Why we became monsters

Vi gør det fordi det er vores ret. -Mit bidrag til "Hunger Games" konkurrencen som valgmulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

1. Why we became monsters

Jeg kigger mig omkring. Overalt gør mine venner sig parate til kamp. Det sidste slag. Hvis du går ud på gaden, vil du kunne se faldne overalt. Ingen har tid eller kræfter til at samle dem og give dem den begravelse de fortjente. Desuden ville det være for risikabelt. Os, rebellerne, har intet sted at vide os sikre.

”Luk mig ud! ” Råber en mandlig stemme. Jeg kigger op. “Jeg bliver nød til at finde hende! Jeg bliver nød til at finde Avery! ” Mænd og kvinder holder ham tilbage, mens ham forgæves forsøger at nå til døren.

”Er du sindssyg! Du kunne få dig selv dræbt! ” Hvæser en kvinde til ham. ”Hver stille! Ellers vil de finde os! Du sætter alle vores liv på spil! ”

Manden falder til jorden, og de slipper ham. Han begynder at græde, mens han hvisker. ”…Avery…Avery…”

Jeg går stille hen til ham, mens folk flytter sig ud af min vej. Jeg bukker mig ned til ham og ligger min hånd på hans skulder. Han stivner ved min berøring, men vender ikke blikket mod mig.

”Kig på mig… ” Siger jeg, men han reagerer ikke. “ Kig på mig! ” Insistere jeg.

Han kigger chokeret. ”Sir… ” begynder han.

”Vil du ha´ os alle dræbt?!”

”Nej, sir… men… ”

”Jeg fatter godt at du vil have din Avery, men du skal ikke sætte dine venner på spil for hende! Hvis de finder os er alt håb ude! ”

Alt lyd forsvinder. Alle venter på at jeg forsætter. Jeg sukker og begynder med en roligere stemme.

”Vi har kæmpet så længe, at vi ikke kan huske, hvad normalt er mere, men vi kæmper stadig. Vi startede denne krig, fordi vi vil have noget bedre end det vi har. Vi er blevet undertrykte nok. Nu skal det være slut. Vi har sat vores lid til dette mission, men vi har sat så meget mere på spil. I vores kampen er der faldet uskyldige mennesker, og det bliver vi nød til at se i øjnene. De har dræbt uskyldige mennesker, men det har vi også. Det er det krig koster. Det er vores synder. Det er det, der gør os til uhyrer. Vi tager liv. De vil aldrig komme tilbage. Men vi gør det alligevel… hvorfor?” Jeg kigger rundt. Smerten I deres øjne er ikke til at tage fejl af. ”Vi gør det for de andre. Dem der ikke vil stå op og kæmpe, men mest af alt kæmper vi for dem vi elsker. Vi kæmper for vores mødre, vores fædre, vores søskende, vores venner, vores partnere, vores børn. Vi bliver monstre så de ikke skal. De skal ikke se den verden, vi gennem går. De skal ikke vågne med mareridts af disse dage. Når krigen er slut. Og vi har vundet… har vi mistet i masse. Både fysisk og psykisk. Der er ikke mere noget der hedder en normal dag for os. Vi vil huske vores tab, men vil også huske hvorfor. ”

Jeg begynder at se et gnist af håb rundt omkring.

”Vi gør det for frihed! Vi gør det fordi det er vores ret! Vi gør det for den næste genration! Vi gør det vores familier! ” Jeg kigger ned på manden igen. Ser ham dybt ind i øjnene. ”Vi gør det Avery… Vi gør det for alle der ønsker en ny verden. En bedre verden. ”

Jeg rejser mig op og holder en hånd mod manden. ”Men vi får brug for alle… ”

Han kigger tvivlende på hånden og alt er stille. Lige så stille løfter han sin hånd og putter den i min. Jeg trækker ham op fra gulvet.

”Lad os ende krigen...sammen... ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...