Remember me once more.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2016
  • Status: Igang
Justin er en ung gut på 21 år, han går hverken i skole eller er i gang med en uddannelse, til gengæld er han drugdealer. Justin er ikke længere en varmhjertet fyr, han finder en ny tøs hver uge, han er skæv konstant, og så drikker han dagene og nætterne væk. Intet er det samme længere. Før i tiden havde Justin været komplet anderledes, men det hele ændrede sig drastisk da han blev smidt ud hjemmefra som fjortenårig. Penelope og Justin datede engang, Penelope var i den tro at hun kunne hjælpe ham, men da han blev voldelig overfor hende, endte deres forhold brat, og ikke på en særlig pæn måde. De begge elskede hinanden utrolig højt, men de kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Nu er Penelope forlovet med Justins bedsteven, Ryan. Justin er på ingen måder glad for det, eftersom han aldrig er kommet sig over tabet.. Men hvad vil der ske når alle skal sammen på ferie, og når ferien afslutter ved alteret? Vil Penelope give sit ja, og til hvem?

11Likes
18Kommentarer
4450Visninger
AA

3. I need to be kind towards him.

I need to be kind towards him..


 

 

 

Justin havde ikke fortalt mig meget, faktisk havde han slet ikke sagt noget, han sad bare og kiggede ud af vinduet.

Det hele var bare lidt underligt, som om han gerne ville sige noget, men ikke kunne få selv sig til at sige det til mig.

Han havde bedt mig om ikke at spørge ind til hvad der var sket, men ærligt var jeg ved at dø af nysgerrighed.. Måske var det bare mig som til tider, godt kunne være for nysgerrig. Men jeg bekymrede mig altid om hvad Justin nu havde lavet, og ud fra de slag han tydeligvis havde fået, kunne det kun betyde én ting.

Et suk forlader mine læber, da jeg ser ud på vejen. Jeg havde skruet op for musikken, så stemningen ikke blev for akavet.. Men stemningen hang tykt over vores hoveder, så noget blev jeg nødt til at gøre noget.

Før i tiden havde de kunne snakke sammen i timevis, men nu var det som om jeg sad overfor en komplet fremmed. Jeg kunne knap kende Justin, og han kunne vel knap kende mig.. Alligevel kunne vi ikke slippe hinanden helt. 

"Justin?" Spørger jeg med en stille stemme, mens jeg skruer ned for musikken. Jeg synker en klump, hvorefter jeg ser hen på ham og vrænger mit ansigt, da jeg igen ser på hans forslået ansigt.

Han så virkelig ikke særlig godt, det var tydeligt at se han havde fået bank.

"Ja?" Hører jeg efter få sekunder med stilhed, og mærker for første gang hans blik på mig, siden han havde sat sig ind i bilen. "Er du sikker på du ikke skal på hospitalet, jeg kan ikke bare gøre dig hjem i den tilstand.." Jeg ser kort hen på ham, trækker op i mundvigen og ser så tilbage på vejen. "Du skal ikke tænke på det, jeg er okay." Vrissede han nærmest, hvilket gav mig dårlige minder, hvilket også er grunden til jeg bare nikker. Jeg havde ikke lyst til at sige ham imod, jeg vidste jo hvad der kunne ske, men på den anden side var jeg også menneskelig..

Jeg kunne ikke efterlade ham i den tilstand, så jeg så kun én ting som jeg kunne gøre. "Du kommer med mig hjem, Ryan er nok allerede hjemme når det er.. Måske I også skulle få snakket sammen, du ved.. Efter det der skete sidst."

Jeg sænker farten for at holde for rødt, mens jeg orienterer mig i trafikken og derefter ser hen på Justin. Han sad og så uforstående på mig, han lignede en som var blevet overrasket. Måske havde han slet ikke regnet med, at jeg ville foreslå det.. Jeg vidste jo hvor svært ham og Ryan havde det sammen lige nu, hvilket nok også var en grund til at Ryan ikke ville blive glad, når jeg tropperede op med Justin. Jeg blev dog nødt til at gøre det. For det andet havde Ryan skrevet for få minutter siden at han var kommet hjem, så spændingen boblede i min krop. Jeg ønskede ikke at drengene skulle skændes, så jeg bad nærmest til Gud om, at drengene snart ville få løst deres problemer.

Jeg smiler svagt og begynder så at køre igen, dog ikke specielt hurtigt, da vi alligevel snart var hjemme.

"Pen... Jeg mener Penelope, jeg kan godt tage mig af mig selv. Rolig nu, jeg skal jo forhelved ikke dø i morgen. Men jeg kan godt tage med hjem, hvis det er det du vil have." Siger han denne gang med høj selvtillid, og det sædvanlige charmerende Bieber smil. Enhver pige ville falde for det, lige præcis som jeg selv havde gjort engang.

Jeg kniber øjnene sammen og ryster minderne væk, hvorefter jeg gasser op og glemmer i et kort øjeblik at svare. "Okay.. Så har jeg alligevel en grund til at melde afbud til Ryans forældre, de skulle være kommet til middag i aften." Jeg trækker på skuldrene og kører så ind i indkørslen.

Selvom jeg gerne ville gøre et godt indtryk, brød jeg mig alligevel ikke så meget om svigerforældre. Jeg havde ændret mig meget siden jeg kom sammen med Ryan, jeg var ikke længere en pige med problemer, som røg hash og tog stoffer.. På en måde savnede jeg nogle gange at være vild, for mig og Justin har altid haft det sjovt sammen.. Men det var bare en fase, nu er hun blevet langt mere moden og bevidst omkring hvad der er rigtigt og forkert. Jeg var måske ikke mig selv altid overfor Ryan, men jeg havde det godt. Jeg havde et hus, var forlovet og havde de bedste mennesker omkring mig.

Jeg slukker motoren, klikker selen op og ser så Ryans bil stå inde i garagen. Et lille smil dukker op omkring mine læber, mens jeg mærker sommerfuglene flyve rundt i min mave.

Jeg går ind med hurtige skridt, alligevel kunne jeg dog mærke at Justin var lige bag mig. Som om han fulgte efter mig i samme tempo.

Jeg åbner hoveddøren, men skriger kort af forskrækkelse, da jeg ser en meget sur Ryan stå og kigge på mig og Justin, med armene over kors. Jeg bider mig i underlæben, ser ned og bevæger mig ind med forsigtige skridt.

Jeg havde ikke fortalt ham at Justin havde ringet, men selvom jeg vidste Ryan ikke brød sig om at mig og Justin brugte tid sammen alene, kunne jeg ikke bare sige nej, især ikke når Justin selv havde spurgt om hjælp. "Ryan.." Startede jeg ud. "Nej Penelope." Jeg blev afbrudt af ham, hvilket gjorde at jeg så op på ham med et nedtrykt blik. "Kig dog på ham, han havde forhelved da brug for hjælp. Han er din bedsteven, hvis dog noget omsorg." Svarer jeg en smule irriteret, da jeg ikke magtede endnu et skænderi. "Slap dog af, Ryan. Jeg bliver her kun i nogle timer." Afbrød Justin pludselig.

Jeg træder ud af mine sko, går over til Ryan og lægger hænderne på hans hofter. "Babe, slap nu af.. Både dig og Justin har brug for at snakke, så kan I få gjort det nu. Slap nu af, okay? Jeg elsker dig." Siger jeg roligt og med en lav stemme, da jeg ikke ville have at Justin skulle høre det, dog bider jeg mig frækt i underlæben, da jeg mærker lysten fra tidligere dukke op. Ryan kunne tydeligvis godt se hvor jeg ville hen, da han pludselig ser hen på Justin med et tænkende blik.

"Okay.." Starter han ud, hvorefter han ser ned på mig med et charmerende smil, mens han sukker opgivende. "Jeg elsker også dig, smukke." Han blinker med øjet og læner sig ned til mig, hvor han presser hans læber mod mine. Jeg nyder øjeblikket, men trækker mig hurtigt da jeg ikke ville skabe en akavet stemning, Justin stod der trods alt.

Jeg ser tilbage på ham, det var tydeligt at se han ikke brød sig om at se det.. For han havde knyttet næverne, mens han så ned i jorden.

Jeg sukker kort, vender opmærksomheden tilbage på Ryan og slår ham blidt på brystkassen. "Bare gå ind, så ringer jeg lige til dine forældre." Jeg forlader derefter drengene i gangen, for at smutte ud i køkkenet. Nu håbede jeg bare at alting nok skulle gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...