Dagbog fra mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Igang
Hello folkes - hvis nogen altså har lyst til at læse dette. Det her er mine tanker - men det er vigtigt at forstå, at dette kun indebærer de negative af dem. De fleste af mine dage er jeg en glad pige med mod på livet, men når alt bare ramler sammen, hjælper det mig at komme ud med mine tanker. Grunden til, at jeg har valgt at publicere dette offentligt, er, at jeg vil give andre muligheden for at se, at de ikke er de eneste med negative tanker. Så læs eller lad være, det er op til dig selv :-)

2Likes
5Kommentarer
298Visninger
AA

4. 9/11-15

9/11-15

Jeg er i dårligt humør i dag. Jeg ved ikke, hvorfor. Måske havde det noget at gøre med den samtale jeg havde med xxx tidligere i dag. Den udløste det i hvert fald. Men det giver stadig ingen mening. Vores samtale handlede kort og godt om, hvem der er pænest af mig og min søster, og ja, jeg kan da godt se, at i dag er jeg nok den pæne af os, fordi hun har taget så meget på, men det, at han ikke ville give mig ret i, at hun helt sikkert var den pæne af os, før hun tog på, udløste et eller andet i mig. Jeg har altid været vant til, at folk så hende som den pæne. At det var hende, der fik mest opmærksomhed, når vi var ude sammen. Men jeg har virkelig ingen anelse om, hvorfor det irriterede mig meget, at han ikke ville skrive, at min søster var den pæneste dengang. Måske, fordi jeg ikke tror på ham. Han er jo min ven, så han er nødt til at sige, at jeg var pænest. Er han ikke? Jeg ved det ikke. Jeg er træt af, at jeg den ene dag kan være fuld af selvtillid og synes, at jeg rent faktisk er ok pæn, og så den næste dag er min selvtillid bare helt i bund igen. Den ene dag tager jeg gerne imod komplimenter og ligefrem joke med mit udseende. Den næste dag tror jeg ikke længere på komplimenterne, og jokesene gør mig trist. Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er irriterende, for det gør jeg også selv. Jeg er selv pisse træt af, at jeg kan gå fra at være mega glad og jokene til at være trist og depri pga. én enkelt, oftest ubetydelig, besked. Det er tit en af de ting, der kan gøre min aften til "sådan en aften". En af de aftener kun Andreas kender til. En af de aftener, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle en anden om, nu hvor Andreas ikke længere er en del af mit liv. Men jeg tør ikke. Jeg er bange for at skræmme folk væk. Jeg vil ikke fortælle det til --- (min nuværende kæreste), for han vil bare være overbeskyttende. Jeg vil ikke fortælle det til xxx, for jeg vil ikke miste ham eller få ham til at tro et eller andet om mig. Jeg holder mere og mere af ham. Han er en af de bedste venner, jeg nogensinde har haft. Jeg vil næste gå så langt som at sige, at han er min bedste ven. For mange vil det måske virke absurd, i og med at jeg aldrig har mødt ham in real life, men på en eller anden måde virker det til at fungere bedst for mig. Jeg føler, at jeg kan fortælle ham ting, som jeg ikke kan fortælle andre, uden at han dømmer mig. Det kan jeg jo netop, fordi han ikke kender folkene omkring mig, og fordi han kender mig bag mine daglige facader. Han kender den rigtige mig. Ikke den mig, som jeg er i skolen. Ikke den mig, som jeg er blandt vennerne. Ikke den mig, som jeg er over for min familie. Han kender den person, som kun få ar fået lov til at opleve. Jeg skjuler ikke mine glæder for ham. Jeg skjuler ikke mine nedture for ham - han kan alligevel altid fornemme dem. Men én ting skjuler jeg for ham. Den som jeg skjuler for alle. Men det står jo længere oppe. Jeg håber virkelig, at der kommer en dag, hvor jeg føler, at jeg kan fortælle ham om det. Lige nu har jeg en største lyst til bare at gøre det, men jeg frygter, at jeg fortryder det i morgen…

 

Og nu skriver jeg så lige lidt mere, for nu er xxx også i dårligt humør. Godt nok siger han, at det ikke er pga. mig, og det vælger jeg at tro på i dag. Men det fik mig til at tænke på noget andet. Én af grundene til, at jeg ikke kan/vil/tør fortælle ham om "sådanne aftener" er også, at jeg ofte føler, at han ikke stoler på mig. Hvis han er trist, så skriver han, at han ikke har lyst til at skrive. Og det er selvfølgelig også fair. Bare fordi jeg stoler på ham, så behøver han jo ikke nødvendigvis også at stole på mig. Han har jo også sine venner at tage over til. Jeg har ingen. Eller det kommer an på situationen. De fleste ting kan jeg da godt fortælle til ---, men ikke alt. Men igen, jeg fortæller jo ikke alt til nogen. Nogle mener måske, at jeg burde kunne fortælle alt til ---, når nu han er min kæreste, men det kan jeg altså bare ikke. Jeg gider ikke, at han skal gå og pylre om mig og hele tiden tænke på, om jeg nu er trist og sådan. Men det kommer måske en dag. Nu må vi se. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...