Remember me once more.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2016
  • Status: Igang
Justin er en ung gut på 21 år, han går hverken i skole eller er i gang med en uddannelse, til gengæld er han drugdealer. Justin er ikke længere en varmhjertet fyr, han finder en ny tøs hver uge, han er skæv konstant, og så drikker han dagene og nætterne væk. Intet er det samme længere. Før i tiden havde Justin været komplet anderledes, men det hele ændrede sig drastisk da han blev smidt ud hjemmefra som fjortenårig. Penelope og Justin datede engang, Penelope var i den tro at hun kunne hjælpe ham, men da han blev voldelig overfor hende, endte deres forhold brat, og ikke på en særlig pæn måde. De begge elskede hinanden utrolig højt, men de kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Nu er Penelope forlovet med Justins bedsteven, Ryan. Justin er på ingen måder glad for det, eftersom han aldrig er kommet sig over tabet.. Men hvad vil der ske når alle skal sammen på ferie, og når ferien afslutter ved alteret? Vil Penelope give sit ja, og til hvem?

11Likes
18Kommentarer
4450Visninger
AA

8. Stay away..

Stay away..


 

Det burde ikke komme som en overraskelse, men det gjorde det. Jeg havde ikke set dem i flere måneder, og jeg havde faktisk håbet på ikke at se dem igen. Jeg havde i alt lykke glemt alt om, at verden udenfor truede med farlige konsekvenser.. Konsekvenser jeg ikke havde set komme, men som jeg vidste fandtes. Hvad skulle jeg gøre? Min fortid var noget jeg havde lagt bag mig, og noget som jeg aldrig snakkede om. Ryan vidste det ingen gang, hvilket også var en af grundene til, at jeg blev nødt til at få dem væk.. Jeg kunne ikke tage nogle chancer.

Et suk forlader mine læber, da jeg strammer grebet om hoveddøren. "Hvad laver I her?" Spørger jeg så vrissende igen, i håb om at de snart ville svare. De stod bare der og så så fandens flabet ud, og jeg hadet det. "Far leder efter dig." Kommer det pludselig fra min storebror, Matthew. En stor klump samler sig i min mave, bare ved lyden af det ord, så fik jeg kvalme. Troede de virkelig at de kunne troppe op her, efter alt som min familie og jeg havde været igennem.. Det gjorde mig vred, fuldkommen rasende.. Men alligevel ked af det, bange for at leve i samme frygt som i fortiden. Der var trods alt en grund til, at jeg før i tiden var stofmisbruger. "Han hørte at du skulle giftes, så han tænkte vi skulle aflægge dig et besøg. Du glemte at invitere os, sis." Fortsætter Seb, min anden storebror. Jeg gør store øjne, bider mig hårdt i underlæben og ryster voldsomt på hovedet. "Hvad fanden regner I med, hva?! I kan sgu ikke bare komme og banke på her! Og I er på ingen måder inviteret til mit bryllup, forstår I det, hva?!" Råber jeg vredt af dem, næsten på grænsen til at græde. Lige i denne situation havde jeg svært ved at være stærk, alt blev taget fra mig.. Men jeg kunne ikke sige noget til Ryan, han skulle ikke vide om min fucked up fortid.. Til gengæld vidste Justin det godt, og jeg vidste at efter den her samtale.. Så var det ham som jeg havde brug for, bare for at snakke med ham om det. Han dømte mig ikke, og det var en lettelse efter alle de år, hvor jeg har gået rundt alene med det.

"Du ved udmærket godt, at du ikke har noget at skulle have sagt, Penelope. Far tager beslutningerne, sgu ikke en lille kælling som dig." Jeg ser ned i jorden, mens knuden i maven vokser sig større og jeg kan mærke tårerne. Jeg vidste at det var nu de skulle væk, inden de så mig bryde sammen.. Det fortjente de fandme ikke at se, ikke efter alle de år. "Skrid! I skal fucking holde jer væk herfra, ellers så ringer jeg fandme til politiet." Råber jeg i vrede, mens jeg ivrigt prøver at lyde alvorlig.. I stedet hører jeg en 'tsk'-lyd fra Matthew. "Så gør det da forhelved, vi er sgu ikke bange for sådan en kælling som dig, man." Han træder et skridt tættere på, stikker mig en ordentlig flad mens han griner kynisk. Mit hoved vender sig automatisk til siden, mens jeg tager hånden op til min sviende kind. Nu havde jeg for alvor svært ved at lade vær med at bryde sammen. "Vi kommer igen." Var det sidste jeg hørte, inden jeg smækkede døren. Lukkede og låste den, for at glide ned af væggen og bryde fuldstændig sammen. Tårerne ville slet ikke stoppe, men endnu værre var frygten der sad så dybt fast i mig..

Jeg havde aldrig haft et godt forhold til min familie, min mor døde da jeg var helt lille.. Så jeg voksede op med mine to storebrødre og min far. Men min barndom var svær, min far råbte og slog altid mig og mine brødre. Mine brødre lærte at indfinde sig, og nu var de nærmest blevet hans slaver. De drak alle sammen utrolig meget, og man skulle være heldig, hvis de ikke var påvirket af stoffer.. Jeg havde dog aldrig kunne tilgive dem, ingen af dem.. Min far misbrugte mig seksuelt, da jeg blev gammel nok.. Men selv da jeg råbte og skreg efter hjælp, kom hjælpen aldrig. Ingen gang mine brødre inde ved siden af.. Men jeg var vokset op nu, jeg havde fået mig et liv, et godt liv. Fortiden var lagt bag mig, og sådan skulle den fortsat være.

I en hurtig bevægelse griber jeg ud efter mine bilnøgler, hvorefter jeg i panik låser døren op, og skynder mig hen i bilen. Jeg havde brug for at komme væk, væk fra alt det her.. Bare i en time eller to. Tårerne trillede stadigvæk ned af mine kinder, men jeg måtte koncentrere mig. Jeg havde brug for at snakke med ham.. Jeg tænder bilen og kører af sted.

~

Huset lignede stadigvæk sig selv, det havde det altid gjort. Den dårlige del af byen var snasket, sjusket og fyldt med kriminalitet.. Men det var som et hjem for mig, her var der ingen som forventede noget af en. Her kunne man være den man ville, og jeg nød på en måde at være tilbage. Jeg tørrer tårerne væk, mens jeg langsomt går op til hoveddøren og banker på. Jeg tager en dyb indånding, det hele havde været for meget i dag. Det var som om jeg ikke rigtig kunne finde ro længere, lige pludselig følte jeg mig ingen gang tryg i mit eget hus længere.

Døren går pludselig op, og synet der møder mig var bestemt ikke dårligt. Justin står i døråbningen med joggingbukser, bar mave og uglet hår. "Pen?" Spørger han undrende, eftersom han nok ikke havde regnet med jeg ville komme, og da slet ikke nu. Han ændrer pludselig blikket i øjnene, da han ser at jeg har grædt. "Hvad er der sket?" Han trækker mig indenfor, lukker døren og trækker mig så ind i et kram. Jeg lægger armene om ham, men nu hvor jeg stod her og var... Tryg, tog det hele bare overhånd. Endnu engang vælter tårerne ud, mens min krop begynder at ryste. Jeg krammer mig godt ind til Justin, og han sørger for at holde godt om mig.. Det var en rar følelse, som gjorde at jeg hurtigt kunne slappe af igen. Han trækker sig stille fra mig, tørrer mine tåre væk med et skævt smil. "Hvad er der galt?" Spørger han endnu engang, hvilket får mig til at rette blikket ned i gulvet. "Matt og Seb kom i dag.. Min far vil med til brylluppet." Får jeg svaret med en rystende stemme, eftersom det ikke var noget jeg brød mig bestemt meget om at snakke om. Justin strammer grebet om mig, mens hans ansigtsudtryk bliver helt koldt. Han var tydeligvis klar over hvad jeg mente, hvilket jeg var glad for, så jeg ikke behøvede at uddybe situationen. "Fuck.." Mumler han vredt, mens han i en hurtigt bevægelse giver slip på mig. Han går frem- og tilbage mens han så ud til at tænke.

Pludselig stopper han op og ser koldt på mig. "Ved Ryan noget om det her?" Klumpen kom igen frem.. Jeg vidste jo godt jeg burde fortælle Ryan det, men jeg havde ærligt ikke lyst. Det virkede bare forkert, jeg ville jo gerne fremstå som perfekt for ham. "Nej.." Hvisker jeg svagt, mens jeg kører en hånd igennem håret. "Forhelved Pen.." Jeg vidste godt det irriterede Justin på nuværende tidspunkt, men senere ville han være glad for det, han var trods alt den der vidste mest om hende.. Selvom Ryan var min forlovet. Justin kommer hen til mig igen, han lægger hænderne på mine hofter mens han smiler skævt. "Du skal ikke være bange, okay? Jeg skal nok tage mig af det.. Om lidt tager vi alle sammen til Thailand, og så er alle bekymringerne væk. Så slap af, det skal nok gå." Hans ord lød så beroligende, men jeg bed mærke i én bestemt ting. "Så du tager altså med?" Siger jeg med et hævet øjenbryn, og med et smil omkring læberne. Han havde jo truet med at han ikke ville komme, men ærligt ville jeg gerne have ham der.. Det var trods alt mit bryllup, og Justin var på mange måder min bedsteven. Jeg hører sukket fra ham, mens han langsomt slipper mine hofter. "Ja forhelved.." Starter han ud, med en meget kold stemme.. Men den var jeg vant til. "Det bliver jeg jo nødt til." Han himler med øjnene, mens de begge går sammen ind i stuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...