Venindeaften

Så galt kan det gå, hvis man lader sig påvirke for meget af alkohol og gruppepres! (Dette er dog ikke en virkelig historie!)

0Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Venindeaften

”Gør det! Gør det NU!!”

Mit hjerte hamrede. Stinnas øjne lynede, og jeg vidste, at der ikke var andet at gøre. Det var den eneste løsning…

Hvad har jeg gjort? Hvordan kunne jeg gøre det? Noget så voldsomt og utilgiveligt. Har jeg overhovedet gjort det? Selvfølgelig har du det! Hvem ellers? Hendes lig ligger for mine fødder, og ser meget forslået ud. Åbne sår på arme og ben. Fejlstilling af ryg. Gud, den er brækket! Det er halsen også! Stinna ligger ved siden af Mille, men hun lever. Jeg sparker til hende.

Mille jeg var på besøg hos vores veninde, Stinna. Den ene øl tog den anden, og vi blev hurtigt alt for fulde. Det var egentlig ikke fordi jeg havde lyst. Jeg havde aldrig haft lyst til at drikke, men noget var anderledes denne gang. Alle mine bekymringer druknede i øllen. Det var en fed, fredfyldt følelse at være fuld. Snakken gik. Drenge, tøj, hår og make-up. Den perfekte opskrift på den perfekte pigeaften.

”Jeg keder mig. Skal vi ikke lave noget?” Typisk Mille, der aldrig har nok i tøsesnak – der skal ske noget.

Stinna og jeg nikkede bare – hun fik altid sin vilje.

Uden overhovedet at tænke, gik vi ud og tog vores overtøj på. Hobrovej virkede tiltrækkende på os alle sammen.  Et eller andet sted vidste jeg godt, at det ville gå galt. Fornemmelsen var ikke til at tage fejl af. Fejlen var bare, at jeg var ligeglad – eller for fuld til at tænke. Mulighed nummer to var, ved nærmere eftertanke, nok mest sandsynlig…

Sirener. De kommer nærmere. Nærmere. Stinnas og mine øjne mødes. I et øjeblik er vi de eneste i verden, med frygten som hersker. Hvad skal vi gøre? Løbe? Blive og få vores velfortjente straf? Jeg ved helt ærligt ikke, hvad der virker mest rigtigt. Vi bliver sikkert fanget under alle omstændigheder, men hvorfor ikke gøre arbejdet sværer for dem? Min hånd finder Stinnas, og uden at udveksle blikke, eller ord, spurter vi i retning af Kennedy Arkaden.

… Hotel Hvide Hus sprang i øjnene på os. Mille gik i forvejen, og Stinna greb min arm.

”Det her er den perfekte mulighed”, hviskede hun.

”Hvad mener du med det?”

”Vi kan skubbe hende ud over taget på Hvide Hus. Gøre en ende på hende. Én gang for alle!”

 Jeg nikkede, vi listede ind på hotellet, fandt en trappe og gik op. Trinene virkede uendelige. Vi var alle sammen hønefulde og gik sindssygt skævt. Det var et under, at vi ikke faldt bagover og ned!

”Du gør det”, hviskede Stinna.

”Hvorfor mig?” hvæsede jeg. ”… OK, så gør jeg det”

”Super”, sagde Stinna med et lumsk smil.

Vi nåede døren ud til taget. Mille åbnede, og vi sprang ud.

”Vi er skide fulde og på rulleskøjter, men hvad gør det når man har mere øl?” Skreg Mille.

Vi gik alle sammen hen mod tagets kant og hegnet, der skulle forhindre folk i at falde ned. Stinnas og mine øjne mødtes, jeg gik om bag Mille…

Mine ben føles som gummi. Stinna er kommet foran – okay hun løbetræner, men alligevel – langt foran. Jeg giver den lige et hak mere, end jeg kan klare. Hele min krop giver efter og… bang. Nu ligger jeg her på fortovet.

... ”Gør det! Gør det NU!!”

Mit hjerte hamrede. Stinnas øjne lynede, og jeg vidste, at der ikke var andet at gøre. Det var den eneste løsning. Jeg lagde hænderne på Milles ryg – og skubbede! Min berusede hjerne gik i stå. Vi så Mille falde og ramme jorden, nærmest i slowmotion. Stinna løb ned ad trappen. Uden nogen forklaring på hvorfor fulgte jeg efter. Svimmelheden var voldsom, og jeg snublede ned ad trapperne. Rullede hele vejen ned, uden nogen idé om hvor lang turen var. Det eneste jeg kan huske er, at den fik en brat ende, da jeg ramte en væg med høj hastighed og hovedet først…

Stinnas hånd hiver mig op med lidt for stor kraft. Kom nu Allie, genvind balancen! Jeg aner ikke hvordan, men vi løber. Over en vej med alt for mange dyttende biler som heppekor. Kennedy Arkaden er foran os. Målrettet, men med rystende ben, løber vi mod målet.

… Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg lå der med hovedet mod væggen. Men jeg kan sige, at jeg havde en voldsom hovedpine, da jeg rejste mig. Egentlig ikke overraskende - jeg var lige rullet ind i en væg! Mit syn var slørret, og jeg var usandsynligt svimmel. Udgangen var foran mig. Med rystende ben begav jeg mig på den korte gåtur mod døren. Luften ramte blidt mit ansigt, og alt blev sort.

Jeg er så forpustet! Det eneste jeg har i mit hoved er: løb for pokker! Dørene til Arkaden er lige forude, vi braser ind – og smækker dem efter os. Stinna ligner absolut ikke én, der lige har løbet for sit liv! Hun fortsætter hen under et bord. Jeg følger efter, ind i skjul.

”Okay, hvad nu?” pustede jeg.

Vores øjne mødes, men Stinnas viser ingen frygt – modsat mine, der sikkert gløder af frygt.

”Vi løber for livet. Hvis vi bliver taget… så overlever vi også det”.

 

Vi kæmpede begge tappert den dag, men blev selvfølgelig fanget. Nu sidder vi begge og afventer vores dom. Uanset hvad der sker nu, vil jeg altid se tilbage på den aften med en stor vrede og skuffelse over os alle sammen. Mille: for at blive så fuld og lokke os ud, Stinna: for at få idéen, og for at få mig til det. Og mig selv: for at være dum, og fuld, nok til at gøre sådan noget.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...