Unfold Me ✈ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Færdig
Historien om Adeline Payne fortsætter efter hendes forsvinden i London. Hun har opholdt sig i Paris i næsten et halvt år. Med Owen og Kaylee som de bedste venner, burde intet galt kunne ske. Lige indtil at Niall og Liam dukker op. Oppe og nedture viser sig i Adelines liv. Mon de rette følelser finder sin plads? Følg med i 2'eren af: Hold Me

44Likes
65Kommentarer
26467Visninger
AA

23. ✈ We're going back

 

Jeg sad og kiggede akavet ned i gulvet. Jeg havde spist 3 pandekager med sukker på. De andre sad også bare og spiste pandekager.

Kunne det her blive mere akavet?

 

Jeg fangede Niall flere gange i at kigge på mig. Måske havde jeg lavet en fejltagelse.

Altså med at tage til Paris.

 

Jeg lagde min kniv og gaffel på bordet og kiggede op.

 

”Så vi skulle snakke, hvem lægger ud?” spurgte jeg frustreret om.

 

Liam kiggede op på mig, så vi havde øjenkontakt.

”Det må jeg hellere jo” sukkede Liam.

”Enig” bakkede Niall hurtigt op.

Liam kiggede på Niall og gav ham et blik der kunne dræbe på et sekund.

 

”Adeline du kommer med hjem til London” fastlog Liam. Niall nikkede og gav mig et smil.

”Alle savner dig Adeline” fortsatte Niall.

 

Jeg kiggede ned igen og forestillede mig hvordan mit værelse så ud. Jeg må indrømme, at jeg savnede det.

Det føltes som et kæmpe hul. Jeg forlod alting. Liam og Niall. Jeg forlod egentlig ikke så meget igen.

Men jeg forlod to fantastiske personer.

De kommer aldrig nogensinde til at tilgive mig. Jeg mener hvorfor skulle de? Se hvor de er nu.

 

”Adeline? Adeline er du okay?”. Jeg kiggede op på Owen som så bekymret ud. ”Adeline du burde lytte til Liam og Niall her” sagde Owen og gav mig et lille smil. Jeg smilede stille tilbage og kiggede på de mennesker som var her for mig.

 

”Jeg er rigtig taknemmelig for, at i alle sammen holder så meget af mig og vil passe på mig” startede jeg og smilede. ”Jeg mener, hvem ville ikke være det? Her sidder i og vil mig det bedste.” Jeg fumlede med mine fingre og vidste egentlig ikke helt, hvor jeg ville hen med det her.

”Owen du har åbnet op for dit hjem her for mig, Kaylee du er min bedste ven og det er du også Owen, i to er mine eneste venner” sagde jeg og sukkede.

 

Owen og Kaylee smilede sødt til mig. Jeg smilede igen og fortsatte.

 

”Liam jeg kan slet ikke takke dig nok, du adopterede mig, vi har vidst haft nogle oppe og nedture, men vi har endelig fået bygget noget op” fremførte jeg og kiggede på Liam.

 

Det var ærlig talt svært at sige.

 

”Jeg er ked af at jeg flygtede væk fra dig, og ikke mindst dig Niall” sagde jeg og kiggede på Niall som sad ved siden af mig.

Niall tog mine hænder i hans og gav mig et smil.

”Jeg er ked af, at jeg løb væk fra dig. Jeg var bare såret og ked af det. Jeg vidste ikke hvad der skete mellem dig og Melina” sagde jeg og var på nippet til at græde.

 

Niall kiggede sørgmodigt på mig.

 

”Jeg ved godt, at i vil have mig til at komme hjem, men i er nødt til at forstå, at jeg har startet et nyt liv her, og jeg vil gerne blive” fastlog jeg.

 

De kiggede alle sammen chokeret rundt på hinanden og sluttede til sidst af med at kigge på mig.

 

”Adeline du ved at Kaylee og jeg støtter dig 100 procent, men du kan ikke blive” sagde Owen og kiggede over på Kaylee som nikkede.

 

Jeg så forvirret på dem.

 

”Adeline jeg bliver nødt til at smide dig ud af huset” sukkede Owen dog med et lille smil spillet om læben.

 

Jeg blev rigtig chokeret og såret, da han sagde det.

Hvad skulle det til for? Vi har været igennem så meget. Jeg har fortalt ham om, hvorfor jeg kom til Paris. Vi har arbejdet sammen og været imod vores chef. Jeg har siddet og fortalt, at jeg vil blive. Burde han ikke være glad? Hvilke tanker har han dog i sit lille hoved. Og hvorfor pokker sidder han med det smørrede smil?

 

”Fordi Kaylee og jeg kommer med jer tre” grinte han.

Liam og Niall begyndte at smile og grine. Kaylee kiggede kun meget underligt på Owen men begyndte også at grine bagefter.

 

”Hvad?” spurgte jeg chokeret om. Jeg kunne slet ikke forstå, at mine to bedste venner ville tage med mig tilbage til London.

 

”Nu tager vi alle sammen til London, jeg var alligevel også træt af Paris men også vores arbejde” grinte Owen. Vi smilede alle sammen.

 

Det kunne ikke være mere perfekt.

 

...............................................

Hej folk!

Jeg håber, at I kunne lide kapitlet :)

Historien er ikke slut endnu.

-Axx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...