Verden i mine hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den årelange krigen er ovre. Efter hendes medvirken i at krigen stoppede, er Saga blevet tilbudt en plads på rådhuset. Saga takker ja, og kommer i praktik, men efter få år, dør den forrige præsident og Saga bliver tilbudt jobbet. Men hvem siger hun overhovedet er bygget til at have ansvaret for så mange menneskeliv? >Til The Hunger Games konkurrence; valgmulighed nr. 2

2Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

3. kapitel 2

”Er du sikker?” spurgte Teresa mig.

”Selvfølgelig. Lake hørte dem jo sige, at de ville bombe hovedstaden,” insisterede jeg. Hvor det sidste af min familie var. Jeg ville ikke tillade, at der skete noget med Violet. Hun var kun otte. Hun fortjente ikke at leve midt i en krig. Teresa så sig skælvene omkring. De syv fly stod placeret godt gemt af vejen i en skov.

”Klar til afgang præcis klokken 05:00,” sagde jeg til mig selv.

”Sagde du noget,” spurgte Teresa.

”Nej,” bed jeg hende hurtigt af.

Hun nikkede og så væk.

”Godt hvad skal vi gøre først?” spurgte Lake.

Han var så spændt på at gøre noget. Ligesom mig.

”Vi skal være sikre på at der ikke er nogen i nærheden,” sagde Thomas.

”Det har vi ikke tid til,” bød jeg ind. Det var mig, der var leder ikke Thomas. ”Teresa , du holder øje, og advare os, hvis der kommer nogen.”

Teresa nikkede og gik mod udkanten af lysningen. Hun bevægede sig i en cirkel. Det burde virke.

”Det bedste ville være hvis vi kunne fjerne deres lager af våben, men vi kan nok ikke bære det hele. Vi starter med at pille lidt ved flyene. Det vil i hvert fald udsætte det en del,” sagde jeg.

De andre nikkede og gik mod et fly hver. Thomas fulgte med mig. Troede han ikke jeg kunne noget selv?

”Kan du ikke hjælpe Hannah. Jeg kan godt selv,” sagde jeg.

Han nikkede. Jeg tog en dyb indånding. Hvor var det nu tanken sad på et fly. Mangel på benzin var et godt sted at starte. Når ja. Jeg fandt stedet jeg regnede med det ville være. jeg tog det udvalg af værktøj jeg havde med. Hvad ville være i stand til at bore gennem metal. Jeg tog en kniv med et tykt blad. Jeg prøvede at hakke det op i bunden af flyet. Det fik et par ridser med det var også det. Jeg prøvede et par andre ting. Det virkede ikke så godt. Det virkede jo ikke det her. Det måtte jeg indse og prøve at gøre noget andet. Med lyserøde kinder gik jeg mod døren. Den brækkede jeg op med et koben. Indeni var der ikke meget plads. Jeg kravlede ind og så efter noget jeg kunne gøre. Rorpinden! Jeg skuede den løs og så på det virvar af ledninger, der gemte sig dernede. Jeg fandt en lille boltsaks. Med den klippede jeg prøvende et par ledninger over. Så satte jeg rorpinden på plads igen. Jeg fortsatte sådan et stykke tid. Jeg stoppede først da Thomas kom og forstyrrede

”Hvad sker der?” spurgte jeg.

”Teresa så nogen. De er på vej,” sagde han.

Teresa skulle ikke være vagtpost igen. Det var meningen hun skulle komme til mig. Ikke Thomas.

”Hvad gør vi?” spurgte han.

Jeg så mod træerne, hvor lys nærmede sig…..

 

”Saga? Frøken Crandell?” lød en stemme over mig.

Jeg åbnede øjnene og blinkede et par gange for at huske hvor jeg var. Jeg lå i min seng på rådhuset. Jeg havde været i praktik i fire års tid nu.

”Hvad er der galt Haya?” spurgte jeg pigen, som havde vækket mig.

”Det er Vincent. Hans feber har taget over. Han overlever ikke natten,” sagde Haya oprørt.

”Jeg kommer,” sagde jeg og stod op.

Jeg havde ikke tid til at tage ordenligt tøj på, så jeg trak bare en morgenkåbe over mit nattøj.

Vincent så virkelig ud til at have det dårligt. Han lå bleg og svedig i sin seng, med feberblege øjne.

”Jeg kom så hurtigt som muligt,” sagde jeg.

”Godaften Saga- jeg er glad for at jeg når at tale med dig,” sagde han og begyndte at hoste.

”Også mig,” sagde jeg.

”Saga jeg ønsker at du overtager min post,” sagde han uden omsvøb, før han begyndte at hoste kraftigt igen.

”Mig?” spurgte jeg overrasket.

”Ja. Du har været en kæmpe hjælp. Jeg er sikker på at du kan klare det.”

Jeg nikkede. Det kunne jeg vel. Og hvis det var hans ønske, ville jeg da ikke modsige ham…

”Tak. Jeg skal nok efterkomme dit ønske,” sagde jeg ærbødigt, men en lille lykkelig spire bredte sig i min mave. Jeg ville gøre det her!

”Godt og gå nu i seng. Vi ses i efterlivet,” sagde han.

Jeg nikkede med tåre i øjnene. Så begyndte jeg at gå ud.

”Vent Saga. Du er nød til at huske, at en leder også må tage imod hjælp,” sagde Vincent pludselig. Jeg vendte en kvart omgang, så jeg kunne se på ham.

”Det skal jeg nok,” sagde jeg. Så gik jeg ud af døren.

 

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde lyttet til hans råd. Så var alting måske ikke gået så galt.

 

….Jeg vidste ikke hvad vi skulle gøre. De måtte under ingen omstændigheder opdage os. Det ville være katastrofalt.

”Prøv at lave en afledningsmanøvre. Ved du hvem, der er tæt på at være færdig?” hviskede jeg hektisk.

Det smertede mig ikke at vide hvordan det gik, men jeg havde spildt for meget tid på benzontanken.

”Zander og Mira er stort set færdige,” svarede Thomas.

”Super.”

Jeg hoppede elegant ud af flyet, og fandt Zander og Mira. De fandt på en afledning, og løb lydløst mod skoven.

”Gem jer,” hviskede jeg til de tilbageværende.

Vi krøb i skjul til lyset var væk.

”Sådan,” hviskede jeg til mig selv.

Teresa så kort på mig, som om hun havde hørt hvad jeg sagde, men denne gang forblev hun tavs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...