Farvel, min grusomme verden

Vi er ligeglade med, hvordan vi behandler andre, men kommer det til os selv, så skal vi behandles som prinsessen på ærten. Men hvorfor? Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror, at det er fordi vi er så pisse bange for at se virkeligheden i dens iskolde øjne. Vi er bange for, at vi ikke passer ind i lille samfund, som vi tilhører, og derfor opstår vores eget lille parallelsamfund, hvor vi selv er dronningen. Et sted, hvor vi selv hersker over vores eget liv. Hvis det ikke går som planlagt, kan vi let ændre på sammenhængen. Vi ændrer lidt på det hele. Og det opdages aldrig. Nogle gange er det bedste, at kunne være den, som bestemmer over liv og død. Nogle gange er det bedst, når vi ikke er til stede, men stadigvæk har valget om, at være til eller ikke at være til.

2Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

3. At give op. Jeg gav op. Jeg har opgivet.

Et nyt kapitel starter hver dag, men nogle gange sidder man fast i fortiden og kommer til gentagende gange at dukke op i det samme gamle kapitel. Tit siger jeg til mig selv: ”Har du tre grunde til at fortsætte af denne vej? Hvis ikke, gør noget nyt i stedet for at gentage, hvad de i forvejen har prøvet.”

 

Det er hårdt at skulle kæmpe sig igennem tykke tåger af udbrud. Gråd. Smil. Falske forventninger. Ærbødighed. Ingenting. Tåger, som omringer en med alt, hvad man før har oplevet. Giv dog slip!

 

Det er svært at overskue virkeligheden. Alt er ved at falde fra hinanden og lysten til at stå op hver morgen svinder mere og mere ud i det ubevidste, hvor tanker om aldrig nogensinde vågne op igen opstår.

 

Det giver ikke mening at skulle forsætte med at gøre de gode gerninger. Tilbagefaldene kan hele tiden ses i de friske ar på mine håndled. Friske blodperler pibler stille frem. Det giver ingen mening at skulle fortælle det til nogen, ud over ham, som forstår alt.

 

Jeg er bange for at skuffe mine forældre endnu en gang. Jeg er stoppet med at tro dem og deres sukkersøde ord om, at jeg ser gladere ud.

 

Min hovedskal er ved at flække. Der er ikke plads til flere tanker. Jeg er nødt til at give slip. Slippe tankerne fri. Slippe mig selv fri.

 

Det er ikke så svært bare lad knivbladet skærer dybt nok. Så dybt, at det ikke kan redes.

 

Røde linjer er ved at male mit håndled og gulvet under mig. Intet er bedre end denne følelse.

 

At give op. Jeg gav op. Jeg har opgivet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...