udgangsbillet for en slik?

destinationen er ens. rejsen forskellig. skam og umenneskelighed er uddebateret / inspireret af 'dødsgangen' i USA | en anderledes fortolkning af 3. valgmulighed - bidrag til 'THG'-konkurrencen

12Likes
10Kommentarer
573Visninger
AA

2. udgangsbillet for en slik?


Gangen er steril, men alligevel vanvittigt dunkel. Den er mindre malet end ædt ind i væggen, døden. På rad og række poserer den og lokker livet til som en vis slange. Så sukker den og må blive inden for vægbilledernes rammer. På den ene side af væggen i det tilstødende rum ser man en prustende mand. Han er væk, tænker han, han er væk nu, borte, steget til himmels, men er det okay at kalde ham død? Hænderne er skælvende, åndedrættet tungt. For at berolige sig selv tyrer han kanylen mod bagvæggen og sluger en pille mere med en tilladende undskyldning. Han vasker sine hænder uden at kigge på dem. Kan man vænne sig til noget så uhåndterligt som døden?
    På den anden side af væggen står jeg. Venter. Nu, hvor livet har vendt bagsiden og dermed min nysgerrighed, er jeg glad for at kunne berette lidt om mig selv, selvfølgelig på ydmyg vis. Så håber jeg ikke, det er skuffende, at det også snart ender her. Tiden er inde, tænker jeg. Og så alligevel aldrig nogensinde. Mine glugger betragter grønt græs ud ad vinduet, som om det er interessant. Jeg forestiller mig, at det bare skal trampes på. Hvad er det nu, man kalder det? Ondskab, tror jeg. Den synes, som den eneste, at være tro mod mig: Ganske vist er jeg en skamplet, men menneske er jeg altså også.
    Det mærker jeg nemlig tydeligt, da jeg hører en mand komme gående. Tempoet i hans skridt er hurtigt og konsekvent, men så uroligt, at jeg bliver helt bekymret.
    - Det er dig nu, siger han. Så går vi uden at sige mere. Ind i et lokale, der er for småt til at opholde sig i, men for stort ved mindre lejligheder.
    Han beder mig om at lægge mig på en smal briks, og mens han klikker mig fri af håndjernene, så haster han med at låse mig til briksen. Samtidig betragter jeg ham. Hans blik flakker hele tiden mellem mit ene og andet øje, men spørger jeg ham, hvad han stirrer for, smutter han og foretager sig et eller andet. Nu går han for eksempel hen for at spritte kanylen af. Bare sådan lige pludselig.
    Alligevel er det ham, der åbner ballet: - Hvordan har din samvittighed det? spørger han med ryggen til.
    Ni liv smasket på den. De prellede dog hurtigt af igen. Jeg svarer ikke, før han utålmodigt vender sig om og sætter sig på en skammel.
    - Du mener vel min skam? Jeg siger det i en let tone.
    - Kald den, hvad du vil, siger han øjeblikkeligt. Det er, som om han skilter med alarmklokker. Så skarp er han i tonen.
    - Den er vist lagt på hylden. Jeg kaster et smil fra mig. Det bliver næsten helt ufrivilligt komisk, da hans glugger bliver så store som tekopper. Han rejser sig øjeblikkeligt og haster over til kanylen igen for at rense den. Jeg er hurtig på aftrækkeren. Det var let at finde det svage punkt i ham. Sådan en svagpisser.
    - I det mindste er det ikke min pligt at synde. Så hvad med din skam, eller samvittighed, som du vil have det?
    Han kan ikke engang finde ud af at finde et ordenligt svar: - Mit job … det her er ikke noget, der vedkommer dig.
    Han er voldsomt skarp i stemmen. Alarmklokkerne hyler ud af hans ører som lokomotiver. Brystkassen hæver og sænker sig så voldsomt, at han igen sætter sig ned. Ser i alle retninger, men aldrig i retning af mig.
    - Men det der med at slå ihjel, det har jeg aldrig forstået, mumler han, da kroppen er henlagt i mere ro.
    - Tag bare dig selv som et eksempel. Jeg synes da, jeg var generøs nok til at efterlade dem en nem udgangsbillet. Endda kun for en slik.
    - Udgangsbillet? Han måber, så han er ved at tabe kæben.
    - Destinationen er ens. Rejsen forskellig. Så kan man nok så fint forme livet, som man vil, men for mig vil det altid være et venteværelse.
    Kæften er sgu næsten svær at få på plads igen. - J-jaja, men nu har du fandeme også sidegevinsten til gode, siger han og løfter genstanden i sin hånd.
    Grinende bekræfter jeg ham. Jeg er imponeret over sprogbruget. – Endelig. Jeg har ikke ventet på andet. Døden det samme.
    Nu taber han søreme også kanylen. - Lad være med at sige sådan!
    - Jeg er sikker på, at det at synde bliver på bekostning af en selv.
    - Hold kæft!
    - At det koster dem, hvad de der.
    - Jeg sagde, hold nu kæft! Han har smadret skamlen mod den bagerste væg og hikster efter vejret. Knugende hænder, smalle striber malet op ad halsen. Men jeg ligger helt stille og ser trist på ham. Trist på hans vegne. Svagpisseren tåler ikke at se mig sådan.
    - Godt nok koster det også mig alt, indrømmer jeg, - bare ikke i samme forstand. Jeg fryder og tager glædeligt imod resultatet.
    - HOLD KÆFT, DIN LANDSFORRÆDER!

    Lynhurtigt, med buldrende bevægelser, snupper han kanylen fra gulvet og hugger den en gang for alle ned i min overarm. Med ondskab som hovedingrediens lægges mine legemer i krampe. Så forvandler den sig til varm lettelse og glider ud i resten af den ramponerede krop. Alt begynder at svæve, jeg ser mig selv oppefra: Tynd og grå på en briks med en grædende og skammende mand over mig. Jeg tror, det er her, det ender: Med et uventet, smilende drag om munden og med lys lige her i mine øjne. Med alt, hvad jeg blot har ventet på.
   
Kan man overhovedet vænne sig til noget så uhåndterligt som døden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...