What One letter and Two words mean(1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
April's sædvanlige skoledag bliver på en ganske almindelig tirsdag afbrudt af selveste Harry Styles, hendes fætter, fordi noget er sket mens April blot har taget det hele for givet den dag, præcis som alle de andre dage. Hendes mor har fået konstateret kræft. April ender i stor sorg, og selvom Harry også gør det, så har han ikke tænkt sig at give op på April. Hun skal i bedre humør, og måske kan nogen andre hjælpe ham med at gennemføre. Måske vil der endda ske flere uplanlagte ting som kan være enten bedre eller værre imod Aprils humør? Måske bliver had og følelser indblandet, for blot at køre i ring og ødelægge hendes humør mere? Eller måske ender det godt, med nogle ekstra gode minder med de fire drenge hun ellers ikke havde regnet med at spendere længere tid med? En ting er sikker; April's hjerte går meget igennem og har det hverken godt fysisk eller psykisk...

13Likes
9Kommentarer
4425Visninger
AA

1. Warmth..

"April, glem det. Du får aldrig den blærerøv til så meget som at synes om dig. Ikke engang dine bryster ville tiltrække ham" sagde Denise, inden hun tog en bid af det knaldrøde æble hun havde i hånden.

"Ej come on Denise.. Giv hende en chance for at drømme. Det er jo heller ikke ligefrem fordi at du selv har rent mel i posen" sagde Lexi med et glimt i øjet.

Jeg gav Molly en albue i siden. "Din fremtidige mand er her" hviskede jeg med blikket mod drengen, hvis udseende var mere end guld værd. Han var lækrere end hvad loven burde tillade. Molly rullede med øjnene, og grinte lidt. "Glem det April. Han er for lækker for sådan en som mig" sagde hun grinende, og drak af hendes vandflaske.

"Ej, Molly.. Så grim er du altså ikke.. Havde jeg nu været en dreng, var jeg sprunget på dig nu og her" sagde Denise. Lexi rullede med øjnene, og gav Denise et venligt skub. Denise grinte med blikket på Lexi. "Hvad? Hvad regner du mig for? Jeg er ikke lesbisk, jeg er bare ærlig" grinte hun. "Helt klart" sagde jeg og rullede med øjnene.

"Helt ærligt! Nogle gange er i bare for meget" grinte hun, og greb bakken der før havde indeholdt hendes frokost. Hun rejste sig med bakken i hænderne, og forlod bordet.

Jeg greb selv min taske, og placerede den på højre skulder. "Vi ses nok i næste time tøser" sagde jeg, og vendte rundt for at finde mit lokale.

"Cosinusrelationen.." Mumlede jeg for mig selv. Jeg hadede matematik, og det at vi for tiden arbejdede meget med problemregning, gjorde det ikke just bedre.

Min mobil vibrerede mod det overtegnede bord, og med det samme samlede jeg den op. Idet jeg håbede på at det var en besked, sukkede jeg da det bare var en notifikation fra facebook. Jeg orkede næsten ikke at tjekke det, men alligevel åbnede jeg mobilen.

Det bankede dog på døren ind til klasseværelset hvilket fik mig til at se op mod døren, synkront med resten af klassen. "Kom ind" svarede min skrappe lærer, Mr. Smith. Døren åbnede langsomt, og med det samme skreg de fleste af pigerne.

Jeg sukkede, og så bebrejdende på min fætter, hvorefter jeg igen låste min mobil. "Harry Syles! Harry, herovre!" Skreg pigerne. Harry smilede til pigerne, men smilet var falskt. Det plejede det aldrig at være.

"Jeg.. Ehm.. Skal hente April.." Mumlede Harry, langt fra muntert. Jeg rynkede kort på brynene. "April.. Værsgo" sagde min lærer med blikket på mig. Jeg tøvede lidt, inden jeg langsomt begyndte at pakke tingene væk. Jeg smed tasken over skulderen, og lagde mobilen i lommen.

Hele klassen stirrede på mig, mens jeg gik den pinefulde vej mod min dejlige fætter med blikkene i nakken hvis ikke de lå på Harry. Han smilede halvhjertet til mig. Da jeg var tæt nok på ham, lagde han en hånd på min skulder, og førte mig ud af klassen.

"Hvad laver du her Harry?" Spurgte jeg forvirret og stoppede min gang for at se på ham. Han så lidt ned i jorden. "Det... Jeg burde nok vente med at fortælle dig det til vi er kommet hjem til mig.." Sagde han nedtrykt. "Hvorfor?" Spurgte jeg forvirret, men med et hjerte der bankede ekstra hurtigt. "Det.. Tro mig.. Du har ikke lyst til at få det at vide her April.." Sagde han. Jeg vendte rundt, og gik videre igen.

Flere forskellige teorier om hvorfor han virkede så mærkelig kørte gennem mit hoved, til vi sad i hans bil på vej mod hans lejlighed.

Jeg åbnede min mobil for at komme på andre tanker. Facebook dukkede op på skærmen, og en masse notifikationer havde fyldt min profil.

Jeg åbnede en af beskederne som så var en status skrevet af min onkel? Harry's blik flyttede sig over på min skærm, og inden jeg overhovedet nåede at læse noget, havde han fjernet min mobil fra mine hænder. Han lukkede facebook, og låste min mobil.

Jeg så forvirret og bebrejdende på ham. "Undskyld.. Men du burde ikke rigtig læse noget af det der endnu.." Mumlede han, og så kort undskyldende på mig. Han rakte mig min mobil igen. Idet jeg fik den i hænderne ringede Molly. Jeg så kort over på Harry, inden jeg tog den.

"Molly?" Sagde jeg. "April.. Jeg har hørt at du blev hentet af Harry Styles ham selv. Hvorfor?" Spurgte hun. Jeg så over på Harry mens jeg svarede. "Jeg ved det ikke.. Han vil ikke fortælle mig det" sagde jeg, hvilket fik Harry's blik til kort at vandre over på mig. "Oh ok, sweetie. Vi har dog noget at snakke om når vi ses igen. Men see u. Næste time starter nu" sagde hun hurtigt. "See u.." Mumlede jeg, og fjernede mobilen fra øret.

"Forklaring tak" sagde jeg, da vi endelig var i Harry's lejlighed som han i øvrigt deler med Louis. Vi satte os i sofaen.

"Jeg er virkelig ked af at det skulle være mig der måtte fortælle dig det.. Men..". Han lænede sig forover, og gemte frustreret ansigtet i hænderne med albuerne hvilende på benene. Han så igen op på mig med lidt blanke øjne.

"Jeg.. Din mor.. Hun faldt om mens du var i skole, og.. Hun har kræft April.." Sagde han, og så nærmest afventende på mig. Jeg mærkede tårerne presse sig på, mens en klump af gråd dannede sig i halsen. Tårerne gled langsomt ned af mine kinder, men jeg var som stivnet. "April.." Begyndte Harry, men jeg rystede lidt på hovedet.

"Du behøver ikke at fortælle mig hvor ked af det du er Harry.. Det gør alle hele tiden, og jeg kan ikke klare det" sagde jeg, med blikket i gulvet. Kort efter rejste jeg mig og gik ud mod gangen.

"Jamen halløj. Længe siden April" sagde Louis, da jeg ved et uheld gik ind i ham. Jeg så op på ham, og afslørede min sorg.

Han lagde uden spørgsmål armene om mig. Harry dukkede op i gangen. "Lou.. Jeg.. Er det okay med dig at April bor her i et stykke tid?" Spurgte han mumlende. "Selvfølgelig.. Men hvorfor?" Spurgte Louis, og slap grebet om mig for at se på Harry. Harry så kort over på mig, inden han greb fat i Lou og hviskede til ham. Louis stivnede og så chokeret på Harry. Han vendte langsomt og målløst blikket mod mig. "Det.. Jeg.." Sagde han, men lukkede munden igen.

"April.. Jeg ehm.. Regner med at du gerne vil se hende?" Sagde Harry så. Jeg tørrede tårerne af mine kinder, mens jeg nikkede lidt. Han smilte opmuntrende til mig, men i denne situation hjalp det ikke det mindste. Han lagde en hånd på min skulder, og førte mig hen mod døren.

Inden jeg nåede at bukke mig ned efter mine sko, lagde Louis armene om mig. Han stod længe med armene om mig.

Harry's synsvinkel:

Louis slap grebet om April, som kort efter begyndte at tage sko på igen. Louis trak mig lidt væk. "Hvordan vil du kunne holde hendes humør oppe efter det her?" Spurgte han hurtigt. "Med din hjælp, og med de andres tror jeg lige det går.. Hun er en stærk pige Lou.." Sagde jeg, og gav hans skulder et klem, inden jeg forlod lejligheden med April.

Lexi's synsvinkel:

"Hvor er April?" Spurgte jeg, mens Denise kom gående over plænen mod Molly og jeg. "Oh.. Jeg hørte at hendes "lækre" fætter hentede hende.. Men hun vidste ikke hvorfor" sagde Molly.

"Lækre fætter?" Spurgte Denise, mens hun placerede sig i græsset. "April's "lækre" fætter" rettede jeg. "Huh? Har hun en fætter?" Spurgte Denise så. Molly og jeg vekslede kort blikke.

"Ja.. Harry" sagde Molly. "Harry som i Harry Styles?" Spurgte Denise så. Jeg nikkede synkront med Molly. "Oh, det havde jeg næsten glemt" sagde Denise.

"Selvfølgelig er Harry Styles da hendes fætter. Hvordan kunne jeg dog glemme det?" fortsatte hun ironisk. Jeg sendte hende et irriteret blik. "Vi mener det faktisk".

Jeg lænede mig tilbage på mine håndflader og så op i himlen. "Nej.. Hvad? I kan da ikke være seriøse?".

Jeg flyttede igen blikket ned på hende og måtte knibe øjnene sammen grundet solens skarpe stråler.

"Du må ikke sige noget om det til nogen som helst Denise..". Molly så hurtigt på mig. "Det hjælper ikke meget. Hele klassen så selveste "sex-guden" Harry Styles komme ind midt i timen for at hente April. Mon ikke de har en anelse om at de er relaterede nu? Især med det der Styles-navn hun har".

Denise så bare glad ud som om alt lige var faldet på plads for hende. "Vi må da få April til at arrangere os et møde med Harry og måske de andre drenge også" sagde hun bestemt og samtidigt drømmende. Jeg så anspændt på hende.

"Denise!" Vrissede Molly. "Hvad? Bare fordi i synes det er dumt, kan jeg da ikke bare glemme at jeg kan komme til at møde ham. Bare sådan lige". Hendes blik fastholdte det drømmende smil og de glitrende øjne. "Glem det Denise" sagde jeg idet Molly fik en besked på mobilen som kort efter lå i hendes hånd.

"Det er løgn.." Sagde hun lavt og rejste sig for at ringe nogen op. Jeg trak på skuldrene, forvirret over at hun havde sagt sådan.

"Tror du han vil kunne lide mig?" Spurgte Denise. Jeg sendte hende et forarget blik og rejste mig med min taske over skulderen. "Du har bare ikke andet i tankerne end det, har du vel?" Sagde jeg irriteret og forlod hende alene.

"Hov, hvad?" Hørte jeg hende råbe i baggrunden, men var egentlig ligeglad. Hun var mega respektløs overfor April og hendes privatliv.

Harry's synsvinkel:

Synet af den sønderknuste April, gjorde mig i dårligt humør. Hvis der var nogen jeg forstod og havde medlidenhed med så var det April. Hun var den dejligste person at kende, og så var hun super god til at holde andres humør oppe. Især mit. Men i dette øjeblik var rollerne byttet om. Problemet var bare, at det her var tre gange slemmere end alt andet der kunne være sket, og på det punkt kunne intet gøres. Ikke i dette øjeblik ihvertfald.

Billedet af April med tårer ned ad kinderne mens hun lænede sig op ad hendes mor, var hårdt at se igen og igen, og det hjemsøgte mig fortsat.

Ikke nok med at Naomi også var en person der betød meget for mig i familien, så var det bare ekstremt hårdt at se en pige på 17 skulle kæmpe sig igennem sådan en forfærdelig ting. Især fordi hendes far jo var død kun to år tidligere.

Jeg lod kort blikket glide over på April som fortsat havde tårer rindende ned ad kinderne og panden hvilende på ruden.

Jeg gav hendes knæ et klem og smilede lidt til hende da hun så på mig med de brune øjne. Hun smilede fremtvunget, og lagde igen hovedet op ad ruden og så ud.

Jeg tog kort efter mig selv i at have glemt alt om at jeg kørte, og måtte hurtigt bremse op for ikke at ramme bilen foran. Hjertet bankede hårdt i mit bryst mens jeg fik pusten igen, og derfor bekymrede det mig også at April overhovedet ikke havde reageret på noget, som om alt var ligegyldigt. Som om hun ikke ville have følt noget som helst selv hvis vi kørte galt.

Jeg slog hårdt hånden i rattet af ren frustration. April hoppede forskrækket i sædet og så fortvivlet på mig.

Da mine øjne mødte hendes kunne jeg ikke holde det inde mere. Tårerne vædede min øjne til alt blev tåget og inden længe havde vi omfavnet hinanden. "Jeg er virkelig ked af det April" snøftede jeg.

April's synsvinkel:

Jeg vågnede desorienteret ved lyden af en fuglepippen udenfor et vindue. Men hvor var jeg?. Jeg så mig forvirret rundt i desperation, men faldt hurtigt til ro da jeg opdagede at det var velkendt.

Døren klikkede og åbnede hurtigt, hvorefter Harry dukkede op. "Oh.. Du er vågen.. Jeg tænkte ellers på at vække dig.." Sagde han lavt og havde mørke rander under øjnene. Formegentlig fra igår.

Jeg måtte være faldet i søvn i bilen efter vi var blevet jaget videre af bilen bag os da vi sad stille.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg hæst, og blev helt lettet da jeg lagde mærke til at han smilede blidt til mig. "2 om eftermiddagen.. Du virkede ikke helt frisk igår, så jeg ville ikke vække dig..". Han fik mig til at rynke på brynene, selvom jeg godt vidste hvad han mente. Jeg havde det ikke særlig godt, hverken fysisk eller psykisk..

Han satte sig ned på kanten af sengen, og aede mig stille over armen. "Hvis du får brug for noget, så sig til ikke?" Sagde han lavt og smilede lidt.

"Lige nu.. Kunne jeg godt bruge et kram" sagde jeg og fik ham til at smile medlidende. "Kom" hviskede han og omfavnede mig længe.

En banken på døren fik mig til at se over Harry's skulder og på Louis som smilede blidt. "Jeg har kakao med hvis det frister" sagde han.

Harry slap grebet om mig og smilede takkende til Louis som var på vej hen mod os. Louis smilede endnu en gang blidt til mig og rakte mig den varme kop med kakao.

Et eller andet inden i mig reagerede ved hans smil. Det var beroligende, og fik mig samtidig også til at smile en smule ukontrolleret. Harry så smilende op på Louis og virkede taknemmelig.

"Tak" sagde jeg lavt og så ind i Louis' øjne som straks fik en gnist i sig, samtidig med at smilet fik et lille ekstra ryk i den ene mundvig. Jeg lagde begge hænder om koppen for at gøre mig selv sikker på ikke at spilde på det hvide sengetøj.

"Din mobil har ikke været særligt stille i nat, så jeg har altså slukket den så den ikke ville vække dig.." Sagde Harry og rakte mig min mobil. "Tak.." Sagde jeg og blev pludselig mindet om at jeg ikke havde været i skole idag. På en onsdag..

Jeg nåede knap at åbne munden, før Harry svarede, "jeg har en aftale med skolen.. Du behøver ikke bekymre dig.. Det tager den tid det tager, og så må vi se på hvornår du er klar igen..". Jeg så ned og mærkede smerten grave dybt ind i mig, ved påmindelsen om at min mor havde kræft.

Spredt rundt i hendes organer, og værre ville det sikkert stadig blive. 15% procents chance for at hun ville overleve, havde de sagt.

Følelserne tog over, og inden længe tog Harry et fast greb om mig og tyssede på mig. "Det skal nok gå.. Det lover jeg..".

Louis tog sig den chance at lade os være i fred, hvilket var rart. Jeg synes ikke det var ret fedt at blive set på mens jeg var ked af noget.

"Hvad siger du til at vi tager hen til vores hemmelige hanging-place og møder de andre drenge for at se film og måske får dig i lidt bedre humør?" Spurgte Harry og fjernede blidt tårerne fra mine kinder med et bedrøvet blik i sine egne øjne også. Jeg nikkede blidt og smilede lidt ved tanken om at han var her for mig selvom det også gjorde ondt på ham.

I Harry's bil sad lille jeg og så ud ad vinduet som gadernes vilde trafik, de glade mennesker og de mange kæledyr forsvandt bag os.

Harry så på mig gennem bakspejlet og smilede medlidende, hvilket varmede mit hjerte en smule. Han var der virkelig for mig.

Jeg så igen ud af ruden og forsvandt næsten i mine egne tanker idet bilen stoppede.

Jeg så forvirret på Harry gennem bakspejlet igen og blev overrasket da hans blik allerede lå på mig. "Vi tager Liam med. Han havde ikke lige bilen til rådighed..". Jeg nikkede og så igen ud ad ruden, idet en skikkelse kom gående i skyggen for solen med kasket og solbriller på. Han gik imod bilen, og med det samme gik det op for mig, at det måtte være Liam.

Jeg havde ikke rigtig set Liam og Niall særligt mange gange. Aldrig rigtig snakket med dem. Det var kun rigtig Louis jeg havde snakket med, men også kun fordi Harry og han jo boede sammen. Dog var jeg heller ikke rigtig så kendt med Louis, hvilket egentlig ikke gjorde mig så meget i dette øjeblik. Det vigtigste var at Harry var der for mig, hvilket jeg var meget taknemmelig for selvom det var svært at se igennem smerten og sige noget positivt om verden i øjeblikket.

Døren smækkede i højre side og fik mit blik til at lægge sig på skikkelsen af vedkommende der var trådt ind. Liam's blik lå på mig mens han tog både briller og kasket af.

"Hey.. Du må være April? Jeg husker at have set dig før" sagde han og rakte mig hånden hvilket virkede meget spontant, men jeg kunne godt lide hans attitude.

Jeg tog hans hånd og smilede anstrengt. "Jeg er Liam" smilede han og slap igen min hånd. "Jeg hører at din mor..". Idet han havde nævnt hende, så jeg ned og mærkede gråden sætte sig som en klump i min hals, og tårerne sætte sig i øjenkrogene.

Harry udstødte en lyd foran. "Liam.. Gider du?" Spurgte han sørgmodigt. Liam nikkede lidt og lagde en hånd på min skulder.

"Jeg er ked af det.. Det er jeg virkelig.. Jeg forstår godt at det gør ondt..". Hans ord fik en stikkende fornemmelse til at fylde min krop.

Min vejrtrækning blev kort og ukontrolleret og inden længe hev jeg desperat efter vejret uden at kunne styre hvor meget luft jeg fik ind.

Liam løftede mit hoved og så mig i øjnene med stor bekymring. "Shh.. Træk vejret.. Ind, ud.. Ind..". Det gik mig ikke rigtig på at vi sad så tæt som vi gjorde da jeg ikke kunne koncentrere mig alt for meget om hvad der skete omkring mig.

Blikket i hans brune øjne som jeg først nu lagde mærke til, var beroligende. Han så frem og tilbage mellem mine øjne og fjernede roligt tårerne fra mine kinder selvom de ikke var til at stoppe.

Roligt og langsomt blev det nemmere at få vejret, og straks indså jeg hvor meget han havde hjulpet mig allerede, uden overhovedet at kunne relatere til følelsen af at have en kræftsyg forælder.

Louis havde vendt hovedet om mod os og så bekymret på mig, hvorefter han nikkede til Liam.

Liam klikkede sin sele op og satte sig tættere på mig for at sidde med armene om mig mens vi kørte. Jeg var ligeglad med at jeg ikke kendte ham. Jeg var bare taknemmelig for hjælpen han gav. Bare det at han gerne ville sidde og trøste mig selvom han ikke kendte mig, gav mig en varm og tryg fornemmelse i maven.

Indretningen i sig selv i drengenes sammenkomst-rum, spredte en dejlig stemning i rummet.

Mit humør var stadig virkelig dårligt, og den fysiske smerte var også sat lidt ind på vejen hertil. Jeg havde det lidt dårligt efter alt der efterhånden var sket.

Følelsen af Harry som stod bag min ryg, og de andre med, var en rar følelse, og det kunne ikke siges for ofte, men det var stadig ikke nok til at kunne fjerne smerten.

Klokken var efterhånden blevet omkring de 8 stykker, og overraskende nok selvom jeg sov til de 2, var jeg allerede godt træt igen. Al den energi jeg burde have til overs sidst på dagen, var forsvundet som dug for solen efter alt det kaos der havde været.

Jeg så med mine puffede, ømme øjne op på Harry som virkelig også så smadret ud. "Hvem siger go for noget mad?" Spurgte Louis idet lyden af nogen der kom gående op ad trapperne fyldte rummet.

Vi så alle mod trappen og så skikkelsen af det sidste medlem. Først da han trådte væk fra solstrålerne som lyste ind ad vinduet bag ham, kunne man se hans ansigt. Han smilede stort.

"Niall". Han rakte mig kort en hånd og smilede så meget at det næsten gjorde smerten indeni mindre. Ved at se hans glæde, påvirkede det mig i stærk grad. Aldrig havde noget smil haft så stor en effekt på mine sorger. Ikke så hurtigt.

"Oh, Niall.. Det her er April" sagde Harry og i det øjeblik vidste jeg at Harry sendte Niall et blik der sagde at han skulle passe på.

"April". Niall nikkede med sit store smil som godt nok var svundet lidt ind da han vidst havde opdaget min tilstand gennem mine øjne.

Han stod med hænderne i lommen og stod lidt akavet og drejede sig lidt rundt. Han så lidt rundt om sig i det utroligt store rum til han pludselig så på mig.

"Nu kender vi ikke hinanden særlig godt, så hvad med at lære hinanden at kende over et spil bordtennis?" Spurgte han og smilede skævt.

Det trak lidt i mig at sige nej, men jeg måtte for Harry's skyld gøre noget for at få mit eget humør op selvom jeg vidste at det ikke ville virke. Jeg kunne ikke lade Harry i stikken og bare have ondt af mig selv for evigt.

Min første movellas er skudt igang! Glæder mig til at arbejde videre med den og forbedre mig. Men der skal selvfølgelig kritik eller noget i den stil til, så jeg ved om jeg gøre det godt eller forfærdeligt;) håber i vil tage godt imod den:)

Kh HopelessGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...