Never believe

Nala ligger i koma efter at være flygtet fra Markus, og blev ved et uheld skudt . Skyldfølelsen æder Markus op indefra, og han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv. Drengene har sat bandet på pause, og venter rastløse på at Nala kommer i bedring. Efter at alt lige var faldet på plads igen, sker det her. Vågner Nala nogensinde op igen, bliver Markus sig selv igen og fortsætter bandet? Find ud af det i Never believe. (2'eren af Never forget)

20Likes
13Kommentarer
3817Visninger
AA

3. 2. kapitel

 

Markus’s synsvinkel:

 

2 måned senere

 

Jeg var færdig. Tiden fungerede ikke mere. Jeg stod op, spiste intet, besøgte Nala og gik i seng igen. En ond cirkel, det var hvad det var. Nala lå stadig på hospitalet, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hun ville ikke vågne op. Det var jeg sikker på, men alligevel besøgte jeg hende hver dag. Håbede. Det var det eneste jeg havde tilbage, men snart ville håbet også være væk. Noah og Nathan besøgte hende ikke mere, de kunne ikke holde til det. De andre drenge kom dog stadig hver dag, men man kunne se at det sled på dem. De havde allerede mistet håbet. Opgivet?

 

Endnu en gang sad jeg ved Nalas side. Jeg plejede at snakke med hende, men i dag var jeg tavs. Der var noget jeg ville fortælle hende. Jeg ville aldrig besøge eller se hende igen. Faktisk slet ikke nogen. Jeg ville ikke leve i en verden uden hende. Måske havde jeg ikke kendt hende i så lang tid, men jeg elskede hende. Hun var min verden, mit et og alt. “Nala? Jeg vil fortælle dig noget. Jeg kan ikke komme her mere. Det er ikke fordi jeg ikke elsker dig. Det er det der er problemet. Jeg elsker dig for meget. Jeg kan ikke leve i en verden uden dig. Du er alting for mig. Men vi mødes igen på et tidspunkt. Det lover jeg dig. Hvis du hører mig og elsker mig, så giv mig et tegn. Kæmp. Du er en fighter!” Med det sagt, lænede jeg mig fremover hende, og kyssede hende nænsomt på hendes læber. Nu løb tårerne ned af mine kinder. Jeg havde holdt dem inde så længe, for at gemme dem til nu.


 

Nalas synsvinkel:

 

Tid og sted var ikke en mulighed mere. Alt gled ud i en tåget dis. Det eneste jeg holdt fast i var Markus. Hver dag kom han. Jeg elskede at lytte til hans stemme. Hans dejlige stemme. Men jeg kunne høre at det tærede på hans kræfter at jeg lå her. Han kunne intet gøre ved det. Han ville snart give op på mig, det vidste jeg. Det samme var sket for Noah og Nathan. De havde svigtet mig. Kom aldrig mere.

 

Lige nu var Markus her. Han sagde dog intet. Stilheden trykkede, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Endelig begyndte han at tale. “Nala? Jeg vil fortælle dig noget. Jeg kan ikke komme her mere. Det er ikke fordi jeg ikke elsker dig. Det er det der er problemet. Jeg elsker dig for meget. Jeg kan ikke leve i en verden uden dig. Du er alting for mig. Men vi mødes igen på et tidspunkt. Det lover jeg dig. Hvis du hører mig og elsker mig, så giv mig et tegn. Kæmp. Du er en fighter!” HVAD! Nej, nej, nej. Det kunne han da ikke. Han måtte ikke forlade mig. Han var den eneste der holdt mig oppe. Jeg begyndte at panikke. Rolig Nala, dyb indånding. Hvad talte jeg dog om. Jeg kunne kun trække vejret roligt. Jeg rullede øjne af mig selv indvendigt. Jeg var virkelig ved at blive sindsyg af bare at ligge her. Godt nok faldt jeg hele tiden ind og ud af søvnen, og kunne kun holde mig selv vågen når der var nogen på besøg, men stadig. Det var altså anstrengende ikke at kunne gøre noget. Men jeg kunne idet mindste ikke mærke smerten, som jeg var sikker på ville være i min mave, når jeg vågnede igen. Hvis jeg vågnede igen. Tilbage til Markus. HAN MÅTTE IKKE GØRE DET.

 

Idet samme mærkede jeg et par læber mod mine. Jeg blev helt blød om hjertet. Kun Markus kunne give et kys som det. Det bekræftede bare mine tanker. Jeg måtte kæmpe for ham. Jeg samlede alle mine kræfter og prøvede. Prøvede alt det jeg kunne. En kulde gik igennem min finger. Jeg kunne mærke følelsen af den igen. Bare lige det sidste. Så brød en kæmpe smerte gennem min krop, og jeg åbnede øjnene med et skrig. Det første jeg så var Markus’s forbløffede ansigt, som så skiftede til at lykkeligt et. “Nala!” Jeg havde gjort det. Med nogle af de sidste kræfter der var tilbage i kroppen sagde jeg: “Markus! Du må ikke forlade mig. Jeg elsker dig. Jeg tilgiver dig for alt, og du skal lige vide at det kan godt være jeg falder hen igen lige om lidt, men du skal ikke være bekymret, jeg bliver her hos dig. Ring til de andre drenge.” Jeg kunne lige så stille mærke at jeg begyndte at døse hen igen. “NALA vent, vent, vent bliv her. Du må ikke forlade mig. LÆGER! LÆGER! HJÆLP HUN ER VÅGNET IGEN.” Jeg gav hans hånd et svagt klem. “Jeg forlader dig ikke, jeg er lige her.” Jeg kiggede kærligt på ham. Han kiggede bekymret på mig, og pludselig vrimlede det med læger, som tjekkede min puls, blodtryk og mange andre ting. Markus stod hele tiden ved min side, mens lægerne tjekkede mig, dog stod han med sin telefon, nok igang med at SMS’e de andre.


Før jeg vidste af det, var lægerne færdige, og ALLE drengene stod samlet omkring mig. De talte alle sammen i munden på hinanden, lød meget begejstrede, og det så de i den grad også ud til at være. Liam fik dem dog på en eller anden måde til at være stille, og sagde: “Hey alle sammen, kan i ikke lige give Nala lidt ro, hun er nok meget træt. Er du okay? Vi har været så bekymrede. Har du kunnet høre alt hvad vi sagde? Og bare lige så du ved det, er ham der skød dig blevet fanget.” Jeg nikkede roligt, dog noget ør i hovedet. “Jeg har det udmærket, dog træt, og ondt i maven, men det er nok også rimelig forståeligt. Det er ret mærkeligt pludselig at kunne bevæge og mærke sin krop igen, og bare lige for at få det på det rene, så har jeg har kunnet høre alt hvad i sagde, og jeg nød det. Faktisk var det det eneste der holdt mig i live. Jeres stemmer.” Jeg kiggede rundt på dem alle sammen. Noah og Nathan var de eneste der ikke havde sagt noget, hele vejen igennem. Men det skulle der snart ændres på. “Drenge, kan Noah og jeg lige snakke alene med Nala?” sagde Nathan. De nikkede, og gik derefter ud. Så var det kun os tre der var tilbage. “Undskyld Nala. Undskyld at vi bare stoppede med at komme, men vi kunne simpelthen ikke holde til at se dig ligge der uden at kunne gøre noget, vi er så kede af det. Kan du tilgive os?” Kom det sagte fra Noah. Jeg kiggede bare glad på dem. “Selvfølgelig kan jeg det. Jeg ville også selv have haft det forfærdeligt hvis det var en af jer der lå her, men nu er jeg bare glad for at jeg er vågnet, så nu skal vi ikke tænke mere på. “ Og med det sagt krammede vi hinanden, og vidste at nu kunne det kun gå godt herfra.

 

Så kom der et kapitel, og endelig vågnede Nala efter 2 lange måneder. Hvad synes i om historien indtil videre? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...