I keep fighting

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2015
  • Opdateret: 5 nov. 2015
  • Status: Igang
"Husk på, at selv de dårligste dage kun har 24 timer"

43Likes
15Kommentarer
2217Visninger
AA

2. Min kamp.

 

”Der er lys for enden af tunnelen”, sagde de, og de fik ret. Jeg fandt lyset, men ingen fortalte mig, at selv lyset har brug for en pause en gang imellem. Jeg fandt mig selv søge længere og længere tilbage i tunnelen når det var mørkest, når jeg ingenting kunne se; når alt blev for meget.

Så nu står jeg her, med en fod, der er som limet fast til den mørke side, mens den anden fod står uroligt på den lyse side. Jeg kunne tage kampen op mod limen, og tvinge den over på den lyse side, eller jeg kunne tage den nemme udvej, og placere min urolige fod fra den lyse side, til den mørke. Men jeg har ikke kæmpet mig ud af tunnelen, for at gå direkte tilbage uden kamp. Men jeg er træt. Jeg er dødtræt, men kan man bebrejde mig, når der hver dag er en kamp i mit hoved? En kamp, som jeg hver dag tager op, som jeg hver dag kæmper imod. En kamp, som bliver stærkere for hver dag, og kræver mere af den energi, som jeg ikke har i forvejen?  

Jeg har overvundet min kamp mod depression, en kamp mod spiseforstyrrelse, og jeg er her stadigvæk. Jeg ved der er lys for enden af tunnelen, for jeg har selv været der. Jeg kommer lige fra det, så hvorfor bliver jeg der ikke bare? Hvorfor ikke blive der, hvor mine sår kan hele i fred og ro, i stedet for at søge mod mørket, hvor mine sår vil blive åbnet på ny?

Det er desværre sådan med sår, at man ikke altid selv kan gøre for, at de åbnes igen. Mine sår indeholder en infektion, som kaldes rester; rester af min depression, som stadig sidder i mig, i mine sår, og gør, at de endnu engang åbnes.

Nogen vil kalde det et tilbagefald, men det vil jeg ikke. Jeg er ikke tilbage, hvor jeg var dengang. Jeg vil ikke væk fra livet, nej jeg vil leve det. Hvad der er i mine sår, er, hvad der er tilbage af min depression; usikkerhed, søvnproblemer og angst.

Det er tre ting, som jeg troede, at jeg havde styr på. Det var tre sår, som jeg troede var klar til at hele, tre sår som jeg syede sammen for at håbe, at det var slut. Men uheld sker. Lyset for enden af tunnelen forsvandt i en periode, og jeg fandt mig selv drage mod mørket, hvor mine sår langsomt åbnede sig. Nu står jeg her; stadig med en fod i mørket og en fod i lyset, men stadig med tre blødende sår, som jeg bliver nødt til at gøre noget ved, men jeg ved ikke, hvilket sår jeg skal starte med først. Jeg ved ikke hvilket sår, der kræver mest heling, mest tid, mest opmærksomhed.

Har I nogensinde været så træt, at i er gået direkte i seng, sovet hele natten, og alligevel vågnet op som om I slet intet søvn har fået?  - forestil jer, at I har det sådan hver dag. Hver evig eneste dag vågner i lige så træt som da i gik i seng. Forestil jer, at jeres drømme er så realistiske, at du kan huske hver eneste detalje næste morgen. Forestil dig at sove, men overhovedet ikke sove alligevel. Du husker nok en gang, hvor du var så træt, at din hverdag slet ikke fungerede? Forestil dig, at din hverdag aldrig fungerer, for du er altid træt. Forestil dig aldrig at kunne noget, fordi du er træt. Forestil dig, at alt, hvad du elskede at lave førhen, pludselig er for meget for dig, og pludselig laver du ikke andet end at sove, vågne, spise, måske være social i et par timer, og så sove igen. Forestil dig at folk kalder dig doven, og du har ikke engang energi til at sige dem imod, for de forstår ikke. De forstår ikke, at du lider af, hvad der kaldes kronisk træthedssyndrom.

”Fortæl dem det,” siger I sikkert. Men, hvad folk ikke har prøvet eller kan sætte sig ind i, lukker de ofte ude, og hvorfor bruge den smule energi du har på at fortælle folk det, hvis de alligevel ikke vil forstå det?

Det hele er for meget, og du ved det godt, men du kan ikke gøre noget ved det.

Hvis jeg nu siger, at det kun var det ene sår, som jeg har fortalt om? Hvad nu, hvis der er meget mere end det? Hvad nu, hvis det ikke engang var halvdelen?

Jeg har aldrig været god til at få ting ud af munden, men derimod været god til at få dem ned på skrift, så her er jeg. Noget i mig siger, at det her sår var det værste der kunne gå op, men noget andet i mig modsiger mig og fortæller mig, at det er det andet sår, som er værst, som gør mest skade, netop fordi det både indeholder det andet og tredje sår.

Hvis jeg nu fortæller dig, at jeg er afhængig af andre, på måder som andre ikke er? Hvordan vil du så se på mig? Anderledes? Normalt? Det er lige meget, hvad du gør. Der er altid to forskellige folk, som vil se forskelligt på det, og jeg omgås desværre af og til med nogen, som ikke forstår det. Ikke at jeg kan bebrejde dem det, for de er ikke afhængig af andre som jeg er, og gud, hvor ville jeg dog ønske, at det var mig, som ikke var det. Men det er jeg.

Du kender sikkert til følelsen af, at du ikke er god nok, at du er anderledes, at folk kigger på dig, fordi du er grim, tyk, anderledes, for tynd, for høj, for lav. Næsten alle er usikre på sig selv engang imellem, og det er sundt. Men for meget på en gang, er alt andet end sundt. Det kan overtage dit sind, overtage din levemåde. Det kan få dig selv til at stille spørgsmålstegn ved alt du gør, og her er jeg ikke anderledes. Jeg er usikker på mig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve i en verden, hvor jeg ikke behøvede at tænke en ekstra gang over, hvad jeg spiser, eller hvad tøj jeg har på, om jeg har for meget make-up på, eller om jeg er for grim uden. Jeg ville ønske jeg ikke behøvede at tænke over andres mening, eller om de ville kunne lide mig. For lad os se på, hvordan det er endt.

Det startede ud med, at jeg ikke turde købe mad, for, hvad nu, hvis de andre synes jeg var for stor til at spise sådan nogle mad? Så jeg startede med ikke at spise det, men skulle jeg spise det, så blev mine veninder nødt til at købe det for mig. Og selvfølgelig forstod de ikke. Jeg forstod det næsten ikke. Hvorfor var det så svært at købe mad? De mennesker, der var derinde de spiste det jo selv, gjorde de ikke?

Jeg fik altid at vide, at jeg bare skulle tænke; men der er nok andre der er større end dig og stadig spiser det. Der er altid nogen der ser værre ud, husk på det.

Men hvad er det for en tankegang at have? Hvilken person gør det mig ikke, hvis jeg pludselig tænker sådan? Det trøstede mig måske i en periode, men så begyndte det at blive et problem. Hvis jeg skulle tænke sådan om folk, så skulle andre nok, og hvad nu hvis jeg var deres eksempel? Og hvad nu hvis personerne alligevel var vildt søde? Hvordan kunne jeg tillade mig at tænke sådan om andre? Dømme andre på den måde?

Ikke nok med det, så kunne jeg pludselig heller ikke købe tøj længere, hvis jeg ikke mindst havde hundrede kroner ekstra end det det kostede. For hvad nu hvis jeg så prisen var forkert? Så stod jeg der, alene og så dum ud, fordi jeg ikke vidste det? Skulle jeg så bare sige, at jeg ikke ville have den alligevel og så gå? Ville de så stå tilbage og grine af mig? Ville de tænke jeg var underlig?

Det fortsatte sådan. Jeg kunne ikke købe mad, eller tøj, og jeg kunne bestemt ikke gå i Fakta, hvor jeg førhen havde arbejdet. Hvad nu hvis de så mig? Hvad nu hvis jeg skulle stoppe op og snakke med dem? Hvad nu hvis de grinte af mig, fordi jeg havde sagt op pga. min chef og jeg ikke kom godt ud af det med hinanden? Hvad nu, hvis nogen af mine medarbejder havde sagt noget negativt om mig?

Det fortsatte sådan med alle ting, men jeg kunne jo ikke undgå at købe mad, og mine veninder synes det var underligt, at de skulle købe mad til mig. Det kunne jeg da selv gøre. Jeg var jo ikke et barn længere.

Det var dér det for alvor startede. Forestil jer, at blive presset til noget I ikke vil, til noget der gør jer utryg.

Jeg begyndte at svede, mit hjerte slog hårdt mod mit bryst og gav mig smerter, jeg rystede i hele kroppen og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg gik i panik og mistede kontrollen over mig selv. Det skete hver gang nogen prøvede at presse mig ud i ting. De grinte af mig, og synes jeg var latterlig fordi jeg ikke kunne købe ting selv, og hvis de ikke ville hjælpe mig, jamen så købte jeg det ikke. Så hellere sulte, eller leve uden den trøje.

I starten lod jeg dem grine, for jeg vidste ikke engang selv, hvad der skete. Det var jo latterligt, selvfølgelig var det latterligt, men inde i mit hoved var der blevet tegnet en stor tyk steg – også kendt som min grænse. En grænse, som jeg ikke kunne skubbe mig selv ud over.

Jeg ligner alle andre, og snakker man med mig, så tænker man ikke; hey, hende der er psykisk ustabil. Nej, jeg ligner alle andre.. men indeni er det anderledes. Inden i mit hoved er der en klap, som skriger; alarm alarm alarm, så snart jeg er i en utryg situation, eller en situation jeg finder utryg. Det er ikke bare en dårlig mave fornemmelse eller en smule usikkerhed. Nej, det er min angst, min klap; min klap som smækker i, så snart usikkerheden breder sig.

Tror I ikke, at jeg ville elske at kunne gå i Fakta og handle ind som en normal person? Eller købe noget tøj uden at skulle have mindst 100 kroner ekstra, bare for at være sikker på, at prisen ikke står forkert? Tror I jeg nyder, at være afhængig af andre, som kan klare, hvad jeg ikke kan klare?

Hvad I ikke ser, er hvad der er inde bag ved. Måske virker jeg rolig udadtil, men inden har klappen sat sig fast, og jeg kan ikke rokke den ud af stedet. Jeg kan ikke skubbe til den, og prøver nogen at skubbe den, så knækker det hele. Jeg kan græde. Jeg kan få vejrtrækningsproblemer og rysteture. Jeg kan få kvalme, jeg kan bryde sammen. Og så alt sammen ude foran en Fakta, eller en tøjbutik, eller en cykelhandler.

Tror I jeg nyder det? Tror I jeg nyder, at være afhængig af andre, som kan gå med mig, bare for at jeg kan få mad? Eller tøj?

Hvis I tror det, så tager i fejl.

En angst bliver fremkaldet af noget, og hvis I tror, at jeg gider at stoppe op hver gang, for at fortælle jer hele min livshistorie, så tager I også fejl. Men fortæller jeg jer, at min angst er der, så er det ikke bare en dårlig undskyldning for at slippe væk, eller fordi jeg er doven; nej så er det fordi det er alvor.

Panikangst, det er, hvad jeg har. Panikangst kan komme uventet og uden nogen form for varsel. Min hjertebanken bliver hurtigere, jeg sveder, jeg ryster og jeg får uro i maven. Jeg får smerter i brystet, og jeg får tårer i øjnene, og værst af alt; jeg mister kontrollen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke berolige mig selv. Hvis jeg ved, at mit angstanfald er på vej, så søger jeg hen til andre; hen til andre, der kan berolige mig. Igen har jeg brug for andre, nej jeg er afhængig af andre.

Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre ting, som andre mennesker kan. Normale ting, men det kan jeg ikke.

Hvad jeg har fået at vide af læger, venner og familie er; ”når du kan mærke dit anfald kommer, så tag en dyb indånding, husk på, at hvad du tror andre tænker om dig ikke er rigtigt, og gør det. Du bliver kun bedre til det jo flere gange du gør det. Du skal overvinde din frygt.”

            Men hvis det var så let, så ville jeg jo slet ikke have disse angstanfald, ville jeg? Hvis det var så let bare at gøre det, så ville jeg slet ikke stå i denne situation.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var det. Men det er det ikke, desværre.

Ikke nok med, at jeg har svært ved at få min hverdag til at fungere ordentlig pga. søvnproblemer, så er der min angst. De suppler ikke hinanden særlig godt. Uden energi har jeg ikke kræfter til at kæmpe imod den klap som slår ned, så snart jeg skal kaste mig ud i noget anderledes. Den falder ned og skygger for alt det positive, og så står jeg der forvirret og usikker på alt omkring mig.

Så hvordan skal jeg nogensinde kunne få et normalt liv, med et arbejde, hvor jeg skal omgås med mennesker, som jeg ikke kender? Det er det spørgsmål der præger mig mest.

Havde nogen sagt til mig for 8 år siden, at jeg ville sidde her og skrive dette klokken et om natten på en onsdag, så ville jeg grine. Jeg ville havde sagt, at jeg sikkert var i gang med at søge ind som politibetjent – mit drømmejob, som jeg ikke længere kan blive, endnu engang pga. mine sår er sprunget op. For hvordan skal jeg kunne gå syg på arbejde? Hvordan skulle jeg kunne gå på arbejde, når indersiden af mig bløder? Hvordan skal jeg kunne levere noget brugbart, når en del af mig lider?

Folk som siger, at en psykisk lidelser ikke er en rigtig sygdom, og at man derfor ikke kan bruge det på arbejdsmarked. Hvorfor ikke? Hvad hvis man lider af tre psykiske lidelser?

Psykiske lidelser er som åbne brandsår man får, hvis man har været udsat for brand. Bare fordi man ikke kan se dem, så betyder det ikke, at de ikke er der? Er ens psyke ikke i orden, så er det bare et spørgsmål om tid om, hvornår det rammer den fysiske tilstand. Derfor vil jeg give jer et råd, et råd, som jeg af og til selv skal huske mig selv på stadigvæk; intet er vigtigere end dit eget helbred.

Så er det virkelig så underligt, at jeg står med en limet fod på den mørke side, og en urolig fod på den lyse, som bliver ved med at søge hen mod det mørke?

Jeg vil ikke give op. Jeg vil kæmpe for at hele min krop kan være i lyset. Jeg vil sørge for, at mine sår kan få ro, lys og luft til at hele, i stedet for mørke, fugt og syninger der hele tiden springer op på ny.

Men hvor er det svært, når der hele tiden bliver trukket i tråde fra den mørke side. Og hvor er det svært at holde fast på lyset, på det positive, når der er så meget negativt.

Men jeg ved, at jeg har gjort det før, og jeg ved, at jeg kan gøre det igen. Jeg kan gøre det, hvis jeg overskrider min egen grænse og tør at spørge om hjælp. Jeg ved udmærket, at det ikke er svagt at bede om hjælp, faktisk det helt modsatte. Så det er, hvad jeg vil gøre. Jeg har ét liv, og jeg vil leve det, og jeg vil gøre det på den lyse side. Det kræver hjælp at komme derhen, og trods alle de negative ting i mit liv, så er mit sind åben. Jeg er klar til at få hjælp, jeg er klar til at få et nyt liv.

Jeg troede jeg var rask efter min depression var over, efter jeg stoppede med mine piller. Men hvad jeg ikke kunne se, var hvordan mine sår langsomt åbnede sig. Jeg kunne have set det, hvis jeg havde været opmærksom, hvis jeg havde lyttet på mig selv, men jeg var opsat på at være rask, at være normal igen, men nu har jeg indset, at jeg er normal. Jeg er normal. Jeg er en normal person, som har sår indeni der skal hele, ligesom folk som mister andre, har. Eller folk som har hjertersorger, eller folk der har indre blødninger. Og jeg ved, at når de er helet, så har jeg stadig ar. Men de ar vil jeg være stolt af. Det har været en kamp, min kamp, og jeg har rykket mig så meget. Der er bump på vejen, og det vil der altid være.

Jeg vil altid have et ar indeni fra min depression, et stort ar, som jeg skal lære at leve med; et ar jeg er klar på at vise frem og være stolt af. For hvad er der ikke at være stolt af? Jeg var på bunden, men jeg kæmpede mig op, og nu står jeg her. Er det virkelig så underligt, at der kommer nogle negative perioder i ens liv? Nej. Skal det påvirke mig? Nej. Men påvirker det mig? Ja for søren. Mere end det burde, men jeg er klar til at få hjælp, for jeg ved at der er hjælp at hente, jeg fik jo hjælpen.

Man kan ikke hjælpe en person, som ikke er klar til at hjælpe sig selv og tage imod hjælpen, og det håber jeg I alle sammen derude ved. Du har måske en ven, eller en søster, måske en kæreste, som har det som jeg har haft det, eller har det. Og lade mig sige det kort; det er forfærdelig. Det er forfærdelig at være tilskuere til, og du kan ikke gøre andet end at være der for personen, men du må også trække dig, når du ikke kan gøre mere. For vil personen ikke have hjælp, så kan du ikke gøre andet. Du kan ikke presse en person til at få hjælp for din skyld, eller for dine forældres skyld. Jeg kender det, tro mig, for jeg har selv stået i situationen.

Hvad du kan gøre, er at hjælpe personen med at indse, at der er noget galt, men at det er okay. Det er okay at ens indre er i oprør. Det er okay, at ligge på bunden og tro man ikke kan komme op; men så ræk din hånd ud og hjælp personen op, og tager personen ikke imod hånden, så sæt dig ned på bunden med personen. Det hjælper mere end du tror. Du kan gøre en forskel ved selv en lille gestus.

Jeg har så mange mennesker at takke i mit liv. For uden dem, så ville jeg ikke være her. Men først og fremmest, så vil jeg takke mig selv. Tak mig selv, fordi jeg havde modet til at søge hjælp. Det var noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort, men gode ting kommer ikke altid af sig selv. Nogen gange må man kæmpe for dem, og det gjorde jeg, og det gjorde mine venner, min familie og lægerne. Så tak, tak er det eneste jeg kan sige.

Det er altid så nemt at lukke øjnene for ting, som man ikke kender til. Jeg forventer heller ikke, at folk skal forstå det. Jeg ønsker ikke for nogen, at de på noget tidspunkt får det som jeg har det. Jeg ønsker ikke nogen skal gå igennem, hvad jeg går igennem. Men jeg ønsker at folk acceptere det; at de respektere det. Vi er ikke ens, og alle kæmper sine egne kampe; nogen værre end andre. Men vi må desværre også indse, at det er en del af samfundet, og at det bliver en større del af samfundet, at folk har det psykisk dårligt.

Så kender du nogen der lider af en psykisk sygdom, så tøv ikke med at fortælle dem, at de godt kan, at de er stærke. Et lille ord gør måske intet i selve situationen, men på længere sigt kan det betyde alt.

Og mest af alt; du er god nok som du er. Du er god nok på bunden, på toppen eller i midten. Du kan, hvad du vil, og husk på, du er ikke svag, hvis du beder om hjælp, men derimod stærk, og godt på vej.

Og nu sidder jeg her. Dagen efter, torsdag klokken 13:00. Vi ved sikkert alle, at jeg skriver, når jeg har det værst. Og det havde jeg i går. Men nu sidder jeg her, og har lige været ved lægen. Jeg føler selv jeg har været igennem så meget. Slutter det aldrig, tænkte jeg i går, men nu sidder jeg her med et smil på læben. Det kan godt være jeg lige har fået at vide, at jeg skal igennem endnu et forløb, men det er jeg klar til. Jeg er klar, fordi jeg ved, at der er folk der hjælper mig, hvis jeg falder. Jeg ved, at jeg kan klare det. Og er det ikke en lykkelig slutning på sådan en trist fortælling?

Det får vi nok at se om nogle måneder, indtil da minder jeg mig selv om, at selv de dårligste dage kun har 24 timer. 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...