Pointless

Selvom hun har de bedste omkring sig er Melody ikke forberedt på at tilbringe sin sommer i Tullamore. Hvor der er minder som hun helst vil undgå. Tullamore er et magisk sted som hendes mor plejede at sige men det synes hun slet ikke selv.
Hvad sker der når hun er ude ved broen, hvor det mørke hul i hendes hjerte begyndte?


1Likes
1Kommentarer
113Visninger
AA

2. The past is the past.

 

 

Kom sagde far, til sin søde lille datter. Som han havde med til sit store sommerhus. Vi havde begge mistet en meget stor, person i vores liv. En som vi ikke kan få tilbage, en som vi kun har billeder og minderne tilbage. Far tog mig op i sine arme, og vi gik ind i det smukke sommerhus. Hvad jeg ikke vidste, var at vi ikke skulle hygge og have det sjovt i det hus. Nej vi skulle gøre noget som en normal pige ikke engang burde være udsat for. Far satte mig ned, og gik over i køkkenet for at finde noget. Han begyndte at drikke og drikke og drikke indtil, han så på mig. Jeg smilte som den lille uvidende pige jeg var. Han gav mig et lille uhyggeligt smil, som jeg aldrig i mit liv vil glemme. Han proppede alkohol i mig. Jeg flyttede flasken fra min mund, og sagde ” det smagte ikke så godt far. ”

Men han var ligeglad, han stoppede ikke med at proppe alkohol i min krop. Jeg begyndte at græde, men han ville ikke stoppe. Jeg rev mig ud af hans greb, og løb op til mit værelse. Han råbte ” kom her din lille kælling” dengang vidste jeg ikke hvad det betød. Han sparkede døren op, og fandt mig i mit skab. Jeg skreg og løb men han tog hårdt fat i min arm. Han tog en klud i min mund, så jeg ikke ville skrige. Han slog mig hårdt i benet med et stykke træ, jeg begyndte at bløde. Men han var ligeglad, han blev ved. Indtil han stoppede, og sagde ”Du sagde at du ikke ville forlade mig men du brød det løfte, hvorfor? Hvorfor? ” Han gav mig en lussing på min blødende kind og gik. Jeg sad der helt lydløs, jeg hørte døren bryde op jeg gik op til trappen. Det var to mænd, John en af mine fars venner, han var en rigtig uhyggelig mand. Og en anden mand jeg ikke kunne genkende. Jeg kan stadig huske mit åndedræt, det var som om mit hjerte sad i halsen. Far lod mig være resten af dagen, men det var langt fra slut. ”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...