What One letter and Two words mean(1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 16 okt. 2016
  • Status: Igang
April's sædvanlige skoledag bliver på en ganske almindelig tirsdag afbrudt af selveste Harry Styles, hendes fætter, fordi noget er sket mens April blot har taget det hele for givet den dag, præcis som alle de andre dage. Hendes mor har fået konstateret kræft. April ender i stor sorg, og selvom Harry også gør det, så har han ikke tænkt sig at give op på April. Hun skal i bedre humør, og måske kan nogen andre hjælpe ham med at gennemføre. Måske vil der endda ske flere uplanlagte ting som kan være enten bedre eller værre imod Aprils humør? Måske bliver had og følelser indblandet, for blot at køre i ring og ødelægge hendes humør mere? Eller måske ender det godt, med nogle ekstra gode minder med de fire drenge hun ellers ikke havde regnet med at spendere længere tid med? En ting er sikker; April's hjerte går meget igennem og har det hverken godt fysisk eller psykisk...

13Likes
9Kommentarer
4395Visninger
AA

3. All about the happiness

"Mor.." Sagde jeg stille idet jeg så hende liggende i hendes seng præcis som sidst jeg så hende. Hun greb ud efter min hånd. "April.. Min skat". Hun smilede blidt inden hun så på Harry bag mig og smilede endnu en gang. "Harry" hun vinkede ham hen til hende og lod ham sætte sig på siden af hendes seng. Hun så på os begge skiftevis, inden hun blidt nussede min kind. Hun tog igen fat om min hånd og nussede den stille, alt imens tårerne dukkede op i mine øjne. "April.. Du må være stærk.. For mig. Ikke? Jeg ved du kan" sagde hun og så kort på Harry som hun nikkede til. "Du.. Harry.. Hvor skulle hun dog kunne få hjælp uden dig". Hun fik blanke øjne og gav vores hænder et klem hver, samtidig med at hendes blik et kort øjeblik hvilede på gulvet. Harry fjernede i skjul en enkelt tåre, selvom han normalt var meget god til at holde følelserne for sig selv. Jeg kunne ikke dy mig, og slap min mors hånd for at kaste armene om Harry som overrasket lagde armene som et skjold over mig hvor han hvilede hovedet på mit. 

Harry's synsvinkel:
Overraskelsen lå langt inde i mig, mens smerten i al sin sjældenhed lagde sig som det yderste lag og havde nær fået mig til at virke som netop den svaghed jeg ikke ville være. Alt imens jeg stod der, med hagen blidt ovenpå April usædvanligt røde hår, fangedes mine øjne i Naomi's mørkegrønne. De udviste stor smerte, sorg, kulde.. Frygt og dødelighed.. Gåsehuden krøb mig ned ad nakken da jeg havde set længe nok ind i de livløse øjne, og fik mig til at føle mig ukomfortabel ved at stå foran den kulde der blev sendt mig. Et kort øjeblik troede jeg at jeg havde mistet forstanden, lige indtil der et split sekund blev sendt en varme gennem de samme øjne. Jeg klemte April hårdere ind til mig da et kort hulk forlod hendes læber imod mit bryst. Naomi nikkede kort imens varmen igen svandt ind og blev til den samme kulde som jeg bestemt ikke brød mig om. 

April's synsvinkel:
Idet samme vi kom ind ad døren, mærkede jeg trangen til at gøre noget jeg ikke havde gjort i over et år. Jeg ønskede ikke at komme tilbage i det rod jeg engang var i, men lige i dette øjeblik ville livet ikke mig, så hvorfor skulle jeg overhovedet ville livet. Men jeg strittede imod. For Harry's og for min egen skyld. Jeg mærkede dog trangen bygge sig op som en kold kugle i min mave, men idet Harry sagde mit navn, vågnede jeg op af min trance og lod ham føre mig igennem øjeblikket som for at se hvor det ville bære mig hen. Jeg så op i Harry's øjne, som af en eller anden grund så anderledes ud i forhold til hvad de plejede. Der manglede noget.. Noget var helt forkert. Han opdagede tydeligvis min stirren da han kort gned sig i øjnene og så væk for at undgå mit blik. Jeg fik et chok da en livlig, blåøjet Niall dukkede op lige foran Harry og jeg, tydeligvis super glad. På en eller anden måde gjorde det mig virkelig vred at se ham glad når jeg ikke selv kunne være det. Jeg knyttede hårdt næven, inden jeg spontant låste mig selv inde på badeværelset og stillede mig op ad døren med hjertet hårdt pumpende i brystet, mens mine øjne ledte efter noget brugbart. Harry bankede hårdt på døren. "April! Du gør det ikke!". Han vidste udmærket hvad jeg havde gjort dengang min far var død. Det blev først opdaget efter et halvt år, og jeg blev afvænnet efter et år, men jeg kunne ikke modstå trangen denne gang. Den indre stemme skulle ud af mit hoved. Den skulle stoppe med at pine mig. "April!". Han råbte højere bag den hvide dør, og bankene tabte dog heller ikke styrke. Da jeg endelig stod der, med en skarp genstand i hånden, var det som om mit hjerte stoppede et kort øjeblik. Et billede af både min far i hans kiste, og min mor i den hvide hospitalsseng, dukkede op for mig så smerten stak i mig gentagne gange. Livet var ikke fair. Det var bare ikke fair. "April! Er du ikke sød at åbne døren. Vi er her for at hjælpe dig" lød det pludselig fra en anden velkendt stemme. Jeg var ikke fair.. Overfor Harry. Lyden af en skarp saks der landede hårdt på gulvet, skar i mine ører og tvang mig til at åbne døren for blot at blive overfaldet af Harry's arme. "Er du okay? Har du gjort noget?". Han tjekkede hurtigt mine arme. Intet... Hans greb om mig blev hårdere og inden længe gav jeg efter og faldt sammen i armene på ham så han greb godt fat om mig endnu en gang. "Det er okay.. Det er helt okay.. Rolig.. Vi klarer den.. Du klarer den.. Det lover jeg.. Jeg passer på dig..". Ordene Harry hviskede til mig, ramte mig dybere end nogensinde før, og inden længe indså jeg hvad jeg lige havde gjort.. Jeg havde svigtet ham.. Allerede. "Undskyld...". Med det ord sagt, blev det umuligt for mig at holde hulkene tilbage. Han trak sig blidt fra mig og så mig lige i øjnene med stor smerte gemt dybt i de grønne øjne han besad. "April. Der er ingenting at undskylde for. Du kan ikke gøre for det her. Vel?". Han strøg blidt noget af mit pandehår væk fra mit ansigt imens han blidt smilede opmuntrende til mig, dog mens tårerne for alvor fyldte hans øjne. Denne gang kunne jeg ikke lade mig selv stoppe fra at fjerne en tåre fra hans kind, så han blidt smilede og kort snøftede. Jeg så op på Louis, som stod i døren efter at have sagt præcis hvad jeg havde brug for at vide. "Vi er her for at hjælpe dig!". Harry gav langsomt slip på mig og lod mig gå over til Louis som lagde armene om mig uden at sige noget som helst. 

Louis's synsvinkel:
Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Harry stillede sig op ad bordpladen ved håndvasken med blikket ned i bordpladen. Han løftede langsomt blikket og stirrede på sig selv et kort øjeblik før han blidt rystede på hovedet og skjulte sig selv med en hånd. "Er du okay?" Hviskede jeg kort til April som nikkede på en taknemmelig måde. Jeg smilede kort til hende og gav hende et klem på skulderen før jeg lod hende gå. "Harry?". Jeg lænede mig automatisk op ad dørkammen, og så på den fortabte krøltop. Hans blik var fyldt med sorg og.. Det var anderledes.. Jeg havde aldrig set ham sådan før.. Jeg valgte blot at sende ham et opløftende smil og forlod ham alene foran afspejlingen af sig selv. 

Liam's synsvinkel:
Episoden fra samme morgen, sad stadig fast i mig da April kom gående op ad trappen og så mig sidde i sofaen sammen med Niall som havde snakket om hvordan April lige havde låst sig selv ude på badeværelset da hun så ham. Han ville ikke indrømme det, men jeg kunne tydeligt se på ham at det gik ham på at han ikke vidste om det var ham eller noget andet der havde været skyld i det. Jeg nikkede hentydende mod pladsen ved siden af mig da jeg igen så på April som så ud til at være ked af det igen. De brune øjne med et skær af grøn, var ihvertfald puffede og halvblanke, mens hendes kinder var svagt røde. Hun satte sig tungt ned uden at se på hverken Niall eller jeg. Mit blik blev hurtigt fanget af hendes hånd som lå på hendes lår, og kunne ikke rigtig holde mig selv fra at lægge min ovenpå hendes og give hende et blidt klem om den kolde hånd. Hun så ned og klemte blidt øjnene samme så tårerne kom ud. "Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg lavede.. Jeg stod med den i hånden og..". Et hulk afbrød hende. Jeg slog chokeret blikket over på Niall som ikke så ud til at forstå hvad hun mente. Jeg havde dog anelsen om hvad hun snakkede om. Jeg flettede langsomt mine fingre ind i hendes og tyssede på hende. Da hun blidt svarede igen ved at give min hånd et klem, dukkede en uventet, dejlig varme op som spredte sig i min mave og bevægede sig ud i resten af min krop. Et kort øjeblik overvejede jeg at slippe hendes hånd grundet den pludselige reaktion min krop havde, men jeg følte mig straks i ét med hendes smalle hånd og kunne ikke få mig selv til at give slip på den følelse. Da Harry dukkede op fra underetagen, var det med blandede følelser at jeg måtte kigge på ham. Jeg følte mig skyldig.. I et par ting som efterhånden havde hjemsøgt mig både længe og nogen i meget kort tid. Jeg så aflæsende på Harry som egentlig ikke så ud til overhovedet at overveje at rykke sig nogen steder lige foreløbigt. Mine øjne fulgte Niall's bevægelser da han rejste sig og gik imod Harry med hænderne i lommerne. Han snakkede svagt til Harry som kort så på April inden han svarede og så ned i gulvet. Jeg så hurtigt ned i April's smukke brune øjne da jeg opdagede at hun allerede kiggede på mig. Jeg kunne ikke hjælpe mig selv, og begyndte automatisk at smile en smule selvom det i det øjeblik var fuldstændig upassende i den situation. Hun så ned på vores hænder, inden hun helt uventet lænede sit hoved op ad min skulder.

April's synsvinkel:
Liam var rar at være i nærheden af. Især når jeg ikke følte at jeg kunne være ved Harry. Liam var som den engel der ville lægge sine vinger beskyttende over nogen for at beskytte dem. Eller ihvertfald føltes det sådan. "Du ved godt at der ikke er nogen grund til at skade sig selv ikke? Om så det er fordi du føler dig anderledes eller du føler dit liv er ved at falde fra hinanden.. Jeg forstår godt at det er hårdt, men du må love at du aldrig gør noget imod dig selv som du ikke har fortjent" lød det hviskende fra Liam i mit øre, så det kildede en smule, hvorefter han endnu en gang klemte min hånd blidt. Hans dejlige afslappede person, fik mig til at ville fortælle ham at jeg før havde været ude i det, men min hals snørede sig sammen.. Han havde lige sagt noget som gav en stemning jeg ikke ville ødelægge allerede. "April?". Jeg så op på Niall som smilede blidt til mig på en sød måde med hænderne i lommerne som sædvanlig. Han nikkede mod trappen stadig med blikket på mig. "Har du lyst til at gå en tur?". Siden han så underligt usikker ud, nikkede jeg kort og rejste mig langsomt. Liam slap langsomt min hånd, men jeg turde næsten ikke at se på ham. Niall så kort efter mig inden han langsomt begav sig ned ad trappen. 

"Så.. April.. Nu kan jeg godt se at dig og Harry ligner hinanden utroligt meget, men jeg gad godt lære dig endnu bedre at kende". Niall så på bodyguarden som gik et lille stykke bagved os, inden hans blå øjne lagde sig i mine, og beroligede mig med et smil. Det virkede godt, eftersom jeg egentlig havde forventet at han ville snakke om min mor eller noget der ville ramme mig på en følelsesmæssig måde. Jeg trak blidt på skuldrene og så fremad mod stranden. "Hvad vil du vide?". Jeg så ud af øjenkrogen at han igen så på mig. "Måske noget der er så meget dig at der ikke er ret mange der ved noget om det? Noget der gør dig glad?". Jeg smilede lidt idet han sagde det, da et specielt minde dukkede op et kort øjeblik. Jeg så på Niall og kom automatisk til at smile genert. "Okay.. Det er lidt pinligt, men.. Jeg.. Skulle engang bage den her virkelig skønne, lækre kage som min mor plejede at lave, og jeg gik så igang med at bage den.. Indtil jeg fandt ud af at jeg lige havde stået og blandet to forskellige opskrifter sammen, og jeg var så nødt til at servere den.. Desværre måtte nogen spytte det ud igen fordi det var så mega klamt..". Niall grinede mega sødt idet jeg havde snakket færdig. Jeg så på ham imens han grinede og kom selv til at smile lidt. "Jeg er klodset i et køkken" grinede jeg. Hans grin svandt langsomt ind så vi et kort øjeblik gik i stilhed. Jeg opdagede hurtigt at Niall egentlig lige havde formået at gøre mig glad og glemme alt der var sket de sidste to dage. "Tak.." Hviskede jeg ud i den kolde luft, så en blid, lille sky af ånde dukkede op foran mig. "Her" lød det kort efter fra Niall. Jeg så opmærksomt på ham da han nikkede mod Starbucks som overraskende nok var tom for mennesker udover en yngre man i det ene hjørne med hans kaffe og computer og så en ældre kvinde som sad med hovedet i en bog. Niall holdte døren for mig imens jeg undrende gik ind. Han så smilende på mig. "Jeg tænkte at vi godt kunne trænge til noget varmt så vi ikke fryser så meget derude". Han understregede det ekstra meget ved at gnide hænderne sammen og prøve at varme dem. 

Stranden var totalt stille. Sandet var hårdt og gav sig ikke når man gik på det, og vandet var frosset til is. Da jeg opdagede isen så jeg overrasket på Niall. "Tror du det er tykt?". Niall smilede hemmelighedsfuldt, og gik imod isen. Han vendte sig kort imod mig og rakte hånden ud. "Kom". Jeg følte mig usikker, men jeg tog alligevel hans hånd og fulgte efter ham ud på isen som var mega glat. Jeg var lige ved at falde, men Niall greb hurtigt fat om mig. Jeg lagde hænderne på hans brystkasse og så forskrækket ind i hans blå øjne. "Rolig.. Jeg har dig. Der sker ingenting" sagde han og smilede inden han igen slap mig forsigtigt. Jeg tog nogle forsigtige skridt fremad og væltede til sidst direkte på røven som ventet. "Av" sagde jeg og kom til at grine mega meget hvilket Niall også gjorde. "Er du okay?" Spurgte han med sit søde grin. Jeg nikkede smilende og tog imod hans hånd så han kunne hjælpe mig op. 

Harry's synsvinkel:
"Men Harry skat.. Det er da en god idé". Jeg sukkede lidt, og kom til at smile svagt. "Mor?". Svaret kom aldrig rigtig. "Jeg elsker dig. Vi ses". "Det gør vi. Pas nu på hende ikke?". Det varede ikke længe før jeg kunne fjerne mobilen fra mit øre og lade det længe ventede smil komme til overfladen. Liam og Louis så spørgende på mig da jeg trådte ind i samme rum, som jeg også før samtalen med min mor, havde været i. Jeg lod blikket ramme gulvet en smule inden jeg smilende så på dem. "Det er afgjort. Vi tager afsted". De lyste begge op og gav hinanden en high-five hvorefter de begyndte at snakke sammen om juleshopping og stemning allerede før vi var taget afsted. Smilet var ikke til at fjerne på hverken drengene eller jeg, lige indtil Niall og April dukkede op mens jeg var ved at lave te til mig selv. Jeg mærkede pludselig mit smil forsvind lige så hurtigt som det var dukket op. Hvad nu hvis hun ikke kunne få sig selv til at slappe lidt af og trække vejret efter alt der efterhånden var hændt. Det tog mig lang tid at overbevise mig selv om at det var bedst at gøre hvad jeg kunne for at få hende til at forstå at hun havde brug for det. 

April's synsvinkel:
Det humør Niall havde givet mig ved den hyggelige tur ned til stranden og lidt rundt i de næsten helt tomme gader, svandt halvt ind da jeg så Harry's udtryk. Han virkede usikker på noget. Jeg lagde hovedet lidt til siden og smilede stort til ham hvilket fik ham til at se overrasket ud og samtidig smile undrende. Jeg gik hen til ham og skænkede mig selv en kop te, hvorefter jeg så på ham og de andre drenge som sad til rette i sofaen med hemmelighedsfulde ansigtsudtryk. Jeg så mistænksomt på dem. "Hvad.. Sker der her?". Intet svar synes at komme så jeg valgte at tage initiativet og få dem til at føre en samtale omkring den åbenlyst hemmelige begivenhed. "Harry?". Han greb sin te og stillede sig ret op foran mig. "Vi.. Ehm.. Vi vil gerne have dig med til New York. Bare os fem. Så vi kan få lidt gang i julestemningen og shoppingen. Hvad siger du? Vil du tilbringe noget mere tid sammen med din trælse fætter og de tre fjolser der?". Følelserne strømmede igennem mig. Endda så meget at jeg knap nok selv lagde mærke min smil forsvandt. "Hvad med min mor?". Jeg så kort på de tre andre som så knapt så begejstrede ud som før, inden jeg igen lod blikket ligge i Harry's grønne øjne. "Vi.. April, det finder vi ud af til den tid ikke? Om så det koster flyveturen frem og tilbage ti gange i løbet af en uge, så må det være sådan. Vi gør det her for at hjælpe dig med at få noget andet på tankerne og ikke mindst, så fortjener vi vist alle sammen at komme lidt i julestemning". Jeg så længe udtryksløst på Harry før det store smil fik lov at komme frem, og ikke mindst blev Harry enormt glad, men også de andre jublede i baggrunden. "New York, here we come!". Harry rodede mig lidt i håret så jeg måtte rykke mig fra ham. Jeg gav ham et blidt skub og rettede på mit hår. "Dit fjols" smilede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...