My dream

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2015
  • Opdateret: 6 nov. 2015
  • Status: Færdig
Det er en kort novelle, som handler om en pige der drømmer om at blive forfatter men hendes drøm går i stykker pga en pige. Kommer hun mon til at opfylde hendes drøm?

8Likes
2Kommentarer
450Visninger

2. My dream

Der var engang en pige der hed Katrine. Hun var 13 år. Hun gik i 6. klasse. Hun havde en stor drøm, om at blive forfatter. Hun skrev rigtig mange historier, og de blev bare bedre og bedre. Hun ville gerne skrive en historie der handlede lidt om hendes eget liv, men det var ikke noget hun behøvede at tænke over før hun gjorde det, for det skete bare. Næsten alle hendes historier havde en indvirkning fra hendes eget liv. En dag hun var i skole, bad deres lærer dem om at skrive en historie. Hun blev rigtig glad. Så hun begyndte at skrive og skrive… Hun nåede ikke engang at tænke over hvad hun skrev, for lige pludselig skrev hun bare derud af. Hendes lærer sagde at hun var rigtig god til at skrive historier, og hun glædede sig til at høre den. Så var det frikvarter. Hun løb ud sammen med hendes veninde, Victoria. En af pigerne fra klassen, Line, gik ikke ud. Hun gik hen til Katrines computer. Hun læste den. *Jeg vil have den bedste historie. Hun skal ikke ødelægge det for mig* tænkte hun. Hun slettede de to sider Katrine havde skrevet, og så gik hun ud. Line var meget jaloux på Katrine. Hun ville også gerne være forfatter, så hun skrev også meget. Men hver gang hun læste dem op i klassen skulle Katrine også læse hendes op. Og de klappede alle sammen, næsten kun af Katrines. Så Line ville nu prøve at få Katrine til at stoppe med at skrive. Da det ringede ind, skyndte Line sig ind. Hun ville se Katrines reaktion. "Åh nej!!!! Hvad er der sket??" Alle kiggede over på Katrine. Hun satte sig ned og græd. De gik over til hende og trøstede hende. Den eneste der ikke gjorde det var Line. De regnede straks ud at det var hende der havde slettet det hele. Alle begyndte at skælde Line ud, men hun gjorde ikke noget. Hun var ligeglad. Læreren kom ind. Hun spurgte hvad der var sket med Katrine. Alle rakte hånden op for at sige det. Hun spurgte Victoria. "Victoria?" "Da vi kom ind fra frikvarter, var Katrines historie slettet. Og hun havde skrevet to sider. Vi ved også hvem der har gjort det." Læreren så meget skuffet ud. Det troede hun ikke på at der var nogle der ville gøre. "Jamen, hvem gjorde det så?" "Line." sagde Victoria. Læreren gik over mod Line. "Line, er det rigtigt at du har slettet Katrines historie??" Line så ud som om hun ingenting havde gjort og svarede: "Nej selvfølgelig er det ikke mig. Hvorfor skulle jeg gøre det?" Læreren stønnede. Det oplevede hun alt for tit med Line. "Du var den sidste der var tilbage. Og jeg tror ikke på at der er nogen andre der ville gøre det, for du har hele tiden været efter Katrine. Jeg vil gerne snakke med dig bagefter." Læreren gik over mod Katrine. "Katrine…" Men Katrine var væk. "Hvor er Katrine henne?" Der var ingen der vidste det, så Victoria blev sendt ud for at finde hende. Hun ledte hvert et sted på hele skolen. Men hun var ikke til at få øje på så Victoria måtte vende tilbage til klassen. Men undervejs så hun Katrine sidde gemt inde i et lille hjørne. "Der er du jo, Katrine. Hvorfor gik du?" Victoria gik over mod hende. "Jeg ville ikke være der. Hvordan kunne Line gøre det? Det var en af de bedste historier jeg har skrevet. Det var meningen at jeg skulle have vist den til min far." (Katrines far var forfatter, og han havde sagt til Katrine, at den næste historie hun skrev ville han måske få udgivet. Hun havde glædet sig så meget, indtil at Line ødelagde det hele.) "Jeg vil aldrig mere tale til hende" sagde hun. "Du kan da bare skrive en ny?" sagde Victoria. "Nej, du forstår det ikke. Det vil tage mig rigtig lang tid at skulle til at skrive en ny, jeg ville ikke kunne nå det. Min far skal snart til New York, og han skal have historien inden. Han tar afsted i aften, og vi har ikke mere tid til at skrive den."

*

Katrine kom sig aldrig rigtig over det. I over to år talte hun ikke længere til Line. Og sådan blev det ved. Og ved og ved og ved… De gik nu i 8. klasse og hun var 15 år. De sad i klassen, da læreren kom ind. Line var ved at blive træt af at, Katrine ikke snakkede til hende. Men hun havde stadigvæk ikke dårlig samvittighed.

"Godt, alle sammen. Find jeres bøger frem. Jeg skal lige tale med Katrine og Line." Katrine og Line fulgte med læreren udenfor. "Piger… Jeg ved godt at de er snart tre år siden, men nu skal vi altså have noget gjort ved det. "Hvad taler du om?" spurgte Line. Hun havde allerede glemt hvorfor Katrine var sur på hende. "Århh.. Line. Tænk at du har glemt det. For to år siden, skulle i skrive en historie i klassen. Men du blev jaloux på Katrine, fordi hun havde skrevet en god historie, og du slettede de to sider hun havde skrevet. Det var en stor dag for, Katrine fordi… At hvis du ikke havde slettet historien, var den blevet udgivet, og Katrines drøm ville være blevet til virkelighed. Er du klar over hvad det gjorde ved hende?" Line var tydeligvis fuldstændig ligeglad med hvad der var sket, det eneste hun ønskede var at de kunne komme på talefod igen. "Jeg er ligeglad med hvad der skete, jeg vil bare have at hun begynder at tale til mig igen." Katrine sagde ingenting i hele den tid de sad og snakkede. "Jeg tror ikke det bliver nemt det her. Jeg må tale med jer hver for sig i morgen." De gik ind i klassen igen. Alle sad helt stille og lavede opgaver i deres bøger. Læreren gik ud, for at hente noget, og imens læreren ikke var der sneg Katrine sig ud af klasseværelset. Hun tog hjem og sagde ikke noget resten af dagen. Hun kom ikke ned og spiste sammen med hendes mor og far, og hun svarede dem ikke når de spurgte om hvad der var sket. "Katrine!! Kommer du ikke ned og spiser?" Intet svar. Hun sad for sig selv og tænkte: *Jeg kunne jo blive ved med at skrive?? Nej, hvad er det jeg siger? Det kan jeg jo ikke. Mine historier ville aldrig blive lige så gode som dem jeg skrev før. Min frygt for ikke at få min drøm til at gå i opfyldelse, fylder for meget. Jeg kommer aldrig til at skrive igen….* Hendes far bankede på døren. "Må jeg komme ind?" "Ja, så kom dog ind" svarede Katrine endelig. Han satte sig ned ved siden af hende. "Katrine, du kan ikke bare opgive det hele" "Hvem siger jeg ikke kan det?" "Det gør jeg. Jeg er din far og det er min pligt at sørge for at du har det godt. Du er så god til at skrive historier. Du ville være blevet rigtig kendt hvis Line ikke havde slettet din historie. Men hør… det er ikke for sent at starte forfra." Hun kiggede op på hendes far. "Er det ik?" "Nej selvfølgelig er det ikke det! Nu skal jeg fortælle dig en historie. Jeg er jo forfatter. Men der er noget som jeg ikke har fortalt dig. Da jeg var på din alder, døde min mor i en tragisk ulykke." Katrine kiggede undrende på hendes far. "Hvad? Det har du da aldrig fortalt mig." "Nej det ved jeg godt, men det var for hårdt. Jeg kunne ikke klare at tale om det. Men altså… min mors død fik mig næsten til at opgive min drøm. Ligesom din frygt fylder for meget i dig, fyldte min sorg for meget i mig. Men en dag, kom en person forbi, som jeg ikke havde set i rigtig rigtig lang tid. Min bedstefar. Han havde været på en lang rejse, og da han trådte ind af døren, omfavnede jeg ham og gav ikke slip før efter fem minutter. Han var mit store forbillede. Han havde hørt at jeg havde opgivet min drøm, men så sagde han til mig. Din mors død skal ikke komme i vejen for din drøm. Du ville blive en stor forfatter, hvis bare du bliver ved. Jeg ved hvad du kan gøre. Du kan skrive om din mors død, bare lav den om til en historie. Og når du så har fået udtrykt dine følelser, vil du være parat til at skrive igen. Det er jeg sikker på." Katrine tænkte meget over det. "Du mener altså at jeg bare skal blive ved, og ikke lade min frygt komme i vejen for min store drøm?" "Lige præcis! Og ved du hvad? Ligesom jeg gjorde, altså skrev en historie om min mors død, syntes jeg at du også skal udtrykke dine følelser i en historie." "Men…. min store drøm er stadig spoleret." "Nej den er da ej!! Det kan stadig ske." "Hvordan?" "Tjoo altså…. Mit forlag hørte om det der var sket, og de siger at de sagtens ville kunne udgive en ny historie. Og selv hvis de ikke kunne, ville du stadig kunne blive en stor forfatter, og jeg er sikker på at når du engang bliver voksen så ville du blive kendt over hele verden." "Århh hvor fedt!!! Tusind tak!! Jeg ved godt at jeg ikke behøver at få opfyldt min drøm lige nu, men det var bare sådan en stor dag for mig, og så blev det ødelagt. Selvom chancen nu er her igen, ved jeg stadig ikke om jeg kan tilgive Line." Hendes far kiggede kærligt på hende. "Jeg ved at hun nok er lidt ligeglad, men er sikker på at hun snart kommer til fornuft, og ville blive rigtig glad for at du tilgav hende. Men husk… Tag dig din tid. Du skal være klar først. For hun ville kunne mærke hvis du ikke rigtig mener det." "Tak far, du er den bedste<3" De gik neden under, og Katrine var endelig glad igen.

*

Næste dag da hun skulle i skole, gik hun direkte hen til Line og spurgte hende om hvad hun tænkte om det der var sket. "Hør Katrine… Jeg ved jeg var ligeglad før, men det er jeg ikke længere. Jeg er så ked af det. Jeg blev bare så jaloux fordi du er så god til at skrive historier. Og lige pludselig ved jeg bare ikke hvad der skete. Jeg blev skør i hovedet. Men nu er det eneste jeg ønsker at du kan tilgive mig." Line kiggede bedende på Katrine. "Bare rolig. Jeg tilgiver dig. Min far fik mig til at indse at jeg ikke skal opgive min drøm. Jeg skal blive ved med at drømme… og gode nyheder: Forlaget vil gerne udgive en ny!" Line kiggede overrasket på hende. "Hvor er det fedt! Og tak fordi du kunne tilgive mig. Det er jeg virkelig glad for." Katrine havde en fantastisk dag! Hun var rigtig glad for at det hele var overstået, og hun syntes at det var godt at hendes far havde fortalt hende historien. Hvis ikke han havde det, var hun nok aldrig kommet i gang med at skrive igen.

 

*

Katrine var nu 20 år. Hun var gift og havde børn. Ja og gæt… Hun var en verdenskendt forfatter!! Hendes store drøm var endelig blevet til virkelighed. Den bog forlaget for fem år siden havde udgivet var blevet rigtig kendt. Det var en bog som alle læste, og Katrine blev ved med at skrive. Hun var i gang med en serie der handlede om en teenage pige som skulle forestille at være hende i teenage alderen. Det havde været hårdt alt det hun havde været igennem, men det var lykkedes og hun var rigtig lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...