Gensynsglæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2015
  • Opdateret: 2 nov. 2015
  • Status: Færdig
oneshot

1Likes
2Kommentarer
89Visninger

1. gensynsglæde

 

*

“Hey, det er mig. Forstyrrer jeg?” Ordene kunne nærmest ikke komme ud, og jeg kunne godt høre at min stemme lød grødet. Jeg ringede sent. Jeg vandrede rundt på skolen for at finde et sted at være alene, og det tog noget tid. Til sidste endte jeg i et af klasselokalerne, fjernt fra de mange grinende unge mennesker der sad rundt omkring på skolen.

*

På en togstation i en lille by - næsten så lille at man undrer sig over, hvorfor den overhovedet har en station - står jeg og venter. Toget holder, og mit hjerte hamrer. Hun træder ud af toget, og kigger sig først lidt omkring, før hun får øje på mig. Hendes hvin blev næsten overdøvet af mit eget, og mine ben bevæger sig før jeg overhovedet kan nå at tænke. Mine arme er om hende og hendes om mig i et langt sekund - måske to - og jeg ved, at det nok skal gå.

Jeg spørger hvad vi skal lave, og kigger på hende. Min bedste veninde. Jeg tænker tit, at hun er det bedste der nogensinde er sket for mig. Vi forstår altid hinanden. Vi griber hinanden når vi falder. Mit smil kan ikke være større, om det så prøver.

“Jeg skrev til Andreas om vi ikke skulle være sammen.” svarer hun med sin typiske ubekymrede tone. Mine øjne bliver store, og mine kinder røde, samtidig med at min puls stiger kraftigt. Det sker hver gang jeg tænker på Andreas. Jeg nikker lidt usikkert, og vi bevæger os i retning af parken. Det er der vi altid hænger ud med ham.

Jeg spørger, om de snakker meget sammen. Det gør de. De har været ret meget sammen efter skole siden jeg flyttede, og hun fortæller om en film de så i biografen sammen..

”Men det er virkelig ikke det samme uden dig!” Tilføjer hun til sidst, og lægger en venskabelig arm om mig.

                      Vi går lidt i stilhed, indtil hendes telefon siger en lyd. Om det er en klokke eller et langt “Diing!”, lægger jeg ikke mærke til, men jeg lægger mærke til hendes ansigtsudtryk. Hendes læber breder sig ud i et stort smil. Hendes øjne lyser lige en tand mere end de plejer, og hun skynder sig at svare. Jeg kigger spørgende på hende. Hun smiler beroligende til mig, og trækker på skuldrene, som for at sige at det ikke var noget jeg skulle bekymre mig om. Vi går fortsat i stilhed. Stilheden er aldrig noget jeg har haft noget imod - jeg har altid nydt det. Det at vi bare kunne gå sammen uden at snakke, og uden det var akavet eller mærkeligt, det er noget jeg altid har synes godt om.

*

“Nej, selvfølgelig ikke. Hvad er der galt?” Hun lød chokeret over at høre mig på den måde. Måske var hun chokeret. Jeg plejede ikke at vise det.

“Jeg kan ikke klare det mere - jeg savner dig! Jeg kan ikke vente med at komme væk fra alle de her fremmede mennesker.” Min stemme knækkede, og den første tåre trillede ned af min kind.

”Årh, det er jeg ked af at høre, ven! Men vi ses jo snart. Går det ikke godt på skolen?”

”Jo, men..” Jeg begyndte at forsøge at forklare, men sagen var, at hun ikke forstod. Min gråd blev forstærket af den tanke, og jeg satte mig ned.

*

Da vi drejer ind i parken får jeg straks øje på ham. Ham med de store mørke øjne, ham med det sorte, krøllede hår. Ham med de begyndende skægstubbe, ham med de lange mørke øjenvipper. Ham med den karamelfarvede hud, ham med mit hjerte. Hun råber hans navn, og vi går hinanden i møde. Jeg krammer ham i et sekund, og de krammer hinanden. Vi sætter os på en bænk. En af de ting jeg altid har beundret mest ved hende, er hvor selvsikker hun er. Hun er ligeglad med om folk er uenige i det hun siger, eller om de synes hendes joke er lam. Hun fortæller om en virkelig irriterende pige i hendes klasse, og vi griner af hendes parodi. Andreas fortæller om hans sommer, og selvom hun godt ved det hele, er hun meget interesseret i det. Efter jeg har fortalt om min værelseskammerats mærkelige aftenvaner, og hendes sindssyge forhold til hendes kæreste  (som ALTID er inde på værelset) rejser jeg mig, og erklærer mig tørstig.

”Vil i med i brugsen?” Spørger jeg, og kigger på de andre. Hun trækker på skuldrene, og Andreas kigger hurtigt på hende, og ryster på hovedet. Jeg siger, at de er verdens værste venner, og bevæger mig mod brugsen alene. Det tager omkring tre minutter at gå fra parken til brugsen. Jeg tænker på, hvor glad jeg er for hende. Og selvfølgelig på, hvor glad jeg er for ham. Jeg køber en billig sodavand og går lidt hurtigere tilbage til parken. Jeg drejer ind samme sted som jeg for en halv time siden drejede ind arm i arm med hende, og kigger hen mod bænken, hvor vi sad.

I det øjeblik er det som om, at verden står stille. Mit hjerte banker. Jeg kan se hvordan hans hænder hviler på hendes hofter. Jeg kan se hendes hænder, den ene der roder i hans hår, og den anden der blidt kærtegner hans hals. Jeg kan se hvor ulideligt klistrede sammen deres læber er. Jeg kan se at hun vender sig om, da hun hører nogen komme. Jeg kan se, at hun går i panik da hun ser, at det er mig.

*

“Hey, det skal nok gå, min ven. Vi ses jo på fredag!” Sagde hun i et forsøg på at trøste. Jeg nikkede for mig selv, og gentog hvad hun lige havde sagt. Vi ses jo på fredag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...