The Perks

Carla rejser til New York i håb om at starte et nyt liv, i en ny by med mennesker der ikke kender hendes navn. Hun er som en sort diamant, fuld af dystre hemmeligheder og grumsede løgne og begrænsede færdigheder, der gør hendes verden kompliceret, men hun besidder stadig en evne til at glimte. Carla har en fortid der plager hende, og hun gør alt hvad hun kan for at glemme den, men ting sker når man mindst venter det, og man ved aldrig hvad der kan ske når man hedder Ellison til efternavn og har en bankkonto der har lige så meget brug for renovering som ens mentalitet. Hvad sker der for en pige som Carla i en by som New York? Hvad er fordelene ved at være Carla? What is the perks og being a nobody?

3Likes
1Kommentarer
113Visninger

1. Kapitel 1

Her står jeg så. Lufthavnen. Jeg kan mærke et angstanfald på vej, men jeg vælger at ignorere det. Jeg går over mod en automat, hvor jeg kan afhente mine billetter. Jeg stiller mig i kø bag en familie på fire mennesker. De griner og snakker højlydt, om hvor meget de glæder sig til deres rejse. Det minder mig om, at jeg er helt alene, og at jeg endnu engang gør noget andet en alle andre mennesker. Jeg er 18 år. Det er meningen jeg skal stå der sammen med min egen familie. På vej til Cannes eller Mallorca, eller et andet smart sted. Det minder mig om at jeg aldrig har gjort noget normalt. Jeg har altid gjort det modsatte af alle andre børn. Min familie har aldrig set på mig som et tredje medlem af familien, men et vedhæng til deres familie på to. En mor og en far, og så var der hende der Carla der endag dukkede op, og ødelagde freden og roen. Jeg blev lukket ud i garagen med en bøtte tørrede bønner jeg kunne male. Og når jeg så var færdig med det, var det enten spisetid eller sovetid. For mit vedkommende var det tit sovetid. Det var nat to gange i døgnet. Mine forældre sagde altid til mig, at hvis ikke jeg sov ville jeg blive en træt hyleunge de ikke ville kunne holde ud, og så ville de blive nød til at sende mig på børnehjem. Nogle gange foretrak jeg tanken om børnehjem. Et stort hus fuld af børn man kunne lege med. Jeg har aldrig rigtig haft nogle venner. Jeg har altid været hende den sære, der legede med skruetrækkere og opvaskesvampe. Men sådan er mit liv bare. Der findes ikke en opskrift på det perfekte liv. Man må bare prøve at klare sig med det man har.

 

Familien er færdig med at afhente billetterne og jeg går hen til automaten og trykker på en masse tilfældige knapper, i håb om at jeg gør et eller andet rigtigt. En time efter går jeg over mod gaten. Jeg kan mærke at der er et seriøst angstanfald på vej. Jeg har kun fløjet én gang i mit liv, og den dag vil jeg helt ikke tænke tilbage på. 

Jeg blander mig med alle de andre mennesker der også skal med flyet, og prøver at se ud som om jeg ikke er helt fortabt. Jeg går ind i flyet. 

Jeg kan mærke angsten der er på vej. Jeg prøver at ignorere det, men jeg kan mærke det plager mig. Jeg finder min plads og sætter mig ned og trækker vejret dybt. Jeg læner mit hoved tilbage, og lukker øjnene. Så kan det være jeg falder i søvn. 

 

En underlig dame snakker højlydt. Hendes tænder er lilla, og hun lugter af af min mormors fugtige kælder. Hun taler et sprog jeg ikke forstår. Måske er det japansk. Jeg kigger rundt. Jeg er omgivet af underlige mennesker. Jeg får er chok da jeg ser på ham jeg sidder ved siden af. Et uforskammet ad kommer ud af min mund. Han kigger ondt på mig. "Nej nej nej, undskyld det var ikke dig" han læner sig ind over mig. Jeg skriger indvendigt imens han kommer tættere og tættere på mig. Jeg lukker øjne og næse. Ad, han lugter. "Arrrrrh! Du må ikke spise mig!" Men det er for sent. Jeg er død nu. Stendød. Død i et fly på vej til New york. 

Jeg slår øjnene op. Hvad i alverden. jeg er ikke død. Åh gud, det var bare en drøm. Jeg drejer lynhurtigt hovedet hen mod personen ved siden af mig. 

Der sidder en dreng. En dreng der ihvertfald ikke ser klam ud. Pyha, det var et held. "Hej" Siger han og smiler. Jeg kigger hurtigt væk. "Undskyld jeg, det var bare" 

"Hvad?" han griner. 

"Ikke noget" jeg kigger på ham igen. Han smiler, og jeg prøver at smile på en charmerende måde. Åh nej. Nogle satans børn hopper på hoppepude nede i min mave. "Jeg skal lige låne toilettet" 

Charmerende Carla, virkelig charmerende. 

"Ja, jeg skal nok flytte mig" 

Jeg nikker, og holder mig for munden. Jeg rejser mig, og prøver at komme ud. 

"Jeg får klaustrofobi af det her!" 

"Det var da ikke så godt" siger drengen. Jeg kigger på ham. 

"Ville du ikke flytte dig eller hvad?" 

"Jo jo, men her er ikke så meget plads"

Åh nej. Jeg skal nå ud på toilettet inden for de næste ti sekunder, ellers er Carlas frokost og dna spildt ud over en fyr som bestemt ikke fortjener det. Jeg gisper. Denne her tur er allerede ved at blive et mareridt. 

Jeg kommer forbi drengens sæde, og skynder mig over mod toilettet. Men åh nej, hvad er det. En kæmpe stor dame kommer marcherende mod mig med én eller anden underlig vogn på slæb. "Vil du ikke være sød lige at flytte dig?" 

"Sorry i only speak english"

Perfekt. 

Mit blik falder på vognen. Ca 1,22 meter høj. En bredde på ca 50 cm. Det kan jeg godt. Jeg tager en lille smule tilløb. "Paaaaas pååååå!" Råber jeg, imens jeg flyver op over vognen og igennem flyet. Åh nej. De ti sekunder er gået, og Carlas vildskab er løbet løbsk. Der er bræk ud over det hele. Åh nej. 

"Sorry lady, but i am not used to flying" Jeg ligger med næsen ned mod jorden. Og nu stinker her er bræk. 

Perfekt. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...