BFB 2: Best Boyfriend | Harry Styles

Der er gået halv andet år, hvilket vil sige, at Daisy og Niall har fået sig en lille pige ved navn Amy. Freya og Daisy var begyndt i 3.g sammen, men Daisy vælger at droppe ud og blive en mor, der er der 100% for lille Amy. Freya er helt ulykkelig og Harry tilbyder, at hun kan flytte ind hos ham og Louis i London, så hun må skifte gymnasium. Freya har det fint med at bo hos Harry og Louis, men hvad med hendes mor? Hendes liv er blevet ændret, efter der er kommet en fyr ind i hendes liv. Daisy og Harrys forældre begynder også at få en masse problemer, de er begge to jo arbejdsnarkomaner, kan de finde tiden til hinanden? Mens alt det kører på, kommer der nogle ukontrolleret følelser frem, som Louis aldrig har kendt til. Louis ved det er forkert, men han kan ikke gøre for det. | 2'eren til best friends brother - læs den først |

132Likes
200Kommentarer
76224Visninger
AA

22. 21 - ”Men nu har jeg lavet cocopops til dig, så det er næsten synd, hvis de ikke bliver spist”

Freyas synsvinkel

De sidste par timer havde jeg slet ikke lavet noget udover at sidde og kigge på den lap papir, min mor gav mig, da Harry og jeg var ude at besøge hende i går på sygehuset. Jeg forstod stadig ingenting. Hun lå der, og var næsten døden nær og hun ville ikke have mig der. Hun havde slet ikke fortalt mig noget, selvom jeg godt kunne fornemme, at der var noget galt. Hun fik det jo dårligt, næsten hver gang jeg så hende. Så skulle hun bare lige sidde ned og have et glas vand, eller også var det bare fordi, hun ikke havde fået nok søvn. Hun kom hele tiden med en undskyldning, og nu når jeg tænkte tilbage, så kunne jeg godt se det. Hun havde faktisk haft det skidt i lang tid, men jeg havde slet ikke bemærket noget, fordi hun slet ikke havde fortalt mig noget.

”Skat?” Harrys stemme var forsigtig, da jeg næsten ingen havde sagt siden i går. ”Du skal altså spise noget” han satte en skål cocopops foran mig. Jeg rystede bare på hovedet og blev ved med at kigge på papiret, som jeg stadig ikke have åbnet og kigget på. ”Freya” sukkede han og satte sig hen med siden af mig, mens hans hånd lå på mit lår.

”Nej Harry, det…” jeg stoppede mig selv midt i sætningen, for ikke at min stemme skulle knække. ”Du må ikke tvinge mig” min stemme var lille, næsten helt hviskende.

”Men nu har jeg lavet cocopops til dig, så det er næsten synd, hvis de ikke bliver spist” sagde han og skubbede blidt til mig. Selvom jeg ikke ville indrømme, at han havde ret, skulle jeg til at læne mig hen til bordet for at tage det, men Harry var hurtigere og rakte skålen til mig.

”Tak skat. Det er virkelig sødt af dig” jeg kiggede på ham og ville kysse ham, men lod vær, da jeg hørte min mave rumle. Jeg havde ikke spist noget siden i går, hvor jeg havde besøgt min mor på hospitalet, så jeg havde næsten ikke spist i firetyvetimer. Jeg tog fat i skeen og begyndte at spise og kunne mærke lettelsen i maven, da der endelig kom mad ned i den.

Det tog lidt længere tid at spise cocopopsene end sædvanligt, fordi jeg var så trist, som jeg var. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg tænkte på, der kørte bare en masse tanker i hovedet på mig. Om både min mor, min far, ja sågar mine bedsteforældre, de burde da vide, at hun lå døden nær.

Jeg fik sat skålen på bordet foran mig, mens jeg hørte lyden af en dør, der gik op. Stemmen kendte jeg og nu vidste - sikkert - hele opgangen, at Louis var kommet hjem. Jeg sagde ikke noget og kiggede på min telefon, som havde været slukket hele dagen i går, så jeg valgte at tænde den. Da den tændte, fandt jeg en masse beskeder fra Daisy.

Daisy: Hvad skete der? Hvad fik I at vide?

Daisy: Er du okay?

Daisy: Hallo Freya! Svar mig!

Daisy: Du kan fortælle mig alt, det ved du da

Daisy: Jeg bryder ind i jeres hjem, hvis du ikke snart svarer

Daisy: Jeg har talt med Harry, og han har fortalt mig det hele. Han fortalte, hvad lægen sagde og hvordan du reagerede. Jeg er så ked af det, at du skulle finde ud af det på den måde, men jeg er sikker på, at hun klarer den, selvfølgelig klarer hun den, hun er jo din mor. Hun er stærk, ligesom du. Jeg elsker dig, det ved du og du kan altid ringe, skrive eller komme over. Smadre et vindue eller sådan noget, bare du snart svarer mig. Jeg ved, at jeg bare kan snakke med Harry om det, men det er noget andet at skrive med dig. Du ved, du betyder meget for mig, så det er bare nemmere, hvis du ville snakke til mig x

Jeg smilede over hendes sidste sms, men hun havde ret. Det burde være mig, der fortalte hende, hvordan jeg havde det, det burde ikke være Harry, der fortalte hende, bare fordi han var hendes bror og min forlovede.

Freya: Det kan godt være, at du tror, hun er stærk, men du så hende slet ikke. Du så slet ikke, hvordan min mor så ud. Hun var helt bleg og lignede en, der allerede var på vej ind i lyset.

Daisy: Du lever!

Daisy: Okay, men jeg håber alligevel Frey.

Freya: Jeg ved slet ikke, hvad jeg håber på. Det kan godt være, at hun er min mor, men du ved også, hvordan hun har været over for mig, inden jeg begyndte at date Harry og jeg snakkede om at flytte. Jeg elsker hende selvfølgelig, men det er vel først, når jeg står i det, jeg fortryder alt, jeg har sagt, men jeg burde jo også lede efter min far, men jeg ved ingenting om ham. Hun vil jo ikke sige noget.

Daisy: Bare rolig, du skal nok finde ud af noget. Og nu når hun har lagt der på hospitalet i den tilstand, kan det jo være, at hun har tænkt, at hvis hun går bort en dag, så skal du stadig havde en forælder til at passe på dig, selvom du har Harry og os andre, men en far kan man altid bruge. Hun giver sig nok, og fortæller alt til dig, tro mig!

Freya: Jeg kan slet ikke tænke sådan.

Freya: Undskyld for at være så negativ. Det er bare det hele, der ramler sammen. Jeg burde gå i seng.

Daisy: Du skal nok ikke gå i seng så tidligt, så er du oppe hele natten og så bliver alle dine tanker værre. Dril Louis eller Harry, bare lav et eller andet, så du driver tiden væk. Ellers kom her over, du ved, du altid er velkommen

Freya: Jeg ligner lort, så jeg skal ikke uden for en dør

Daisy: Da vi boede i Croydon, kom du tit over, selvom du lignede lort

Freya: Det var dengang

Jeg lagde min telefon fra mig, hvorefter jeg kiggede på Louis og Harry, som var gået i gang med en eller samtale, som jeg slet ikke var inde i. Jeg havde været optaget af de beskeder, Daisy og jeg sendte til hinanden. Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om flere end én ting for tiden, men det forstod de, og det gjorde jeg også selv. En ting ad gangen, så skulle det nok gå.

”Freya er der noget galt?” spurgte Louis om, hvilket fik mig til at kigge på ham. Jeg sad med benene op under mig, og han spurgte, om der var noget galt. Selvfølgelig var der noget galt, men jeg kunne ikke sige det, uden min stemme ville knække. Jeg rystede på hovedet og kiggede væk, jeg kiggede blot ud i luften, uden at fornemme, at han spurgte Harry.

”Det er hendes mor” lød det fra Harry. Mine ører blev næsten spidset, og mit blik røg hen på ham. Han kiggede på mig og sendte mig et spørgende blik. Jeg nikkede bare, for Louis ville jo enten få det at vide eller finde ud af det på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke bare få det overstået.

”Jeg tror aldrig, jeg har set hende med så lidt energi og, at hun næsten ingenting siger. Jeg bliver da næsten helt bekymret” sagde Louis. Jeg fjernede mit blik fra Harry og kiggede på døren ind til vores soveværelse. Jeg overvejede at gå derind for at ligge mig i sengen, men kom så i tanke om Daisys besked. Hvis jeg faldt i søvn nu, ville jeg ikke kunne sove i nat, også ville mine tanker bare blive værre. De ville sikkert blive værre end i nat, for jeg havde næsten ikke sovet, så jeg var godt træt og var næsten løbet tør for energi.

**

Jeg måtte have været faldet i søvn alligevel, for jeg vågnede ved, at der blev lagt en hånd på mit lår. Jeg åbnede øjnene og satte mig hurtigt op, og så Harry stå med den lap papir, jeg havde i min hånd tidligere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg tage det fra ham eller skulle jeg lade ham læse det?

”Du burde læse det, din mor har skrevet på papiret” sagde Harry og gav mit lår et klem, hvorefter han gav mig papiret. Jeg kiggede bare forvirret på ham, men han sendte mig et kærligt smil og kyssede mig på siden af hovedet.

”Har… har du læst det?” Min stemme var ved at blive normal, og den var ikke ved at knække som tidligere.

”Ja. Det faldt på gulvet, så jeg tog chancen, for jeg vidste ikke, hvad du var så bange for at se på det stykke papir. Du kan virkelig glæde dig til at læse det, det er jeg sikker på. Du burde læse det, så vil jeg lave noget mad til dig, er der noget du vil have?” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg laver en toast til dig” og med det gik han ud i køkkenet, hvor jeg hørte stemmer, hvilket måtte betyde, at Louis også sad derude.

Jeg tog mine ben op i sofaen, satte mig i skrædderstilling og kiggede på papiret. Hvad forventede jeg egentlig, og hvorfor var jeg så bange for at læse det? Jeg tog en dyb indånding og så de bogstaver, der var blevet skrevet ned. Det var ikke den kønneste håndskrift, men man kunne godt læse, hvad der stod.

Charlotte B. Parks
Craig T. Parks

Nede under de to navne, som jeg regnede med, måtte være mine bedsteforældres navne, som var min mormor og morfar, stod der et mere. Det tog mig et stykke tid for at finde ud af, hvorfor hun havde skrevet det navn. Det gav ikke nogen mening, for jeg tænkte mig godt om.

Adam Lee Hall

Det var min fars navn. 

_________________________________

Undskyld for det ultra korte kapitel. 

Er der overhovedet nogle, der stadig læser med? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...