Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

1. prolog

Forestil dig at hele dit lands skæbne hviler på dine skuldre. Og at du fejler. Gang på gang. Og at du først opdager det alt for sent. Ja, så har du et godt billede af mit liv.


Men lad os lige spole lidt tilbage. Til den dag krigen officielt var ovre. Præsidenten – jeg havde glemt hans navn - holdte en tale på Rådhuspladsen. Hele byen var mødt op, resten så det på tv. I hvert fald dem som stadig havde et tv. Dem som havde mistet det i krigen, måtte nøjes med de store skærme i de forskellige byer. Jeg boede i hovedstaden og havde gjort det hele mit liv, så jeg var mødt op personligt. Jeg stod godt gemt i mængden. Krigen havde sat dybe spor i mig og min søster Violet, og jeg prøvede mest af al at glemme den.


Jeg var lige kommet hjem. Det havde været en god dag, på trods af krigen. Jeg havde været til et møde, og jeg havde det for en gangs skyld som mere end en tavs tilskuer. Jeg gjorde noget. Ligesom mine forældre.
Da jeg trådte ind af døren, sad min søster og så tv. Hun så nyhederne. Ledte og håbede at vores forældre ikke blev nævnt. Da døren smækkede døren bag mig vendte Violet sig om.
”Hvordan går det?” spurgte hun.
”Super faktisk. Jeg glæder mig til at mor og far kommer hjem,” sagde jeg.
”Også mig,” sagde hun.
Vi blev stille. Jeg gik ind på mit værelse og lagde min skuldertaske.
Efter lidt tid kaldte Violet. Eller ikke bare kaldte. Hun råbte helt panisk på mig. Jeg skyndte mig ind til hende, og forventede næsten at se østlige soldater. Men hun var helt alene.
”Hvad sker der?” spurgte jeg.
Hun svarede ikke, men pegede på tv’et. Nyhederne viste en eksplosion.
”Åh nej. Hospitalet,” sagde jeg og satte mig ved siden af hende. Hun lænede sig ind til mig, og jeg lagde beroligende en arm om hende.
”Tror du mor og far er…” sagde hun med en hulken.
”Det ved vi ikke før i aften,” sagde jeg beroligende, selvom jeg selv følte mig ødelagt. Violet nikkede.
Klokken blev 8. Sandhedens time. Ansigter gled over tv-skærmen. Under dem stod navne, men jeg læste dem ikke. Jeg brød mig ikke om det. Jeg ville ikke kende navnene. Efter alt for mange navne og ansigter havde passeret, så jeg dem. Mine forældre.


Jeg vendte tilbage til virkeligheden. Præsidenten var begyndt at nævne en masse mennesker. Jeg vidste ikke hvad de havde gjort. Jeg hørte heller ikke hvem de var. Ikke indtil jeg hørte mit navn blive nævnt.
”…og Saga Crandell, leder i en gruppe unge mennesker, som alle har gjort en kæmpe indsats.”
Jeg rettede opmærksomheden mod præsidenten.
”Saga, har gjort et fantastisk job. Faktisk så godt, at vi har besluttet, at hun kan få en praktiskplads på rådhuset. Selvfølgelig kun hvis hun er interesseret?”
Alle omkring mig rykkede tilbage så jeg stod i en næsten perfekt cirkel.
”Saga? Er du interesseret?” spurgte præsidenten.
De af mine venner, jeg kunne se omkring mig, nikkede opmuntrende til mig. Violet smilede også til mig. Jeg sukkede og nikkede.
”Alt for klicheagtigt,” hviskede jeg til mig selv, og gik mod det podie, som var blevet stillet op i dagens anledning.

Folk flyttede sig og dannede en næsten snorlige sti.
”Du tager altså imod?” spurgte præsidenten.
”Ja,” sagde jeg.
”Tak,” sagde han. Han gjorde et tegn med hånden. To mænd kom hen til mig og en af dem lagde en hånd på min arm. Jeg vristede mig fri og fulgte med. De førte mig mod rådhuset, mens præsidenten talte videre om alt mulig andet. Dørene var af træ med sirlige udskæringer. En af mændene åbnede døren for mig. Han nikkede høfligt, og jeg gik ind.


Ja, det var så cirka sådan det startede. Men bare vendt, det bliver værre.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...