Nybegynderfasen - essay

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg skulle skrive et essay, som skulle omhandle min tur til Norge på langrend, med min klasse. Jeg ville virkelig blive glad, hvis nogen gad at komme med noget konstruktiv kritik :-)

1Likes
2Kommentarer
135Visninger
AA

1. Nybegynderfasen

Jeg husker tydeligt de mange fald der selvfølgelig forekom, da min klasse og jeg stod på langrend oppe i Norges tågede bjerge. Hvilket sus man fik igennem kroppen, da man mærkede usikkerheden på skiene. Den kolde sne mod ansigtet, da man ramte jorden og den kortvarige smerte der kom ved slaget af faldet og angsten for at falde. Jeg følte mig som en bowlingkugle, da jeg rullede ind i mine lige så usikre klassekammerater, som var de kegler. Jeg væltede alle på min vej.

 

Det var ligesom første gang man skulle lære at cykle. Da jeg panisk spurgte min far, om han nu stadig holdt fast i den fastsatte golfkølle, mens jeg usikkert trådte på de små gule pedaler. Mens jeg fokuserede på den røde postkasse nede i den anden ende af vejen, begyndte jeg så småt at sætte farten op. Jeg mærkede vindens sus for øret og håret begynde at blæse væk fra ansigtet. Farten var skræmmende overvældende og samtidig en behagelig følelse af overvindelse. Man glemmer sjældent de ubehagelige fald på den hårde asfalt og de gange man kørte ind i de rivende buske. Det var svært at få sig selv til at sætte sig op på cyklen igen, for man vidste godt, at der ventede nogle flere fald og flere små skrammer på knæene og på hænderne. I sidste ende, besluttede man sig for at gøre det igen, overvinde angsten og sætte sig op på cyklen igen. Det der var mest skræmmende, var nok da cyklen væltede ned over en. Det var følelsen af at blive fanget. Som, i mit tilfælde, at blive angrebet af en klovnefarvet genstand, med hjul, styr, saddel og det hele. En ydmygende og ubehagelig følelse. Der var intet farligt ved den, da den bare stod der for sig selv, med de små gule dæk som var den nærmest svejset til asfalten. Hvem skulle tro, at sådan en lille cykel kunne gøre skade?

 

Det var den følelse jeg genoplevede oppe i løjperne. Man følte at man havde brug for støtte, noget at holde i. Det eneste støtte man havde, var to almindelige langrends stave, som ikke føltes som de mest sikre. Der var ikke længere nogen far som stod bag en og forsikrede dig om, at han holdte fast og han ikke ville give slip. Nu skulle man stå på egen hånd, bide faldene i sig.
Jeg vidste præcist hvordan Bambi havde haft det det, da jeg første gang satte mine fødder fast på de her ski og skulle ”glide” ned af løjperne. Det var fuldstændigt ukontrolleret. Hovedets alarmsignal blinkede og støjede hysterisk inde i en.

Jeg havde egentlig mest lyst til bare at lytte til det den indre alarm, tage skiene af og gå. Jeg ville alligevel aldrig lære det og ærligt talt, ville jeg bare gerne op og have mit almindelige tøj på igen, få varmen og vide at jeg i hvert fald ikke kunne komme til at falde, så længe jeg lå oppe i den trygge, varme hytte.

Men det var der ikke noget der hed.

 

Da man var barn, kunne man bare lade tårerne trille og så var det afgjort. Man skulle ikke blive tvunget til noget man ikke havde lyst til. Man fik altid en lettelse ind over sig, når man endelig fik sin vilje og man ikke behøvede at gøre hvad end det var man ikke havde lyst til. Dengang havde man ikke følelsen af dårlig samvittighed eller en ”noget-du-skal-gøre” følelse, som kunne hænge i, længe efter. Man begyndte så småt at stoppe med at græde og så glemte man i det hele taget, at man havde været dybt ulykkelig over følelsen af tvang.

 

Da vi alle sammen var kommet nogenlunde igennem nybegynderfasen og vi så småt kunne køre en sammenhængene tur, skulle vi ud på nogle ruter. Et øjeblik, følte jeg mig rimelig god og jeg følte mig hurtig. Jeg var glad for, at jeg var kommet så langt på så kort tid. Indtil alle de norske indbyggere kom nærmest flyvende forbi os med lethed. Som om de havde gjort det altid. De kunne uden tvivl have gjort det uden stavene. Der stod jeg der og støttede mig til stavene, som var de den eneste grund til at jeg overhovedet kunne stå op. Der blev vi alle sammen sparket direkte tilbage til nybegynderfasen.

På en måde, følte jeg det fuldstændigt ligegyldigt og samtidig også en skuffelse over mig selv. Men jeg har lært gennem årene, at det kræver tålmodighed at blive dygtig og jeg kunne ikke have forlangt mere af mig selv, end det jeg allerede præsterede. Vi alle sammen behøver hjælp i starten og pludselig kan man selv, uden man lægger mærke til det. Når man ikke tænker over det og man ikke lægger mærke til de små detaljer og fejl, så kommer det lige pludseligt.

Vi alle sammen sætter støttehjulene fra os på et tidspunkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...