Alene


0Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. Alene

Bølgerne vælter ind over mig og tvinger mig ned under vandet. Jeg kæmper for at blive over vandet, men vinden tager til. Saltet skyller ind i min mund og får mine hals til at snøre sig sammen. Jeg kan ikke tænke klart, angsten gør mine bevægelser stive og jeg bliver ved med at synke. Jeg mærker nogle hænder tage fat om mig og trække mig opad, så bliver alt sort.

 


Jeg misser med øjnene og tvinger mig selv til at sidde op, hvor er jeg? i himlen? Det er en strand, der er palmer over det hele og vandet ligger roligt og klart. Det måtte være en form for himmel eller også er det bare et langt mareridt. Jeg tager et skridt fremad og vandet  omslutter blidt mine fødder, jeg mærker noget skrabe min fod og kigger ned, det er et stykke træ. Jeg bukker mig ned og samler det op og studerer det nærmere, Aquarios står der utydeligt med mørkeblå. Jeg får en klump i halsen, det er vores båd. Det MÅTTE være et mareridt, lige om lidt ville jeg vågne op og ligge nede i kahytten sammen med mor, far og Bella. Jeg tager en dyb indånding og ligger mig ned, sandet er varmt og dejligt, det skal nok gå.
Jeg slår øjnene op det er helt mørkt "BELLA! MOR! FAR!" ingen svarer. Med et kommer jeg i tanke om den mini lommelygte Bella gav mig sidste sommer, jeg mærker efter i lommen, DEN ER DER! Mine hænder prøver panisk at finde tænd-knappen. *KLIK* Der var den! Først kan jeg ikke se noget, men mine øjne vænner sig hurtigt til lyset, STRAND, den forbandede strand! Tårerne triller ned over mine kinder, hvorfor skulle jeg havne her!? Jeg dumper ned i sandet, hvad skal jeg gøre nu? I det samme slår en tanke mig, hvad nu hvis mor, far og Bella blev reddet?! De ledte sikkert allerede efter mig, det eneste jeg skal gøre er at vente på at de finder mig. En lille del af mig siger at jeg er fortabt, at de alle er druknet og at jeg vil dø af sult om et par dage. Jeg ryster på hovedet, selfølgelig er jeg ikke fortabt, jeg kan spise kokos nødder og leve i naturen indtil de finder mig ligesom i filmene. Solen er på vej op og  min mave skriger efter mad. Jeg kigger på palmerne der alle er mindst 4 meter høje, jeg kan vidst godt glemme alt om kokosnødder, går lidt hen af af stranden og får øje på et banantræ og begynder straks at løbe jeg kaster mig grådigt over bananerne den søde smag fylder min mund. I det samme får jeg øje på noget det er skyllet ind på stranden, det ligner et form dyr. Jeg går der hen, forfærdelsen skyller igennem min krop og hårene rejser sig på mine arme, det er et menneske.
Liget ligger med hovedet ned af og insekterne er allerede igang med at tære på den halvt rådne krop. Med væmmelse og angst vender jeg kroppen om, luften bliver slået ud af mig af forskrækkelse jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, det   er nu det er meningen at vågner op og at det hele bare har været et mareridt, men jeg vågner ikke. Måske er det ikke værd at kæmpe videre, jeg har alligevel intet at miste når Bella ikke er her. Jeg kigger ud over havet og jeg ved hvad jeg må gøre.
      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...