Udsat

En lille skoleopgave, jeg synes, jeg ville dele. Novellen om Conrad, som igen er blevet slået af sin lærer og søger tryghed ude ved sit træ.

1Likes
0Kommentarer
57Visninger

1. Udsat

Han løb. Akkurat som han plejede at gøre. Det ene ben foran det andet, som alle andre ville løbe. Alligevel følte Conrad altid, at han løb anderledes. Aldrig kunne han forklare hvorfor, men et eller andet var bare anderledes ved hans måde at løbe på. Han kunne endnu ikke se træet. Det store flotte træ, som han altid løb ud til, når han bare ville væk. Endelig kom han frem. Han lænede sig op ad træet. Akkurat som han plejede. Conrad tænkte på noget, idet han tørrede tårerne væk fra kinden. Han tænkte på dengang der allerede stod en anden dreng op ad hans træ. “Hej,” sagde den alt for blonde dreng. Han smilede til Conrad, og satte sig så ned. Conrad satte sig ved siden af drengen. “Jeg hedder Emil,” sagde han og rakte hånden frem. Conrad tog den. “Conrad,” sagde han tøvende. Emil var meget smilende, og han virkede til at have det godt. Derfor kunne Conrad ikke lade være med at tænke på, hvorfor Emil mon sad ved hans triste træ. “Her er smukt hva’,” sagde han så. “Ja,” sagde Conrad. Så var der stille lidt, og Conrad udnyttede muligheden til at lytte grundigt til fuglene. Igen så Emil på Conrad og sagde: “Jeg kommer her tit, når jeg er glad”. Det forstod Conrad ikke helt. Han var jo vant til, at det var et trist træ. “Og jeg, når jeg er trist,” sagde han så. “Det ved jeg,” svarede Emil, “du er her tit”. Så blev der stille lidt. “Jeg er glad for, at du er her Conrad,” sagde Emil uventet. Conrad smilede bare. Så begyndte de to drenge ellers at snakke om, hvorfor de altid kom hen til træet. Men aldrig så han Emil igen. Nu sad han igen alene ved træet. Akkurat som han plejede.

 

Conrad sad op ad træet i noget tid. Han betragtede fuglene, som svævede rundt i luften og pippede som gjaldt det deres liv. Betragtede bladene falde til jorden, som snefnug af efteråret. De røde, de gule, de brune. Mærkede den kølige brise, som blidt kastede hans hår væk fra ansigtet. Selvom det halvlange hår var lidt besværligt til tider, nægtede Conrad at få det klippet. Det var jo moderne med hår som the beatles. Endelig fik han samlet kræfter til at rejse sig og gå hjem. Denne gang gik han. Han gad ikke løbe. Da han endelig var kommet hjem til den store villa, var en mand på vej ud ad døren. Han havde ikke knappet sin skjorte helt op, og havde jakke, sko og slips i hænderne. Han virkede ikke særlig høflig, for han sagde slet ikke hej til Conrad i døren. Ikke at man SKAL sige hej, men man kan godt lige nikke pænt goddag, eller bare smile. Det er da lidt en selvfølge. Conrad gik ind, smed sin jakke og gik ud i køkkenet. Der stod Hanne og røg. Akkurat som hun plejede at gøre, når en af hendes mænd var gået. Ikke mænd i den forstand, at hun er gift med dem. Men mænd som nogle gange kommer besøg. Nogle af dem kender Conrad godt, og de er rigtig flinke. Nogle af dem spiser endda med af og til. Hun har tit besøg af en høj mand i et gråt jakkesæt. Han har ikke noget hår på hovedet, men et rigtig flot skæg. Han hedder Poul, og er revisor. “Har du haft en god dag?” sagde Hanne med cigaretten i munden. Hun så efter den uhøflige mand, da han kørte sin vej. Conrad svarede ikke. Hanne så på ham, og opdagede det røde, hævede håndtryk på siden hans hoved. “Jamen du godeste”. Hun skoddede cigaretten og satte sig på stolen foran Conrad. “Hvad er der dog sket, Conrad,” fortsatte hun. Hanne havde altid taget sig godt af Conrad. Hun havde hjulpet ham med lektier, sørget for tøj på kroppen og mad i maven. Men alligevel kunne Conrad ikke se på hende som en mor. Altid, havde har han tænkt på hende som en slags moster, som han boede hos. Hun fandt et køleelement i fryseren og pakkede det ind i et viskestykke. Det holdt hun mod Conrads kind, som nærmest var blevet til dobbelt størrelse. Conrad ømmede sig. “Var det Hr. Belli igen?” Det var Conrads matematiklærer, som havde været efter ham i en længere periode. Conrad nikkede. “Og var det derfor, du kom tidligt hjem,” spurgte Hanne og fjernede viskestykket med køleelementet fra Conrads ansigt. Han nikkede igen. Hr. Belli vidste lige hvordan man skulle give en lussing. Han kunne slå, så det sang for ørene resten af dagen. Hanne bad Conrad holde køleelementet mod kinden og gik. Hun kom tilbage nogle minutter senere. Nu var hendes hår opsat fint, og hun havde sit pæne sjal over sig. Hun tog Conrad i hånden, slæbte ham med ud af døren og ud i den lille folkevogn som alle kørte rundt i. Det tog ikke lang tid, at køre hen til skolen, og bilturen var stille. Det eneste Conrad kunne tænke på var, hvad der mon ville ske med ham, hvis Hanne gik over stregen. Det havde hun det nemlig med at gøre nogle gange.  Han kunne tydeligt huske da det skete.

 

Conrad stod ude i skolegården sammen med Jørgen og Frank. De stod og kastede bold til hinanden. Akkurat som de plejede at gøre. Jørgen og Frank var Conrads absolut bedste venner, og havde været det lige siden børnehaveklassen. De havde aldrig været i problemer før. Men den dag ville Jørgen kastede en rigtig høj bold til Conrad. Selv om drengene nød at kaste bold til hinanden, var de altså ikke særlig gode til det. Bolden fløj højt op i luften, men Conrad kunne ikke nå at gribe den, før den ramte lige gennem ruden til klasseværelset. Conrad gik i stå, mens Jørgen og Frank løb. Det var som om, han var lavet af cement. Han vågnede først, da Hr. Belli tog et hårdt greb om hans arm. Han ruskede i Conrad, mens han skældte ham ud. Conrad hørte ingenting, for hans tanker var et helt andet sted. Det eneste han hørte, var Hr. Bellis rustne kaffestemme sige: “HØRER DU EFTER?”. Hvorefter Conrad svarede: “Næ”. Det var ikke det smarteste at sige. Lige efter Hr. Belli blev færdig med at lave sit oppustede, vrede ansigt, greb han fat i øret på Conrad og trak ham med sig. Han gav først slip, da han var nået ind i det tomme klasseværelse, som var fyldt med glasskår. Han placerede Conrad foran tavlen, med ryggen til de tomme elevborde. Hr. Belli haltede frem og tilbage foran ham, mens han aggressivt overvejede hvad han nu skulle gøre. Ikke sært, at han skulle tænke sig godt om. Han havde nemlig før haft problemer med rektoren, fordi han havde slået en elev. Rektoren går ellers ind for at straffe børn. Men Hr. Belli gør det af de underligste grunde. Han slog engang en pige fordi hun nyste, og det mente han forstyrrede undervisningen. Han stoppede op foran Conrad. Han stod  og skræmte ham lidt med sit blik. Så, i en lynhurtig bevægelse, fløj hans hånd gennem luften, og ramte Conrads kind med et klask. Et stort klask. Det sang for ørene, og Conrad kæmpede bragt for at holde tårerne tilbage. Det var blot halvanden time siden,,og stadig dunkede hans kind. Conrad røg først ud af sine tanker, da Hanne åbnede bildøren. Det skete tit, at Conrad bare sad i sine egne tanker og lukkede af for omverdenen. Han kunne godt lide, at han var alene i sit hoved.

Det gav ham mulighed for at tænke lige hvad han havde lyst til. Hanne var rimelig aggressiv. Hun smækkede bildøren hårdt i, da Conrad trådte ud. De andre børn havde fået fri bare nogle minutter før. De eneste der var tilbage, var dem, der havde været dukse, eller bare langsomme, og så de store børn, som stod og røg ved indgangen. Da de gik forbi, så Conrad, at en af drengene nikkede til Hanne. Ikke at man kunne bebrejde ham, for hun var meget smuk. Faktisk var hun den smukkeste, Conrad havde set. Altså bortset fra Katrine, som gik i hans klasse. Hende havde Conrad altid været en smule lun på. Hun havde sådan noget pænt hår, og nogle klare blå øjne. Frank og Jørgen måtte på ingen måde få af vide, at Conrad tænkte sådan om Katrine. Hun var alt han tænkte på, da Hanne trak ham gennem den lange gang mod rektors kontor. Han var først i stand til at reagere igen, da han blev placeret i en stol, mens Hanne diskuterede med rektoren.

“Jeg beklager frk. Mikkelsen, men der er altså ikke noget jeg kan gøre.” Conrad kunne godt lide rektorens stemme. Den var så blød og rund, og man kunne altid høre den tydeligt til morgensang. “Jamen, han har jo ikke gjort noget,” forsvarede Hanne sig. Hun havde altid gået meget op i, at alle skulle behandles retfærdigt. “Den Hr. Belli kan ikke blive ved med at slå på Conrad i tide og utide,” fortsatte hun. Hanne havde før snakket med rektoren, men aldrig havde Conrad set hende så oprevet før. Pludselig begyndte noget. Der skete noget inde i Conrads hoved. Han kunne ikke længere høre, hvad Hanne sagde til rektoren og omvendt. Hans syn blev sløret, og før han nåede at tænke, løb han ned ad gangen. Han kunne ikke stoppe, og jo længere han løb, jo mindre ondt gjorde det i hans kind. Han lagde ikke mærke til noget, af det der skete omkring ham. Men så, i det han løb ud af hovedindgangen, løb han ind i en af de store drenge, som stod og røg. Ham som havde nikket til Hanne. Der gik et øjeblik. Så tog han cigaretten ud af mundvigen, og rakte den til en af de andre drenge. Hårdt tog han fat i kraven på Conrads skjorte, og skulle lige til at slå ham. Men han nåede det ikke. Conrad havde revet sig løs og givet ham et los i skridtet. Det havde Hanne ellers altid sagt, at man ikke måtte, fordi det kunne være farligt. Men han mente nu, at det var okay i denne situation. Igen løb han. Men denne gang føltes det ikke mærkeligt. Han løb som han plejede, bortset fra, at han nu var glad. Han var glad, selvom rektoren ikke kunne gøre noget ved Hr. Belli, og selvom ham den store nær havde banket tarmene ud af ham. Han havde det godt. Da slog det ham. Nu vidste han endelig, at der ikke var noget galt med hans måde at løbe på. Problemet havde aldrig været, at han satte et ben foran det andet, eller at han blev lidt forpustet. Problemet var, hvorfor han løb. Han løb altid når han var ked af det. Han var glad nu. Han løb. Akkurat ligesom han plejede, bare gladere. Han lo, hvilket han ikke plejede at gøre. Han nåede til den lille høj, som træet plejede at stå på. Han stoppede op og så grundigt efter. Træet var væk. I stedet stod Emil på dets plads, med armene ude i luften. Træet var væk, men dets sjæl stod der stadig.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...