På flugt

En morder er flygtet fra sit fængsel - hvad sker der nu?

1Likes
0Kommentarer
73Visninger

1. På flugt

Det var en mørk og kold fuldmåneaften i november, vinden var kølig og regnen silede ned.                           Jeg så alle mine anstrengelser fuldbragt, endelig var det lykkedes mig at bryde ud ad mit fængsel.                Mit sidste mord stod stadig helt klart for mig, kvindens skrig rungede stadig i mine ører og triumfens glæde boblede stadig i mig. Det var et par uger siden, men jeg huskede stadig præcis hvor og hvordan mordet fandt sted.

  Vinden legede med mit hår og jeg skælvede af kulde, det ville blive en lang og kold vinter igen i år. Lighuset lå lige foran mig, fristelsen til at få varmen var så stor at jeg gik der ind og lukkede døren. Det ville ikke vare længe før politiet finder ud af at jeg var flygtet, så derfor var jeg nød til at finde et bedre sted at tage hen og det skulle være snart. Jeg ville bare lige se om jeg kunne finde min kone, som jeg dræbte for et par uger siden. Lugten af døde mennesker hang i luften, jeg åbnede en kiste og der lå hun. Jeg kørte min pegefinger hen over hendes bryst og ramte det sår fra min dolk, mærkede det størknede blod og træk min hånd til mig i væmmelse. Jeg satte mig på gulvet, og fik et chok da hun rejste sig.                                                                                              ”Tak fordi du vækkede mig til live, kære Gynter. Du var ikke just drømmeprinsen når du bare slog mig, din kone ihjel på grund af et skænderi” brølede Gudrun rasende.                                                                                                                                    Jeg rejste mig langsomt, Gudrun gik hen imod mig.

  Jeg løb hen mod døren, men den var låst. Desperat prøvede jeg at låse op, men døren var gået i baglås. Jeg vendte mig om og løb lige ind i Gudrun, der væltede bagover. ”Nu hvor du har vækket mig til live, kan jeg jo gengælde det du gjorde ved mig, og når jeg har klaret dig, dræber jeg alle her i byen, og der er ingen, der kan stoppe mig!”, brølede Gudrun. Jeg snublede over mine egne ben og faldt for fødderne af hende. Alt var tabt både for mig og for alle i byen… hvis altså ikke jeg fik stoppet hende, men hvordan? Raseriet og rædslen gav mig nye kræfter, så jeg rejste mig og løb ind i døren med al min styrke og den gik op med et brag.

  Jeg styrtede ud ad døren med kurs mod en stor flot rød BMW, der stod i vejkanten, som om den ventede på mig. Jeg klaskede døren op og satte mig ind i bilen, pokkers jeg havde ikke nøglen, med så kom jeg i tanke om noget jeg lærte, da jeg var 16. Jeg gik ud og pillede lidt ved motoren og den startede med et brøl, men det var ikke kun motoren, der startede, det gjorde bilen også. BMW’en susede fremad med ca. 160 km/t.

  I mellemtiden var Gudrun kommet tættere på mig end det var behageligt: stanken af død var stærkere end nogensinde før og min skræk var ubeskrivelig. Det hele var ude af kontrol og så bare for at gøre det hele lidt mere forfærdeligt: nu kunne jeg høre sirener i det fjerne.

  Gudrun var ved at bide mit ben af. Smerten var ulidelig. Jeg kunne ikke tænke klart. BMW’en kom susende hen mod mig og kørte Gudrun over, hun skreg højt og blev bagefter helt stille. Hun var død.

   BMW’en holdt stille. Jeg listede hen til bilen og sprang ind i den og jokkede speederen i bund, jeg styrede lige ud mod den mørke landevej, som jeg kendte godt.

  Politiet havde halet ind på mig. Jeg blev mere og mere desperat efter at komme væk og drejede mod Lemvig. Jeg havde boet i Lemvig hele mit liv, så jeg kendte byen ud og ind.

 Politiet var lige bag ved mig.

  Presset var stort nu, så jeg drejede af til Thyborøn.

  Hastigheden var høj.

  Bilen kørte som en drøm.

  Jeg kørte ned mod havnen.

  Bilen løb tør for benzin.

  Jeg sprang ud og fandt en knallert.

  Knallerten var heldigvis let at starte, med kurs mod stranden susede jeg af sted. Stadig med politiet efter mig,  

  Jeg kørte op ad klitterne, i en lidt højere hastighed end det var smart. Knallerten gled, og væltede.

  Politiet fik fat i mig, og tog mig med på politistationen.  

  ”Nå Gynter Collin, så fik vi dig endelig” brummede Politimesteren.

  ”Ja, det gjorde I vel” hvæsede jeg.

  Politiet satte mig i fængselet igen, jeg kan ikke beskrive hvor vred jeg er over det. Det er ikke det sidste I hører fra mig, det lover jeg jer, jeg skal nok få min hævn!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...