Adskilt

Mathias og Stine er uadskillelige. De passer perfekt sammen som 2 puslespilsbrikker. De har kendt hinanden siden de var helt små og er for nyligt begyndt at date. Men Mathias har en dårlig nyhed.

2Likes
0Kommentarer
177Visninger

1. Adskilt

 

 

“Skat? Du virker så stille er der noget galt?” hviskede jeg, han kiggede op fra sin bog, “der er noget jeg må fortælle dig”, svarede han. “Stine? Mathias? Er der noget i gerne vil dele med resten af klassen?” Henning, vores dansklærer, kiggede stift ned på os. “Nej, det tænkte jeg nok, læs så videre, og gem snakken til I har fri!” Jeg udvekslede et blik med Mathias og han smilede til mig.Mathias og jeg har kendt hinanden siden vi var helt små, men vi begyndte først at date hinanden for 1/2 år siden.

 

Da vi havde fået fri, gik vi sammen hen ad vejen, vi skulle samme vej næsten helt hjem, så vi plejede at følges. “Stine?” Mathias kiggede hurtigt på mig og derefter ned i jorden, “der er noget jeg må fortælle dig”, jeg kiggede på ham, hvad kunne det være der var så vigtigt at fortælle, og hvorfor blev han pludselig så nedtrykt? “Min far har fået et nyt arbejde..” han kiggede endnu engang på mig, og stoppede op. “Han har fået et arbejde i USA, vi rejser om en uge”, jeg stivnede. “Vi kommer nok først tilbage om 4 år, men jeg skal nok sende breve og mails, og holde kontakt, og jeg skal have overtalt mine forældre til at besøge dig hvert år!”  Alt gik i stå indeni mig, Mathias skulle flytte til den anden side af jorden. Min bedste ven skulle flytte væk. Det havde altid bare været os. Mig og Mathias, Mathias og jeg. Hvad skulle jeg gøre uden ham?

 

Den aften lavede jeg en kasse af ting, som han kunne få med. Jeg spurgte min mor, om hun ikke havde et tomt billede-album, som jeg måtte få. Jeg ville fylde det med billeder af Mathias og jeg, og dekorere forsiden, så han kunne få alle vores minder med, og ikke glemme dem og erstatte dem i USA. Jeg håbede virkelig ikke at han ville droppe mig for en anden. Selvom langdistance kan være svært, vil jeg gøre alt jeg kan for at holde kontakten.

 

Næste morgen kom jeg tidligt til skolen, jeg ville have så meget tid med Mathias, som jeg kunne. Men da timerne startede, var han der stadig ikke. Jeg forstod det ikke, skulle han ikke først rejse i næste uge? Måske var han bare syg, ja det var nok det. Jeg blev enig med mig selv om at smutte forbi hans hus på hjemturen.

 

Da det endelig ringede ud fra sidste time, løb jeg ud af klassen og hen ad vejen. Da jeg nåede til Mathias´hus, gik hans mor rundt udenfor, og pakkede bilen. “Heej Pia”, sagde jeg, hun vendte sig overrasket om. “Jamen hej Stine”, hun smilte til mig, “er Mathias hjemme?” spurgte jeg, hun fik et mærkeligt udtryk i ansigtet. “Nej søde, han rejste med sin far til USA i nat, har han ikke fortalt dig det? Min mands jobtilbud blev rykket en uge frem, jeg rejser i morgen, med resten af vores ting”. Jeg blev helt mundlam, han var rejst, uden at fortælle mig noget. “Gider du give Mathias den her”, spurgte jeg og trak kassen med ting op fra min taske. “Hvad er det?”, hun tog i mod kassen og satte den ind i bilen. “Bare noget så han ikke glemmer mig”, jeg vendte mig rundt og gik langsomt hen ad vejen hjemad.

Var det sådan her det ville være fra nu af, uden Mathias? Lange skoledage og ingen Mathias der kunne få mig til at grine. Ingen Mathias, som ville være ved min side, et liv uden min Mathias.





 

De næste par dage lavede jeg ikke andet end at tjekke min mail og postkasse morgen, middag og aften, i håb om at der kom et tegn på liv fra Mathias. Skolen var det samme, dag ud og dag ind, jeg var begyndt at snakke lidt med Mia fra klassen, men kun lidt. Hun var vel flink nok, men stadig ikke Mathias. Jeg var begyndt at arbejde nede i Brugsen, mest for at tjene penge, det ikke lige drømmejobbet, men det okay. Det var jo trods alt d. 24. om 1 uge. Det var nu lidt over en måned siden Mathias var rejst, og jeg havde stadig ikke hørt et ord fra ham, men så en dag da jeg kom hjem fra arbejde og tjekkede mine mails, som jeg plejede, lå der en mail i min indbakke.


 

“Kære Stine.

 

Undskyld jeg ikke har skrevet før, men far mente, jeg skulle vente med at skrive, til jeg var startet godt op her.

Jeg savner dig virkelig så utrolig meget, og jeg kan ikke vente med at komme væk fra den her skole og se dig igen. Jeg fik din kasse med ting, og jeg har hængt nogle af billederne op ved siden af min seng. Du er altid den første jeg ser, når jeg vågner, og den sidste i mine tanker, inden jeg falder i søvn. Du er altid med mig igennem dagen, og jeg kan nærmest ikke vente til vi endelig kan ses igen. Jeg elsker dig så meget, Stine. Du er mit et og alt. Jeg har lært så meget, men selvom jeg elsker at være her, så ville jeg meget hellere sidde med dig i min favn. Jeg elsker dig.

 

Din Mathias.”


 

Da jeg havde læst hele mailen igennem, var et stort smil placeret på mine læber, men tanken om at han lige nu befandt sig tusinde af kilometer fra mig, ødelagde langsomt mit smil, og lod mig sidde tilbage lidt trist til mode. Der var lang tid til sommer. Jeg lukkede blidt mine øjne i, mens jeg i mine tanker forestillede mig ham sidde med min side. Hans søde smil på læberne, hans blonde hår og hans brune øjne ville stråle af glæde.

Lyden af min mors stemme, der kaldte på mig nede fra køkkenet, vækkede mig fra min dagdrøm, og jeg rejste modvilligt fra min ellers så bløde kontorstol, og jeg gik ned til mor i køkkenet.

“Hvad ville du, mor?” spurgte jeg, da jeg nåede ned foran det lille, runde køkkenbord. Hun vendte sig halvt om mod mig med et smil om læben og strøg en lok af sit hår om bag sit øre. På mange måder lignede hun mig. Det brune hår, de grønne øjne og smilet.

“Jeg ville bare høre om du har haft en god dag?” svarede hun, jeg trak på skuldrene, “den har vel været helt okay”, jeg lænede mig op af dørkarmen, og satte armene over kors, jeg smilte ved tanken om Mathias´mail. “Har du ikke lyst til pizza i aften? Jeg gider ikke til at lave mad”, mor kiggede på mig, “jo, det kan vi godt, du hvad jeg skal have”, jeg vendte mig om og gik ovenpå igen. Jeg skulle altid have salatpizza med kebab, det var min yndlings. Det var også den mig og Mathias spiste på vores første date, det var vores pizza. Jeg dumpede ned i den sorte kontorstol, mine fingre gled hen over tasterne og de første små ord dannede sig på skærmen.




 

“Kære Mathias.

 

Jeg kan ikke vente med at se dig igen til sommer, og høre dig fortælle om alt der er sket i USA. Jeg savner virkelig at føle dine arme omkring mig, og høre din melodiske stemme, hver gang du vil fortælle en eller anden lam joke, som man ikke kan lade være med at grine af. Du er den eneste for mig, og jeg elsker virkelig også dig.

 

Din Stine.”


 

Jeg sendte mailen, og loggede ind på min skole intra for at tjekke efter lektier, da det ringede på døren. Det måtte være pizzaén. “Stine, kan du ikke åbne, jeg står lige med en masse vasketøj”, råbte mor nede fra. Jeg gik ned at trapperne og åbnede døren, og stod og fumlede med min pung. “Var der nogen der havde bestilt pizza?” Jeg kiggede op, og der stod Mathias og til mig smilede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...