Aylro

Dette er en historie, jeg skrev i 9. klasse, da vi havde et forløb om fantasyhistorier

0Likes
3Kommentarer
77Visninger

1. Aylro

Jeg har altid haft en evne til at rode mig ud i ting, som jeg ikke burde blande mig i. Min nysgerrighed har fået mig til at gøre vanvittige ting. Min seneste sindssyge handling, er det jeg nu vil fortælle om.

Sommerferien var lige begyndt, og dét skulle fejres!

“Hey Lina, er du der?”, Stine,  min veninde, kom ind ad døren.

“Ja, jeg er her”, råbte jeg og løb ud i gangen, hvor Stine ventede.

“Du ser fantastisk ud”, jeg drejede rundt så hun kunne se min nye kjole fra alle vinkler. Den var rød, kort og jeg følte mig SÅ klar til en aften uden problemer, men fuld af glade mennesker.

“Jeg ved det godt. Har det også lidt meget fantastisk”, det lød skørt, men jeg havde drukket lidt mere end jeg kunne tåle. Okay, jeg tilstår, meget mere end jeg kunne tåle!

“Søde Lina, hvor meget har du drukket?”, Stine var ved at dø af grin. “Okay, fuld fra starten? god start!”:

Stine og jeg fandt hurtigt kroen, hvor festen skulle holdes. Alle var kommet og festen var godt i gang. Lyset var dæmpet, musikken var høj, der stank af sprut og alle var allerede godt fulde.

“Lina skal du ha’ noget at drikke?”, jeg nåede ikke at svare før Stine havde stukket mig en øl. Uden at vide hvordan, var jeg ude på dansegulvet og gav den maks gas til den nyeste musik. Folk var vildt glade, og jeg var for fuld til, at tænke over, hvad der skete omkring mig.

Det overraskede mig ikke, da jeg morgenen efter fandt mig selv i en kælder. >

Hvad laver jeg her? Det var min eneste tanke: hvad i alverden laver jeg her? Jeg rejste mig forsigtigt op, alle de øl fra aftenen før kunne mærkes i hovedet. Kælderen var et stort, mørkt, skummelt og fugtigt rum. Der var to døre. Jeg stod lidt og overvejede, hvilken jeg skulle prøve. Valget faldt på den nærmeste. Den var brun og så gammel og tung ud. Jeg gik hen mod den og prøvede at åbne den, men den var låst.

“Pis”, jeg råbte det ud i ingenting, vel vidende at ingen hørte det. Okay, så måtte jeg da bare prøve den anden dør. Den så ud som den anden, men var heldigvis ikke låst. Jeg trykkede håndtaget ned, og døren gled modvilligt op. Bag døren var der et lille, køligt, og tilsyneladende, tomt rum. Der var absolut intet andet, end et underligt symbol på væggen. Af en eller anden grund gik jeg hen til symbolet. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en sekskantet stjerne med en form for blomst i midten. Jeg stod lidt tid og undrede mig over, hvad det mon lavede der. Uden rigtigt at tænke over det, tog jeg fat i det og prøvede, at dreje det rundt. Lige pludselig var rummet oplyst af et skarpt, gyldent lys, der kom fra et hul i væggen, som blev større og større. Min arm blev på en måde suget ind i hullet. Det var som om hele min krop blev draget mod den åbning.

Jeg lukkede mine øjne i et splitsekund, og uden nogen idé om hvordan, stod jeg på en grøn græsplæne i stegende solskin. Hold da op! Der var smukt med alle de smukke blomster, grønne træer og den smukke blå himmel. Hvordan kunne jeg ende her? Jeg vendte mig om og så, at det samme symbol sad på en træstamme. Okay, det var nok den vej jeg skulle, når jeg skulle tilbage. Det kunne vente, for jeg var nysgerrig og ville kigge mig lidt omkring. Hvad mon dette sted rummede? Jeg bevægede mig hen mod, hvad der lignede et lille hus som jeg havde fået øje på. Huset var ikke særlig stort, der voksede en slags blomster op ad muren og det lignede i det hele taget et hus fra et eventyr. Da jeg kom tættere på, fandt jeg døren og bankede på. Kort efter blev døren åbnet, og en smuk, ung pige trådte ud.

“Hvad vil du her?”, jeg kunne se, at hun var bange.

“Bare rolig. Jeg gør dig ikke noget.”

“Hvor kommer du fra?”

“Jeg kommer fra Danmark.”

“Åh, gud ske lov. Jeg troede, at du var en af Den Mørkes spioner.”

“Den Mørke?”

“Ja, Den Mørke. Kom ind. Så skal jeg forklare dig det hele.”

Hun viste mig ind i et hus, der lignede et helt almindeligt dansk hus. Der var lavt til loftet, der  duftede af hjemmebag og der var rart og hyggeligt.

“Sæt dig ned.”, hun pegede på en sofa. Jeg gjorde som hun sagde. Hun satte sig overfor og begyndte at tale.

“For mange år siden blev Aylro, som det her sted hedder, skabt af to store ånder -  Den Mørke og Den Lyse. De levede i fred og harmoni i mange årtusinder, men en dag kom de så meget op at skændes, at Den Mørke slog Den Lyse ihjel. Det var enden på freden her i Aylro. Den Mørke tilbød os alle sammen at slutte os til ham, men en del af Aylros befolkning afslog, deriblandt mine forældre. Siden dengang har Aylro været splittet i to dele: Den Lyse del, hvor vi befinder os, og Den Mørke del. Så længe jeg kan huske har der været krig mellem de to dele. Man kan ikke stole på nogen, eller noget her. Husk det!” >

Der var en lang pause efter hun havde fortalt mig det, men så sagde hun  “Jeg hedder forresten Ellie. Hvad hedder du?”. “Jeg hedder Lina.”, Ellie nikkede og sendte mig, for første gang, et smil. Stuen var hyggeligt indrettet med en pejs, et stort træbord med bløde stole rundt omkring, og den sofa som vi sad i. Det bankede på døren. Ellie fik et chok og sprang op.

“Okay, jeg går ud og åbner. Lina, du må love at du bliver hvor du er, for hvis det er en mørk spejder bliver vi begge slået ihjel, for mennesker må ikke færdes her. Okay?”

“Ja, jeg bliver hvor jeg er. Det lover jeg.”

“Godt,”, Ellie gik ud for at åbne døren. Jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Det eneste jeg kunne forstå var, at der var dårligt nyt. Ellie lød bekymret, hvilket gjorde mig bekymret for, hvad der var blevet sagt. Kort efter kom Ellie tilbage med et bekymret udtryk i ansigtet og sagde: “Han ved det. Den Mørke ved, at du er her!”

“Hvad betyder det for ham?”, jeg kunne ikke lade være med at spørge.

“Den Mørke ved at du er en trussel. Du er et menneske og det er kun mennesker, der kan besejre ham. Derfor kom min ven for at advare dig. Lina, du er nødt til at komme væk!”

“Hvorfor? Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe, er jeg da nødt til at kæmpe!”, jeg mente det faktisk. Jeg følte med ét, at jeg ikke kunne bakke ud. Aylro havde brug for mig. De havde brug for, at jeg kæmpede for deres frihed!

“Jeg går ingen steder! Ikke før jeg ved hvad jeg kan gøre for at redde jer!”

“Det eneste du kan gøre er at flygte! Skynd dig væk herfra! Jeg kan ikke lade dig sætte dit liv på spil for vores skyld!”

“Jeg kan da heller ikke bare gå. Ikke nu! Jeg er for involveret. Hvis jeg kan redde jer, er jeg klar til at kæmpe og sætte livet på spil for jer.”

“Jeg kan ikke lade dig rejse til Den Mørkes land alene. Det er for farligt!”

“Så kom med mig. To er altid bedre end én.”, Ellie så ud til at overgive sig. Trodsigt, men hun overgav sig.

“Okay. Jeg pakker lige det nødvendige.”, hun forlod stuen og gik ind i det der lignede køkkenet. Fra der hvor jeg sad kunne jeg se, at hun pakkede alle mulige og umulige ting, men det er nok det samme som når man har en skoleopgave som man bare ikke gider, så er man god til at finde på svinkeærinder. Eller, det er jeg i hvert fald. Efter hun havde fyldt en taske med det hun skulle bruge kom hun ind i stuen igen.

“Lina, du kan ikke rejse sådan”, jeg kiggede ned ad mig selv og forstod, hvad hun mente: Jeg havde stadig min festkjole og stiletter på.

“Nej du har ret, det kan jeg ikke.”

“Det her burde passe dig”, sagde hun og rakte en sort dragt og nogle sko, magen til hendes, over mod mig. Jeg tog imod det. Hurtigt skiftede jeg tøj og var klar til at gå.

Uden et ord forlod vi Ellies hus og begav os ud mod en skov som jeg ikke så før.

“Når vi går gennem denne skov, er vi ikke i sikkerhed, for her går grænsen mellem det gode og det onde. Vi må være på vagt fra nu af!”, Ellies blik var meget alvorligt.

“Jeg troede da ellers, at grænsen var langt væk.” Ellie så på mig.  

“Det var den også engang, men Den Lyse del bliver mindre for hvert sekund der går.”

Skoven var bestemt ikke en hyggelig en af slagsen. Der var koldt, mørkt, dystert og jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at der var nogen efter os.

Jo længere vi kom ind i skoven, jo mindre lignede det en skov. Det grønne græs var blevet erstattet af kolde, hårde klipper. De ellers så smukke træer, var døde og visne.

“Hvor langt er der endnu?”, spurgte jeg.

“Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror snart, vi er der”, jeg kunne se på Ellie at hun var bange. Vi gik i noget der mindede om en evighed. Vi gik på skarpe klipper og hvert skridt vi tog, kunne vi høre som et brag. Der var helt stille. Det eneste man kunne høre, var de døde grenes raslen.

Lige pludselig sluttede skoven og foran os var der intet andet, end et stort hul.

“Hvad gør vi så nu?”, spurgte jeg.

“Vi springer”, jeg kunne se, at hun mente det!

“Er det dit alvor?”

“Ja, det er skam mit alvor”

“Jamen har du da fis i kasketten?  Vi kan jo dø af det fald!”

“Har du da et bedre forslag?”, Ellies øjne lynede.

“Nej, men vi kan jo være gået forkert?”

“Ja, men det er vi ikke! Jeg har studeret vejen til hans land hele mit liv, så jeg ved, om nogen, hvilken vej man skal!”

“Okay, men hvis vi dør er det altså din skyld!”

“Stol på mig, vi dør ikke af det fald.”, sagde hun og sprang. Jeg var totalt i chok over, at hun virkelig gjorde det.

“Kom så. Så snart der lander en fremmede får Den Mørke besked. Vi må og skal handle hurtigt!”, Uden at tænke sprang jeg. Faldet var ikke så langt som jeg havde frygtet, men langt nok til at jeg forvred min ankel. I den tid det tog at komme sig over faldet så jeg mig lidt omkring. Der var endnu mørkere hernede. Der var absolut ingen træer, planter eller nogen tegn på menneskeliv. Det eneste jeg kunne se var en stor sort borg. Det måtte næsten være hans fæstning.

“Er det hans fæstning?”, jeg var nødt til at spørge.

“Ja”, svarede Ellie, “Det er hans fæstning, men hvordan kommer vi ind?”.

“Vi kan vel prøve den dør der ovre?”, foreslog jeg, men jeg havde ikke set de cirka ti vagter som bevogtede døren. “Okay, nej. Det kan jeg godt se, vi ikke kan.”

“Godt, så er vi enige. Vi må gå taktisk til værks her. Øh, hvis du nu prøver at snige dig over mod døren - uden at blive set. Gem dig bag hvad du kan finde. I mellemtiden vil jeg distrahere dem, for hvis man skal beskrive vagterne med et enkelt ord er det: dumdristige. Tro mig, bare én lille lyd herfra og så kommer de alle sammen løbende. Så er der fri bane for os begge to. Er du med på den?”, Ellie kiggede spørgende på mig.

“Ja,ja det er jeg vel. Nej, det er jeg!”, vi kiggede hinanden i øjnene. Beslutningen var truffet.

“Okay Lina, begynd at gå, og så skal du se løjer!”.

Da jeg bevægede mig hen mod fæstningen var jeg, underligt nok, ikke bange. Mit blik forlod på intet tidspunkt vagterne, imens jeg ventede på, at Ellie skulle gøre noget. Lyden af en gren der knækkede fik mig til, bogstaveligt talt, at springe en halv meter op i luften. Vagterne hørte det vist også, for de stormede, hver og én, over mod Ellie. Eller der hvor hun stod, for hun var på vej hen mod fæstningen i fuld fart. Det samme var jeg, men det skulle ikke være så let. Døren var låst, og der var selvfølgelig ingen nøgle.

“Pis! hvad gør vi nu?”, hviskede jeg.

“Jeg ved det ikke, men hvad end vi gør, skal det gå stærkt!”.

Jeg ruskede i døren, bare for at gøre noget. Vagterne var vendt om. Det var ikke til at sige, om de havde set os, men hvis ikke de havde, gjorde de det snart. Til min store overraskelse gik døren op. Vi skyndte os ind og lukkede den efter os. Uden at tænke over det, gik vi begge hen mod en stor vindeltrappe, da den var det eneste der var inde i det mørke og kølige rum. Trappen var lang, men da vi endelig var oppe stod vi ansigt til ansigt med Den Mørke. Jeg var ikke i tvivl, det måtte være ham. Ellie var nået til den samme konklusion, for hun trak den skarpeste kniv, jeg nogensinde havde set, op ad tasken. Han var helt klædt i sort og han var selv helt sort. Jeg kunne faktisk ikke se hvor hans ansigt var. Det eneste der ikke var sort var en stor gylden krone som han bar på hovedet.

Med et skrig slog Ellie ud efter ham med kniven, og hun ramte lige der hvor hans mund ville have været, hvis den var der. Han faldt ned på knæ og lignede en, der ville overgive sig.

“Fint, fint. Dræb mig. Jeg kan ikke mere! I må gerne dræbe mig!”, sagde han med sin dybe stemme, og jeg kunne se, at han mente det. Ellie og jeg kiggede på hinanden.

“Det skal du ikke sige to gange!”, Ellie var vanvittig af raseri. Hun huggede der hvor hjerter sidder, og Den Mørke faldt sammen for vores fødder.

I samme sekund blev fæstningen forvandlet til et smukt palads, med hvide vægge og guldudsmykning. Der var en lyd af klokkeklang, og det var som om at hele Aylro jublede samtidig. Ellie bukkede sig ned og samlede kronen op.

“Hvad vil du gøre med den?”, spurgte jeg. Kronen var også blevet forvandlet, fyldt med guld og ædelstene. Den var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Ellie smilede til mig og satte kronen på mit hoved. I det sekund kronen ramte mit hoved følte jeg mig som den stærkeste i verden.

“Hey, Ellie? Sagde du ikke at kun et menneske kunne besejre ham?”, spurgte jeg.

“Jo, det troede jeg, men det lykkedes alligevel for mig at besejre ham. “

 

Ti år senere var jeg stadig i Aylro. Det hele åndede fred og idyl og jeg kunne ikke få mig selv til at rejse derfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...