What One letter and Two words mean(1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
April's sædvanlige skoledag bliver på en ganske almindelig tirsdag afbrudt af selveste Harry Styles, hendes fætter, fordi noget er sket mens April blot har taget det hele for givet den dag, præcis som alle de andre dage. Hendes mor har fået konstateret kræft. April ender i stor sorg, og selvom Harry også gør det, så har han ikke tænkt sig at give op på April. Hun skal i bedre humør, og måske kan nogen andre hjælpe ham med at gennemføre. Måske vil der endda ske flere uplanlagte ting som kan være enten bedre eller værre imod Aprils humør? Måske bliver had og følelser indblandet, for blot at køre i ring og ødelægge hendes humør mere? Eller måske ender det godt, med nogle ekstra gode minder med de fire drenge hun ellers ikke havde regnet med at spendere længere tid med? En ting er sikker; April's hjerte går meget igennem og har det hverken godt fysisk eller psykisk...

13Likes
9Kommentarer
4428Visninger
AA

10. Endless pain

Jeg stirrede på min mors følelsesløse ansigt. Øjnene var lukkede, munden en smule åben så man lige kunne ane de hvide tænder.

En kvinde i hvidt tøj, en sygeplejerske, trådte stille ind og smilede blidt til mig. Jeg så fra hende til Harry som sad bag hende, og låste mine øjne fast i hans, imens hun gik hen på siden af min mors seng. Hun begyndte at rode med medicinen de gav hende, tog noget ned.

Harry vristede sig løs af øjenkontakten og så på sygeplejersken. "Hvad giver du hende?". Kvinden så kort op på Harry og jeg og smilede lidt. "Bare lidt smertestillende.. Det er nødvendigt for at hun ikke vågner op af smerterne."

Selvom man normalt ikke ville tænke meget over det, så slog sætningen mig alligevel. Det gjorde ondt at vide hvordan smerter var en del af min mors hverdag, og det var jo heller ikke fordi det blev bedre.. Blot værre..

Jeg greb min mors hånd, selvom hun sov. Den var kold. Jeg tvang et smil frem mens jeg så på sygeplejersken. "Hvor længe tror du hun har tilbage?".

Det gav et ryk i Harry ovre i stolen i den anden ende af rummet. "April..". Jeg ignorerede ham og så fortsat på den unge kvinde, som nok selv havde prøvet at miste nogen, sådan som hun så ud i ansigtet efter mit spørgsmål.

Hun lagde en varm hånd ovenpå min. Jeg hadede det udtryk hun sendte mig, fyldt med medlidenhed. "Jeg er ked af at sige det, men.. Medicinsk set har hun ikke længe tilbage.."

Hun fjernede forsigtigt sin hånd fra min og forlod mig med en kulde større end jeg kunne tage. Jeg rejste mig så stolen skrabede over gulvet bag mig. "Hvor længe?" Spurgte jeg, på randen til at græde. Hun så tilbage og sukkede. Jeg kunne se at hun ikke havde tænkt sig at svare.

Jeg så ned på posen af medicin som hun havde fjernet fra min mor. "Hvad er det der?" Jeg vidste hvad det var, men jeg havde ikke lyst til at høre svaret. Kvinden sukkede.

"Din mor har underskrevet nogle papirer.. Hun nægter at modtage mere behandling.. Hun vil ikke holdes i live længere.." Tårerne byggede sig hurtigt op i mine øjne, og jeg kunne se hvordan Harry hurtigt rejste sig for at komme hen til mig. "Det betyder at vi desværre kun kan holde smerterne væk mest muligt.. Jeg vil sige at hun måske har godt et par dage, eller måske kun timer tilbage.. Det er jeg ked af..".

Sygeplejersken kastede endnu et medlidende smil min vej, idet Harry's arme lagde sig om mig. Jeg brød sammen indeni. Det føltes som om mit hjerte blev delt i to. 

 

Harry fjernede sine arme fra mig, og så lidt på mig. Gjorde mig en smule ukomfortabel, imens jeg kiggede på min mors livløse krop i hospitalssengen med den bippende maskine bagved, som drev mig til vanvid. 

"Er du sulten?" Jeg svarede ham ikke, stirrede blot endnu på det blege ansigt med de tydelige kindben eftersom vægten var røget usædvanligt langt ned på grund af kræften. "April.. Kom.. Vi er nødt til at få noget mad. der er gået flere timer.." 

Han greb fat om mig og prøvede at trække mig med ham ud af det stille værelse. Jeg rev mig ud af hans greb. "Jeg går ingen steder!" Jeg vidste straks at jeg ikke var fair overfor Harry, men min snor var så tæt på at sprænge efter at jeg havde fundet ud af hvordan min egen mor havde holdt det hemmeligt for mig at hun direkte gav sig selv til døden.

"April.. Jeg vil ikke have at du sulter dig selv på grund af det her.. Du" sagde Harry, afbrudt af min stemme som jeg havde hævet. "Harry, jeg er ligeglad med mad, jeg er ligeglad med alt! Jeg kan ikke tage det her mere..".

Tårerne fyldte endnu en gang ud af en million, på den samme dag, mine øjne så jeg næsten ikke kunne se Harry's ansigt indtil jeg lod dem falde. "April, rolig.. Jeg vil jo ikke gøre dig ked af det.. Jeg siger bare at jeg ikke vil have du sulter.. Du har brug for noget styrke ovenpå alt det her.. Og for dit helbreds skyld.. Især". "Især hvad?" Afbrød jeg ham, næsten råbende, ligeglad med at min mor lå og sov lige ved siden af mig.

"Snakker du om mit hjerte? Tror du virkelig, at bare fordi mit hjerte at svagere end dit, at jeg ikke vil kunne overleve en skid mere end du kan? Hvis det er det du tror, så har du tydeligvis ingen indsigt i hvad der sker i mit liv for tiden. Er du klar over hvor ondt det gør at vide at ens egen mor lyver for en? Kaster sig selv i armene på døden?

Ved du hvor ondt det gør at vide at man rent faktisk en dag kan falde om midt på gaden og dø fordi man har et hjerte som ikke fungerer som det burde? Har du nogen idé om hvordan det føles? Har du virkelig, Harry?"

Harry's øjne bevægede sig langsomt over mod min mor bag min ryg.

Jeg mærkede helt uventet hvordan mit bryst spændte lidt op, og hvordan min vejrtrækning blev mindre stabil. Jeg tog mig hurtigt til brystet, og så desperat ned i gulvet, mens jeg prøvede at få styr på vejrtrækningen.

Harry greb hurtigt fat i mig. "Sæt dig ned." Sagde han hurtigt, og skubbede mig tilbage. Jeg prøvede at ryste ham af mig, men han var stærkere end mig. "Sæt dig, April!". Jeg gav efter og satte mig tungt i sædet mens jeg masserede mit bryst som stadig spændte en smule.

"Hjertet? Hvad snakker i om?" Spurgte en svag stemme, som jeg normalt ville elske at høre, men lige nu var det ikke lige hvad jeg ønskede at høre.

Harry stirrede intenst på mig, og ignorerede min mors spørgsmål. "Jeg henter nogen der kan hjælpe" sagde han hurtigt og rejste sig.

Jeg havde ikke lyst til at han skulle forlade mig med min mor, men det var heller ikke fordi jeg jublede over at jeg selv lige havde anskaffet mig den smerte fordi jeg lod min vrede gå ud over Harry, og så når han ikke havde fortjent det.

 

En mandlig læge kom gående ind og gav sig straks til at tjekke mit hjerte. Jeg havde stor lyst til at skubbe ham væk og sige at jeg havde det fint. Men det havde jeg jo ikke.

Jeg lyttede ikke da han snakkede med Harry om hvad der var sket, så da han rejste sig og gik over til en skuffe i den anden ende af lokalet for at kigge i en skuffe blev jeg forvirret.

Han vendte sig om og kom tilbage mod mig. "Jeg giver dig lige noget, så du slapper lidt af, okay?" Jeg nikkede blot og så op på Harry. Han mimede et undskyld, inden han satte sig på min mors seng og snakkede lavt med hende, imens hun så skiftevis mellem Harry og jeg.

"Tak" hviskede jeg lavt til lægen, som kort smilede og rejste sig. "Hvis der er andet, så spørg efter dr. Jules, så er jeg her til at se på det." Jeg smilede lidt til ham og mærkede hvordan jeg blev mere og mere afslappet efter han havde sprøjtet væsken ind i min arm. "Få lidt hvile ovenpå det hele, ikke. Jeg er din mors læge, så du kan endelig spørge hvis der er noget du har brug for at snakke om."

Lægen gav kort min mor et klem på benet og så smilende på hende. "Hvordan går det Naomi? Ikke for mange smerter vel?". Min mor smilede blidt til ham og lagde afslappet hovedet tilbage på puden. "Godt". Lægen sendte mig et ekstra lille smil inden han gik.

"Harry?" Gråden sad stadig i min hals. Han så spørgende på mig med de dybe, grønne øjne. "Undskyld." Han så med et kort øjeblik, inden han igen så på mig med tårevædede øjne.

"Jeg ved det godt.. Jeg ved godt at du går meget igennem, og jeg tror virkelig ikke at jeg selv ville kunnet have gået det igennem og slet ikke falde grædende sammen. Du skal ikke undskylde. Det skal jeg." Jeg tvang et smil frem, inden jeg flyttede blikket fra ham til min mor.

"Jeg elsker dig mor". Hun smilede blidt tilbage, de matte øjne lyste en smule op. "Jeg elsker også dig min skat, og undskyld. Jeg skulle have fortalt dig det. Det var ikke fair af mig." Jeg rystede på hovedet af hende. "Det er okay."

"Nej, det er ikke.. Og April min skat.. Jeg ved godt det gør ondt at jeg forlader dig, men behøver det virkelig gøre ondt i hjertet?" Imens tårerne byggede sig op i hendes øjne, både grinede og græd jeg over hendes dårlige joke.

Harry som stadig sad ved hendes side, greb blidt hendes hånd. "Hendes hjerte er mere belastet end det var da hun var en lille pige, Naomi." Smilet blev tydeligt på Harry, da han snakkede om mig som lille.

"Min lille pige er vokset op med en god fætter bag sin ryg. I det mindste er det ikke hjertesorger der nager min lille pige." Hun fjernede blikket fra Harry og så smilende på mig.

Kort efter lagde hun igen blikket på Harry. "Harry, du må hjælpe mig lidt, og sørge for at ingen dreng sårer min piges hjerte på noget tidspunkt. Det er den første ting du skal holde øje med.". Harry nikkede, helt med på min mors ord.

De så begge på mig, idet tårerne slap igennem igen. "Jeg kommer til at savne dig.." Min mor sukkede og vinkede mig over til hendes seng. "Kom her og læg dig lidt hos mig, ikke?"

Jeg smilede blidt og lagde mig hos hende efter Harry var kommet op derfra. "Jeg tager noget mad med til dig" hviskede Harry. Jeg smilede blidt til ham og lagde mit tættere ind til min mor. 

 

Undskyld, undskyld og undskyld. Jeg har ikke skrevet på denne fanfiction længe, og jeg er ked af at have ladet jer hænge så længe. Dog har jeg jo tydeligvis fået skrevet noget idag, og jeg er spændt på at komme ordentligt igang igen:-) Jeg håber dybt at i kan lide den, og gerne vil høre mere fra mig:-) Det betyder meget for mig at folk kan lide hvad jeg skriver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...