Never believe

Nala ligger i koma efter at være flygtet fra Markus, og blev ved et uheld skudt . Skyldfølelsen æder Markus op indefra, og han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv. Drengene har sat bandet på pause, og venter rastløse på at Nala kommer i bedring. Efter at alt lige var faldet på plads igen, sker det her. Vågner Nala nogensinde op igen, bliver Markus sig selv igen og fortsætter bandet? Find ud af det i Never believe. (2'eren af Never forget)

20Likes
13Kommentarer
3821Visninger
AA

5. 4. kapitel

 

Nalas synsvinkel:

Jeg vågnede tidligt næste morgen. Jeg havde sovet som på en sky. Det var fantastisk. Det lød ikke som om der var nogen der var oppe, så jeg havde tænkt mig at overraske dem med morgenmad. Dog ville jeg ikke lave det selv i kan nok huske hvordan det gik sidst, og hvis ikke, kan jeg give jer et hint. Det endte af lort til. Sort mad over det hele, så denne gang ville jeg nok bare finde mig en bager.

Jeg satte mig op i sengen, og kiggede rundt. Hele værelset skinnede hvidt, og mine fødder blev med det samme omsluttet af det dejlige hvidegulvtæppe, da jeg rejse mig op. Eg gik over til MIT walk in closet og kiggede rundt. Jeg havde fået så meget nyt/nye tøj og sko siden jeg flyttede fra børnehjemmet, så det var helt overvældende, dog endte jeg bare med at tage en cute beige hvid kjole på med et flot mønster i toppen, da vi trods alt var i juli måned. Mens jeg havde ligget koma, var det blevet sommerferie, og vejret var blevet noget varme. Jeg lagde en hurtig make up, og var så klar til at gå.

Jeg tog min jakke på, da kl. jo kun var halv otte eller sådan noget, så der var jo nok lidt køligt udenfor, derefter tog jeg mine elskede converse på, som også var i en beige hvid farve. Så var det ellers bare af sted. Jeg kørte ned med elevatoren, for så frisk er jeg. Nu når jeg tænker over det, burde jeg nok til at komme i form igen, for den var nok bund, efter ikke at have motioneret i så lang tid.

Mens jeg var i min egen lille verden, kom jeg ud på gaden. Jeg havde jo boet i London det meste af mit liv, så jeg kendte det rimelig godt, og vidste at ikke så langt her fra, lå den bedste bager. Jeg havde været der en million gange, da jeg kendte ejeren. Det var en sød rund mand ved navn Poul, og hans kone Belinda. De behandlede mig, som var jeg deres barnebarn. De havde aldrig selv haft hel med at få børn, så de var rigtig glade for mig.

Men inden jeg nåede så langt, som der hen, kom der en lille pige, på de nok omkring 9 hen til mig. Hun gik sammen med sin mor, og kiggede genert op på mig, men sagde så: ”Hej Nala, jeg er din største fan, og når jeg bliver stor vil jeg være som dig. Må jeg ikke få et billede med dig?” Så kiggede hun ned i jorden igen. Jeg satte mig på hug, og gav hende et kram. ”Selvfølgelig må du det, har du en mobil, eller kan du måske låne en af din mor?” Uden at sige noget, rakte moderen mig en telefon, og jeg gik ind på kameraet. Så satte jeg mig ved siden af hende, og hun kiggede op, hvorefter hun smilede stort. Jeg tog et par billeder med hende, gav moderen mobilen tilbage, og krammede hende endnu en gang. ”Tak Nala, jeg elsker dig” sagde hun med tårer i øjnene. Jeg kiggede smilende på hende, og så gik de videre. Derefter fortsatte jeg videre mod bageren.

Da jeg gik ind af døren til bageren ringede en lille klokke. Belinda kom ud af en dør bag disken, og da hun så det var mig som kom, styrtede hun hen til mig, og trak mig ind i et kæmpe kram. ”Ååårh Nala, jeg har været så bekymret, da jeg så det i nyhederne, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. De ville ikke lukke mig ind på hospitalet, for de troede ikke på at jeg kendte dig.” Så henvendte hun sig til Poul. ”POUL KOM HER UD, NALA ER HER.” I det samme kom han styrtende ud, og kiggede råvildt rundt, og fik så øje på mig. Jeg blev trykket ind i endnu et kram. ”Nala, hvor har vi savnet dig. Vi har været så bekymrede, hvordan har du det?” Jeg kiggede glad på dem. ”Jeg har haft det bedre, men det går vel okay, men jeg kom faktisk for at købe noget brød, for det sælger i vel stadig?” ”Selvfølgelig gør vi det, kom med.” Jeg valgte det brød jeg ville have, betalte, selvom de dog insisterede på at jeg ikke skulle, og tog så af sted igen, med to knus med på vejen.

På vejen tilbage mødte jeg også nogle fans, som alle ville have autografer og billeder. Jeg forstod virkelig ikke hvordan drengene kunne leve med det her hver dag, men de havde vel lært at leve med det. Nu når jeg tænkte over det, havde jeg faktisk slet ikke fået noget hate her på det sidste, og det føltes fantastisk.

Da jeg igen var i lejligheden, var der helt stille. Ikke en lyd hørtes… eller jo, der var en der snorkede fra et af værelserne. Men altså. Jeg gik ud i køkkenet med alt det jeg havde købt. Jeg havde købt sådan 20 rundstykker og et franskbrød, så jeg håber det var nok. Jeg dukkede fint op, og lidt efter lidt dukkede de alle sammen op. Vi satte os til bordet, og begyndte at spise, indtil Liam rømmede sig ”Niall, Harry Louis og jeg har snakket om at det måske ville være en god idé hvis i begyndte i high school. Så ville i få nogen venner, i ville ikke kede jer så meget, og så ville i jo også kunne få en uddannelse, så hvad siger i til det?”  Jeg kiggede lidt på dem. Den havde jeg ikke lige set komme, men det ville da være en god idé. Jeg havde jo næsten ikke nogen venner, så det ville jeg gerne, og jeg ville jo også gerne have en uddannelse, så jeg kunne blive læge, som jeg altid havde drømt om. ”Altså, jeg synes det kunne være en god idé, så kan vi jo begynde efter sommerferien, ik?” Nathan og de andre nikkede sig enige. ”Så er det afgjort, vi melder jer ind, så det er klart til efter sommerferien.” Med det sagt, var vi færdige med at spise.

Det kunne faktisk være en idé at tage hen til Markus. Jeg havde bare lige lyst til at besøge ham nu. ”Hey, jeg tager lige hen til Markus, og jeg regner med at sove der, okay?” ”jaja, vi ses senere!” Jeg fandt en taske på mit værelse, SMS’ede Markus, hvorefter han hurtigt svarede at det behøvede jeg ikke engang at spørge om, og så pakkede jeg de sager jeg skulle have med. Jeg tog jakke og sko på, og gik så.

Glædelig 6. december. Så udkom 4. kapitel. Hvad synes i så om historien indtil videre? :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...