Never believe

Nala ligger i koma efter at være flygtet fra Markus, og blev ved et uheld skudt . Skyldfølelsen æder Markus op indefra, og han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv. Drengene har sat bandet på pause, og venter rastløse på at Nala kommer i bedring. Efter at alt lige var faldet på plads igen, sker det her. Vågner Nala nogensinde op igen, bliver Markus sig selv igen og fortsætter bandet? Find ud af det i Never believe. (2'eren af Never forget)

20Likes
13Kommentarer
3830Visninger
AA

4. 3. kapitel

Nalas synsvinkel:

Tiden gik hurtigt med Markus og drengene ved min side. Lægerne gik og kom, for at tjekke mig. Jeg havde ikke følt mig så rask længe. Dog kunne jeg godt mærke trætheden komme snigende. Det havde været en hård dag. Markus’s nyhed som jeg for øvrigt slet ikke havde nævnt for ham, det at vågne op, genforeningen, alle tjekkene og ikke mindst smerten. Smerten var det værste. Den gik fra maven og ud til resten af kroppen.

Lægerne havde fortalt mig at jeg måtte komme hjem allerede i dag, fordi jeg var allerede var i bedring, dog skulle jeg have et par specielle krykker, så jeg ikke ville overbelaste min krop.

De sidste tjek blev færdige og jeg måtte endelig komme hjem. Faktisk var jeg lidt nervøs på det hele. Pressen, fansene og bare det at prøve at stå og gå efter så lang tid.

Jeg satte mig forsigtigt op, svang mine ben ud over sengen, og rejste mig så op. Først stod jeg og svajede lidt, og var lige ved at falde. Jeg gys gik igennem mig. Gulvet var jo iskoldt! Hurtigt var Harry henne ved min side og støttede mig. Jeg smilede taknemligt til ham, hvorefter jeg tog det næste skridt og så et til. Det gik da meget godt.

Markus rakte mig min krykker, og jeg tog imod dem. Det var en dejlig fornemmelse selv at kunne gå igen, dog med lidt hjælpemidler.

Hurtigere end jeg have forventet stod vi ved udgangen af hospitalet. Jeg kunne høre skrigene udenfor døren og stod allerede helt stiv. Jeg var ikke ked af at idømme at jeg var bange. Det var dog et helt andet syn der mødte mig da jeg kom ud. Tusinder af fans stod der ude med bannere i al verdens farver. Nyheden om at jeg var vågnet måtte have spredt sig.

Da de så os begyndte de at skrige endnu højere, og idet samme lagde jeg mærke til det der stod på skiltene. Det var nogen af de sødeste ting jeg nogensinde havde set. Nogle skrev at de elskede mig, andre at de ikke ville kunne leve med dem selv hvis jeg ikke jeg vågnede og ikke mindst var der nogen der havde skrevet at de var taknemmelige for at jeg var blevet adopteret af drengene. Jeg blev helt rørt.

Udenfor hospitalet, stod der nogle bodyguards og ventede på os. De førte os gennem menneskemængde, og alle trådte til side for os. Jeg smilede til dem og de smilede igen. Ikke langt derfra holdt der en stor bil, som vi alle satte os ind i. Da vi have kørt i noget tid sagde Louis: ”Vi har valgt at sætte touren på pause i noget tid og så i stedet fokusere på det næste album for din skyld Nala. Mens vi var på tour besluttede vi os at vi ville købe en fælles lejlighed i London midtby, hvor i selvfølgelig får et stort værelse. Så behøver vi ikke hele tide komme rendende når vi vil besøge jer, og i skal ikke hele tide flytte rundt. Hvad synes i om den idé?” Jeg kiggede på Noah og Nathan. Det var som om vi kunne læse hinandens tanker, så Nathan svarede: ”Det er en fantastisk idé, og vi vil helt sikkert få det godt der, for det er jo en fantastisk lejlighed, vi har jo været der” Noah og jeg nikkede os enige.

I kørte i nogle minutter og så var vi der allerede. Det skal lige siges at vi satte Markus af på vejen, og det viste sig at vi faktisk boede forholdsvis tæt på hinanden. Jeg var åbenbart blevet forflyttet til London hospital. Vi holdt foran en kæmpe luksuriøs lejlighed, men hvis jeg var blevet overrasket udenfor, var det ingenting i forhold til indenfor. Vi trådte ind i en virkelig flot lobby hvor en mand tog i mod os. Det mindede mere om et hotel end en lejlighed. Manden førte os over til elevatoren, hvor han efterlod os alene. Elevatoren kørte, kørte og kørte indtil vi nåede den allerøverste etage. Jeg fulgte efter de andre ned af gangen, hvorefter vi endelig nåede til den rigtige dør. Selvom vi ikke var gået særlig langt, var det alligevel hårdt, og jeg var nød til at anstrenge mig for at følge med de andre. Da døren var blevet låst op trådte vi ind i en meget fornem entré. Igen blev jeg helt mundlam.

Da vi havde fået overtøjet og skoene af, ville drengene vise mig rundt. Jeg var åbenbart den eneste der ikke havde været her. Alle de andre havde boet her, fandt jeg ud af, mens jeg havde ligget i koma. Først vidste de mig stuen, så køkkenet, toiletterne, alle deres værelser, kontoret og så til sidst det jeg havde glædet mig allermest til. Mit værelse. Det var intet mindre end fantastisk. Der var placeret en kæmpe dobbelt seng midt i rummet, en kæmpe fladskærm hang på væggen. Jeg havde både fået et skrivebord, hvor alt jeg kunne have brug for, og så stod der et makeupbord, fyldt med alt mit makeup tættest på 2 døre. Jeg var blevet for nysgerrig og kunne ikke holde til det mere. Jeg gik hen mod de to døre. Først åbnede jeg den ene dør, som indeholdt et walk in closet, hvor alt mit tøj var i. Så var det tid til den anden dør, og minsandten om der ikke var et toilet. Mit eget toilet. Jeg kiggede rundt på mit nye værelse endnu en gang, og lagde mærke til at alle mine gamle ting var placeret her inde.

Bag mig hørte jeg en spørge og jeg kunne lide det. Jeg vendte mig om ”jeg kan ikke lide det, jeg elsker det.”

 

Så kom det tredje kapitel.

Min copmputer er lige gået i stykker, og er til reparation, så der går lidt tid før jeg får den tilbage. Lige nu bruger jeg min meget gamle og langsomme computer, men jeg får måske snart en låne computer som er ligesom den der er gået i stykker, så den vil være lidt lettere at skrive på. Det er bare lige så i ved hvorfor der ikke lige kommer kapitler så ofte. 

Ps. det kan godt være at der er mange stavefejl, da den er meget svær at skrive på denne computer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...