På kanten

Vi skal hele tiden stå på kanten af det hele. Fortovet, togstationen og pludslig også sengen. I En stor masse af blandede lidt for stærke følelser I

7Likes
10Kommentarer
310Visninger

1. På kanten

På kanten ved togstationen prøver jeg nok lidt på bare at finde ud af, hvor fanden jeg er i den her forpulede falske verden med mennesker, der ikke engang tør at gå gennem parken, hvis nu deres sko bliver beskidte. Og alligevel er det de samme voksne, der skriger mig ind i øret, at nu skal jeg komme væk fra de sociale medier, fordi det ikke er godt for mig, og jeg skal ud i den virkelige verden.

Det kan de jo godt have ret i, men det er de samme mennesker, der ikke forstår, hvorfor jeg ikke vil, og hvorfor jeg er begyndt med at være ligeglad med, at internettet ødelagde mig med deres idealer, for pludselig var det den virkelige verden og den modgang, jeg fik. Fordi de ikke helt forstår, hvor tæt på, jeg er til bare at springe og skide på, at jeg er egoistisk. Eller så bare, at jeg faktisk på en vis måde er ligeglad.

De siger jo så tit, at vi bor i smørhullet i verden, når det i virkeligheden er røvhullet, hvor man skal være stræber og leve op til alle krav, der er overalt, når man bare ønsker sig tilbage, til dengang vi var hulemænd, og man levede fyrre år, hvor man kun skulle kunne finde en skarp sten og sætte den på en pind.

På kanten ved vindueskarmen kigger jeg ned på gågaden med de tusindvis tyggegummier, der er trådt ned, og pigerne der går i deres nye designersko. De sko som jeg så inderligt prøvede på at bilde mig selv ind i, at dem gad jeg ikke at have, når jeg godt vidste, at de ville bringe mig anerkendelse og bare en enkel rosende kommentar, som jeg savnede hver gang, jeg havde frembragt noget, som jeg selv var stolt af.

Det var vel også her, at jeg ikke mere kunne klare, når nogen sagde, at det ville være nemmere, hvis jeg nu satte plastikbøtten under en anden, så der var mere plads, for hvorfor fanden skulle de blive ved med at rette? Og kunne de ikke stoppe med ”det er fordi, vi elsker dig”, når det i sidste ende ikke nytter noget, men bare giver mig samvittighedens rådne smag i munden?

Så kan de ikke også stoppe med at undre sig over, at jeg ikke spiste så meget og lade være med at sige, det ikke giver mening, når jeg sagde, jeg havde mistet appetitten, men alligevel fyldte mig selv med mad med højt sukker- og fedtprocent. Amen selvfølgelig giver det ikke mening, men der er heller ikke mere, der gør. Så lad dog for helvede være med at sige, jeg er smuk, som jeg er, når I er de eneste, der kan se det.

På kanten ved skrænten kan jeg blive ved med at stirre fortabt ned på de stålspidse klippesten fra urtiden og håbe på, at de måske flænser mig mere grunddigt, end hvad neglesaksen og skalpellen engang gjorde. Men i stedet ser jeg bare deres skuffede blik, da jeg endelig indrømmede det og tog sig ikke af, at jeg havde brugt måneder på at tage mig sammen.

Og jeg håber, at de kan få mig til at bløde og gennembore min krop, så gæsterne vil rynke på næsen over, at min krop ikke kan komme ned i jorden hel, men måtte få sig en masse skræmmer og et stort hul i maven, når den endelig bliver fundet. Sådan fordi de ikke tænker over, hvorfor jeg mon valgte den vej og nød tanken om de opsprættede ar, der tog hele fortiden med sig.

Så måske synes jeg endda, at de er underlige og selviske, hvis de siger, de ikke forstår mig og ikke forstår nydelsen ved at se sin hud boble blødende op og briste sig i en lang fin rød streg på hvid hud. Så siger de pludselig, at de ”ikke kan klare mere”, men jeg er jo egentlig ligeglad, ligesom jeg altid har været, fordi man skal tage stilling til så meget og have en mening om alt, at det bliver ligegyldigt, at have en mening, fordi de blev remset op på alle betonvægge med grafitti.

På kanten foran stationen, dér hvor alle bilerne kører forbi konstant, står jeg og ser på travle mennesker, der ligesom mig synes, at alt er for perfekt til, at vi bør lave noget om. Men alligevel stormer hele Afrika ind i vores land og alt går op i kaos, fordi vi så gerne vil bevare, ”det Danmark vi kender”, men ikke tænker på, at der er folk som mig, der ikke altid kan lide vores Danmark, fordi det er med til at dræbe smørhullet og ændre det til røvhullet.  

Men jeg er lige meget for dem, det rører dem ikke, hvis der sker mig noget, næh nej, ih hvor er det synd for buschaufføren, hvis det er ham, der skal køre min bløde teenagekrop over. Det er ikke synd for offeret, der havde en lang historie om, hvor svært det var at holde alting ud.

Ja, husk lige medlidenhed. Medlidenhed til hele verden. Også dem der er blevet idioter på grund af andre idioter. Eller dem som blev så plaget af idioter, der ikke vidste, de var idioter, at de endte ud i idiotiske beslutninger, som kunne gøre andre til idioter. Husk da også lige at skrive ”R.I.P. random person, jeg ikke kender” på jeres Facebook, så det ser ud som om, at man bekymrer sig og ikke er er ligeglad, selvom man et sted dybt inde godt ved, det er dumt, men man kan ikke lade være, fordi man selv er plaget er idealer.

Og igen står jeg stadig først på kanten af togstationen, går videre til vinduet på fjortende sal og skrænten ved havet og ender ved fodgængerfeltet, hvor jeg må beslutte, at det er synd for menneskerne, der skulle stå i situationen. Derfor går jeg hjem og finder pillerne, der står på kanten af skabet og sætter mig på kanten af sengen med de mange utalte ord rodet rundt på væggene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...