Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

4. kapitel 3

Blomsterne var hvide. Det betød fred. Fordi de endelig havde fået fred. Mine forældre. Jeg lagde en arm om Violet, mens vi gik op og lagde to hvide roser på kisten. De lyste næsten i daggryet. Her var ikke mange. Krigen var i fuld gang. Et eller andet sted. Men jeg havde min gruppe. De fik mig til at føle mig mindre hjælpeløs. Jeg kunne gøre noget. Ali skulle se at han tog fejl. Jeg ville få min barndoms kæreste til at fortryde, han ikke troede på os. På mig.

Kisten med de hvide roser blev sunket i jorden.

 

”Saga?” sagde en stemme.

Jeg så på Ada, en ung underordnet på rådhuset. Jeg var sunket helt ind i mig slev, da jeg så roserne på kisten. De var røde. Passede til den elegante sorte kiste, som præsidenten skulle hvile i til evig tid.

”Ja?” hviskede jeg tilbage til Ada.

”Vi skal tilbage til rådhuset.”

Jeg så mig omkring. De fleste var på vej væk fra kirkegården. Nogle få arbejdere var ved at dække hullet til. Det mindre monument, som gjorde det ud for en gravsten stod bag hullet. Den var af blankt marmor. Den forstillede en engel med udbredte arme, og på soklen stod der:

Til minde om Vincent Lawrie

2083 – 2147

Du vil blive husket. Må du nu have fred.

Jeg nikkede til Ada og vi gik tilbage mod rådhuset.

 

Det første stykke tid sad jeg bare og stenede på Vincents kontor. Eller mit kontor.

Men efter en times tid kom en person ind. Carlo. Hvis jeg ikke huskede helt forkert, var han kontaktperson på rådhuset. Da jeg var kommet til råhuset havde jeg lært mig selv alle navnene. Er rigtig leder kendte navnene på sine underordnede.

 

Teresa, Thomas, Lake, Hannah, Zander, Mira, Noah, Selina, Franjo og Ali. Nej ikke Ali. Han havde droppet mig. Jeg slog hårdt ned min pude.

”Glem ham,” hviskede jeg til mig selv.

Så fortsatte jeg med at terpe navne. Teresa, Thomas, Lake, Hannah, Zander, Mira, Noah, Selina og Franjo. Ingen Ali.

 

”Frøken Crandell?” sagde Carlo.

Jeg vågnede op og nikkede til ham.

”Vincent er lige død. Folket ønsker at møde den nye præsident,” sagde Carlo.

Jeg rejste mig.

”Selvfølgelig. Hvornår?”

”Hurtigst mugligt. Hvor lang tid skal du bruge på at blive klar?”

”Jeg kan klare det på en time,” sagde jeg.

”Super. Måske kan du også sige noget om dine fremtidsplaner. Så er folk advaret,” sagde Carlo med et grin til sidst.

”Selvfølgelig, og lad mig så komme i gang,” sagde jeg.

Carlo gik ud. Den lille…. Jeg havde knap haft stilingen i en dag, og han ville allerede bestemme over mig. Jeg satte mig ned igen. Jeg ville gerne have sagt lidt om mine planer, men Carlo skulle ikke tro, at han plantede ideen i mit hoved.

 

Jeg trommede med fingrene i bordpladen. Hvad kunne jeg så sige? Noget om Vincent? Det var vel det eneste andet jeg kunne sige, og så måske præsentere mig selv ordenligt. Og præsentere Violet. Hun havde boet på rådhuset sammen med mig, siden jeg fik praktikpladsen. Dengang havde hun også kun været 10. efter en halv time, kom Emil ind. Han var iværksætter og havde arbejdet med mange af mine ideer allerede.

”Godeftermiddag frøken Crandell. Tænkte på om du havde nogen planer for den nærmeste fremtid?” sagde han.

”Jeg tænker at sætte nogen vagtposter op ved landets grænser. De Østlige soldater kan have planlagt en hævn. Det ville også få flere folk på arbejdsmarkedet,” sagde jeg.

Jeg havde tænkt en del på de østlige soldater. Hvad hvis de kom igen?

”Okay,” sagde Emil. ”Desuden; nu jeg har dig her. Jeg tænkte vi måske kunne kigge på hospitalerne. Min søster ligger syg forstår du, og de har ikke ubegrænsede resurser?”

Jeg var på nippet til at sige nej. Mine underordnede skulle ikke bestemme hvad jeg gjorde og ikke gjorde. Men, så kom jeg i tanke om Violet. Hvis hun var blevet syg ville jeg give alt for at hun blev rask.

”Det skal jeg nok kigge på,” sagde jeg.

”Tusind tak,” sagde Emil og gik ud af lokalet.

Jeg kunne altid sætte det på listen over ting at gøre. Måske bare ikke helt øverst…..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...