BFB 2: Best Boyfriend | Harry Styles

Der er gået halv andet år, hvilket vil sige, at Daisy og Niall har fået sig en lille pige ved navn Amy. Freya og Daisy var begyndt i 3.g sammen, men Daisy vælger at droppe ud og blive en mor, der er der 100% for lille Amy. Freya er helt ulykkelig og Harry tilbyder, at hun kan flytte ind hos ham og Louis i London, så hun må skifte gymnasium. Freya har det fint med at bo hos Harry og Louis, men hvad med hendes mor? Hendes liv er blevet ændret, efter der er kommet en fyr ind i hendes liv. Daisy og Harrys forældre begynder også at få en masse problemer, de er begge to jo arbejdsnarkomaner, kan de finde tiden til hinanden? Mens alt det kører på, kommer der nogle ukontrolleret følelser frem, som Louis aldrig har kendt til. Louis ved det er forkert, men han kan ikke gøre for det. | 2'eren til best friends brother - læs den først |

133Likes
200Kommentarer
77397Visninger
AA

23. 22 - "Små Harry'er kunne jeg godt vænne mig til"

Freyas synsvinkel 

Vi var nået til april måned og jeg stod her med tårer i øjnene. Jeg tog efterhånden tilbage til Croydon hver uge, bare for at stå her og tude. Harry kiggede underligt på mig, hver gang jeg fortalte ham, at jeg tog herhen. Han lagde armene om mig og spurgte, om jeg var sikker, jeg nikkede, han spurgte, om han skulle med, jeg rystede på hovedet. Jeg ville gøre det her selv, og han skulle helst ikke se mig græde af ingenting. Selvom det ikke var ingenting. Det var min mor. 

Hun havde været død nu i en måned og det tog hårdere på mig, end jeg havde troet, men det var vel fordi, jeg ikke havde andre forældre end hende. I starten havde jeg måse ikke været så nede med, at hun var væk, men jo mere det kom ind i hovedet på mig, at jeg skulle forberede en begravelse, jo mere gjorde det ondt. Jeg havde jo kun haft hende hele min barndom. Jeg havde ikke nogen far, jeg have ingen bedsteforældre, jeg havde slet ikke andre familie end min mor. 

Hun havde dog givet mig en lap papir med både min fars navn og mine bedsteforældres navne. Harry havde hjulpet mig med at skrive et brev til mine bedsteforældre, hvor vi skrev, at jeg var deres barnebarn, og fortalte, at hun var desværre død. Vi skrev, eller det egentlig mest Harry det skrev, men vi skrev, hvad hun døde af, hvor hun boede og alt det der var nyttigt. Harry læste det op for mig, og jeg nikkede bare gennem det hele, han havde fået skrevet. 

Jeg havde været på kirkegården efterhånde ret længe. Så længe at det begyndte at regne. Jeg havde ikke noget i mod regnen, men jeg skulle også med toget tilbage til London. Jeg ville ikke være gennemblødt, men når det regnede, kunne man ikke se mine tåre løbe med af mine kinder, så jeg blev stående og lod regnen piske ned mod mig. 

"Freya?" lød en stemme et godt stykke bag mig. Jeg kunne ikke genkende stemmen, så det var hverken Anne eller Martin. Det kunne det sagtens have været, efter sidste gang. Jeg var taget herud i øsende regnvejr og det viste sig, at Harry havde ringet til sin mor, for at få mig i tørrevejr. Han var så dejlig og tog så godt af mig, når jeg var nede. 

"Ja?" Jeg fik vendt mig om og så et ældre ægtepar komme hen til mig. 

"Vi er Charlotte og Craig," sagde Charlotte så. Jeg forstod ikke rigtig, indtil det gik op for mig, og jeg spærrede øjnene op. Charlotte holdte armene ud, så jeg trådte de sidste skridt hen i mod hende og lod hende omfavne mig. Hun var min mormor. Jeg kunne ikke forstå, at min mormo og morfar stod foran mig. 

"Vi er virkelig kede af det" lød det fra Craig. Jeg så op på ham og nikkede. Det måtte være hårdt at miste sin datter, selvom de ikke havde snakket sammen i flere år. 

"Vi burde gå i tørrevejr," sagde Charlotte og jeg trak mig ud af krammet. "Lad os tage hjem til dig, og få noget varmt at drikke" hun sagde det meget optimistisk og prøvede at lyde glad, men det var selvfølgelig svært. 

"Jeg bor i London, så vi skal tage toget" forklarede jeg. 

"Vi er kørt i bil herhen, så jeg kører os bare derhen, men du må lige guide mig rundt, når vi når derind" sagde Craig med et smil på læberne, og jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg nikkede og vi gik ud af kirkegården. Det var også mere rart at køre i bil end at skulle sidde i et tog, når man både var ked af det og pisse våd. 

**

Vi gik stille og roligt op af trapperne til anden sal. Jeg var efterhånden ved at være van til de forbandede trapper, selvom jeg bandede over dem indevendigt. Jeg ville ikke vise min dårlige opførsel foran min mormor og morfar, som jeg først nu havde mødt. Jeg havde ikke kendt dem i nitten år, og pludselig havde jeg inviteret dem på kaffe i Harry, Louis' og min lejlighed, og ingen af dem vidste, at vi kom. Jeg låste døren op og gik stille ind sammen med dem. 

"Bare smid skoene og hæng jakkerne op her," sagde jeg og tog selv mine sko af. "Så vil jeg lige gå ind og få noget tørt tøj på" de nikkede og tog stille deres tøj af. 

"Er du hjemme tykke?" lød Louis' stemme. 

"Oh, forresten så bor jeg sammen med min kæreste og vores fælles ven. I kan bare gå ud i køkkenet, når I har fået overtøjet af" de smilede til mig, hvorefter de nikkede, så jeg kunne gå ind på vores soveværelse. Jeg så Harry sidde i sofaen i stuen, men jeg havde travlt, så jeg så slet ikke på ham. 

"Freya" Harrys stemme var bag mig, og jeg kunne fornemme, at han rejste sig og gik efter mig. Jeg sagde ingenting, men smed med det samme mit våde tøj, og stod splitternøgen, da Harry kom. "Var det en god tur?" Han sagde ikke noget til, at jeg var nøgen. Det ville han normalt have gjort, hvis det ikke var fordi, jeg kom direkte fra kirkegårde. Jeg mumlede et ligegyldigt ja, og fik tøj på. 

"Hvem er det der sidder i køkkenet?" Louis brasede ind på værelset, og heldigvis manglede jeg kun at få en trøje hen over hovedet. Den sad lidt stram omkring min krop, men det tog jeg mig ikke af, jeg havde ikke tid til at skifte igen. Jeg kunne se på Harry se på Louis med et uforstående blik. "Der sidder en gammel mand og dame i køkkenet" 

"Det er min mormor og morfar" sagde jeg og satte mit våde hår op i en knold. 

"Hva'?" lød det forvirret fra Harry og Louis på samme tid. 

"Skat er du okay?" Harry kom helt hen til mig og lagde begge hænder på mine skuldre. Jeg kiggede på ham og gav ham et hurtigt kys. 

"Ja. Jeg vil lige præsenterer dig, og Louis" jeg kiggede på ham med det ondeste blik. "Du holder dig væk, forstået?" Han nikkede og vi gik ud i køkkenet. "Charlotte, Craig, dette er Harry, min kæreste" sagde jeg, han tog min hånd. "Vi er forlovede" fortsatte jeg, hvilket fik Charlotte til at lyse helt op. 

"Jamen tillykke børn" hun lød glad. "Og lad dog vær med at kalde os ved fornavn, bare kald os mormor og morfar" Jeg nikkede og slap Harrys hånd igen, så jeg kunne gå hen og finde to kopper, som jeg satte hen til maskinen, trykkede på en knap og der kom kaffe i begge kopper. Vi havde en smart maskine, som jeg havde opgivet at lære navnet på. 

"Så I fik faktisk vores brev" lød det fra Harry, som jeg slet ikke havde regnet med ville sige så noget. 

"Ja, selvfølgelig gjorde vi det" sagde Craig. Jeg tog deres kopper og gav dem. "Tusind tak" han sendte mig et smil, hvorefter jeg satte mig ned ved siden af Harry. 

"Du minder ret meget om din mor" kom det fra Charlotte. "altså da hun var på din alder selvfølgelig" jeg nikkede og sagde ikke så meget. "Men lad os høre, hvordan I lærte at kende hinanden, I ser så glade ud" jeg smilede og kiggede fra hende til Harry. 

"Jeg er bedste veninder med hans lillesøster, Daisy. Så jeg har kendt ham i nogle år nu, og vi kunne da også snakke sammen, da jeg kom på besøg og den slags, men det var først, da vi flyttede til Croydon og da Harry mistede sin kæreste, at vi begyndte at snakke endnu bedre sammen. Vi blev ligesom bare bedre og bedre venner, fik følelser for hinanden," fortalte jeg, mens de nikkede, drak deres kaffe og kiggede på os med store smil. 

"Daisy var ikke så glad for, at vi kunne lide hinanden. Vi tog afstand, men kunne ikke, og da vi så fandt sammen og hun opdagede os, blev hun vildt sur. Vi snakkede ikke sammen i næsten en måned med hende, så jeg flyttede næsten ind hos Freya, men da jeg så fik min studenterhue efter min sidste eksamen, blev vi alle gode venner, og vi fandt ud af, at Daisy og hendes kæreste, som også er min bedsteven, skulle have et barn" de nikkede og løftede øjenbrynene et øjeblik og så intenst på mig. 

"Og jeg kan se, at I også venter barn" kom det fra Charlotte. 

"Hvad? Nej!" udbrød vi begge to og lænede os frem i stolene. 

"Charlotte, du behersker du dig!" udbrød Craig. "Du kan ikke bare antage dig noget! Hun har ikke selv sagt noget, og bare fordi Harrys lillesøster har fået et barn, betyder det ikke, at Freya også er gravid" sagde han og lød alvorlig. Jeg kiggede på Harry med næsten skræmte øjne, og han kiggede på mig med et spørgende blik. Det var ligesom, at han selv tænkte det, men jeg var altså ikke gravid. 

"Undskyld Freya og Harry" sagde hun og så undskyldende på os. "Craig har ret, jeg skal ikke bare antage noget" 

"Men hvis vi nu siger, at jeg får et barn og et års tid eller to, vil I så droppe kontakten til mig, som I gjorde med mor?" spurgte jeg nervøst om. Jeg havde lige fået mine bedsteforældre, og jeg kunne ikke klare, hvis jeg så også mistede dem ligeså hurtigt. Nu havde jeg endelig fået en familie, som jeg egentlig godt vidste, jeg havde, men aldrig havde kontakt til, eller vidste noget om. 

"Nej selvfølgelig ikke min skat. Vi har faktisk i årevis, prøvet at få kontakt dig til og din mor, men der skete aldrig noget. Breve kom tilbage uåbnet, vi kunne ikke finde telefonnumre, adresse eller noget som helst. Vi var ved at opgive håbet om at se vores datter og barnebarn og nu er vi bare super glade for, at vi har fundet dig" sagde Charlotte og undlod, at vi lige havde mistet min mor. 

De fik drukket deres kaffe, hvorefter de måtte komme afsted. De fortalte mig at de boede i Oxford, så det tog halv anden time at køre og de skulle gerne nå hjem, så de kunne handle ind til aftensmad. Harry og jeg tilbød dem at spise med, men de ville ikke trænge sig på, og de havde også en masse, de skulle nå derhjemme, men de ville hellere end gerne komme igen en anden dag, og vi var mere end velkommen hos dem. 

"Vi ses" sagde Craig og trak mig ind i et kram. Jeg trak mig ud af krammet igen, hvorefter jeg så Charlotte trække Harry ind i et kram. 

"Nu skal du passe på hende" hørte jeg hende sige. 

"Jeg gør alt, hvad jeg kan" sagde han, hvilket gjorde hende ufattelig glad. Hun vendte sig om og så på mig, mens Harry var henne og åbne døren for dem. Hun trak mig ind i endnu et kram, som hun holdte lidt længere end det før. 

"Lov mig lige, at tag en graviditettest" hviskede hun og kyssede mig på kinden. De kom ud af døren og jeg kiggede ned af mig selv. 

"Noget galt?" 

"Ser jeg tyk ud?" spurgte jeg og kiggede ned på min mave. Min trøje havde måske strammet lidt om maven, men det gjorde det meste af mit tøj. Han kiggede grundigt på min mave, hvorefter vi fik øjenkontakt. 

"Tror du, at du er gravid?" spurgte han næsten helt nervøs. Jeg trak på skulderen. "Hvis du er," startede han så og krammede mig bagfra, hvor han lagde hænderne på min mave. "Så er jeg bare glad for, at det er med mig". Jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg havde måske næsten lige mistet min mor, og hvis vi så væk fra det, og kun så det positive, så var jeg næsten færdig med gymnasiet, jeg havde fået mine bedsteforældre og var måske gravid med Harrys lille barn, som helst skulle ligne ham. Jeg vidste ikke, om jeg var gravid, og jeg vidste heller ikke om jeg var klar, men det skulle jeg vel nok være, hvis den kom. 

"Små Harry'er kunne jeg godt vænne mig til" sagde jeg med et grin, inden jeg kyssede ham på munden. 

_________________________________________________

Besked i næste kapitel :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...