Kolde fødder

Et bryllup. En beslutning. To veje. Ja eller nej?

2Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

2. Ægteskab?

 

” Har du fået kolde fødder? ” Den skingre stemme fra den lidt for tynde, ældre kvinde med den blå brudepigekjole skar i ørene på hende. Ekkoet fra hendes hvide skos hæle kunne man høre, da hun travede frem og tilbage med hurtige skridt, som irriterede den paniske brudepige, der tog sin opgave meget alvorligt. Hun skulle sørge for, at bruden havde alt, hvad hun havde brug for, og at hun ikke fik kolde fødder.

Det var bare problemet. Det var den unge brud nemlig ved at få. Hun havde været sammen med sin kommende mand i lang tid. Han havde været hendes første kæreste, hendes første kys og hendes første gang.

Det var netop det, der gjorde hende i tvivl. Han havde været hendes eneste kæreste. Var hun virkelig klar til at opgive følelsen af at blive nyforelsket? Til at have andre kærester?

 

Hun havde spurgt sig selv om det samme før, hvor hun besluttede sig for, at det skulle prøves af. De havde været sammen i godt 6 år på det tidspunkt. Hun tog i byen en aften, alene. Hun drak lidt for meget. Hun gik hjem med en blond fyr, der den aften gjorde hende glad. Hun glemte sine bekymringer for en aften.

Næste dag friede kæresten til hende, og alt blev godt igen. Hun fortrød ikke, at hun sagde ja, for selvfølgelig ville hun da opgive spændingen ved at få en ny kæreste for ham.

Hun fortalte ham aldrig om hændelsen hjemme hos manden fra baren.

 

 

Det var to år siden, og hun havde flere gange efterfølgende været ham utro. Hver gang hun begyndte at overveje at gå fra ham, hjalp en tur i byen og en aften hos en fremmed mand hende. Så begyndte hun at elske ham igen. At det var skyldfølelsen der spillede ind, overvejede hun ikke.

Det ændrede sig, da hun blev gravid. Forældrene var først blevet forarget, for hun var ved at skulle starte på en videregående uddannelse. Hun kunne tydeligt huske deres ord.

” Man kan da ikke have en baby, når man skal til at studere. Den kommer jo til at være i vejen ”.

Ordene havde dog ikke rørt hende. Hun var allerede helt forelsket i tanken om at skulle være mor. Da hun fortalte dem det, var det som om, at det lige pludselig gik op for dem, at det ikke var en ting, der voksede inde i deres datters mave, men en lille baby. Deres barnebarn. De lovede at hjælpe alt hvad de kunne.

Da hun fortalte ham det, blev han glad. Langt lykkeligere end hun nogensinde havde forestillet sig. Det var som om, at hendes kærlighed til ham voksede i det øjeblik. De skulle være forældre. Resten af aftenen gik med at finde navne til deres kommende søn eller datter. De faldt for pigenavnet Breen og drengenavnet Thanathos.

 

6 måneder efter mistede hun barnet, da en spritbilist en sensommeraften kørte ind i hende. Det var næsten et år siden. De efterfølgende måneder kom hun sig over sorgen ved at tilbringe en masse tid med sine veninder, familie og en masse overarbejde. Det var den forklaring hun gav sin mand. I virkeligheden brugte hun mange aftner på forskellige barer, og mange nætter hos forskellige, fremmede mænd.  

Hun mistænkte ham for at have tænkt over den rigtige grund til hendes fravær, men han sagde aldrig noget. Måske var hun blot paranoid.

Hun tog sig dog aldrig sammen til at gå fra ham. Hun kunne ikke bære at miste to personer. Barnets død var stadig som en kniv i hjertet.

 

Til sidst havde hun ikke kunne tillade sig at udskyde brylluppet mere. Hun vidste godt, at hun i hvert fald her burde være gået fra ham, når hun nu ikke havde gjort det før. Hun kunne bare ikke tage sig sammen.

Også her havde hun en masse fravær fra hjemmet, men dette blev slået væk som bryllupsnerver og bryllupsforberedelser af hendes forlovede. Det havde hun hørt ham hviske i søvne. Den nat græd hun sig selv i søvn. Han var sådan en god mand, som hun bedrog igen og igen. Det havde han ikke fortjent. Hendes anderkendelse stoppede hende dog ikke.

De var godt nok adskilt natten før deres bryllup, men hun var ikke alene. Ved siden af hende lå en høj, muskuløs mand med brune øjne og mørkebrunt hår, en tropisk drøm. Han var den direkte modsætning til hendes mand, der bar det skandinaviske look med en bleg hud, lyst hår og lidt for blå øjne. Det havde aldrig rigtig tiltalt hende, men alligevel var hun faldet for ham.

 

 

” Har du fået kolde fødder? ” spurgte den paniske stemme igen. Bruden sank besværgeligt en enkelt gang. Brudepigen lagde hovedet i hænderne. Hun kendte svaret.

” Jeg beklager. Jeg… Jeg kan ikke. Jeg har hele livet foran mig. Er det ikke for tidligt at binde sig? Er det ikke for tidligt at binde sig til den eneste ene? Hvad hvis han ikke er den eneste ene? ”

Hænderne kørte forvirret rundt i håret og ødelagde den flotte frisure moderen havde brugt en time på at sætte. Skyldfølelsen kunne hun igen mærke som små stik i hjertet, men det var ikke på grund af frisuren. Hun var på vej til at forlade den mand hun i mange år havde elsket, og som stod og ventede på hende foran deres familier og fællesvenner. Hun var ved at dreje hans liv i en helt uventet, forkert retning Kunne hun virkelig tillade sig det?

 

” Jeg har ikke noget valg. Vi vil ikke være lykkelige. Det vil være et falsk forhold, og det kan jeg simpelhent ikke byde ham ”, hviskede hun, mens hun med rystende hænder hev den flotte, sølvfarvede forlovelsesring af fingeren. Med et lille brag der overdøvede den larmende stilhed, lagde hun det runde stykke metal, der engang havde betydet alt for hende, på det sorte træbord.

Hun trådte forsigtigt ud af de hvide sko, skiftede hurtigt til en sort, enkel kjole og løb så alt hvad hun kunne, mens hun håbede på ikke at blive opdaget af nogen.

Da hun trådte udenfor, mærkede hun regnen som små dråber af himmelen. For en gang skyld hadede hun ikke vandet, men følte at det passede ind. Hun tillod sig at stoppe op, blot i nogle få sekunder, mens hun nød regnens prikken på de nøgne arme. Hun var klar til at vaske fortiden væk og begynde på en ny.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...