Dagbog fra mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2015
  • Opdateret: 14 jun. 2016
  • Status: Igang
Hello folkes - hvis nogen altså har lyst til at læse dette. Det her er mine tanker - men det er vigtigt at forstå, at dette kun indebærer de negative af dem. De fleste af mine dage er jeg en glad pige med mod på livet, men når alt bare ramler sammen, hjælper det mig at komme ud med mine tanker. Grunden til, at jeg har valgt at publicere dette offentligt, er, at jeg vil give andre muligheden for at se, at de ikke er de eneste med negative tanker. Så læs eller lad være, det er op til dig selv :-)

2Likes
5Kommentarer
296Visninger
AA

3. 14/2-15

14/2-15

Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre. Det føles som om, at alt bare bliver værre og værre. Martin er et overstået kapitel. Han havde ikke tid til mig. Eller det sagde han i hvert fald… men jeg ved ikke helt, om jeg skal tro på ham. Ærligt så tror jeg bare, at han ikke gad mig, eller at an var træt af afstanden (120 km er alligevel et pænt stykke, ikke?). Men altså, det med, at han ikke havde tid, kan vi jo komme med et fint lille eksempel på.

Mig: Martiiiiiiiiin? <3

Martin: Jaaaaa?? <3

Mig: Laver du noget? <3

Martin: Nej ikke rigtig, hvad da? <3

Mig: Så skriv med mig? <3

Martin: Ser film, så ikke lige nu <3

Mig: Tak

Martin: Ja undskyld…

Nok var det en lille ting, men der skulle altså ikke meget til at vælte min lille verden. Jeg er en af de personer, der vender og drejer alt 117 gange. Jeg overanalyserer alt. Men altså, pga. alt det med, at han ’ikke havde tid til mig’ fik han mig til at føle, at jeg ikke var god nok. At alt andet var vigtigere end mig. En følelse, der ikke er rar at have, og som er svær at slippe af med igen.

Men det blev hurtigt bedre, for allerede inden, jeg begyndte at skrive med Martin, skrev jeg med Andreas. Han fik ændret følelsen af ikke at være god nok. Han fik mig ovenpå igen. Han blev hurtigt min bedste ven, min klippe, mit smil. Det viste sig så, at han havde udviklet nogle små følelser for mig på det halve år, vi havde kendt hinanden. Til at starte med var jeg lidt skeptisk over for det, for jeg havde jo lige været ude for alt det med Martin og tanken om, at blive nedprioriteret sad stadig i baghovedet på mig. Men efterhånden skrev vi så mere og mere sammen, og jeg måtte indse, at jeg måske var ved at få en lille smule følelser for ham, samtidig med at hans følelser for mig blev stærkere.

Vi kom så til det punkt, hvor vi gerne ville mødes. Lidt upraktisk når han er fynbo, og jeg er nordjyde, ikke? Det endte så med, at han kom op i det sommerhus, som jeg altid er i til jul. De fire dage, han var der i, var helt fantastiske. Jeg kunne virkelig være mig selv med ham. Det kan jeg stadig.

Jeg har også været nede ved ham, og det var mindst lige så hyggeligt. Tingene har bare ændret sig en del siden. Førhen kunne vi skype op til flere gange om ugen, men nu har vi ikke skypet i over en måned, og vi har kun talt sammen én gang. Han plejede at skrive flere gange om dagen – nu skal jeg være heldig, hvis han prøver at starte en samtale én gang om ugen! Jeg går tit i seng og er pisse ked af det, fordi jeg savner ham så freaking meget. Men han er stresset. Han har ikke tid. Han har det dårligt

Når han så endelig har lidt tid til mig, er han i mega dårligt humør. Det betyder, at han svarer pisse koldt, og så bliver jeg i dårligt humør. Jeg bliver ked af det. Han får endnu en gang følelsen af, at folk ikke gider mig, skubbet ind i mine tanker. Og fordi jeg bliver ked af det og irriteret over det, ender vi i en diskussion hver gang. En diskussion, der altid er den samme. At han har det dårligt. At han ikke har tid til nogle – smart trick, når jeg kan se dine fester på snap, basse. At han nok skal prøve at finde mere tid til mig – hvilket vi begge ved, ikke kommer til at ske.

Det jeg vil frem til er, at jeg føler, at jeg gør alt meget værre for ham. At jeg bare er en hindring i hans liv. At jeg ødelægger det, vi har bygget op sammen ved, at jeg ikke giver ham nok plads. Men jeg kender mig selv. Jeg tager altid skylden – selv når jeg ikke burde. Men det er jo lige meget, at jeg går rundt og har det lidt trist, bare dem omkring mig smiler og er glade. De kan jo alligevel ikke se igennem min facade.

Nogle aftener er så slemme, at jeg skal kæmpe med at holde tårerne inde, til jeg er kommet i seng, hvor de kan få frit løb på grund af alle de negative tanker. Der er kun én, der ved, at jeg har sådanne aftener. Andreas. Men hvad hjælper det, når han er grunden til de fleste tårer lige for tiden? Hvad hjælper det, når han selv har det virkelig dårligt?

Jeg har lovet ham at fortælle, når jeg har sådan en aften… men det kan jeg bare ikke få mig selv til længere. Jeg ved, at det ødelægger resten af hans aften også (det sagde han i hvert fald dengang vi stadig havde det helt fantastisk sammen). Jeg kan ikke lide at ødelægge hans humør. Det er nok, at mit eget er helt fucked up. Men et løfte er et løfte, og jeg holder, hvad jeg lover. For det meste. Hvis vi lige har diskuteret, og det er skylden i mit humør, så skriver jeg det ikke. Men ellers gør jeg. Men altså, jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan holde til det her, hvis ikke han snart får det bedre.

Oh, og fik jeg nævnt den bedste, han lavede? Min fødselsdag. Man kan vidst ikke ligefrem kalde den god. Han havde lovet, at han ville ringe. Han var ked af, at han ikke kunne være der, og det var jeg selvfølgelig også. Den dag var han vildt sød. Skrev at jeg skulle passe på i idræt. Kaldte mig en sød klovn, da jeg skrev, at jeg havde fået to brændemærker på foden i badminton. Spurgte om jeg var okay, da jeg skrev, at jeg havde fået det dårligt på vej hjem og sådan nogle ting. Jeg var lykkelig over, at det virkede til, at han bekymrede sig om mig igen.

Vi skrev så ikke sammen det meste af eftermiddagen, fordi jeg havde gæster. Hele dagen ventede jeg kun på to ting. At se Årgang 0 med min mor om aftenen (ja, jeg ser Årgang 0, det er en tradition), og at han skulle ringe. Jeg havde så bare ikke lige fortalt ham, at jeg skulle se tv fra otte til ni. Han ringer jo så selvfølgelig ti minutter over ni, og på det tidspunkt har jeg kun 4% strøm tilbage, så jeg lægger på uden at tage den. I stedet for skriver jeg til ham, at jeg ikke lige har tid, og at jeg kun har 4% strøm, så om vi ikke kan snakke sammen lidt senere. Det gør så ham pisse sur. For han er ikke hjemme, og han har kun 5% strøm, og hvis jeg ikke vil snakke med ham nu, så kan vi bare ikke snakke sammen.

Jeg skriver så, at jeg altså ikke havde tid, og at vi alligevel ikke ville kunne nå det med det strøm, vi begge havde. Det bliver vi så uenige om, og jeg modtager følgende besked:

Undskyld at jeg har en fucking shitty day og ikke vil lade det gå ud over dig, mere end hvad det har gjort altså.. Alt har bare været imod mig, right from the fucking beginning. Og lige pludselig er det som om du tvivler på, at jeg ikke ville ringe. Den slog hårdt, og når man så endelig ringer, ligger du på. What a great day.. Håber inderligt at du har haft det meget bedre.

Sødt, ikke? Endnu sødere er, at han derfra vælger at ignorere mig. Fed fødselsdag. Den bedste, jeg har haft.

Men jeg stopper denne ’besked’ nu. Jeg magter ikke at skrive mere, og jeg kan alligevel ikke se noget pga. vandet i mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...