville såre hende protalt. Ikke fysisk men psykisk. Andre ville kun være hendes ven fordi hendes forældre var rige, men ikke Ivan. Seline havde lukket sig slev mere og mere inde. Siden den dag, nægtede hun at tale med nogen, kigge på nogen, leve sit liv som før Ivan kom til og blive hendes ven, eller bare i det hele taget være glad. Hendes forældre blev mere og mere bekymrede for hende.                                                                                                                                                                      

En dag tidligere på ugen kom hendes mor ind for og snakke med hende og gøre med lidt gladere. Men alt Seline havde sagt var hun ikke ville være glad hvad end de gjorde. Og glæde bare var en lille svag følelse der kun fik en til at tro man kunne være bekendt at leve, men at i virkeligheden bare lever i en sørgelig verden, hvor vi kun har os selv i den lille bobel af glæde der var enormt ligegyldig.

Og hendes flaske bobel var sprunget i milliardær stykker. Altså at være glad var ligegyldigt. Selines forældre var endnu mere bekymrede end før. De sendte Seline hos en psykolog. Det gjorder bare alting være. Og endte med Seline skar i sig selv.

Der var nu gået en måned. Seline tænkte hele tiden på det lommeur. Hun lod fingrene glide over forsiden en gang til.  Hun huskede tilbage på den gang hun og Ivan snakkede sammen om tidarejser, de var enige om det var mugeligt. Seline vendte uret om.  Det lignende en from for stopur tænkte Seline. På bagsiden af uret stod der. 2015/13/6/12.00. Seline var et stort spørgsmålstegn. Det var den dag og klokkeslæt hun mødte Ivan for første gang.

” Åh Ivan hvor er du” sagde Seline der nu var parat til et sammenbrud. Hun lukkede øjnede. Hun hørte en susen og så svage farvede lysskær. Hun åbnede sin øjne og så de smukke farve skær.  

Seline lå på den kolde jord. Hun sov stille og roligt. En jævnaldrende pige med lyserødt hår, blå øjne og blend hud, så Seline ligge der. ” Hallo du der” sagde hun, hendes stemme var blid og rolig. Hun ruskede let i Seline. Seline slog let øjne op. Hun fik et chok.

”Hvem… hvem… hvem er du?” spurte Seline der var helt vildt bange, hun rystede i sin stemme. Pigen med det lyserøde hår grinede let sukkersødt, så hendes hvide tænder blev blotet. ”Mit navn er Halis” sagde Halis der nu havde grinet færdig. ”Hvor er jeg?” sagde Seline der nu netop havde fået styr på sine nerver.

Halis slog ud med armen, og rakte hånden ned til Seline får hun kunne tage den.  Hun gloede usikkert på den men tog den så.” tak” lød det svagt fra Selines små lyserøde læber. Halis havde godt fat i Selines hånd                                  

"Så nu hvor du ved hvad jeg hedder, hvad er dit navn så” sagde Halis over lalleglad, som en anden idiot på lykkepiller. ”Seline…” sagde Seline tørt, som en sort steg i en lykkelig verden der ligner en rengbue.” hvorfor så sur” sagde Halis så med en lidt mindre lalleglad stemme. Seline havde kun kendt Halis i et par sekunder og viste allerede nu hun var en total lalleglad type. ” Sur!... Jeg er bare total fuck up over jeg lige har mistet min bedste ven” Seline der troede hun talte lavt fandt ud af hun råbte. Hun så Halis bange ansigts udtryk. ” Undskyld det er bare jeg er… totalt på spanden lige nu” sagde Seline med tristhed i stemmen. Hendes ansigt blev gemt væk i hendes hænder, da hun fæle en tåre. ” Du skal ikke gærde, alt er bare så ødelagt her i år 2081” sagde Halis op mundurerne. ” HVAD sagde du år 20811!” sagde Seline bekymerne. Var hun rejst i tiden? Hun begyndte og forklare Halis alt der var sket fra Ivan kom til nu. Seline brugte ville armfragter, så Halis begyndte og grine. Der gik cirka 20 minutter. ” Men Seline kom med mig så kan vi måske hjælpe dig”. Og med det sagt tog Halis fat i Seline og trak hende af sted

_____________________________________________________________________________________________

Hey til dem der læser undskyld det tog så lang tid... Jeg havde lovet at der snart kom mere og så kom det lidt senere end jeg havde regnet med. Så til dem der læser med som sagt undskyld vendte tiden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...