Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

6. kapitel 5

Lysningen. Jeg kunne kende stedet. Det var en af de steder, min gruppe havde udført sabotage. Men denne gang holdte der ingen fly, og jeg var alene. Jeg betragtede stedet. Havde jeg forventet at der ville holde bombefly? Ikke rigtigt. Jeg ville bare tjekke. En gren knækkede. Jeg snurrede rundt.

”Dig!” hvæsede jeg.

En fyr i uniform stod i kanten af lysningen. En østlig soldat. Hvor jeg vidste det fra? Ja ham havde jeg mødt før.

 

Jeg vandrede rundt i byen. Prøvede at opsnappe samtaler jeg kunne bruge til noget. Ingenting. Jeg sukkede og vendte snuden hjemad, da jeg så ham. Han krøb langs murene. Prøvede at gøre sig selv usynlig. Men jeg så ham. Jeg gik hen mod ham. Han lagde ikke mærke til mig.

”Hvem er du,” spurgte jeg.

Han snurrede kampberedt om, og jeg så det østlige mærke på hans uniform. En stjerne, som glimtede i et kunstfærdigt øje.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg aggressivt.

”Glem at du har set mig,” sagde han.

Jeg lo, mens jeg prøvede at glemme, hvor meget hans accent mindede om Ali. Og prøvede at glemme, at Alis forældre var fra østen.

”Aldrig, jeg har tænkt på at anmelde dig,” sagde jeg. Sekundet efter fik jeg lyst til at sparke mig selv. Dummere sætning fandtes simpelthen ikke.

”Hvad hvis jeg kysser dig,” spurgte han i en flirtende tone.

”Aldrig i livet,” hvæsede jeg.

Hans blik blev hårdt.

”Farvel. Du har aldrig set mig,” sagde han, og flygtede.

Men han tabte et kort. Jeg bøjede mig ned og samlede det op.

 

”Man hører du er præsident nu,” sagde han slesk.

”Det kommer ikke dig ved!” sagde jeg hårdt.

”Så så lille Saga,” sagde han.

”Du ved hvad jeg hedder,” kommenterede jeg.

”Det gør jeg vel nok,” sagde han. ”Ved du også hvad jeg hedder?”

”Bogdan,” sagde jeg.

Nu var det ham, der så forvirret ud.

”Du tabte dit id,” sagde jeg koldt.

Han fnøs og mumlede et eller andet.

”Hvad vil du her?” spurgte jeg ham.

”Finde et godt sted at parkere en række fly, men det her sted er vist kendt,” svarede han.

Hvorfor han svarede ved jeg ikke. En fælde måske.

”Som om i ikke allerede vidste det. Så vidt jeg husker havde i ikke held med fly her for nogen år tilbage,” sagde jeg triumferende.

”Det var altså dig?” sagde han.

”Selvfølgelig,” sagde jeg. Jeg nød at fortælle noget han ikke vidste. Det var en følelse af magt.

”Er du her for at give op?” spurgte Bogdan.

”Næppe. Er du?”

Han fnøs.

”Hvad med at jeg smutter?”

”Lyder som en god ide,” sagde jeg. Hvorfor jeg ikke fik ham til at følge med? Jeg aner det ikke.

Han begyndte at gå mod træerne igen, men vendte sig om lige før han nåede dem.

”Du skulle ikke tilfældigvis stadig have mit id?” spurgte han.

Jeg lo glædesløst og sagde:

”Jeg brændte det.”

Så gik han. Det samme gjorde jeg. Lige i hans fodspor, uden at han lagde mærke til noget…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...