Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
189Visninger
AA

7. kapitel 6

Jeg fulgte efter Bogdan i et godt stykke tid. Jeg ved godt, at jeg som præsident havde folk, der kunne gøre den slags ting for mig, men jeg nød den friske luft, og at være ude igen. Ude og gøre noget.

I udkanten af skoven var en lejr. En bunke telte stod i en ubestemmelig form rundt om et bål. Mænd sad ved bålene, i teltene, eller gik runder en eller to sammen. Bogdan styrrede direkte mod bålet. Jeg blev mellem træerne og holdt øje. Bogdan fortalte et eller andet til en mand. Jeg spidsede øre, men kunne ikke høre hvad de sagde. Efter de havde snakket i noget tid rejste Bogdan sig op. Han gik over til en mand som stod nær et telt. De begyndte at fortælle samtalen mellem Bogdan og manden ved bålet videre. Og heldigvis for mig, blev to mænd stoppet lige foran mit skjulested. Jeg gemte mig godt bag træerne og lyttede.

”Bogdan så hende i skoven. Hun fortalte at hun ikke vil give magten,” sagde en mand.

”Selvfølgelig ikke. Hvad gør vi så?”

”Vi tager det med magt. Knuser hendes lille verden.”

Jeg spærrede øjnene op. Hvordan kunne nogen være så sindssyg?

”Hvornår?”

”Om 2 dage.”

Jeg bed mig selv i læben for ikke at sige noget.

Så bakkede jeg tilbage mellem træerne. Da jeg ikke kunne høre deres stemmer mere, vendte jeg rundt og løb. Løb lige ind i en mand. En mand med et symbol formet som et øje på sin uniform.

”Vi har vist fået gæster,” sagde han og tog brutalt fat i min arm.

Jeg prøvede at vriste mig fri, men han holdt fast. Han førte mig tilbage til lejren.

”Nå, vi har vidst fået en lille gæst,” sagde en stemme, der lød uhyggeligt bekendt.

 

”Hvem er det?” spurgte en grov stemme.

En mand med østlig uniform, holdt Selina i et fast greb. Jeg holdt mig skjult og så på. Prøvede at finde en måde at rede hende. Bag mig dukkede Thomas og Lake op.

”Hvad sker der?” spurgte Lake hviskende.

Jeg sagde ikke noget men pegede på mændene, der holdte Selina.

”Hvad gør vi?” spurgte Thomas.

”Jeg tænker.”

Vi betragtede dem. Mændene snakkede dæmpet sammen, mens Selina prøvede at rive sig fri. Min hjerne kørte på højtryk.

 

”Du er altså Saga,” afbrød den grove stemme mindet.

”Aha,” sagde jeg.

”Før hende ind i mit telt,” sagde manden med den grove stemme.

Manden, der holdte mig, begyndte at føre mig afsted.

Men før vi var noget bare halvvejs, hørtes tumult bag os. Jeg vred mig rundt for at se, og manden fulgte min bevægelse. Mine soldater var trådt frem på lejren. Jeg kunne kende dem på det himmelblå mærke de bar. Ingen på lejren havde fundet våben, og mine soldater afholdte sig også for at skyde, selvom de bar våben i hænderne. Det havde udviklet sig til et gammeldags slagsmål med de bare næver. En af mine soldater kæmpede sig frem til mig.

”Jeg tror jeg tager præsidenten med,” sagde han, og slog manden der holdte mig over kæben.

Manden slap mig, og soldaten trak mig med.

”Hvordan fandt i det?” spurgte jeg.

Vi sprang til siden, da en mand faldt og blokerede fugleflugtsruten.

”Din søster spurgte efter dig,” sagde soldaten.

Jeg stoppede op. På en eller anden måde havde jeg helt glemt Violet. Hvordan kunne det ske?

”Hvad er der galt med Violet?” spurgte jeg.

”Jeg er ikke sikker,” sagde soldaten og trak mig med videre.

 

Det var her hele min verden begyndte at falde sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...