Unfold Me ✈ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2015
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Færdig
Historien om Adeline Payne fortsætter efter hendes forsvinden i London. Hun har opholdt sig i Paris i næsten et halvt år. Med Owen og Kaylee som de bedste venner, burde intet galt kunne ske. Lige indtil at Niall og Liam dukker op. Oppe og nedture viser sig i Adelines liv. Mon de rette følelser finder sin plads? Følg med i 2'eren af: Hold Me

44Likes
65Kommentarer
26463Visninger
AA

13. ✈ Table 13

 

Jeg så bordet og gik lidt hurtigere for at få det overstået.

Da jeg kom helt hen til bordet, stillede jeg hurtigt drinksne og var ved at gå væk igen, men en hånd tog et fast greb omkring min arm.

Jeg blev forskrækket og var ved at gå i panik. Jeg kiggede op og gik for alvor i panik. ”Slip mig” fremstammede jeg. ”Nej.”

Jeg stirrede lige ind i et par brune dådyrøjne.

”Liam slip mig” vrissede jeg og var på nippet til at græde. Alle mulige følelser vandrede rundt i min krop. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg var egentlig vildt glad for at se ham.

”Nej Adeline vi har gået og ledt efter dig” fastlog Liam. Jeg kiggede over på personen ved Liams side.

Niall sad med let åben mund og stirrede på mig. ”Hvad glor du på?” snerrede jeg af Niall. Det var ikke meningen, at jeg skulle være så led mod dem. Men det var jo deres skyld, at jeg flygtede. Niall ignorerede mig tydeligvis. ”Lyt til hvad Liam siger Adeline” tryglede Niall. Inden jeg skulle til at svare ham flabet, blev en hånd lagt på min skulder. ”Er der et problem her mine herrer?.” Min chef stod ved siden af mig og kiggede afventende på Liam og Niall. ”Ja det er der faktisk-”, ”-ikke” afsluttede jeg og afbrød Liam. ”Jeg vil bede jer om at lade mine ansatte være” sagde mig chef og tog min arm væk fra Liam. Han så vred ud nu.

Min chef sendte mig et smil og gik væk. Jeg vendte mig mod Liam og Niall. ”Jeg besluttede at jeg ville væk. Jeg har ikke bedt jer om at lede efter mig. Jeg prøver på at starte et nyt liv her, så lad mig venligst være.” Jeg opdagede at tårer løb ned ad mine kinder. ”Adeline” prøvede Niall blidt. ”Nej Niall, i skal lade mig være.” Og med de ord løb jeg væk fra dem.

Jeg kunne svagt høre Liam råbe efter mig. Jeg løb videre uden at stoppe og kiggede bag mig. Liam og Niall var løbet efter mig. Hvad var det, de ikke forstod?

Jeg løb forbi baren, hvor Owen stod med et forvirret blik. Jeg kom udenfor og spurtede hjem.

Jeg stoppede først foran opgangen ved vores lejlighed. Hurtigt kiggede jeg rundt for at se, om Niall og Liam var i hælende på mig. Da de ikke kom løbende, begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket. Jeg tog mig grædende til munden og hulkede.

Jeg satte mig stille ned på fortovet og tog mine knæ op til mit ansigt.

Der sad jeg på gaden i Paris, og græd mit synderknuste hjerte ud. En time efter kom en bil og holdte ind til siden. Ud kom Owen som hurtigt var ved min side. ”Kom her” mumlede han ned i mit hår og tog mig ind til sig. ”Det er overstået nu” beroligede han og agede mig på ryggen. ”Nej Owen det er lige begyndt” hulkede jeg.

”Kom lad os få dig indenfor” sagde han og fik mig op at stå.

 

Owen lagde mig i seng, og lå ved min side, indtil jeg faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...