Remember me once more.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2016
  • Status: Igang
Justin er en ung gut på 21 år, han går hverken i skole eller er i gang med en uddannelse, til gengæld er han drugdealer. Justin er ikke længere en varmhjertet fyr, han finder en ny tøs hver uge, han er skæv konstant, og så drikker han dagene og nætterne væk. Intet er det samme længere. Før i tiden havde Justin været komplet anderledes, men det hele ændrede sig drastisk da han blev smidt ud hjemmefra som fjortenårig. Penelope og Justin datede engang, Penelope var i den tro at hun kunne hjælpe ham, men da han blev voldelig overfor hende, endte deres forhold brat, og ikke på en særlig pæn måde. De begge elskede hinanden utrolig højt, men de kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Nu er Penelope forlovet med Justins bedsteven, Ryan. Justin er på ingen måder glad for det, eftersom han aldrig er kommet sig over tabet.. Men hvad vil der ske når alle skal sammen på ferie, og når ferien afslutter ved alteret? Vil Penelope give sit ja, og til hvem?

11Likes
18Kommentarer
4441Visninger
AA

2. The reason why you left me.

The reason why you left me..


 

Det hele var gået så stærk, jeg kunne slet ikke følge med. Bare på få måneder havde mig og Ryan, med hjælp fra vores familier, næsten fået stablet et bryllup på benene, og jeg glædet mig til at samle alle gæsterne. Jeg var for engang skyld lykkelig, og selvom det ikke var gået som jeg havde regnet med, måtte jeg indrømme at alt var perfekt.

Jeg ser mig ind i spejlet, smiler over sommerfuglene i maven men skjuler det ved at bide mig i underlæben.

Et gisp forlader mine læber, da jeg mærker et par store hænder køre ind på mine hofter bagfra, hvor jeg ser Ryan stå og se utrolig godt ud. jeg kysser ham blidt på læberne,vender mig om og retter så på hans t-shirt. "Hvornår kommer du tilbage?" Spørger jeg ganske roligt, mens jeg lægger hovedet på skrå og holder om ham. jeg var forelsket, ganske enkelt. Ryan bragte tryghed og varme med sig, og jeg vidste at han altid ville stå klar til at gribe mig, hvilket var en følelse jeg nød til fulde. "Jeg ved det ikke helt, jeg skal nok skrive når jeg ved mere, babe." Hans hæse morgenstemme var forførende, men jeg vidste han havde ting at tage sig af, så jeg lod ham gå for denne gang. Jeg stiller sig på tæer for at kysse ham farvel, hvorefter jeg nikker og slipper ham. "Okay, hyg dig." Jeg slår ham i røven med et drillende smil, eftersom det lå i min natur at være lidt flabet.. "Jeg venter på dig herhjemme." Jeg kunne tydeligt se hvor meget det påvirkede ham, for jeg var ikke den eneste med et stort behov her i huset. "Mh, jeg glæder mig allerede til senere." Hans kommentar får mig til nikke langsomt, hvorefter jeg går tilbage til soveværelset igen.

Jeg kan høre at Ryan går ned af trapperne, og videre ud da hoveddøren roligt smækker.

Jeg havde ikke de vilde planer i dag, andet end at jeg skulle lave en lækker middag til mig og Ryan, eftersom hans forældre kom på besøg, og som altid ville jeg gerne gøre et godt indtryk. For Ryans forældre delte ikke sammen begejstring for mig, som Ryan gjorde.. Og derfor krævede det altid lidt ekstra af mig, når vi fik besøg af dem. Faktisk kunne jeg slet ikke med hans mor, men hans far derimod, var villig til at give mig en chance.. Og det betød klart noget, selvom jeg stadigvæk ikke følte mig velkommen i Ryans familie. Det er svært at beskrive, men jeg følte mig slet ikke tilpas i deres fine omgivelser.. Jeg havde altid været en vild pige som godt vidste hvad manér var, men derfor gik jeg ikke specielt op i dem.  

Jeg åbner vinduet, ånder let ind og sætter mig så op i karmen. Der var massere af plads, og jeg havde efterhånden brug for en smøg. Ryan brød sig ikke om at jeg røg, så jeg gjorde det kun når han ikke var hjemme. Selvom han nogle gange prøvede at opdrage på mig, var jeg inderst inde selv en kvinde med ben i næsen. Jeg kunne sagtens sige fra. Selvfølgelig har jeg mine dæmoner at kæmpe med, men jeg er kommet ud af de fleste problemer som fortiden bragte med sig.. Hvilket man ikke kunne sige om Justin.. Åh Justin... Tanken om ham gav mig kuldegysninger, fordi Justin engang havde fyldt så meget i mit liv.. Og nu så jeg ham knap nok. Jeg savnede ham til tider.. Men jeg vidste det var bedst sådan her, for dem begge to. Jeg var kommet videre, og Justin levede hans liv som han nu synes det skulle leves.

Jeg trækker en smøg op, tænder den og suger godt ind. Jeg nyder nikotinen, mens jeg fra vinduet kunne følge med i hvad der skete i verden.

Vi
 boede i et lille hus, for vi havde ikke vildt mange penge, men kvarteret var fornemt, og huset havde vi fået billigt, så Ryan havde bygget om så det var blevet hans drømmehjem.. Eller nok nærmere vores drømmehjem, hvis man kunne sige det sådan..

Jeg bliver afbrudt af at min mobil ringer, så jeg rækker ud efter den og tager den. Det var skjult nummer, så jeg anede ikke hvem det var. "Hallo?"

I få sekunder hører jeg kun nogle vejrtrækninger, så jeg rynker panden og tager et hiv af smøgen. "Eh.. Kan jeg hjælpe dig med noget?" Jeg tripper med benene, og overvejer at lægge på da det sikkert bare var nogle som lavede telefonfis.

"Penelope.." I et split sekund stivner hele min krop, velvidende om hvem personen var i den anden ende. Jeg synker en klump, ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg ikke havde snakket med ham i noget tid. Ikke siden ham og Ryan blev uvenner sidst. Jeg kører en hånd igennem håret, og puster røgen ud mellem mine læber. "Hvad vil du, Justin?"
 


Jeg vidste jeg havde overtrådt en grænse, eftersom jeg havde ringet til Penelope. Men jeg havde ikke gjort det, hvis det ikke havde været vigtigt. Og det var det.

Jeg tager sig til hovedet, ømmer mig over de slag jeg havde fået tidligere. I løbet af natten havde jeg taget hjem til Chris, men tingene udviklede sig hurtigt til noget der ikke skulle være sket.. Og nu sad han her, et øde sted ude i ingenting, uden penge og uden bil.. For det andet måtte jeg nok hellere ikke køre nu, eftersom jeg var påvirket af både stoffer og alkohol. Farlig kombi, men hvad skulle jeg ellers bruge tiden på?

Jeg kunne sagtens have ringet til nogle af mine andre kontakter, men jeg blev nødt til at bruge nogle unfair kneb. Især hvis jeg nogensinde skulle have en chance for at se Penelope igen.

Jeg bider sig i underlæben, trækker ud i min bluse og overvejer hvad jeg burde sige, for jeg kunne ikke fortælle hende hele sandheden. "Jeg har brug for din hjælp..." Siger jeg ret bestemmende, mens jeg læner sig op af en metalvæg i en forladt bygning.

Jeg aner ikke hvor jeg er, men jeg havde ondt, og så var jeg ret sikker på, at jeg ikke så specielt godt ud lige nu. "Hvad har du nu rodet dig ud i?" Hendes stemme var skeptisk, men det var utroligt så godt hun kendte mig. Jeg griner hæst, smager blodet fra min flækket underlæbe hvorefter jeg sukker. "Det kan være lige meget, okay? Kan du komme og hente mig?" Langsomt glider jeg ned af metalvæggen, mens jeg nyder kulden den afgav, eftersom jeg selv var ret svedig. Min krop brændte nærmest og så var jeg udmattet..

"Justin, forhelved.." Hvorfor kunne hun ikke bare sige ja? Hvorfor skulle hun altid tænke så fandens meget, kunne hun ikke høre at jeg har brug for hjælp? "Slap nu af.. Jeg beder dig om hjælp, det kan Ryan sgu da ikke blive sur over."

Ryan havde flippet ud et par gange, han var blevet jaloux over at Penelope stadigvæk havde prøvet at få mig ud af problemerne.. Men så var det heller ikke værre, ja jeg tog stoffer, og ja jeg drak.. Men jeg kunne sagtens styre det. Det var bare ikke noget som hverken Ryan eller Penelope mente at jeg kunne.

"Fint.." Lød det opgivende i den anden ende af røret, hvorefter et tilfreds smil kommer frem på mine læber. "Hvor er du?" Jeg ser mig rundt, klør mig på kinden og rejser mig op for at finde ud af det. "2 sekunder."

Jeg halter forsigtigt ud af bygningen, hvor jeg ser alt og ingenting. Jeg prøver at finde et vejskilt, men det eneste jeg finder er en gade. "Jeg er ved en forladt bygning ved West Side." Jeg sætter mig på en sten for at ømme mig kort, og derefter ser jeg mig lidt rundt og mærker svimmelheden. Jeg havde det ikke helt godt, og solen stegte mig.

"Okay.. Jeg er der om ti minutter. Og Justin?" Jeg ser frem og så ned, hvor jeg vender øjne. "Mh?" Jeg vidste næsten godt hvad hun ville sige, så jeg var egentlig ret ligeglad. "Næste gang må du ringe til en anden. Jeg har selv et liv at holde styr på.. Mig og Ryan skal giftes snart, det mindste du kunne gøre var at holde dig fra problemerne det næste stykke tid.." Jeg vidste det, men det gjorde sgu ondt at høre om det forbandet bryllup.. Det var som at få en hård lussing, når den var mindst ventet. 

"Vi ses om ti minutter." Svarer jeg koldt, det var det eneste som jeg kunne få over mine læber. Jeg lægger på og kaster så mobilen væk af irritation. Penelope og Ryan skulle giftes om mindre end tre måneder, de havde planlagt det hele.. Men ville jeg med? Det anede jeg ikke.. For det var en hel uge, hvor alle skulle være Thailand, og brylluppet blev så afholdt på lørdagen..

Orgh, fuck det! Jeg fisker nogle piller op af lommen, og synker to mens jeg ånder ind. Der var ingen som skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre.. Det skulle jeg nok selv bestemme.

_____________________________________________________________________
Så er det første kapitel kommet ud, så jeg håber selvfølgelig I vil tage jer tid til at læse med. Jeg beklager på forhånd, at starten kan være en smule langtrukken, men der skal lige ordenlig gang i tingene :)
Jeg håber I nyder jeres onsdag eftermiddag!

Fakesmile

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...