Mordet

Kriminalassistenten Katja skal med hjælp fra den tidligere sergent Miamaja, opklare et mordet, på en ung studierne. Da sagen bliver lukket, og alt går godt bliver de suget ind i et hæseblæsene eventyr, som føre dem ud til Frankfurt tyskland. Der møder de et par forhindringer, men intet kan sætte end stoppe for Teamet. I Hope You Will Enjoy The Story ;D ^.^

10Likes
2Kommentarer
846Visninger
AA

5. Slået halvt fordærvet

"Miamaja... Pak din taske. Vi tager til Tyskland!" Miamaja kigger på mig, som har jeg slugt en cykel. ”Hvad skal vi i Tyskland?" Spørg Miamaja, og kigger op fra sine papirer. "Vi skal finde Rothetta...!" Svarer jeg tilbage med et glimt i øjet. "Rothetta hvem?" Jeg kigger irriteret på Miamaja. " Emilie Rothetta...!" Hendes `Du har skam slugt en cykel` Blik vender tilbage. Uden et ord giver jeg hende mappen. Hun kigger overrasket op da hun har skimmet den igennem.

"Siger du at jeg har pløkket en uskyldig kollega?" Miamaja kigger spørgende på mig. "Ja... Det vil jeg tro" Jeg kigger efter en reaktion hos Miamaja, men finder kun et stort spørgsmålstegn. "Men han troede dig med et samuraisværd!" Siger hun med en uskyldig stemme. "Jeg troede du havde læst det!... Der står Hjernevaskning via tortur." Hun åbner mappen igen, og skimmer den igennem igen! "Det var dig eller ham!" Hun kigger på mig. "Jeg dømmer ikke Miamaja, tager du med eller ej" Spørger jeg hende med en urokkelig fasthed i stemmen. "Selvfølgelig, end ikke gratis pizza kan sætte en stopper for mine planer" Hun rejser sig op, giver mig et hjerteligt klap og begiver jeg mod sin bil.

"Hvordan går det med maven?" Spørg jeg hende, da vi sidder i bilen. ”Fantastisk..." Hun smiler kejtet, og siger "Bare rolig den forhindre mig ikke i at nakke nogle narzisvin!" Hun tænder for radioen, og musik strømmer ud af højtalerne. 

I Can't Believe...

That When I Breathe...

There's Something Good Inside Of Me

Just One Good Thing Inside Of Me!

Jeg slukker for radioen, "Mimi...?" Hun skutter sig. "Hvad...?" Spørg hun mig med blikket på vejen. "Julius er ikke kommet tilbage..." Hun bremser hård, da der bliver rødt. "Er Julius forsvundet!" Råber hun ude af sig selv. "Hvorfor har du ikke sagt noget...? Hvem har taget ham!" Hun kigger på mig, og gasser op til grønt lys. "Jeg ved det ikke, men jeg fandt mappen i hans hus" Hun kigger på mig med helvede i øjnene. "Hvad laver du så i Julius` hus?" Spørg hun med gift i stemmen. Jeg blev overrasket over det pludselige skift i stemningen, men ved at jeg nok bliver nødt til at forklare. Så jeg begynder at forklare hvordan Silas havde opsøgt mig, og hvordan jeg endte i Julius` hus. 

 

Da jeg var færdig med at forklare, var Miamaja blevet mere rolig. Hun drejer ind på parkeringspladsen, og går ud af bilen. "Nå men du må vel se at komme tilbage og pakke selv..." Først der opdager jeg, at jeg har ladet min bil være på stationen. "Fuck..." Jeg kigger på Miamajas skikkelse, der bevæger sig mod opgangen til sin Lejlighed. "Nej... Jeg vil ikke forstyrre" Mumler jeg.

Jeg begiver mig mod busstationen, Der er godt nok skummelt tænker jeg da jeg går på gaderne der er henlagt i mørke. Kl. Er kun fem! Men det er allerede mørkt. Jeg skynder på mine ben, mens jeg trækker vejret tungt. I alt smug lister jeg min hånd ned til den 9mm Jeg altid bære. Jeg går med hurtige skridt, forbi en gyde. "Hvad laver sådan en ung kvinde ude i dette tidlige mørke?" Jeg vender mig om så min lange frakke dramatisk gør følge. "Silas...!" Jeg flår min 9mm op, og peger den mod panden på ham. "Hvor er han...?" Hvæser jeg. "Hvem min kære?" Ler han hjerteløs. "Nu ikke så galant Silas!" Råber jeg.

"Hvor er Julius?"

Min finger er kun en millimeter fra at trykke, og gøre en endelse for den Galante Silas` liv. "Rolig nu... Min kære ven." Siger han sarkastisk. "Vi skulle jo nødigt svine for meget, politiet gider ikke rode op efter dig" Siger han med dryppende sarkasme, og peger på min 9mm. Jeg kigger mig om efter øjevidner, men finder ingen. "Når! Min galante ven. Nu går du roligt hen mod muren med hænderne oppe." Jeg nikker mod den nærmeste mur. "Ka` man se det, jeg er også galant nu!" Ler han. Han går roligt over til muren, med hænderne løftet. Hurtigt får jeg et par håndjern frem. Jeg strammer dem om hans hænder, og der slår det mig. Jeg har ingen bil! 

 

"Mor...?" Siger den lille dreng til sin mor. "Mor!" Moderen kigger ned på sin irriterende nysgerrige søn. "Hvad har manden gjort?" Spørger han og peger på Silas. "Ik noget skat...! Bare kik den anden vej." 

Min hånd strammer sig om Silas arm, som ville han stikke af med viden om hvor Julius er. "Søde... Du behøver ikke holde dig tilbage, jeg er skam frisk på at krølle lagner..." Jeg klemmer til, og han vrider sig i smerte. Hviskende hvisler jeg i hans øre "Ha! End ikke blinde mennesker ville med Dig! I seng." Fornærmet retter han sig op. "Ikke så fræk min kære, vi behøver ikke nogen seng" Han løfter prøvende øjenbrynet. "Silas! Er du fuld?" Spørger jeg, og klemmer hårdere.

"Shit! Vi skal af nu!" Næsten råber jeg. Jeg rejser mig op og slæber mig mod udgangen, med en fortumlet, fuld, galant, kidnapper på slæb. Vi går ud af bussen, og jeg slæber ham mod afhøringslokalet.

"Katja... Hva` har vi her?"  Spørger den rynkede sekretær. Stolt viser jeg Silas frem. "Det er ham der tog Julius." Svarer jeg og slæber ham mod afhøringslokalet. 

"Nå Silas... Hvem er du?" Spørger jeg ham og rækker ham en kop varm kakao. "Jeg sætter pris på venligheden..." Han hæver koppen med en gestus, mens han sipper stille til den. Jeg skal til at gentage mit spørgsmål, da en lang maskine salve splinter vinduerne. En masse råb blander sig med den hyldene tone. Som i slowmotion ryster jeg hovedet og kommer til mig selv. Silas er på vej mod døren, "Pis...!" Hvisker jeg hæst. Jeg rejser mig fortumlet op, og optager forfølgelsen.    

Han slipper ikke væk, ikke igen. Jeg mærker efter min 9mm, og konstatere den stadig sidder i bæltet. Min ben begynder at løbe, og snart løber hele min krop, jeg skal nok fange Silas! Jeg når bilen, og kaster mig ind, mens jeg ringer til Miamaja. "Jeg er ked at at forstyrre men jeg fandt Silas, og lige nu befinder jeg mig midt i en biljagt." Skråler jeg til hende igennem telefonen. "Jeg skal nok sørge for velkomstkomiteen." Hun skulle til at lægge på da jeg tilføjer. "Det er en sort cabriolet, med russiske nummerplader." Hun ligger på uden et ord. 

"Damn...!" Der er 3 biler imellem Silas, og jeg. Silas` bil drejer af til motorvejen, og jeg følger efter. Bilen drejer af til en afsides vej, så jeg følger jeg efter den. Asfalten bliver til sten, stenene bliver til grus, gruset bliver til jord. Jeg ved de ved at jeg følger efter dem, men jeg er ligeglad.

Dørende på bilerne smækker, "Jeg kan se du har et dødsønske..." Silas` Muntre øjne møder mine. "Hvor er Julius? ...!" Jeg hiver min 9 mm tjeneste pistol frem, og sigter på ham. "Hvor er Juli..." Jeg bliver afbrudt da en maskeret mand træder ud af bilen. "Vi vil have afleveret ham lige meget hvad... " Svare han med en snært af barnelig irritation. Han vipper med hovedet mod en faldefærdig lade. Manden nikker og skynder sig, han når laden er åbner dens skydedøre. "Han er der inde... Sænk dit våben giv det til mig, også kan du hente ham..." Jeg kigger mistroisk på ham. Hvad hvis han skyder mig i... "Jeg skyder dig ikke i ryggen mens du tager ham..." Sagde han som kunne han læse mine tanker. "Jeg har allerede meget blod på hænderne, og jeg har intet vand at vaske det af med." Hans sørgmodige blik møder mit, og ændre sig derefter til det normale bidske blik. 

Jeg sænker mit våben, han rækker ud efter det, men jeg lader det glide ned på den faste plads. Han kigger opgivende på mig, og sukker dramatisk. "Jaja... Hent ham nu bare" Jeg giver ham et sidste blik inden jeg drøner forbi den maskerede mand, og befinder mig i ladens indre. Hængende få meter over jorden hænger Julius med sin bare overkrop. Nogle skindene lænker smøre sig om hans halvt forvredne krop, som skulle han ligne en af guderne på de farverige maleriger. Han mindede mig om en græsk gud, som han hang der. Synd hans krop var dækket med lange foruroligende ar, blå mærker og nyere ikke heilede sår. Jeg skynder mig over til ham og begynder at rode med hans lænker. Jeg er ikke høj nok til at nå knuden der holder lænkerne samlet, så jeg tager et skridt tilbage. Han ser yngre ud end når han pakker sig ind i de skræddersyede jakkesæt. Jeg har aldrig spurgt hvor gammel han var, da han kunde misforstå det, men nu ville jeg ønske jeg vidste det. Mit skud siger nogen af de 35, men man ved jo aldrig.

"Jeg skal nok få dig ned" Mumler jeg til mig selv, dog svare en lille forslået stemme mig. "Ja... Det skal..." Han bliver afbrudt af et hosteanfald. "Du..." Hans hosten bliver voldsommere, så lænkerne begynder at klire mod hindanden. ”... Nok!" Han ånder lettet ud, da ordet forlader hans mund. Hans lyse hår er fedtet, og sveden drypper fra ham. Han er blevet tortureret, da tanken når mig bliver jeg vred ingen, som i ingen! Torturere mine venner.

Jeg finder en mindre ustabil skammel, stiller mig på den og flår lænkerne fra hindanden med en overaskende styrke. Julius falder med et brag ned på jorden. Han griner af smerte, og begynder at græde. Smertens tåre forlader hans tårekanaler, jeg hopper ned af skamlen og hjælper ham op. Jeg støtter ham ud af laden, Silas kigger med fryd i øjnene på Julius, Nu vil jeg værtifald aldrig! Krølle lagner med ham...!    

Anspænt for jeg ham ind på passager sædet, Miamajas bil dukker op. Jeg vinker at hun skal vende op, hun nikker vender bilen og begynder at køre. Straks efter er jeg bag ved hende, min mobil brummer og jeg tager den. "Hvad sker der...? Fandt du Julius?" Spørger Miamaja ængstelig. Han sidder ved siden af mig. Jeg kigger på ham, hans ellers nysgerrige, livfulde øjne er matte. Han har et både pinagtigt men også muntert udtryk. Jeg tager en klump luft ned i lungerne, ved at dette spørgsmål er fuldstendig ligegyldigt i forhold til hvad han har været igennem.

"Hvor gammel er du...?"

Han drejer langsomt hovedet kigger på mig. "Hvem spørg?" Grynter han. "Mig!" Pinligt berørt kigger jeg på vejen. Drejer af i sidste sekund, "34..." Jeg kigger på ham. Han er ung af en kommissær at være, meget ung. "Dig...?" Hans trætte stemme når mine øre "27..." "Hm..." Brummer han hostende. Igen drejer jeg af, vi triller ned af min vej. Miamaja som var blevet afbrudt da min mobil gik tørt for strøm, havde ladet mig overhale hende. Nu befinder hun sig bag mig. 

Jeg drejer ind i min rundkørsel, Springer ud af døren og går over til Julius. Han ligner noget der er løgn, lilla rander under øjnene, en krop som var tævet halt fordærvet og lange ar. Jeg tænker på hans søn, Mathias. Vent Mathias! Jeg får læmpet ham ud af bilen, aftrykket af hans krop i mit fine læder-sæde er blevet farvet svagt mørkerødt nogle steder. Jeg tager ingen notits men for ham ved hjælp af Miamaja ham ind på min fine sofa.

Jeg kigger alvorligt på hans foreslåede krop. "Hvor er Mathias...?" Mathias er Julius 18 årige søn. "Julius hvor er din søn...? " Han kigger på mig... "Han er ikke min søn.... Han er min, min..." Så besvimer han, og kroppen falder bevidstløs ned mod puderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...