What One letter and Two words mean(1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
April's sædvanlige skoledag bliver på en ganske almindelig tirsdag afbrudt af selveste Harry Styles, hendes fætter, fordi noget er sket mens April blot har taget det hele for givet den dag, præcis som alle de andre dage. Hendes mor har fået konstateret kræft. April ender i stor sorg, og selvom Harry også gør det, så har han ikke tænkt sig at give op på April. Hun skal i bedre humør, og måske kan nogen andre hjælpe ham med at gennemføre. Måske vil der endda ske flere uplanlagte ting som kan være enten bedre eller værre imod Aprils humør? Måske bliver had og følelser indblandet, for blot at køre i ring og ødelægge hendes humør mere? Eller måske ender det godt, med nogle ekstra gode minder med de fire drenge hun ellers ikke havde regnet med at spendere længere tid med? En ting er sikker; April's hjerte går meget igennem og har det hverken godt fysisk eller psykisk...

13Likes
9Kommentarer
4352Visninger
AA

9. I shouldn't have let you go..

April's synsvinkel:
Følelsen der ramte min krop da jeg blev vækket fra min søvn i flyet, var tristhed. Jeg så op på Harry som sad ved siden af mig og stirrede frem for sig. Han måtte have mærket mit blik på sig, for det tog ham ikke længe at dreje hovedet mod mig for at smile blidt til mig. "Hvad så? Sovet godt?" Spurgte han blidt. Jeg drejede blidt hovedet og så ud ad det lille vindue. Det fik mig til at få det lidt bedre. Harry lagde sin hånd på min, og nussede mig blidt. Efter et stykke tids overvejelse, drejede jeg igen hovedet mod Harry. "Jeg kan ikke lade mor se mig sådan her...". Tårerne fandt inden længe sin vej ud af mine øjne. Harry sagde intet. Tørrede blot mine tårer væk. "Jeg kommer tilbage om lidt" sagde han lavt, inden han langsomt rejste sig. Jeg kiggede igen ud ad vinduet og betragtede alle skyerne som så fint lå i harmoni med hinanden. Skyerne tabte min interesse da noget endnu bedre dukkede op på min anden side i midtergangen. De brune øjne borede sig meget dybt ind i mine. Det var næsten som om at de havde gennemskuet hvad der foregik inde i mit hoved. De sendte en varme igennem min krop, som næsten fik gåsehuden frem på mine arme. Jeg greb høretelefonerne i mine ører og lagde dem fra mig, og undgik at se ind i de brune øjne igen. Ikke fordi jeg ville undgå øjenkontakt med de dejlige øjne, men mere fordi at jeg hadede at vise svaghed overfor andre. Specielt overfor Liam. Jeg mærkede skuffelsen lægge sig over mig da jeg opdagede at Liam igen var væk, og Harry istedet satte sig ned ved siden af mig. Han rakte mig en flaske vand og noget papir. "Det skal nok gå April". 

At sidde på gulvet lige ved døren der ledte ind til min døende mor, var en situation som mit tidligere jeg aldrig ville have forestillet mig at skulle være i. Harry var straks, som vi ankom på hospitalet, trådt ind i rummet, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Stilheden hærgede gangen. Kun lyden af en maskine der bippede inde fra et andet rum, hvor døren stod åben, brød igennem muren af stilhed. Harry dukkede op i døren, satte hånden mod dørkarmen og så afventende på mig. Jeg så ned og tørrede tårerne væk selvom de blev ved at dukke op. "Kommer du ikke ind?". Jeg gav mig selv lov til at gemme ansigtet for omverdenen idet min ulykkelighed blottede sig. Jeg hørte Harry's korte suk, inden han satte sig ved siden af mig. Hans hånd lå hurtigt på min skulder, men han sagde intet. Hvad skulle han også sige? Jeg havde jo ikke gjort andet end at være en byrde for ham hele vejen igennem. Der var så mange ting jeg burde undskylde for, men kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville ønske at jeg kunne have skruet tiden tilbage til dengang alt svarede til en dejlig, solrig, sommerdags glæder. Men verden bestemte sig lige for at ændre en normal teenagers liv, til noget i form af en dramafyldt historie skrevet af en drukkenbolt, som var færdig med livets goder. Jeg følte mig tom indeni, og dog kunne jeg stadig sidde på et koldt gulv som lugtede sterilt og uskyldigt, og græde den ulykkelighed ud som jeg åbenbart havde fortjent. En hånd lagde sig blidt på min skulder på den anden side, end hvor Harry stod. Jeg så op på Louis som satte sig på hug ved mig. "Vil du ikke med rundt lidt?". Han smilede blidt til mig, og ventede på mit nik. Han gav mig en hånd da han selv var kommet op at stå, og da vi gik forbi Harry i døren, greb jeg Harry's hånd og slap den kort efter. Som vi gik der i stilhed begyndte jeg at ønske at Liam var ved min side, og ikke Louis. Jeg havde aldrig følt at nogen forstod mig på samme måde som Liam gjorde. Ikke engang Harry kunne forstå mig nogle gange. Det var en fantastisk følelse Liam gav mig. Han fik mig til at føle mig hel, uanset hvor mange uvelkomne ting der skete omkring mig. "Louis..?". Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han så på mig, selvom jeg ikke så på ham. "Hvordan ved man om man kan lide nogen?" Spurgte jeg og forsøgte at sænke stemmen så jeg næsten ikke kunne høres. Han tiede stille et kort øjeblik, og jeg begyndte hurtigt at fortryde at jeg havde åbnet op overfor ham. Han så igen på mig og smilede blidt. "Det tror jeg slet ikke du behøver at spørge mig om.. Jeg tror allerede du ved det". Hans korte og præcise svar, satte gang i sommerfuglene i maven fordi jeg for første gang ikke kun selv kunne bekræfte mine følelser, men at Louis også på en måde kunne bekræfte dem for mig. Jeg kom til at smile ukontrolleret til Louis, indtil jeg kom i tanke om at Liam allerede havde forladt os for at komme tilbage til hans familie som stadig var på hospitalet i Wolverhampton, og her stod jeg så. På hospitalet i London istedet. Jeg skulle have taget chancen med Liam før han forsvandt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...