Snekuglen

Hannah får besøg på det kedelige plejehjem, af hendes to nysgerrige børnebørn, som straks går på opdagelse i hendes gamle minder.

0Likes
3Kommentarer
138Visninger

1. Snekuglen

“Hannah? Du har besøg,” en af de mange lyshårede plejere åbnede døren, og ind kom to små piger løbende ind, efterfulgt af en voksen kvinde. “Heeej mormor” råbte de små piger og løb hen foran sengen og lagde sig ind over mig, i et forsøg på et kram. “Hej mor,” sagde kvinden, jeg smilte. “Neeej, kommer i der, det var da hyggeligt”. “Ja, du må undskylde vi kommer sådan ligepludselig, men jeg tænkte på om du gad passe de to små, mens jeg tager til et møde, lige sådan en halvanden times tid?” Jeg betragtede de to små piger, der kravlede rundt på gulvet i deres egen verden. “Selvfølgelig vil jeg det min skat, her sker alligevel aldrig ret meget så gør skam ikke mig noget at blive underholdt lidt. Smut du bare”.

 

Jeg betragtede de to små piger, den ene sad og legede med en dukke på gulvet, det var den mindste, Sabine, mens den ældste, Kira, gik rundt og kiggede på mine ting. “Mormoooor? Hvad er der herinde?” hun stod og pegede på den nederste skuffe i min kommode, som var låst. “Det ved jeg snart ikke min kære, den har ikke været åbnet i megen lang tid”, jeg åbnede skuffen fra mit natbord og fiskede en tung gammel nøgle op. “Her kære, prøv at lås den op”, der lød en klik lyd da låsen gik op. “Orgh! Prøv og se!” hun tog en gammel støvet snekugle op, og Sabine lyste op og løb hen for at se. “Hvad er der i?” spurgte hun, Kira børstede noget støv af kuglen, “Ej se! Det er Eiffeltårnet! Mormor, har du været i Paris?” “Ja, mine kære små, det har jeg, engang for meget meget længe siden… Kom og sæt jer”, jeg klappede på sengen, og de satte sig nede i fodenden.

“Som sagt, det skete for meget længe siden….”


 

Jeg var alene i den magiske by.

 

En aften havde jeg været ude og opleve byen hele dagen, så jeg havde lidt af en gåtur hjem.

Jeg gik igennem de høje dynger af sne, og mens jeg gik langs Seinen, betragtede jeg de små snefnug lande i vandet og smelte sammen. Jeg dansede mig igennem den smukke by, da jeg fik øje på Notre Dame, fik jeg en stor trang til at gå hen til den og betage den i aftenens smukke lys. Da jeg kom derhen, satte jeg mig på en bænk, og nød mine omgivelser og synet af de mange mennesker, som myldrede ud af kirken. Børnene løb rundt i sneen, og kastede den ene snebold efter den anden.

“Godaften, madame”, jeg kiggede til siden, og der ved siden af bænken stod en gadesælger og solgte overtøj, vanter, huer, halstørklæder og selv nogle små figurer af Eiffeltårnet.

“En smuk kvinde som Dem skal da ikke mærkes af kulden på sådan en kølig december aften”.

Jeg smilede til ham, og forsøgte at svare med det fransk, jeg nu havde lært:

“Jeg har det fint”. “Nej nu skal De høre”, fortsatte han, og begyndte at vikle et blodrødt halstørklæde ud fra sin arm. “Nej, det er alt for meget, monsieur”, sagde jeg, da han viklede halstørklædet rundt om min hals. “Det kan jeg jeg slet ikke tage imod”, jeg kiggede ned på halstørklædet og op på ham. “Selvfølgelig kan De det”, han smilede stort, “betragt det som en gave. Desuden klæder det Dem bedre, end det vil klæde nogen anden i Paris”.

“Jamen, så, Merci beaucoup, monsieur”, smilede jeg til ham, og han smilede tilbage, hvorefter han kiggede op mod Notre Dame.

“Paris er smuk i aften”, jeg nikkede og kiggede rundt. “Det går jeg ud fra, her er hver aften”, mens jeg ikke fjernede blikket fra kirken. “Bestemt”, han nikkede og kiggede på mig. “De er måske ikke herfra?” Jeg rystede på hovedet, “Nej, men det kunne jeg lige så godt være”.

Jeg rejste mig og børstede sne af min jakke, hvorefter jeg vendte mig mod ham. “Jeg må hellere videre. Det var rart at møde dig, monsieur”.

“Ville det gøre noget, hvis jeg fulgte Dem lidt på vej?” han kiggede på mig, og hans øjne strålede. “Det ville være rart med noget selskab, især i aften”. Jeg tænkte ikke nærmere over at overvise ham, så jeg lod ham komme med. Vi fulgte Seinen og gik i stilhed igennem de mørklagte parisiske gader, og den ene mere magisk end den anden. Sneen faldt stadig, og da vi når foden af Avenue des Champs-Élysées, får jeg øje på Triumfbuen

“Nej, De er virkelig ikke fra Paris”, han opløser stilheden med et grin. “Hvorfor siger du det?” jeg kiggede på ham. “Deres øjne livede helt op, som om der gik brand i Dem, da de så Triumfbuen. Folk, der bor i Paris og ser de samme ting hver dag, vil aldrig have reageret, som De lige gjorde”.

“Hvordan kan det være?” Jeg kiggede undrende på ham. “Folk har en evne til at glemme at værdsætte de ting, de ser hver dag”. Jeg nikkede, men fulgte virkelig ikke helt efter i hvad han sagde, for som vi gik kom vi helt tæt på Triumfbuen. “Det er fantastisk”, hviskede jeg, mens jeg tænkte på alle de ting der havde foregået lige netop her. De tyske soldater der i 1940 marcherede igennem Triumfbuen for at markere sejren over Frankrig, og den franske general Charles de Gaulle i 1944 gjorde det samme, for at markere befrielsen fra den tyske besættelse.

“Gør det noget, hvis vi bliver her lidt?” spurgte jeg, og han rystede på hovedet, og vi satte os med fronten imod den evigt tændte flamme, der ærer alle døde under 1. verdenskrig.

 

“Og jeg havde aldrig følt mig mere levende, end den aften”, jeg kiggede på de to små, som nu lå på maven i sengen og kiggede op på mig. “Mormor? Hvornår kommer du til snekuglen?”, Kira kiggede på mig. “Det kommer snart Kære, jeg vil lige afslutte min aften her, også skal jeg nok skynde mig videre”, jeg blinkede til hende.

 

Pludselig gik det op for os, at klokken var mange, og at vi havde siddet der længe, så vi besluttede os for at gå videre. “Men fortæl mig så, hvor De kommer fra, når De ikke er fra Paris, madame”, han betragtede mig, mens jeg gik og beundrede hver en lille ting. “Det er ikke vigtigt, hvor jeg kommer fra, monsieur. Skæbnen har besluttet, at jeg er i Paris med dig, lige nu”.

Da vi havde gået lidt længere, nåede vi en bro, der hang små hængelåse langs siderne af broen. “Rejsende over hele verden kommer her til Pont des Arts og sætter deres hængelåse på broen, for at bevise deres kærlighed til hinanden, begyndte han og nikkede mod de mange låse. “Det siges, at hvis men smider nøglen langt væk, skal de først findes, og først når de er blevet fundet, vil denne kærlighed dø mellem de to elskende”.

 

“Det er en smuk tanke”, jeg lod fingere køre over de mange låse. “Men du er ikke nødvendigvis enig?” Han kiggede spørgende på mig. “Jo, det er jeg vel, men ingen har nogensinde sagt, at der behøver være kærlighed mellem to mennesker”, han satte sig på en bænk, mens jeg gik og betragtede låsene. “Hvordan kan det være, at du vandrer rundt i Paris med en fremmed juleaften? Skal du ikke hjem?”, jeg kiggede hurtigt på ham, og derefter ud over vandet. “Jeg er allerede hjemme”, han kom hen til mig, og tog min hånd og lagde noget i den. Derefter kiggede han ud på vandet. “Så synes jeg, du skal sætte denne på broen”, jeg åbnede min hånd og deri lå en lille hængelås og et sæt nøgler. “Jeg er bange for, at nogen en dag vil finde nøglen”, sagde jeg og kiggede ned i sneen.

“Ægte kærlighed burde ikke blive ødelagt på grund af en nøgle. Ingen siger, at du behøver smide nøglen væk, jeg synes du skal gemme den, ingen nogensinde vil finde den”.

“Og du tror virkelig på det her, gør du ikke?” fnisede jeg. “Jo, det gør jeg”, smilede han, og gik hen til bænken og tog sin taske, mens jeg fandt en tusch frem og skrev på bagsiden af låsen: - Paris, mon amour. Jeg satte mig på hug, og satte låsen på.

“Glædelig jul, Hannah”, hørte jeg ham sige. “Jeg sagde aldrig, hvad jeg he-..” men da jeg vendte mig rundt var han væk. Jeg kiggede hen på bænken, der stod noget, men jeg kunne ikke se hvad, så jeg gik derhen, og der var den, snekuglen.

 

“Prøv og vend snekuglen min Kære, og læs hvad der står”, Sabine vendte den og kneb øjenene sammen. “Paris mon a mo ur”, læste hun og kiggede op på mig, og jeg nikkede bare, som svar til at det var godt nok læst. “Også står der sådan en streg ting og Hannah”, læste hun. “Det er dig!” udbrød Kira, jeg smilede.

Det bankede på døren og ind kom min datter. “Mooor”, udbrød de to små, og løb hen og krammede hende. “Hej, hvad er det du har der, Sabine?” hun tog snekuglen og kiggede op på mig. “Mor, har du nu fortalt dem røverhistorier”, jeg rystede på hovedet. “Kan I nu aflevere den til mormor igen”, sagde hun og gav Kira snekuglen, og de gik begge hen til mig, mens deres mor gik og pakkede deres ting sammen. “Hvad blev der af ham der, skumfidusen der gav dig den her?” spurgte Kira og gav mig den. Jeg kiggede på snekuglen og derefter ud af vinduet. “Ja, det er og bliver mig en gåde, jeg blev i Paris 3 måneder efter det, i håb om at finde ham, jeg ledte alle de steder vi havde været, men han var som gået under jorden”.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...