Lost at sea

Jeg ville ønske man kunne vælge en genre der hed Kærlighed/Drama. Anyway, der ikke meget at sige om den her historie, den er også ny for mig, men jeg tror at den kunne blive til noget. Efter en længere pause og dårlige historier, er jeg endelig igang igen. Følg med Julie og hendes eventyr i storbyen.

5Likes
8Kommentarer
1638Visninger
AA

3. Verdenen af web

Informations teknologi er en af de timer jeg føler mig mest usikker i, altså det meget let det bare hvor vi arbejder i Office pakken, men selv når jeg har sat min mås bagerst i klassen og virker interesseret i hvad læren viser på storskærmen, bliver mit fokus fuldstændig distraheret af skærmene foran mig, alle er på facebook eller youtube eller et andet medie. Selv Stine sad og skiftede lidt fra facebook til Excel, hun havde så bare en samtale på hendes mobil i stedet for på computeren. Stine gjorde det også med stil, hun fulgte med på samme tid og hvis det var nogle opgaver vi skulle løse, kunne hun lige skrive lidt i chatten og så var der fokus om opgaverne, det var ikke som mange af de andre, at de bare lod opgaverne ligge og så stene på et eller andet dybt latterligt. Ja! Jeg syntes at scrolle ned af en facebook side der alligevel ikke sker noget spændende på er latterligt, og jeg kan jo se der ikke sker en skid for dem, de reloader siden hvert femte minut, bare for at scrolle det samme igennem igen.

”I får resten af timen til at lave de fem sidste opgaver, spørg om hjælp hvis i har brug for det og kun en ryge pause men i må selv bestemme hvornår den er” sagde vores lærer, alle der røg var desperat i gang med at finde smøgerne i deres lommer og tasker ”MEN!” sagde vores lære højlydt, da de første havde sat foden ud af klassen ”De her opgaver skal sendes til min mail inden timen er forbi, ellers er der ekstra arbejde”.

Fedt! Heldigt at jeg ikke er ryger, måske kan jeg nå at få de her regnestykker færdige inden timen er slut og faktisk finde ud af at få det sendt. Stine var en haj i Excel, hun tonsede opgaverne igennem, men hun ventede på mig.

”Hvor langt er du?” spurgte hun, jeg pegede på siden ”Opgave 2, okay. Den er lidt svær skal du have hjælp?” spurgte hun sødt, jeg så fortabt op på de blanke felter i arket og nikkede.

Hun viste mig det på sådan en måde at det undre mig at hun ikke er underviser, jeg forstod bedre hvad hun sagde, end hvordan vores lærer havde brugt en time på at forklare det. Hun er bare knivskarp. Naturligvis var der nogle der ikke nåede at få dem lavet. Vores it lære sætter altid en klasse liste op på storskærmen når vi skal aflevere opgaver, så vi alle kan se hvem der aflevere og hvem der ikke gør, der var to der ikke afleverede. To drenge, de havde været væk en halvtime af tiden og da de kom tilbage var de på facebook, de gad ikke engang prøve, men de er vidst også nogle ballademager og blev også efter timen for at tale om det. 

 

Stine og jeg bevægede os ned til kantinen, tanken om bogen i går havde jeg fuldstændig svedt ud af min hjerne. Men ikke Stine, nej hun glemmer intet! En elefant glemmer aldrig og det gør hun heller ikke. Hun havde åbenbart chattet med Amanda i timen, og efter at hun have købt en let pasta salat var hun klar til at sætte sig og kontakte Amanda.

”Hun er her om to minutter, hun skal lige ordne noget i sin klasse” sagde Stine og så op fra sin mobil.

Hun fangede noget pasta og en tomat på den hvide plastik gaffel og placerede det yndefuldt i munden. Min smattede leverpostej mad virkede ikke værdig i hendes nærværd, men den smagt godt og jeg fortryder ikke rødbederne, ikke før jeg sikkert spilder dem på mig selv. I morges på vej til skole, havde jeg gået med musik i øren og ud af ingenting var jeg kommet i tanker om samtalen med Johanne i går. Da jeg gik ind for at tjekke om hun havde skrevet noget, som min mobil ikke have reageret på – Måske kunne det godt ske – var der ingeting. Den sidste der havde skrevet var mig, hun havde ikke skrevet noget ud over den hun allerede havde sendt eller noget som helst, men hun kunne nok godt se jeg havde set den og ikke svaret, godt hun ved at jeg er en tabt teknik taber og ikke aner hvad der sker i verdenen af web. Måske tænker hun bare at jeg har glemt det, eller at jeg er en led kælling og er blevet for høj i hatten af at bo i forstaden, til at jeg ikke gider at svare de bondeknolde igen. Jeg håber ikke det er hvad hun tænker, tvivlen er mig også stor, hun kender mig ret godt, siden vi har gået i folkeskole sammen, så hun ved nok jeg ikke er sådan, men man ved aldrig, folk forandre sig. Ikke at jeg nogensinde ville kunne bære titlen som en kælling eller udføre nogle opgaver der ligger dette under, men det kunne være hun havde forandret sig, både sjæl og sundhed, hvem ved overhovedet hvad der sker i andre folks tanker? Ikke mig, jeg er for naiv, jeg stoler bare på hvad de siger.

 

Kantinen lå op af gården, der stod et par træer som næsten var nøgen og alle deres smukke blade i orange og brune farver lå spredt ud over gårdspladsen. Det smukt. Der stod nogle og røg derude, små grupper faktisk, rundt omkring, nogle så ud til de var ved at fryse fingrene af. Himlen var mere klar i dag, lidt hvide skyer men blå himmel.

”Hej, undskyld det tog lidt længere tid, en dreng i klassen skulle… lige meget” jeg vendt hovedet til at se en pige med brunt langt hår, uldret og kæmpe hoodie stå for bordenden.

Hun gik om på Stines side og satte sig ned ved siden af hende. Stine fandt sin taske på gulvet og trak bogen ud.

”Her, tak for lån. Virkelig god”.

”Var det ikke det jeg sagde” smilte hun.

”Det her er Julie, hun startede for en måned siden” fortalte Stine, Amanda præsenterede sig som Amanda.

Hun sad og så på sin egen bog, inden Stine smilte og fnøs lidt ”Okay okay, nu ikke tal i munden på hinanden” sagde hun og brød stilheden ”Julie ville gerne låne bogen, hvis hun må”.

Amanda så på mig, hen på Stine, ned på bogen og tilbage op på Stine ”I guess”.

”Rolig, hun er godkendt” sagde Stine med et smil, Amanda nikkede langsomt og forstående.

Hun gled bogen over bordet til mig, stille tog jeg den op og lagde den ned i min taske. Jeg har det som om jeg lige indgået en deal med nogle gangsters, hvor bogen er en bunke penge og jeg er blevet hyret til at slå en eller anden stakkels sjæl ihjel. Amanda sad ved os lidt, hende og Stine talte lidt om det hjemme os dem. De delte Stines salat, det vil sige at Amanda tog noget feta og grøntsager indimellem.

”Vi ses i aften?” spurgte Amanda til slut i deres samtale om ting, jeg må indrømme min hjerne var koblet fra da Stine begyndte at tale om en dreng hun havde set sig lidt sød på, drenge interessere mig bare overhovedet ikke mere.

Selv da jeg gik ud med Tom ingenting, slet ingenting. Jeg har tænkt meget over det, og er kommet frem til det resultat at det jeg var vild med, var tanken om at han var vild med mig, men jeg var aldrig vild med ham.

”Måske” hørte jeg Stine svare, mit fokus røg på fem sekunder om på deres samtale igen ”Måske skal jeg noget i aften” sagde hun med et glimt i øjet. Amanda skubbede til hende.

”Aflyser du mig nu også, så jeg alene hjemme i aften” sagde Amanda ”Puha, så kan jeg høre høj musik og gå nøgen rundt, det bliver bare det værste” sarkasmen er stærk ved denne person.

”Jeg kommer nok sent hjem, arbejdet kalder”.

”Det fair, men vi ses så” sagde Amanda og rejste sig, hun var lige ved at gå men drejede så om.

Hun lænede sig ind over stolen som hun havde sat op igen ”Når du engang er færdig med bogen, så bare stik den til Stine” sagde hun og smuttede. 

 

Stine skulle ganske vist arbejde, faktisk lige efter skole. Vi havde sent fri, hvilket gjorde jeg var senere hjemme og fordi der var så mange folk der mente at de skulle løbe til metroen, måtte jeg vente nogle lange to minutter på den næste farede ind på sporet. Denne nåede jeg dog, selvom det var trængt og jeg stod klemt op af en cykel. Det var lige før jeg ikke kunne klemme mig ud af toget for bare mennesker, flyttede de sig så jeg kunne komme forbi? Naturligvis gjorde de da ikke det, for dem eksisterede jeg slet ikke. Efter en dag som i dag, kunne jeg kun tænke mig at tage hjem og sove, tage en morfar og begrave mig foran flimmer kassen med en stor kop kakao. Den indstilling må jeg have fra min far, for da jeg åbnede døren duftede der ikke kun af hjemmebragt pizza, men flimmer kassen var tændt og i gang med at spille Rita og far stod i køkkenet.

”Hvad siger du til varm kakao senere?” spurgte han med et smil, under det pjusket overskæg.

Den var jeg med på, så det gjorde vi. Først pizza, jeg vaskede op fordi jeg er en så velopdragen datter. En times tid efter bryggede min far varm kakao med slik stokke i, Torvald var en varm fodskammel for os begge under sofa bordet og med lune popkorn var det nok den mest afslappende aften til dato. 

 

Vejret sneg sig op på os alle, jeg tror at selv vejrudsigten fik et frost bid bag i. Det var koldt, det regnede, det har blæst det var bare rigtig efterårs vejr i dagene op til weekend, og selvom jeg burde læse lektier og burde studere hårdt og måske komme lidt foran, greb jeg den lånte bog hver gang jeg kom hjem. For det første har jeg altid været en stor læser, jeg har læst flere bøger end min lille søster har set reality programmer og det siger en del. Da lørdag bankede på, havde jeg læst bogen to gange, bare for at være sikker på at jeg fik alle detaljer og drejninger med, det var en god bog, bestemt en jeg selv kunne finde på at købe. Det ville være pænt med en skrig gul bog mellem de mange matter bogrygge der står hjemme hos min mor, jeg ejer to gulv til loft reoler, fyldt med bøger, det mine børn. Stine havde kontaktet mig i går aftes, personligt nød jeg denne weekend, ingen fester. Jeg ved godt at jeg har muligheden for at afslå en invitation, men siden jeg stadig er ny, følte jeg at det var et most at jeg skulle sige ja og faktisk møde op til de andre. Men denne weekend er min og jeg kan gøre hvad jeg vil, tænkte jeg inden Stine kontaktede mig i går. Vi havde brugt de sidste par dage af ugen på at tale om bogen, hun fortalte om hendes oplevelser med den og jeg mine. Vi havde gjort det i skolen og over en op latte på hendes favorit ynglings kaffested. Det var super hyggeligt, men det minder om en klassisk hipster shop, stedet hvor alle de smarte unge kommer. Da bog snakken kørte lidt død, begyndte hun så småt at fortælle om ham her fyren hun ser lidt til. Åbenbart er han to år ældre end hende og arbejder som leverings bud for blomsterhandler, han køre ud til firmaer og butikker, men kommer også meget få gange hen til de private, som en kærligheds blomst til kæresten eller noget. Hun beskriver ham som en lodret fyr, høj, lidt muskler og sød at snakke med. Naturligvis spurgte jeg om hans skole og uddannelse, hun sagde at han var uddannet blomsterhandler. En af de få mænd som var, og ikke var til andre mænd. Han var eftersigne velredt og havde en god skefuld af viden mellem ørene, så Stine måtte komme til den konklusion, at hun havde mistet balancen overfor denne fyr.

”Far?” sagde jeg tittende ud fra mit værelse, huset var mussestille.

Vinden udenfor kunne høres og uret der hang i køkkenet ”Far?” sagde jeg igen. Intet svar.

Jeg bevægede mig ud i det lydstille hus, stuen var tom og det samme med køkkenet, ikke engang Torvalds vejrtrækning kunne høres. Da huset var ledt igennem og hverken far eller Torvald var at finde, besluttede jeg mig for at skrive en seddel til ham, min hjerne køre ikke hen på at jeg bare kunne ringe eller sende en sms, ikke som noget af det første da. Da sedlen var skrevet, om hvor jeg var og hvornår jeg kom tilbage, lagde jeg den på avisen på køkkenbordet, selvom han altid læser avisen om morgen i weekenden, når han lufter Torvald, har jeg lagt mærke til han læser den igen senere samme dag, så det var oplagt at ligge den der. Valgte var mellem avisen eller køleskabet, min far har en af de der køleskabe fra da jeg var barn, med magneter og ting til at pynte den hvide overflade. Jeg kunne ikke lade være med at stå og skue på den lidt, mens jeg hang på borkanten over for. Der var gamle betalte regninger, dyre-, tal og bogstave magneter, magneter af fugle og andre dyr, samt noget jeg lagde mest mærke til en tegning. En virkelig gammel tegning, på noget efterhånden gammelt mindre hvidt papir, og det var tegnet af mig af vores familie da vi stadig var en. Det bringer minder frem, tænkte jeg. Jeg kunne bruge dagen på at stå og tænke på gamle minder, eller faktisk holde min aftale om tage hjem til Stine. 

 

Jeg fik en besked af far cirka en halv time efter jeg var ude af døren, han sagde det var fint og for at være sød ville han hente mig, hvilket jeg da ikke sagde nej til. Nu havde jeg godt nok skrevet jeg ville være hjemme klokken otte, men han sagde at fordi han ville hente mig, kunne jeg bare skrive hvornår jeg ville hjem så kom han. Stine ved udmærket at jeg ikke aner hvor noget som helst er i denne by, så hun ville som en god veninde naturligvis stå klar når jeg kom ind med metroen, jeg skulle bare lige skifte to gange og hvilket hun så fortalte, var at så skulle jeg stå af ved stop to og så ville hun være der, hvilket hun ikke var. Panikken voksede i mig, var jeg stået af forkert? Tog jeg det forkerte tog? HVOR ER JEG?! En hånd lagde sig på min skulder, da jeg stod og fumlede med min mobil for at skrive til Stine.

”Hej” sagde en ukendt dreng, først tænkte jeg at han var en hjemløs og ville spørge om penge, men han ser alt for pæn ud i tøjet og det nøgen baby face, til at ville kunne gå for en hjemløs.

Måske vil han høre om jeg har en smøg, det kunne sagtens være en af de andre mennesker hernede, men da han kom ind i mit nærværd, begyndte her at lugte af smøger. Måske er han en tyv og taler med mig, mens hans ven stjæler noget fra mine lommer. Fuldstændig panisk i metroen, med en dreng eller snare ung mand der ser på mig som om jeg er sindssyg. Det næste tog kom susende ind og viende da den bremsede, i rent panik skubbede jeg hans hånd væk og sprang ind i toget. Der var så mange mennesker der strømmede med mig ind, at han ikke kunne nå det men jeg så bare han råbte noget, men ikke hvad. Utroligt nok fik jeg fundet et frit klap sæde, som jeg hurtigt satte mig ned på. Det var tæt på, gad vide hvad den fyr ville, underligt. Folk i hovedstaden er underlige. Pludselig lød min telefons ringetone i hele toget, på højeste niveau. Folk stak mig nogle irriteret blikke som jeg rodet mine lommer igennem, for at finde mobilen der spillede musikken til Steven Universe. Endelig, den lå i lommen jeg tjekkede sidst, hurtigt tog jeg telefonen.

”Ja?” spurgte jeg og stak en finger i det andet øre, så jeg bedre kunne høre.

”Hvorfor hoppede du ind i toget?” spurgte en stemme der meget lød som Stine ”Stå af ved næste stop, hop på den der går herhen igen” fortalte hun.

”Der var en creepy fyr på stationen, jeg panikkede” sagde jeg og kunne kun tænkte hvad folk omkring mig ville tænke.

”Det var Robert” svarede Stine i et lille grin ”Creepy kan han vel godt være” sagde hun, i baggrunden kunne man høre en dreng sige hej i et lidt fornærmet toneleje.

”Åh, jeg troede han var en freak eller noget”

”Nej slet ikke, han gik bare med mig herned for at finde dig” forklarede hun.

Vi stoppede med at tale da jeg var ved stationen, hurtigt løb jeg hen til den anden side, hvor det andet tog ventede, kun lige med nød og næppe nåede jeg det. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...