Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

5. kapitel 4

”Frøken Saga?” spurgte en stemme.

Jeg så op. Det var Elliot. Han var budbringer på rådhuset, og sørgede for at vigtige breve kom direkte til mig.

”Hvad sker der?” spurgte jeg.

”Du har fået et brev.”

Han lagde det på mit skrivebord. Mens han gjorde det, så han meget kort på min skærm.

”Stadig militær?” spurgte han tonløst.

”Aha.”

Det skulle han slet ikke blande sig i. Men mine kinder blusede en smule. Jeg havde investeret meget i militæret på det seneste. Jeg havde blandet det lidt op med skoler og andre arbejdspladser. Men mest militær. Og mindst hospitaler. De havde masser af resurser efter krigen, og masser af ansatte. Så militæret fyldte og mit hoved. De østlige soldater sad også altid i mit baghoved som en ond drøm. Der var gået flere år siden krigen sluttede, men jeg kunne ikke glemme det.

”Hav en god dag,” sagde Elliot og gik ud.

Jeg åbnede brevet han havde givet mig. Mit hjerte stoppede, samtidig med at en sær tilfredsstillelse fyldte mig.

 

Kære Saga.

Først ja vi ved hvad du hedder. Og vi ved hvem du er. Det ulidelige pigebarn, som tror hun kan klare alt. Men det kan du ikke. Du kan ikke bære et land. Du kan ikke en gang se hvad der foregår foran dit eget grimme fjæs. Du ved det passer.

Vi vil give dig et tilbud. Du aflevere magten til os, eller vi fjerner den by, det land, det er meningen du skal beskytte.

Vi forventer et svar, senest den 25. Ellers vinker du farvel til din by.

 

Jeg sad helt tavs. Dem fra østen. Jeg var ikke i tvivl. Jeg ville ikke aflevere mit land til dem. Aldrig i livet. Og militæret var parat. Og alle som havde sagt at jeg brugte for mange resurser på dem, ville se at jeg havde haft ret. Jeg trykkede på den knap, som skulle tilkalde en person.

Kort efter kom Jonathan ind, efterfuldt af Elliot.

”Du kaldte,” sagde Jonathan.

”Det gjorde jeg,” sagde jeg og holdte brevet frem foran ham.

Hans øjne bevægede sig over linjerne. I takt med at han skred frem i læsningen, spilede hans øjne sig mere og mere op.

”Hvad gør vi?” spurgte han.

Han lød næsten panisk. Troede han ikke jeg kunne klare det her? Ligesom Ali heller ikke troede på mig.

 

”Saga, det er vanvid,” sagde Ali.

Hans stemme havde en svag accent. Jeg blev en smule blød i knæene, men jeg lod det ikke skinne igennem. Det vat helt forkert, det han sagde. Det var meningen han skulle tro mig. Det var meningen han skulle bakke mig op. Mine forældre havde forladt os. Jeg ville hævne dem. Og Ali skulle tror på mig. Ikke se på mig som om jeg var sindssyg.

”Nej, det er ej,” sagde jeg.

”For det første er du for ung. For det andet er det bare umuligt,” insisterede han.

”Selvfølgelig er det ikke umuligt!”

”Saga du kan ikke lede en flok mennesker i en krig!”

Hans hårde ord fik mig til at gå et skridt tilbage.

”Det er altså mig du ikke tror på,” sagde jeg stille.

”Selvfølgelig tror jeg på dig,” sagde han, men han ville ikke se mig i øjnene.

Jeg vendte hans ansigt mod mit.

”Ali. Se mig i øjnene og svar mig: Er det vores planer du ikke tror på, eller er det mig som leder?”

Han bed sig i læben og svarede ikke.

”Det er altså mig,” sagde jeg og slap hans ansigt.

”Saga. Det har ikke noget med dig at gøre,” sagde han, men jeg kunne høre, at han løj.

”Bare gå,” sagde jeg og vendte mit blik væk fra ham.

”Saga?”

Han lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede ham af.

”Bare gå!”

Hans hånd forlod min skulder, og han gik.

 

”Saga. Hvad gør vi?” spurgte Jonathan.

”Bare rolig. Vi har soldater klar,” sagde jeg.

Jonathan så spørgende på mig og Elliot lignede en, der var et øjeblik fra at snuppe brevet ud af min hånd.

”Vi får dem, før de overhovedet når gransen.”

Mine øjne skinnede og min stemme var stærk. Det her skulle nok gå.

 

Nu tror nogen måske at det gik ganske godt, men bare hæng i. Mine fejl skal nok vise sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...