Never believe

Nala ligger i koma efter at være flygtet fra Markus, og blev ved et uheld skudt . Skyldfølelsen æder Markus op indefra, og han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv. Drengene har sat bandet på pause, og venter rastløse på at Nala kommer i bedring. Efter at alt lige var faldet på plads igen, sker det her. Vågner Nala nogensinde op igen, bliver Markus sig selv igen og fortsætter bandet? Find ud af det i Never believe. (2'eren af Never forget)

20Likes
13Kommentarer
3820Visninger
AA

7. 6. kapitel

Nalas synsvinkel:

1 måned senere

 

Det var ca. en måned siden jeg havde besøgt Markus og dét var sket, og der er én ting jeg kan sige. Det var fantastisk, men I vil nok ikke høre detaljerne. Men altså. Det mærkelige var at siden den dag, har jeg haft kvalme næsten hver dag, og jeg havde også kastet op nogle gange, og det værste er at jeg skulle have haft min menstruation for nogle dage siden. Den kunne selvfølgelig godt være forsinket, men stadig. Jeg er nervøs. Kunne det ske at jeg var gravid. Tanken havde strejfet mig, men havde aldrig været realistisk. Jeg er kun 17 år, dog snart 18, men det kan jeg da ikke. Mor i så tidlig en alder. Bare nej. Men tanken om at dræbe et barn var endnu værre. HVIS jeg tilfældigvis var gravid ville jeg beholde barnet. Om Markus var med mig eller ej.

 

I det samme besluttede jeg mig. Jeg blev nødt til at vide besked. Være sikker. Alle drengene var ude og lave et eller andet. Nathan og Noah med nogle venner og Harry, Niall, Liam og Louis i studiet. De havde bare efterladt mig helt alene her. Snøft. Apropos Harry var Noah, Nathan, han og mig selv begyndt at få et tættere forhold. Vi havde flere gange været ude på søskende tur, og vi har begyndt at behandle hinanden som rigtige søskende.

 

Nåh, men tilbage til graviditeten. Det var faktisk overraskende at jeg ikke var mere nervøs end jeg var.  Hvad var der galt med mig? Ønskede jeg virkelig at blive mor? Nej, nej, nej det kunne jeg ikke ønske.

 

Jeg tog jakke og sko på, og smuttede så. Jeg havde også taget en hættetrøje på, som dækkede mit hår og et par solbriller, som dækkede mine øjne. Ingen måtte under ingen omstændigheder se mig købe en graviditetstest. nej, bare nej. Jeg var så småt nået ned til apoteket, og overraskende var der ingen der havde genkendt mig. Hurtigt fik jeg købt testen, og på vej hjem igen. Heller ikke på vejen hjem var der nogen som genkendte mig. Pyha. Heldigvis var der ikke nogen, som har kommet hjem igen.

 

Jeg gik ud på toilettet, og satte mig. Så fandt jeg testen frem, og tissede på den. Så var det bare at vente. Minutterne sneglede sig afsted, og for at få den til at gå, gik jeg ud i køkkenet for at tage noget at drikke. Da jeg kom tilbage var sandhedens time kommet. Uden jeg havde lagt mærke til det, bed jeg tænderne hårdt sammen. Jeg kiggede. Positiv. Jeg var gravid. OMG JEG ER GRAVID. Huha rolig, dyb indånding. Jeg kiggede endnu en gang på den, for at være sikker. Nej den var stadig positiv. Jeg skulle være mor. Automatisk begyndte jeg at smile. Hvad skete der lige for mig. MOR. Jeg havde en lille skabning inden i mig. Jeg lagde en hånd på min mave.

 

Og der vidste jeg det. Jeg ville beholde barnet lige meget hvad. Om jeg så måtte flytte til et helt andet land, selvom jeg dog ikke troede det ville komme så langt. Okay jeg måtte fortælle det til Markus, og det skulle være nu. Sådan en nyhed skulle ikke skjules. I det samme kom usikkerheden snigende ind på mig. Hvad ville Markus sige, han er kun 18. Måske ville han blive glad? Jeg måtte bare håbe på det bedste. Hurtigt sms’ede jeg han, og sagde at jeg var på vej. Jeg skyndte mig ned til bussen, og var hurtig hende hos ham.


Jeg stod nervøs ude foran hans dør. Jeg tog en dyb indånding, og pustede så ud, hvorefter jeg bankede på. Der gik ikke mange sekunder før han storsmilende åbnede døren. Han trak mig ind i et kram, og kyssede mig så. Han måtte have kunnet fornemme at jeg var anspændt for han kiggede undrende på mig. “Er der noget galt søde?” Jeg nikkede bare og trak ham med ind i stuen. Den tidligere glæde ved at være gravid, var så småt forsvundet, med udsigten til at fortælle Markus det. Igen tog jeg en dyb indånding. Det var nu eller aldrig. “Okay, nu må du ikke blive sur, men der er noget jeg må fortælle dig.” Jeg holdt en lille pause. “Jeg er gravid.” Jeg smilede usikkert til ham. Først spærrede han øjnene op, men så brød et kæmpe smil ud i hans ansigtet. “Seriøst?” Jeg nikkede glad, så blev han jo slet ikke sur. Han løftede mig op og svang mig rundt, mens vi grinte. Da vi havde grinet af, satte vi os ned igen, med hinanden i hænderne. Han lagde en hånd på min mave “Vi skal være forældre” kom det fra ham. Jeg svarede bare det mest naturlige der faldt mig ind “ja.” “Der er noget jeg har villet spørge dig om længe, men nu er der endelig en mulighed for det. Vil du flytte sammen med mig? Vi finder en lille lejlighed. Dig, mig og den lille. Vi bliver en lille rigtig familie.” Jeg kiggede overrasket på ham. “Selvfølgelig vil jeg det. Jeg har gået og ventet på at du ville spørge.” Igen grinte vi. Herfra ville det hele gå godt. Jeg kunne mærke det.

 

6. kapitel og Nala er gravid. Det havde i måske ikke lige regnet med? ;)

Som nogle er jer måske ved, er jeg begyndt på en ny historie ved navn Believe in angels, som jeg håber i vil tjekke ud og måske give den et lille like. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...