What One letter and Two words mean(1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
April's sædvanlige skoledag bliver på en ganske almindelig tirsdag afbrudt af selveste Harry Styles, hendes fætter, fordi noget er sket mens April blot har taget det hele for givet den dag, præcis som alle de andre dage. Hendes mor har fået konstateret kræft. April ender i stor sorg, og selvom Harry også gør det, så har han ikke tænkt sig at give op på April. Hun skal i bedre humør, og måske kan nogen andre hjælpe ham med at gennemføre. Måske vil der endda ske flere uplanlagte ting som kan være enten bedre eller værre imod Aprils humør? Måske bliver had og følelser indblandet, for blot at køre i ring og ødelægge hendes humør mere? Eller måske ender det godt, med nogle ekstra gode minder med de fire drenge hun ellers ikke havde regnet med at spendere længere tid med? En ting er sikker; April's hjerte går meget igennem og har det hverken godt fysisk eller psykisk...

13Likes
9Kommentarer
4365Visninger
AA

11. Realising the truth

Liam's synsvinkel:
Jeg kørte svagt en finger henover honningkagen jeg købte til April i New York. Ordene på kagen flød langsomt ud for mit syn da et par tårer fandt sin vej ud. Louis' blik lå kort på mig, inden han igen kiggede ud gennem ruden på den glatte og våde vej foran os som man knap kunne se hvis ikke det var for bilens lygter. "Liam? Hvad sker der? Du får hende snart at se igen?" Spurgte han undrende med et lille smil. Jeg rystede kort på hovedet inden jeg kiggede op fra den hjerteformede kage. Jeg smilede ukontrollerbart, med blikket ud af forruden, inden jeg igen kom til at ryste på hovedet over mig selv. "Det er ikke det Lou. Det er bare.. Jeg har aldrig følt mig så.. Så hjælpeløst forelsket i nogen, og det gør det ikke bedre at jeg ikke ved hvordan hun har det med mig.." Han lagde blikket på mig. "Uanset hvad, så tror jeg helt klart ikke at hun vil afvise dig. Jeg mener, du er den alle piger vil have, også dem som ikke aner hvem du er som person. Det må da have en eller anden betydning?" Han tog hans blik tilbage på vejen. "Du skal bare få dig nogle nosser og få det sagt til hende så i kan leve lykkeligt til dages ende." Jeg grinede lidt og gav ham et blidt skulderskub, og fik lige i samme øjeblik det største chok muligt. Jeg rodede febrilsk rundt i lommerne til jeg fik fat i min mobil som ringede højere end hvad godt var. Jeg mærkede nervøsiteten bygge sig op i maven som en kold kugle da jeg opdagede April's navn på min mobilskærm. Louis så nysgerrigt på mig, og nikkede febrilsk. "Tag den!" Sagde han. Det tog mig enormt længe at flytte min mobil op til øret efter at have taget hendes opkald. "Liam?". Hendes lyse stemme lød igennem røret, og straks følte jeg mig gladere end jeg i de sidste par dage havde følt mig uden hende ved siden af mig hele tiden. "April." Jeg smilede automatisk da jeg sagde hendes navn. "Er du i Wolverhampton?". "Øh.." Jeg skød blikket over på Louis. "Liam, jeg savner dig." Lød det lige i mit øre idet jeg skulle til at svare på hendes spørgsmål. Varmen spredte sig ud i min krop og efterlod en sommerfuglefølelse i min mave endnu engang. Jeg kunne næsten ikke vente til den næste halve time var gået og jeg kunne se hendes smukke ansigt omringet af det røde hår som krøllede blidt, og faldt omkring hendes skuldre som et vandfald. "Jeg savner også dig.. Rigtig meget.. Det er også derfor jeg allerede er på vej tilbage mod London." Udenfor vinduet gik et kærestepar med hinanden i hænderne, og straks fik jeg endnu mere lyst til at være sammen med den her smukke pige jeg sad i Louis' bil for.

April's synsvinkel:
Jeg sænkede mobilen fra mit øre, idet Harry lagde sin hånd på min skulder bagfra. Jeg så op på ham idet han satte sig ned på stolen og rakte mig et tæppe, mens hans ånde tydeligt skabte en blid sky foran ham i kulden. "Hvad? Du smiler?" Han fik selv et blidt smil om læben så smilehullerne blidt dukkede op i hans kinder. "Ikke noget." Smilede jeg og så ud på sneen. "Nej, hvad er der?" Spurgte han nysgerrigt. "Liam kommer tilbage." Hans smil blev lidt skævt. "Allerede? Hvad med hans familie?" "De har det godt. De fik lov at komme hjem for et par timer siden." sagde jeg hurtigt og smilede lidt ned i jorden ved tanken om at alt var okay, og at Liam snart ville stå foran mig igen." Harry rykkede lidt på sig. "Du ved godt at du er den bedste, sødeste og smukkeste kusine nogen kunne have, ikke?" Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder idet jeg lagde mit hoved på hans skulder. "Jeg skal ud at købe gaver til alle sammen om lidt. Vil du med?" Jeg rykkede mig hurtigt fra ham for at se ham i øjnene. "Men Liam er her snart?". Jeg afventede kort hans svar, og i den tid håbede jeg på at Liam snart ville komme ind på parkeringspladsen på Harry og Louis' lejlighedskompleks, som snart kun ville være Louis' grundet Harry's jagt på eget hus. Hans smil blev mindre skævt, idet smilehullerne blev lidt større. "Han kan da vel komme med? Og Louis også" smilede han. Jeg lagde igen hovedet på Harry's skulder, men nåede ikke at sidde der længe med tæppet om min frysende krop, for pludselig stod Louis og Liam ud af Louis' sorte bil, nede på parkeringspladsen. Harry grinede af min noget så hurtige reaktion. Og på det tidspunkt var jeg næsten allerede ude af døren på lejligheden og på vej ned ad trapperne. Tiden det tog for mine små fødder at komme ned ad trappen i løbende bevægelser, var en pine, men et øjeblik var det fuldstændig ligemeget at jeg ikke burde anstrenge mig selv så meget. Da jeg nåede til bunden af trappen kunne jeg knap få vejret fordi jeg havde haft så travlt, og da jeg åbnede døren så jeg Liam tage nogle ting ud af Louis' bil i baggagerummet. De så begge op idet de hørte mine hurtige skridt mod dem i sneen, og idet Liam's øjne låste sig fast i mine og smilet dukkede op i hans øjne, følte jeg den dejlige, velkendte varme han sendte igennem min krop hver gang han så på mig. For første gang siden turen til New York, følte jeg mig   fuldendt. "April!" Hans arme lå hurtigt om mig, og det eneste jeg havde lyst til, var blot at stå ind til hans dejlige, varme krop i al evighed. Jeg mærkede Louis' blik i nakken, men havde ikke lyst til at fjerne mig fra Liam. Efter hvad der føles som fem sekunder ind til hans krop, trak han sig dog lidt. "Er du okay? Du hyperventilerer næsten?" Grinede han blidt, og sendte gåsehud ned ad min rygrad. Jeg så med længsel ind i hans øjne, og følte mig tættere på ham end nogensinde før. "Jeg løb ned ad trappen" sagde jeg uden at slippe øjenkontakten. Hans brune øjne skinnede, og jeg kunne tydeligt mærke varmen han sendte igennem min krop. For ikke at virke alt for tiltrukket af Liam, gav jeg mig til at kramme Louis istedet. Jeg ville ikke gøre det alt for tydeligt at jeg var tiltrukket af Liam, men det var svært at lade være med at kigge på ham hele tiden. Den følelse han gav mig blot ved en bevægelse eller et lille smil, var for mig, meget ukendt, men også enormt dejlig. Jeg havde længe tænkt over hvad Louis sagde til mig, og det havde kun forstærket mine følelser overfor den dejlige person som stod overfor mig og smilede med et glimt i de brune øjne. "Hvordan går det med din mor" spurgte Louis og smilede blidt til mig. Jeg så hurtigt væk fra Liam og over på Louis mens den trætte fornemmelse kom tilbage i min krop ved påmindelsen. En hånd lagde sig på min skulder bagfra, og igen var det Harry som gjorde opmærksom på at han var der. "Det går fint indtil videre" sagde Harry hurtigt som svar for mig, eftersom jeg ikke selv kunne sige noget. Jeg sendte ham hurtigt et smil som tak. "Hey Liam" sagde Harry kort efter og hilste så på Louis inden han hjalp med at tage nogle ting fra Louis' bil. "Vi købte lidt julepynt på vejen" sagde Louis med blikket på Harry som undrede sig over hvad det var. De brød ud i småsnak, alt imens jeg blot kiggede i smug på Liam som rodede rundt i hans lomme efter hans mobil som havde givet en lyd fra sig ved en besked. Den måde han så på hans mobil med et lille skævt smil, da han havde fået den op ad lommen, sendte en kilden igennem mine fingerspidser og igennem resten af min krop. Jeg opdagede alt for sent at han havde flyttet blikket op på mig. Han smilede lidt mere da han opdagede mit blik på ham, men han sagde intet. Jeg havde hurtigt flyttet blikket over på Harry, som var på vej forbi mig. "Smutter du ikke lige op i varmen? Du bliver syg herude i den her kulde" sagde han. En del af mig blev irriteret over at han skulle opføre sig lidt som min far, men en anden side af mig sagde at det nok var en god ide at gøre som han sagde, eftersom kulden begyndte at bide lidt. "Kom". Jeg mærkede en blid hånd på min ryg, og blev straks varm i kinderne da jeg bemærkede at det var Liam. "Hvordan har din familie det?" Spurgte jeg. "Jeg skulle hilse fra dem" sagde han og så sig til siden, på mig. Jeg smilede blot uden at vide hvad jeg skulle sige. "Louis nævnte at Harry skal ud i byen og købe gaver. Jeg gætter på at du skal med ham?" Spurgte Liam. Jeg smilede da han holdte døren til lejlighedskomplekset for mig. "Ja. Du og Louis skal vel med?". Jeg kunne have slået mig selv i ansigtet da jeg havde sagt det med en så ivrig tone, at man skulle tro at jeg var bange for at tage afsted med Harry alene. Liam grinede blidt med blikket en smule i jorden og et lille smil på læben. "Det kan vi vel godt finde ud af." Han så igen op på mig. Vi stod nu stille foran trappen og så blot hinanden i øjnene. Jeg kunne virkelig lide den her fantastiske person, for uanset hvad han sagde eller gjorde følte jeg den fantastiske følelse af tryghed nær ham. Da jeg følte mig for nervøs foran ham, til at se ham i øjnene længere, måtte jeg bevæge mig op ad trappen. "April?". Jeg så tilbage på ham for enden af trappen. Han så med et blidt, men lidt nervøst smil op på mig. "Jeg..". Han så lidt ned, inden hans brune øjne fandt vej til mine. Han rodede lidt med hånden i den modsatte lomme end den han før havde lagt hans mobil tilbage i. Han stoppede op og kiggede væk fra mig igen. "Jeg ville bare lige sige at jeg har savnet dig enormt meget i de sidste par dage." Hans smil var skævt, og pludselig undrede jeg mig over hvad han ellers ville have sagt til mig. Jeg tog dog og sendte ham et kort smil. "Jeg har også savnet dig Liam." Jeg havde aldrig følt at jeg havde ment noget så meget som det jeg sagde der. Efter et par sekunders gennemtænkning, rakte jeg hånden ned til ham. "Kom" smilede jeg, nervøs for om han ville tage imod. Han så overrasket på mig, inden han blidt greb min hånd og gik op ad trapperne med mig. Inden jeg nåede at tænke meget over det, havde vi automatisk flettet vores fingre helt sammen. Det sendte små sitrende signaler gennem mine fingre. Vi sagde intet mere, hele vejen op. Da vi nåede døren ind til Louis og Harry's lejlighed, kom Louis ud ad døren og skulle til at se efter os, indtil han opdagede os ved trappen. Hans blik gled ned på vores hænder, og i det øjeblik slap både Liam og jeg hinanden. Louis smilede lidt til os. "Vi tager direkte ud og handler gaver ind" sagde han bagefter og valgte så at se sig tilbage og kalde på Harry som nok var i fuld gang med at sætte sit hår eftersom han stadig ikke rigtig var kommet ordentligt ud af hans søvndrukkenhed. Jeg smilede genert til Liam inden jeg gik ind efter min jakke så jeg igen kunne få varmen tilbage i kroppen. Idet jeg havde taget min jakke ned fra knagen, kom Harry ud i gangen, med et hår der sad lidt bedre end før. "Harry? Kan vi lige snakke?" Spurgte jeg. Han nikkede spørgende imens han tog sine sko på igen. "Jeg vil gerne kunne holde jul med min mor.." Jeg stoppede da Harry ville sige noget. "Men det er ikke sikkert at hun.." Hans stemme døde lidt ud. Jeg mærkede en skuffelse stige igennem min krop, selvom jeg udmærket vidste at hun nok ikke havde de sidste ti dage inden jul tilbage. Han så medlidende på mig. "Jeg finder ud af noget. Det skal du ikke tænke på". Ved hans ord, lagde jeg armene om ham som tak. Han stod et stykke tid og aede mig på ryggen, før vi begge trak os fra hinanden. Han så lidt på mig for at gøre sig selv sikker på at jeg ikke var alt for ked af det. Han sendte mig et blidt smil. "Vi finder en gave til hende."

Det var rart at jeg ikke skulle tænke på min mor eller noget andet imens vi handlede gaver. Jeg havde det faktisk sjovt med drengene, og ønskede at øjeblikket varede meget længere end som det ville. Louis råbte efter Harry som havde travlt med at kigge rundt i en butik. Han havde nu været derinde i snart 20 minutter. "Han er næsten værre end dig" sagde Louis så med et lille grin. Jeg så op på Louis og kom til at fnise lidt. "Næsten? Han er værre end mig." Både Louis og jeg vidste at jeg ikke var den store shopping-elskende slags pige, men derimod den som hellere næsten bare gik forbi de fleste butikker fremfor at gå ind i dem. Da Harry endelig dukkede op med et tilfredst ansigtsudtryk, sukkede jeg fnisende. "Harry! Mine fødder gør ondt. Du er meget langsom." "Gør dine fødder ondt? Well then". Jeg havde knap registreret hans hurtige bevægelse, før jeg allerede hang over hans skulder. Et grin undslap mine læber. "Ej, Harry!" Fnes jeg. Han valgte blot at gå videre. Jeg sendte et blik til Louis, men han valgte blot at grine af det. Liam var dog ikke at se nogle steder, hvilket skuffede mig lidt. "Harry.. Sæt mig ned, please." Bad jeg og kunne ikke vente med at komme ned på jorden og stå sikkert igen. Han adlød og satte mig forsigtigt ned med et grin. Jeg daskede kort til ham, inden jeg skyndte mig hen mod Louis for at beskytte mig selv imod Harry's hænder som var ved at kilde mig i siderne. Istedet landede jeg blødt ind i nogen som ikke var Louis, og da jeg kiggede op var det selvfølgelig Liam. Han smilede varmt til mig, mens han lige kom sig over mavepusteren jeg ved et uheld havde givet ham. "Wow. Er du okay?" Grinede han. Varmen steg mig til kinderne, og pludselig opdagede jeg hvordan jeg havde mine hænder lige ind til hans veltrænede mave og bryst. Jeg kunne mærke hans hjerte slå blidt imod min håndflade, men selvom jeg kunne lide følelsen det sendte igennem min krop, trak jeg mig væk og smilede genert til ham. "Undskyld" sagde jeg. "Det er okay" svarede han tilbage. 


Da vi var kommet ind på en lille cafe for at få varme drikke, tog jeg drengenes jakker og lagde dem i en bunke på bænken vi ikke skulle bruge sammen med min egen jakke. Ud af lommen på den ene, faldt noget hjerteformet på gulvet og knækkede. Jeg tog det langsomt op. Det var et honningkagehjerte med teksten 'I Love You'. Det var knækket lige over midten. Jeg mærkede hvordan en lille smerte byggede sig op i min krop da jeg opdagede at det kom fra Liam's jakke. Han havde hundrede procent en grund til at have en hjerteformet kage i lommen. Idet jeg så at Liam var på vej med en varm drink i hver sin hånd, skyndte jeg mig at gemme kagen i hans lomme igen. Han smilede sødt til mig, men denne gang ramte det mig ikke så meget med den dejlige følelse jeg ellers før blev fyldt af. Jeg sendte ham blot et lille smil uden så meget som at se på ham. Louis satte sig foran mig efter Liam havde sat sig ved siden af mig. "Her" sagde Liam blidt og forsøgte sig igen med et lille smil, men jeg ville endnu ikke kigge på ham. Jeg havde blot lyst til at gemme mig i et musehul. "Tak." Louis så bekymret på mig, i samme øjeblik som Harry satte sig ved bordet med os andre. "Det trænger jeg godt nok til, det her" sagde han glad og drak lidt af hans friskbryggede kaffe. Han viste masser af glæde ved at mærke den varme væske fylde hans mave, men selv havde jeg slet ikke lyst til nogen tilfældig, varm drink længere. Jeg så i smug op på Liam, som snakkede med Louis om en speciel gave til hver deres mødre. Jeg havde virkelig rodet mig ud i noget dumt. For det første var Liam jo min fætters ven og de var band-kammerater, og for det andet, var Liam jo kendt og beundret som kærestepotentiale af alle de fans de havde rundt i hele verden. Selvfølgelig havde han da en anden pige han kunne lide. Hvorfor skulle jeg overhovedet have en chance hos en fyr som ham? Jeg var jo næppe noget værd med alle de problemer jeg trak med mig hele tiden. "April?" Harry's lave stemme fik mig til at kigge op på ham. Han sendte mig et spørgende blik, men for første gang ignorerede jeg hans små bekymringer. Som var mine tanker blevet læst, dukkede en besked op fra Niall på min mobil som jeg fandt frem under bordet. Han var lige personen jeg havde lyst til at snakke med fremfor de tre andre jeg i øjeblikket sad med. 'Hey April. Jeg har hørt en fugl synge om at der bliver holdt jul to gange i år?' Den lille smiley han havde sat for enden gjorde beskeden lidt mere positiv end som den var eftersom jeg blev mindet om hvordan vi skulle holde jul med min mor indenfor de næste få dage. Selvom det mindede mig om de få dage jeg havde tilbage med min dejlige mor, kunne jeg ikke undgå at komme til at smile ved hans besked. "Jeg går lige et øjeblik" sagde jeg med mobil op til øret idet jeg var ved at ringe til Niall. Jeg gik udenfor i sneen som glimtede i solens lys. "April." Lød det fra ham da han havde taget opkaldet. "Niall, kan vi snakke sammen?" "Selvfølgelig, men hvorfor gør vi det ikke over en kop varm kakao?" Spurgte han. Jeg smilede lidt. "Gerne. Hvornår?" Han mumlede lidt for sig selv. "Hvad med nu her? I gågaden?" Jeg så kort ind på de tre andre drenge som sad og drak deres varme drikke. Harry drejede hovedet og så ud på mig med et lille smil. "Jeg er her med de andre lige nu, men vi er ved at være færdige her, så det tænker jeg at vi godt kan" smilede jeg, nervøs for at snakke med ham om det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...