Lost at sea

Jeg ville ønske man kunne vælge en genre der hed Kærlighed/Drama. Anyway, der ikke meget at sige om den her historie, den er også ny for mig, men jeg tror at den kunne blive til noget. Efter en længere pause og dårlige historier, er jeg endelig igang igen. Følg med Julie og hendes eventyr i storbyen.

5Likes
8Kommentarer
1634Visninger
AA

8. Bøgernes labyrint

For første gang i lang tid, var jeg den først til at være oppe af mig, far og selv Torvald. Klokken var ikke ret mange, men jeg holder mig godt orienteret med togene - efter at jeg kom en halv time for sent igår - derfor er jeg nødt til at stå tidligere op, så jeg kan komme tidligere afsted og være på skolen et par minutter før tid. Da jeg sad i toget, omgivet af de der mennesker der tager toget en halv time før jeg plejer at gøre, tænkte jeg på hvorfor Bedre sent end aldrig ikke virke i forsvar mod at man kommer for sent i skole, men de fleste andre tilfælde er det okay. Min hjerne arbejder ikke på fuld kraft så tidligt, så mine tanker flyver mest rundt omkring på underlige emner, som kan en fugl flyve baglæns? Og hvorfor skulle de ikke kunne det. Der var mange mennesker som mig i toget, trætte mennesker, døde inden i. Nogle sad i jakkesæt og læste morgenavisen med en kop kaffe i hånden, sikkert i gang med at læse noget nyt fra den politiske verden. En dreng sad overfor mig, han så ikke gammel nok ud til at være ældre end mig, men han lignede heller ikke en folkeskole dreng. Han sad foroverbøjet, store hvide hørebøffer over en sort hue og en skoletaske mellem benene. Der kom en tigger igennem toget, han gik med et papkrus og rystede det lidt, spurgte om vi ville give en øre til de sultende. Som om det ikke var nok at han så slidt ud, både alder og tøj, var han glad og smilende, spurgte om vi havde en god morgen, om alt var vel. Her sidder vi, dyre hørebøffer og jakkesæt og alle siger det samme Desværre jeg har ikke kontanter på mig øv hvor er det synd at se på, men karma er en bitch og inden toget stoppede ved stationen stod han foran mig. Jeg føler mig langt fra hævet over andre, men jeg har seriøst ikke en rød reje, så det eneste jeg kunne give ham var et rystende hoved og inden jeg hoppede ud af dørene kunne jeg høre han råbte god dag efter mig, med glæde i stemmen.

 

Selv skolen føltes kold så tidligt, de samme ansigter men med en anden glød, en død glød. Ingen gider op så tidligt og slet ikke unge studerende. Vi gik alle ind i hinanden og mellem hinanden, men det var mere som at vi svævede til være destination, uden at ramle ind i hinanden. Hele tyve minutter efter at sidde i en mørk, kold og tom klasse, kom det første ansigt ind af døren. Her havde jeg ellers lagt med musik i ørene og foroverbøjet ind over mig og Stines bord og halv sovet. Men da den første trådt ind, blev lyset tændt, jeg tror jeg sukkede så man kunne høre det, men jeg er ikke sikker, jeg så ikke op. Med lidt savl ned af hånden, vågnede jeg i et lille grynt og en hurtigt bevægelse, som faldte jeg ned fra en stor højde.

“Godmorgen solstråle” fniste Stine let, klassen var fyldt af elever, men heldigvis var vores lærer ikke dukket op endnu.

Musikken kørte stadig i mine øre, jeg tog dem hørebøfferne ud og lod dem hænge om min hals så der stadig var lidt fjern musik.

“Har du ikke fået sovet nok i nat?” spurgte hun og fandt bøgerne fra for disse kommende timer.

Jeg gabte og strakte mig “Der er noget med togene og sådan og sådan” forklarede jeg, men det blev bare til en mumlende om toge og jernbaner, mens jeg tørrede lidt søvn ud af mine trætte øjne.

Da lærene satte sin fod indenfor døren, blev samtaleemnerne formindsket, til de var helt væk. Stine ligner en der har fået meget søvn, hvor jeg dog misunder hende, hendes dejlige bløde puder, bløde dyne og bløde seng. Shit jeg er træt. Jeg kan aldrig nogensinde klare denne dag. Heldigt for mig, valgte vores kære lærer at smide en opgave i hovedet på os, som vi måtte tage ud på skolens gange eller blive siddende og bruge resten af timen på den. Min overtagelse evne var det eneste der var i topform i dag, jeg fik overtalt Stine til at vi susede ned i kælderen, jeg ved der er en sofa dernede og computere, men mest af alt, er der en sofa dernede, som jeg mere eller mindre kastede mig på da vi kom ned i den lille og tomme kælder. Nok lugtede betrækket underligt og jeg mistænker nogle har røget hernede, men hverken prut eller støv kunne få dette dovendyr til at rejse sig.  

 

 

Minutterne gik hurtige, de enten fløj eller løb forbi os. Stine var allerede færdig med over halvdelen af opgaven, og mit ark var blankt, ud over at jeg havde skrevet mit navn i en fancy typografi. Stine drejede om på kontorstolen, den var slidt i stoffet og skrattede da den skulle dreje.

“Har du tænkt dig at sove hele dagen væk?” spurgte hun og satte sig til rette i stillingen der kunne knuse en mands ædle dele, med det ene ben over det andet.

“Kun skoledagen” mumlede jeg, med kinden presset mod det gamle blå grå stof, der dækkede den ældste sofa.

Stine sukkede, men smilte så “Du kan låne mit ark når jeg er færdig, men kun for den tjeneste i weekend. Som du opfyldte meget godt, med lidt bonus tingeling” det sidste blev sagt med et løftet øjenbryn og en lidt lusket tone i stemmen.

Hvad skete der i weekenden? Hvis vi taler om sæbeøjet, er jeg stadig blank, min far kommenterede det også da jeg kom hjem og jeg måtte næsten sværge med spejderære og det hele, at jeg ikke anede hvordan min hvide kind, var blevet blålilla i løbet af natten. Vi talte om weekenden og vi kom også ind på et emne der først burde komme om lang tid, men siden at butikkerne allerede fejre jul, bragte min far det på banen over sport i tv.
Som så mange andre juleaftener holder jeg det i år hos min mor igen, min far syntes det ville være godt for mig, siden jeg ikke har været derhjemme siden jeg flyttede herover. Mig og mor taler på telefonen nogle gange, det dog blevet færre og vi har skiftet til sms. Men jeg skriver ikke ret meget med folk, heller ikke min familie, dette betyder dog ikke jeg slet ikke har kontakt til min familie, men jeg er en bedre face to face person, end en over telefonen person.

 

Et par minutter mere hvor jeg lå savlende på den allerede til snaskede sofa, kom et velkendt individ pludselig ned og vi var nu lidt flere i den stille kælder. Amanda gazelle hoppede ned af trapperne, hun sagde hej til Stine med et smil og en vinkende hånd. Inden hun kom hen og skubbede mine ben ned, bare for at sætte sig selv og se doven ud. Hun havde en uld strikket blå trøje på, med noget af det der forskellige mønstre i hvid, rød og sort. Endelig satte jeg mig op, nu da Amanda havde fundet sig til rette i min sofa, kunne jeg ligeså godt begynde at lave opgaven, hvilket Stine kommenterede på med det samme. Hun var rullet hen til os og havde givet mig hendes papir, som jeg stille begyndte at læse igennem og skrive svarene ned med egne ord.

“Så kunne du komme op” sagde Stine.

“Har hun sovet hele dagen?” spurgte Amanda og talte over mit trætte hoved “Er du stadig lidt sløv fra festen?” spurgte hun så mig og grinte stille.

“Togene er i udu, så jeg skal tidligere op. Hvilket vil sige jeg skal tidligere i seng, hvilket jeg ikke er god til” svarede jeg, nok er jeg ikke på sociale medier langt ud på natten, men så har jeg til gengæld en bog her og der, som enten er ny eller sagtens kan læses igen.

Nogle historier slutter når man lukker bogen, andre bliver sendt til hjerne og fortsætter i fantasien. Lige nu er min fantasi dog lukket og slukket, samt alt andet på øverste, jeg hørte ikke engang den samtale som Stine og Amanda havde igang, det lød bare som når voksne taler i Radiserne. Det var hverken pænt og langt, eller pænt på en god opsat måde at jeg fik skrevet, det var bare mere stikord og efter lagde jeg kuglepennen og faldt tilbage i sofaen igen.

“Flotte kragetæer” kommenterede Amanda, hun lænede sig tilbage i sofaen som mig, men så mere afslappet ud.

Jeg havde ikke engang energi til at svare igen, det okay jeg ved hvordan min skrift ser ud, den er grim og krøllet og det godt nok for mig idag.

“Så øh” lagde Amanda ud “Vil du med ned i byen efter skole?” spurgte hun.

Jeg ventede på Stine svarede, men Stine sad bare og så på mig og der gik det op for mig, det var mig Amanda spurgte. Mit blik blev hurtigt rettet mod hende “I Dag?” spurgte jeg, men det min hjerne faktisk sagde var mig? Det kom bare ikke ud som sådan.

“Ja, jeg har set lidt på en bog og vil gerne ned og se om de har den i rodebutikken, det en lidt ældre bog” forklarede hun “Det egentligt en butik som ligger i en af sidegaderne til strøget, men det en hyggelige lille butik, lang med mange bøger”.

“Okay, det kan vi godt. Men jeg skal have noget energi efter skole, kaffe eller sukker.. eller en nap i metroen” de grinte bare stille af mig, vi delte os op i to grupper, mig og Stine gik tilbage til klassen og heldigvis blev jeg ikke spurgt om noget, Amanda så jeg først igen da mig og Stine stod og ventede på hende uden for skolens grænser.

 

Stine forlod os ved metroen, hun gik hjem og vi tog en anden ind mod byen. Inden vi tog metroen, havde jeg været forbi den nærmeste kaffe shop, og fyldt energien lidt op og få noget varme i min kolde krop. Amanda trak mig med ned af strøget, vi gik og snakkede lidt, men det endte med jeg bare gik og sippede af min kaffe og så mig omkring. Jeg har været her før på familieferie og skole ture, men mens jeg har boet herover har jeg aldrig fundet mig selv ind på strøget, mig og Stine har været i byen og drikke noget kaffe, men vi har ikke gået igennem strøget. Jeg tror Amanda fandt det underligt, at jeg gik og så med øjne så store som kaffekopper på alle butikkerne og menneskene, så mange mennesker. Altid når jeg tager metroen er det tanken der først går igennem, så mange mennesker, men strøget er næsten værre.

“Du ligner en turist” sagde Amanda stille, hun lænede sig ind på mig, men på den måde at hun ikke så på mig, blikket var fanget af en butik ved siden af hende.

“Hvis du var i Jylland ville du også ligne en turist” svarede jeg igen og sippede lidt mere til min kaffe, hun grinte stille.

Jeg mærkede hendes hånd om min arm som hun trak mig ned af en sidegade, åbenbart vidste hun at jeg ikke ville se hvor hun gik, fornuftigt tænkt. Jeg kan ikke helt beskrive følelsen da hun gav slip på min arm, det var både ingenting og noget. Men jeg sagde intet. Vi nåede hurtigt den lille butik, den var klemt og glemt ind mellem to andre kæmpe huse. Her lå den så, med en hyggelig indretning, dog rodet men stadig varm og den var åben for eventyr. Amanda sagde pænt hej til herren bag disken, som stod og ordnet nogle bøger. Uden at holde ved mig, trak hun mig ned mellem hylder og bøger, til enden af butikken, den var længere end den var bred. Hvis ikke jeg var så træt, kunne jeg bruge timer herinde, bare gå og kigge.

“Okay” sagde hun og satte sig på røven ned på det gamle gul/orange/lysebrune trægulv.

Hun begyndte at køre fingeren over forskellige bogrygge, tage nogle ud og studerede dem grundigt. Det er en af de ting jeg foretrækker ved hende, når først hun har en bog i hånden, er det som om virkeligheden omkring hende ikke eksistere mere. Jeg stod lidt og så rundt, men endte med at sætte mig på hug ved siden af hende, jeg satte min kop på gulvet, der var alligevel kun slatter og savl tilbage.

“Hvad leder vi efter?” spurgte jeg, hun så op fra en bog, lukkede den og satte den ind på hylden igen “Noget bestemt eller bare en genre?” spurgte jeg mere ind til bog jagten, selv så jeg på alle titlerne, men kunne ikke holde fokus og endte med at give op for min egen skyld, hvis jeg bare hjælper Amanda og ikke sætter min egen nysgerrighed på spil her, tror jeg at min energiløse krop lige kan klare det.

“Min ven anbefalede den til mig, den hedder Min ven Thomas” sagde hun og trak endnu en bog ned fra hylden foran sig.

“Virkelig, den læste jeg i folkeskolen, den er så god!” svarede jeg som den beskidte lille fangirl jeg er. Amanda så på mig og smilte “Fedt, så kan du jo godt hjælp med at finde den”.

 

Vi ledte i tyve minutters tid, min krop blev mere og mere frisk, fordi min hjerne glemte at jeg var træt og hvilket resulterede i at jeg blev over træt i stedet, hvilket er dårligt for det slår pludselig ned som en hammer senere. Men lige nu, er jeg egentligt meget frisk, jeg måtte dog skifte ben igen. Da jeg skiftede var jeg ved at falde forover ind over Amanda og bøgerne vi havde sat op i et lille tårn, for dem vi havde set igennem. Jeg nåede dog lige at sætte en hånd for faldet og sad nu virkelig tæt på Amanda. Vi delte i et splitsekund øjenkontakt, til at mit akavede jeg hurtigt trak sig tilbage, så hurtigt at jeg ramte gulvet med røven.

“Vil du med ud og have kaffe efter?” spurgte Amanda hurtigt, jeg så på hende lidt og skulle lige forstå hvad der skete omkring mig.

“Efter det her. Jeg ved ikke, jeg er rimelig træt. Men jeg vil gerne have en kaffe mens vi går mod metroen” svarede jeg ærligt, den var hun med på.

Vi fandt aldrig den bog, efter en time i bøgernes labyrint gav vi op. Amanda betalte en kop frisk energi til mig, vi satte os på en bænk ved metroen og ventede. Der nåede dog at komme tre tog ind og ud, mens vi sad der.

“Har du lyst til at ses i løbet af ugen?” spurgte Amanda mens vi sad og så på den nye gruppe af mennesker der klemte sig ud af metroen og gennem mængden af folk der ville ind.

“Tænker du hjemme ved jer?” spurgte jeg hende.

“Ja eller som i dag” sagde hun kort.

“En kop kaffe og en bog? Lyder ikke dårligt” svarede jeg. Hun var stille i noget tid men åbnede så munden igen.

“Kan du huske hvad der skete til festen?” spurgte hun mig, uden at tænke mig om svarede jeg straks.

“Jeg aner ikke hvordan jeg fik det sæbeøje” sagde jeg med et lille smil.

“Jeg mener… nej, det ligemeget” svarede hun og rejste sig “Der kommer et nyt tog nu, hvis du vil afsted” sluttede hun.

Min kop røg ud med hendes og jeg gik mod toget, men mærkede hendes hånd om min arm, jeg så mig tilbage, uden at overdrive skete der en eksplosion af nervøsitet og sommerfugle i min mave, de få sekunder jeg vendte mig mod hende. Hun stak mig dog bare noget papir, der åbenbart var faldt ud af min lomme og med et farvel, gik vi ind i hver sin metro. Jeg sucks til det her.

 

Hver gang vi går fra hinanden, forestiller jeg mig alle de her ting jeg kunne have gjort, men som jeg ikke turde i gerningsøjeblikket. Som der i boghandleren, på vejen hjem i metroen og på gå ben mod huset, kunne jeg ikke rive min hjerne fra den tanke at vi kunne have kysset, jeg ved det noget romantisk pladder, men jeg kan ikke lade være med at tænke hvad der ville have sket, hvis vi faktisk gjorde det. Men nogle gange føler jeg kemien er der og andre gange føler jeg den er væk, det her er så forvirrende, måske burde jeg bare lade mig selv gøre hvad jeg gerne vil, i stedet for at gå og tænke tusinde tanker om det bagefter, når det for sent. Men jeg kan bare ikke holde op med at tænke på hende på den måde, jeg ved jo hun kan lide mig, så hvorfor er det så svært fra min side af bare at gøre noget ved det, det den kommentar hun sagde tror jeg.

 

Hun skrev til mig senere den dag, jeg tror hun tog en chance, for normalt er jeg aldrig på min mobil, den plejer bare at være i nærheden, men det ikke som så mange andre, at jeg har den klisteret på mig som lim. For første gang siden jeg har været her, lå Torvald inde ved mig i min seng. Han havde lagt sig herop efter vi havde spist, og siden han er for tung til at flytte på, ligger jeg nu ved siden af ham i sengen. Egentligt læste jeg lidt, jeg burde sove, men siden jeg kom hjem har jeg drukket to kopper store kaffe. Min krop ryster af energi. Jacob havde også lagt en besked, som jeg ikke havde set og det samme havde min lillesøster, folk vil bare have fat i mig i dag. Min søster plejer dog kun at tage kontakt, hvis hun ikke kan finde mor, så går hele kæden bare igang, så ringer hun til mig og skriver til mig, for jeg må vide hvor mor er! Jeg åbnede den fra min søster først, måske var det noget vigtigt, tvivlen må komme hende til gode.

>> Mor siger du kommer herhjem og holder jul, så jeg kan lige så godt sige det nu, jeg har fået dit værelse fordi det større<<

Min søster skriver kun når det super vigtigt, den her besked var intetsigende for mig, okay tag det større værelse. Værsgo. Nu kunne hun i det mindste se jeg havde set den, så jeg rykkede bare videre til den næste.

>> Hvis Johanne skriver og skaber sig. Er det bare fordi jeg lige dumpede hendes sorry ass. Er begyndt at date Patrick ÅBENT! Det både som et åbent forhold, men også så folk ved det. Sprang kinda ud i sidste uge hvor mig og ham gennem snavede til en fest, men det okay nu :P Folk har taget det som de ville, Johanne blev pisse sur, men som sagt brugte jeg hende bare for at få noget sex, intet forhold til mig du! Piger er mærkelige, også dig, men på en god måde. Kommer du forresten snart hjem igen?<<

Sikke en smøre at få fra ham, men fedt at han er kommet ud af skabet. Patrick er - som jeg husker - vist også en sød fyr, høj og slank, måske ligesom Jacob kan lide dem? Vi er egentligt aldrig rigtig kommet ind på typer, Jacob bliver altid så pervers og han lokker mig i fordærv. Han tror vist nok stadig at mig og Johanne har haft sex, det kan være jeg skal forklare ham at det ikke var rigtigt. Ellers har han glemt det. Hvis jeg kender ham ret har han ikke, normalt er han ret ligeglad med ting jeg godt kan lide, men hvis jeg nævner noget om sex er han vågen, noget med følelser er han lidt død igen. Han er en underlig fætter, når jeg tænker over det er vores bedste venskab måske en kende overfladisk, han taler meget om sig selv eller sine flirts, nu endnu mere, fordi han er ude overfor mig, så nu får den ikke for lidt, der bare nogle detaljer jeg ikke har lyst til at få en besked om klokken lort om natten. Men vi har heller ikke rigtig noget tilfælles nu jeg tænker over det, vi snakker bare godt sammen. Måske valgte en eller anden par gud eller noget, at smide os sammen fordi vedkommende vidste vi begge var homoseksuelle og det derfor vores kemi virker så godt som den gør. Homo god!

>> Hun har ikke skrevet nej, hvorfor skulle hun skrive til mig? Men det godt med dig og Patrick, han virker også som en lodret fyr, håber i bliver glade sammen<< Jeg nåede ikke engang at smutte hen til Amandas besked, før Jacob var på mærkerne igen.

>> Jeg ved i har snakket sammen om den aften, er ligeglad om du sagde til mig i var sammen eller ej. Hun siger i kyssede, vidste ikke du var vild med hende. Men anyway, go for it, hun er jo fri nu XD Og sur, sådan en gås! Slap af mig og Patrick er i et åbent forhold, vi skal ikke giftes<<

Jeg går ud fra at Johanne har fortalt det så, jamen så den kat ude. Videre til Amanda. Bare da jeg åbnede og skimtede de første linjer gennem, begyndte jeg at smile stille, med kun mobilens lys og en lille svag læselampe ved min side, var her ikke så meget, men vil tro at man kunne ane smilet alligevel.

>> Kommer du ikke herhjem!!?<<

>> Klokken er ret mange syntes du ikke?<<

Hun er ikke rigtig klog, klokken er halv mange og det mørkt og koldt udenfor, København er ikke lige det sted jeg helst vil gå på en mørk aften, selvom der altid er mennesker.

>> Stine og Robert er ikke hjemme! Og jeg har lavet suppe!!<< Hun lokker med mad, min største svaghed, tænkte jeg og smilte lidt for mig selv. I'm so funny.

>> Det ændre ikke på det sent. Hvorfor laver du suppe så sent?<<

Suppe. Jeg så på klokken, den er halv ti om aftenen. Hvad skal hun med suppe nu, hvis hun er hurtig sulten ville jeg da have taget noget brød eller frugt. Hun er sær, men charmerende sær. Jeg nyder faktisk at skrive med hende nu, og som alle andre vel kan bekræfte er mobilen lidt af et skjold og man kan sige ting man normalt ikke ville sige ansigt til ansigt, eller tør. Hun skrev intet, men sendte bare et billede af en rødvinsflaske der var halv fuld, eller tom, det hvordan man ser på det.

>> Amanda! Det en hverdagsaften<< Det lød slet ikke som en sur mor.

>> Jamøø! Skal ikke i skole imorgen. Kommer du ikke hen? Du skal ikke så tidligt op imorgen så! Jeg henter dig ved station! JEG HAR SUPPE!!11!<<

Hold ferie, hun ved lige hvordan man forføre en pige må jeg sige.

Jeg så ned på Torvald “Hvorfor du den eneste om mig, når jeg har nogle sjove replikker at sige?” spurgte jeg ham, han løftede ikke engang hovedet for at se på mig, men rettede sine tunge hunde øjne op mod mig i få sekunder og så så væk igen.

Jeg er meget draget af at tage derhen, men hvad vil min far ikke sige, på den anden side er jeg tyve år gammel, men det stadig bare så sent.

 

Han sad inde i stuen ham den gamle, med en kop kaffe og så noget sport af en art. Torvald var gået med, da jeg forlod min seng gad han åbenbart heller ikke være der mere. Jeg stod bare lidt akavede i åbningen til stuen og så på far. Skal jeg spørge ham? Vil jeg gerne? Min mave skriger ja! Ikke fordi den er sulten, men der er så mange sommerfugle indenbords at skibet snart drukner. Livet handler om at tage chancer, right?

“Far?” spurgte jeg, han så op på mig og tilbage på skærmen.

Han klappede på sofaen, et tegn til jeg skulle komme hen og sidde. Men jeg stod stadig bare hvor jeg stod, nullede min mobil lidt i hænderne.

“Jeg tænkte på noget” sagde jeg lidt usikkert, han så mod mig med skæret fra fjernsynet mod ansigtet.

“Hva så skat?” spurgte han, utrolig omsorgsfuldt.

“En veninde har lige spurgte om jeg vil om til hende, ville det være okay med dig?” spurgte jeg ham, han rakte ud efter fjernbetjeningen og så klokken på tekst tv “Jeg ved det sent, men jeg har lige tjekket tog tiderne, og hvis jeg går nu kan jeg godt nå…”

“Gå. Nu? Hvad snakker du om” spurgte han med rynkede bryn, okay så jeg får ikke lov “Træk i overtøjet og pak det du skal have med. Og Torvalds snor” han rejste sig op i et suk “Jeg køre dig. Min datter skal ikke løbe rundt i København så sent” sagde han.

Wow, det havde jeg ikke regnet med. Min mor havde aldrig sagt ja og ville aldrig have kørt mig! Han spurgte hvor det var da vi satte os ud i bilen, men spurgte så - inden jeg nåede at svare - om det var ved dem han hentede mig ved, der måtte jeg sige ja. Da gps’en havde sendt os rundt imellem alle de små gader, kunne far kun sukke lettet op da vores destination endelig var nået.

“Det sidste gang jeg køber en gps på tilbud” sagde han og slukkede den “Sikke noget møg, din mor finder bedre vej end den der metal bunke” sagde han og grinte let, jeg kan kun være enig med ham, min mor er ikke ligefrem en haj til at finde vej, men den her maskine er godt nok helt forladt, den sendte os ind på lukkede veje og blinde veje, det var en krig at finde herhen.

“Hvornår ser jeg dig igen?” spurgte han lige inde jeg åbnede døren, det ved jeg faktisk ikke, i morgen tænker jeg.

“I Morgen, tænker jeg” svarede jeg ham.

“Det okay, du må gerne være hjemme ved dine venner. Du er ikke 14 år mere” svarede han med et smil under det buskede overskæg, han ligner Ned Flanders til tider “Du skriver bare hvis du kommer hjem imorgen og hvis du ikke gør skriver du egentligt også bare” og med det kørte han ned af vejen. Jeg kunne lige skimte Torvald i bagruden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...