Piller

Man kunne høre folk råbe stop, han råbte også selv, men bare ikke højt nok. Hans næve fløj hen imod ham. Den svævede nærmest, som fuglen svæver over skyerne. Hvordan kunne det gå så galt. Han skulle aldrig have gjort det. “Hvor er min mobil”, sagde jakob han råbte næsten. “Jeg ved det sku da ik”, sagde han forsvarende tilbage. Jakob beskyldte ham for at have stjålet hans mobil. Der var ingen der forsvarede ham, han var jo freaken fra den pille syge mor.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. piller

 


Man kunne høre folk råbe stop, han råbte også selv, men bare ikke højt nok. Hans næve fløj hen imod ham. Den svævede nærmest, som fuglen svæver over skyerne. Hvordan kunne det gå så galt. Han skulle aldrig have gjort det. “Hvor er min mobil”, sagde jakob han råbte næsten. “Jeg ved det sku da ik”, sagde han forsvarende tilbage. Jakob beskyldte ham for at have stjålet hans mobil. Der var ingen der forsvarede ham, han var jo freaken fra den pille syge mor.


Han sad i stuen, der var helt tomt. Han var alene. Hans mor var taget på arbejde. Klokken ringede. Det var tid for ham at tage af sted. Skoletasken stod uberørt. Han havde pjækket de sidste par dage. Han var alt for svag. Gulvet larmede. Der var koldt og lidt uhyggeligt.

Han tog jakken og skoletasken. Han gik langsomt ud af døren. Den knirkede højt, som negle der kører på en tavle.


Luften var kølig, og blade lå over det hele. Træerne var nøgne og skyerne vrede. Det     tordnede. Bussen var allerede kommet. Den stod stille. Han gik ind i bussen. De fleste pladser var taget. Der var en ledig plads nede bagi. Han satte sig ned. Der lugtede grimt i bussen af bræk og møg. Alle så kolde og triste ud i hovederne. Man kunne se skolen. Der var allerede time. Han var kommet for sent igen. Bussen stod stille nu. Det var som den lange vej til fængsel. Skolegården var som den plejede at være. Der var ingen andre end ham. Han gik ind ad døren, og hen imod klasseværelset. Skolen var som junglen. De var som vilde dyr, og sultne løver klar til at æde enhver. Klasseværelset var tomt undtagen lige for klasselæreren. Han var den første der var kommet til time. “Godmorgen Malte”, Sagde hr. Johnson, Han sad og rettede vores opgaver. “Godmorgen hr, hvor er de andre”, Sagde Malte tilbage. “De har pause”, sagde han mumlende. Han satte sig ned, og tog mobilen op ad tasken. Han tjekkede facebook. Der var fuldkommen stille. Han stirrede ud i luften. Tanker fløj fra den ene ende af klasseværelset til den anden. Lyden af fødder der trampede blev højere. De kom strømmende ind ad døren. “ Stille! ”, råbte hr. Johnson. Alle satte sig ned. Det var dansk. Han kiggede ud af vinduet. Han kunne se nogle fugle synge deres glade sange. Træerne var blevet rød brune og gule. Der var ingen der satte sig ved siden af Malte. De troede han var sindssyg, men den kun på grund af rygter. Der var rygter om at, han havde slået en mindre dreng ned. Det var ikke sandt, men alle tror på rygter. Hvis nogen blev set med ham, så blev man også holdt udenfor. “ I dag er det gramma dag”, sagde hr. Johnson med humøret i top. “Juhuu”, sagde folk sarkastisk i kor. Han sagde ikke noget gennem hele timen. Han Holdte sig mest for sig selv.


Det var blevet frikvarter. Han hadede frikvarter. Han sad på en bænk henne i hjørnet, og kiggede hen mod drengene der spillede fodbold. Helt inderst inde ville han godt være med, men han kunne bare ikke. Nogle af pigerne heppede andre sad i hjørnet, og bitchede over de andre i klassen. Han var træt af dem alle sammen. Hvis han bare kunne flygte fra det hele. Han havde planer om at pjække. Hans mor var jo ligeglad. Hun koncentrerede sig kun om sine piller.  Nogle af de andre drenge kom hen til ham. Han fik et brev i hånden. der stod “som du er nu kunne du forsvinde uden at, nogen ville vide det”. Raseriet inde i ham sprængte næsten, han ville ikke mere. Alligevel føltes det som om han var ved at smile. Han var ikke glad, men han havde grædt så meget og været så rasende, at det ikke gav mening mere. Der var ingen grund til at blive. Han løb ind i klasseværelset tog sin taske og løb hjemad. Hans ben var slappe, og føles som mursten. Der lå kastanjer over det hele. Han var ved at falde i dem. Vinden var kold, og luften var frisk. Det begyndte at styrte ned. Han blev gennemblødt. Folk kiggede mærkeligt på ham, som om han havde haft de sindssyges dragter på. Han ville ønske det ville stoppe. Han nåede hen til døren. Nøglen lå under tæppet uden for døren. Det var en gammel bygning, næsten faldefærdig. Kun fem ud af ti pærer virkede, og støv ramte en så snart man var i nærheden af bygningen. Han lagde nøglerne under tæppet igen, og gik indenfor. Han var alene. Pillerne lå spredt ud over bordet. Hans mor havde glemt at betale for at få varme i huset, så der var meget koldt. Malingen på væggen var krakeleret. Der lå gamle kasser på gulvet i køkkenet. Han smed tasken på gulvet, og slentrede hen til sofaen. Han tændte fjernsynet, og satte sig. Telefonen ringede, det var nok skolen. Han tog den ikke. Han ville bare få problemer. Der var ikke noget spændende på fjernsynet. Det var en gammel udsendelse om havets dyr. Han gik ud på badeværelset. Morens piller fyldte hele badeværelset. Der var ikke et sted de ikke var. De hjemsøgte ham. Hans egne medicin var der også. Han tog en pille. Den beroligede ham.


“Mor hvad laver du”, sagde Malte uforstående. “Ingenting skat, mor er bare lidt syg”, sagde hun stille tilbage. Han var lige kommet hjem fra skole. Moren stod inde i køkkenet, og skubbede et par piller ned. Hun så fortumlet ud, og kunne næsten ikke stå. “Malte ring lige til 112 for mor”, sagde moren svagt. Han skyndte sig at tage telefonen på væggen, og ringe til 112. De hentede moren, og Spurgte ham om hvad der var sket. Han så ikke sin mor i lang tid.


Malte sad på gyngen og spekulerede. “Hvad fanden skal jeg gøre”, sagde Malte ud i luften. Han så op, legepladsen så forladt ud. Der var helt tomt. Der var gynger, rutsjebaner, kravle plader, men ingen børn. Der stod et gammelt træ på græsplænen. Enhver kunne se at, den var over 50 år gammel. Træets rødder var store, og fyldte en del. Bladene var blevet rød brune, gule og visne. Han gik hen til træet, og vurderede dets klatre værdi. Vinden ruskede i træet. Han tog et step nærmere dets rødder. Det var smukt. Han tog fat i grenen, og hev sig selv op i træet. Han var nær faldet. Der var højt til toppen. Han satte sig ned, og tog sin mobil frem. Mor havde ringet. Han ringede ikke tilbage. Malte lukkede øjnene, og lænede sig tilbage. Han mærkede vinden bombardere hans ansigt. Himlen var helt blå der var lidt skyer her og der, men det var mest fredfyldt og stille. Han åbnede øjnene igen, og kiggede op. Skyerne lignede mærkelige, og deforme monstre. De kunne forestille hvad som helst. Bare man havde fantasien til det.


“Kom vi skal skynde os inden de køre uden os”, sagde moren til Malte. De stod ved togstationen, de var på vej hen til parken. De løb hen, og købte to billetter. Billetterne kostede mere end sidst. Man kunne høre toget på vej herhen. Toget stoppede, og ventede på at folk skulle strømme til. De skyndte sig op ad trapperne og hen til toget. “Se Malte der er vores tog”, sagde mor anstrengt, hun var forpustet. De havde løbet hele vejen fra deres hus, hen til togstationen. Der var proppet med mennesker. De maste sig ind, og snød forbi i køen. “Jeg bliver mast mor”, sagde malte, han kunne næsten ikke komme forbi. Moren trak Malte i armen, og fik ham ind i toget. De kørte med toget til København.


Det er tre år siden moren var indlagt. Hun fik konstateret depression. Hun blev nødt til at tage piller, for at berolige hende. Han kunne se mor på vej ind ad døren, hun så træt ud. Han løb hen til hende, og nåede at råbe mor inden hun lukkede døren. “Hej Malte, Har du haft en god skoledag”,  sagde moren til Malte. “Fint, hvad med dig”, svarede han uden at kigge. Hun åbnede døren til lejligheden, og puttede varerne og sin taske på bordet. Hun vendte sig om, og gik hen imod badeværelset. Hans vidste godt hvad hun havde gang i. Hun tog hans piller, og hendes piller med ud af badeværelset. Han gad ikke have dem. Hun lagde en af hver ved siden af to glas med vand. “Mor jeg har taget dem i dag”, Sagde Malte til moren. Hun hørte ikke efter, men blev bare ved med at lægge varer på plads. “Mor!!”, han ville ikke bare give op. “Hvad Malte”, Sagde hun den anden vej. “Jeg har taget dem”, han begyndte at blive nervøs. “Ok, men du lyder ikke ret rolig”, Sagde hun mumlende. Han gik hen til sit værelse. Der var rodet. Moren havde flere gange sagt, at det lignede, at der havde været sprunget en bombe på hans værelse. Computeren var tændt. Han satte sig hen på sengen, og fandt sin bog frem. Den handlede om mystiske væsner fra oldtid til nu. Han elskede at sidde og læse i timevis. Han havde jo ikke så meget andet at lave. Moren lå normalt på sofaen, og sov skindet af sig. Der blev sagt ord, som moren aldrig ville sige uden at vide, at han ikke hørte det. Han sad, og læste om myten om Loch Ness. Det var en af hans yndlings historier. Han lagde bogen fra sig. Det var blevet sent, og han var blevet træt.

Vinden ramte hans ansigt, og gav ham den kulde alle ville give ham. Hans ben var tunge, men han anstrengte sig for at komme op. Hans øjne blegnede, og gik i sort. Han stod stille, og kom til sig selv igen. “Her”, hun rakte ham pillerne. Han havde et glas med vand stående på sit natbord bordet. Vandet var for gammelt. Han gik ud i køkkenet, tog et af glassene, og fyldte det med vand. Pillerne var halvt blå, og halvt hvide med et kryds på. Han tog pillerne ind i munden, og tog en slurk vand med. Moren gjorde det samme. Hun så sig lidt omkring, og begyndte så at lave morgenmad. Hun lavede det sædvanlige havregrød. Malte stod i kort tid, og vurderede om han skulle tage i skole i dag. “Jeg bliver nødt til at gå nu Malte, men vi ses jo klokken tre”, Hun tog sin jakke, og gik ud af døren. Brevet fra skolen hjemsøgte ham stadig. “Var det virkelig sådan, Hader alle mig”, Han var forvirret og ked af det, men mere vred end nogensinde. “Hvis det var på den måde, kan de jo få hvad de vil ha”, Han satte sig ned med tårer i øjnene. Virkeligheden var for hård for ham, og hele skolen var for hård for ham. Hans vejrtrækning begyndte at være ude af balance. Pillerne virkede ikke. Han rejste sig op og tog fat i deres mini tv, og kastede det hen imod væggen. Han kunne knap nok bære det, men af en eller anden grund kunne han gøre det alligevel. Hans hjerte hamrede hårdt mod brystet. Følelsen var alt for god. Han kunne ikke stoppe. Han tog fat i reolen, og væltede den ned på gulvet. Han bankede imod deres faldefærdige hjem. “Fucking lorte liv!!!” , Hans arm blødte. Hans øjne faldte på et reb, og stod bare stille. I et splitsekund tog han rebet, og løb ud ad døren. Folk stod og kiggede livløst på ham, med deres store øjne. De skyndte sig videre. De havde sikkert hørt historien om “Freaken med den pille syge mor”. Hans øjne blev rødsprængte og store. Han løb hen over legepladsen, og videre hen til træet. Det var midt på dagen, og alle var på arbejde eller i skole. Han holdte godt fast om rebet, og klatrede højt op i træet. Han spændte rebet fast om træet, og lænede sig tilbage. Han tog rebet rundt om halsen, og spændte det fast. Han tog en dyb indånding. “De skal ikke have den fornøjelse længere”, sagde han. Uden at tøve gav han slip på grenene, og lod sig falde. Han faldt ind i sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...