Farvel, min grusomme verden

Vi er ligeglade med, hvordan vi behandler andre, men kommer det til os selv, så skal vi behandles som prinsessen på ærten. Men hvorfor? Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror, at det er fordi vi er så pisse bange for at se virkeligheden i dens iskolde øjne. Vi er bange for, at vi ikke passer ind i lille samfund, som vi tilhører, og derfor opstår vores eget lille parallelsamfund, hvor vi selv er dronningen. Et sted, hvor vi selv hersker over vores eget liv. Hvis det ikke går som planlagt, kan vi let ændre på sammenhængen. Vi ændrer lidt på det hele. Og det opdages aldrig. Nogle gange er det bedste, at kunne være den, som bestemmer over liv og død. Nogle gange er det bedst, når vi ikke er til stede, men stadigvæk har valget om, at være til eller ikke at være til.

2Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

2. Min hemmelighed

Der er noget jeg gerne vil indrømme, men jeg er bange for, hvordan du vil reagere, mine forældre har allerede glemt det. Lader som ingenting. Ignorere, at mit parallelsamfund ikke virker som deres. Mit er flydt med manglende mod. Manglende kærlighed. Alt er manglende. Jeg er selv inkluderet i alt. Men hvad gør man, når man selv mangler i sit eget liv? Jeg prøvede noget, hvilket kun virkede i et meget kort sekund. Men noget som virker lige meget, om du befinder dig i dit parallesamfund eller i andres.

 

Jeg har længe prøvet at stoppe. Nogle gange har jeg været mig selv i en lang periode. Andre gange, en enkelt dag. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er bedst. Gør som du vil, men jeg vil ikke mere. Det er for hårdt. Jeg har skrevet digte. Sangtekster. Noveller. Men, hvad er det jeg har gang i? For intet er blevet til noget godt, selvom rigtigt mange fortæller mig, at det er. Jeg har brugt lang tid på at lære mig selv at kende, men det er svært at skulle lære en person at kende, som ingen andre ved hvem er.

 

Vi er hvem vi er, men nogle gange vil vi hellere end gerne være en anden. En som er bedre. Forstå mig på den måde, alt hvad vi vil, er at opnå det mest uopnåelige der findes, hvilket gør det umuligt at være os selv, da vi hele tiden stræber efter noget vi ikke kan få.

 

Jeg har lært en del gennem den seneste tid. Jeg har lært, at jeg brude værdsætte, de folk som jeg har rundt omkring mig, men det er svært, for, når jeg ikke føler mig værdsat. At være værdsat føles godt.

 

Jeg har længe kæmpet imod at skulle finde barberbladet frem, men det er et eller andet inde i mig, som siger: ”Hvorfor stoppe? Du er jo så godt i gang”.

 

Hver eneste gang jeg vågner op, håber jeg på, at det er en drøm. En drøm om, hvordan det hele ikke brude være. Det er bare et sted, hvor jeg vågner for at se, hvordan jeg ikke skal være. Men sådan er det ikke. Når jeg vågner, ser jeg alt. Alt det, der ikke skulle kunne ske, med en pige som mig. En pige der har det godt, som andre vil sige det.

 

Jeg håber på, at jeg en dag ikke længerer er til stede. At jeg har fundet en nyt sted at være. Et sted, hvor jeg kan leve i lykke, med de personer som virkeligt gerne vil passe på mig, som jeg betyder noget for. Ikke de personer, som kun er til sted for at irriterer mig.

 

Drømme er til at komme væk fra virkeligheden. De er til, så man kan finde sit eget fristed. De passer ind sammen med ens parallesamfund. Drømme er det som ingen anden end en selv kan opleve og have. Kun jeg, kan have den drøm jeg har, om at vågne op et sted. Et helt nyt sted, uden at have oplevet, hvad jeg har.

 

Jeg har prøvet meget. Meget mere end jeg brude have prøvet. Jeg er og bliver hende med de mange ar. Jeg er og bliver hende, der ikke tør stole på fremmede. Jeg lærer det aldrig, hvilket jeg næsten har accepteret. Det sker somme tider, at jeg begiver mig ud til steder, hvor jeg er alene. Her vil jeg helst blive. Jeg kan ikke altid det med at være sammen med en hel flok. Der er alt for mange som kræver min opmærksomhed på en gang. Alt for mange. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...